Afgående direktør efterlader fallitbo

I en nylig pressemeddelelse fra Guldborgsund Forsyning skamroses den afgående direktør Flemming Bach som det sig hør og bør.
Det som direktøren efterlader sig på spildevandsområdet er ikke en veldreven virksomhed, men mere et håndværkertilbud. Rent ud sagt et fallitbo.

Historien ultrakort. Fadæsen starter med oprettelsen af et Miljøministerium der havde store ambitioner.

Det nystartede ministerium var ikke lige velset blandt de øvrige etablerede ministerier. Derfor var de nødt til at skabe alliancer for at få lebensraum. En kommunalreform var lige gennemført, så med et samarbejde med Kommunernes Landsforening blev miljøforvaltninger over det ganske land etableret. Lidt privilegier til Danmarks Naturfredningsforening var også i begge parters interesser.

Der er således over nogle årtier sket en gøgeungeeffekt, hvor den mere naturnære og erfaringsbaserede miljøviden bliver kasseret og alt det miljørigtige styres fra centralt hold og presses ned over en måbende befolkning. Med den tilgængelige teknologi vi i dag har til rådighed er det ganske omfattende, hvad der kan laves af ulykker, hvis ikke der er styr på stofkredsløbet og naturlove generelt.

At der er noget galt er ved at gå op for flere og flere politikere. Blot tænker de ikke på, at de selv har været med til at lave ulykkerne. Blandt flere kunne jeg nævne familien Auken.

Nu taler man om cirkulær økonomi, ikke affald men ressourcer og ikke spildevand men ”vand med næringsstoffer”. Alt imens Guldborgsund Forsyning fortsætter med at ofre 3 cifrede millionbeløb på et spildevandsfundament, tiden er løbet fra.

Jeg ved ikke hvad hele koglet af politikere i byråd og forsyningens bestyrelse tænker på, men tilsyneladende følger de bare med som det tynde øl.

En der skiller sig lidt ud, er socialdemokraten Henning Kamper.
Han har med sin tid i det tidligere Storstrøms Amt været med i løjerne i længere tid end Flemming Bach og burde for længst have sat foden ned. Derudover burde han erkende, at der er noget umoralsk ved i øjeblikket i Guldborgsund Forsyning både at optage en plads som bestyrelsesmedlem og samtidig optage en af de to pladser der var reserveret forbrugerne.

Så Flemming Bach har ”kun” været med til at lave ulykker de sidste 10 år, men til gengæld gjort det effektivt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *