Aldrig har så få slidt så hårdt for så mange

Af Steen Steensen i Jyllands-Posten 16. september 1976

Seminarieadjunkt Steen Steensen skriver i Midt­punkt om samfundets overbygning som den egentlige udbytter. Han ta­ger sit udgangspunkt i Karl Marx’ tanker om ka­pitalens udbytning af ar­bejderne. Han forkaster teoriens gyldighed for vor tid og påviser, at socialis­men er blevet et våben mod den produktive be­folkning.

Blandt erhvervsfolk hører man jævnlig den anskuelse fremført, at det ikke er det hårde arbejde, som gør en til velhaver. »Af arbejde bliver man ikke rig«, siges der.

En sådan opfattelse er na­turligvis ikke opstået af den blå luft, men bygger på erfa­ringer gennem mange slægt­led. Eftersom enhver ved, at al velstand stammer fra mæng­den af udført arbejde, så er det ikke underligt, at erhvervsli­vets folk ofte udtaler oven­nævnte sætning med en vis bitterhed. Men hvorfor har det altid forholdt sig sådan, at de vareproducerende befolk­ningsgrupper næsten konstant har hørt til den mest betræng­te flok i samfundet? Hvorfor har bønder, arbejdere, fiskere, håndværkere m.v. kun i ringe grad fået del i de værdier, som de selv har frembragt? Disse spørgsmål involverer en teori om udbytning.

I forrige århundrede frem­kom en del beskrivelser af ud­bytningens væsen og de meka­nismer, der førte til forarmel­se. Karl Marx leverede de mest levedygtige forklaringer.

Baggrunden for udbytnin­gen var, jvf. Karl Marx, at ka­pitalisten solgte varen med en vis fortjeneste. Under forar­bejdningen af produktet tilfør­te arbejderen naturligvis va­ren en større værdi. Til gen­gæld fik han en aftalt betaling for sin arbejdskraft. Imidlertid

var der et skævt forhold mel­lem varens værditilvækst og den udbetalte løn for arbejds­indsatsen. Merværdien ind­drog kapitalisten. Udbytnin­gen fandt altså sted, fordi ar­bejderne måtte sælge deres arbejdskraft til underpris.

Denne merværditeori er sta­digvæk en vigtig begrundelse for visse politiske partiers og fagforeningers eksistens, selv om teorien i dens oprindelige udformning ikke kan forklare den moderne form for udbyt­ning. De sidste års politiske opbrud skyldes givetvis, at den slags forældede problemstil­linger fremdeles doceres.

I det hele taget gælder det, at fagforeningernes og de poli­tiske partiers fremstilling af virkeligheden forekommer mindre og mindre troværdig. Eksempelvis bliver det stedse mere umuligt at afbilde kapi­talister som »undertrykkere af det arbejdende folk«, eftersom kapitalister i traditionel for­stand ikke længere eksisterer. Glem for alt i verden ikke, at ejerskab og lederskab oftest er adskilt, og at magten er gledet over på sidstnævnte. Og disse er lønmodtagere. Alene den omstændighed har gjort lønmodtagerbegrebet fuldstæn­dig vildledende. Brugen af det kan næsten siges at være be­dragerisk. ‘

Der er altså behov for en ny teori om udbytning, og herværende artikel er et forsøg på at understrege denne nødven­dighed.

Udgangspunktet for diskus­sionen er den stadig gyldige sætning: »Af arbejde bliver man ikke rig«. Bønder, arbej­dere og fiskere har dog ellers øget deres produktivitet i uhørt grad. Merværditeorien er altså vedblivende sand i den betydning, at nogen stryger profitten. Men da kapitalister ikke længere eksisterer, må det betyde, at andre inddrager merværdien. Det er så meget vigtigere at få identificeret de nye herrer, al den stund at afstanden mellem de produce­rendes indkomster og værdien af deres arbejde er langt stør­re, end da merværditeorien blev til. På en måde kan man sige, at jo mere de produceren­de har øget deres produktivi­tet, des mindre af de frem­bragte værdier har de fået lov til at beholde. Relativt set har de på en måde arbejdet sig fattigere og fattigere.

Skal man forstå, hvorfor menneskene i produktionspro­cessen ikke selv tillades at ny­de frugterne af deres bestræ­belser, er det nødvendigt at begribe den enorme tilvækst i samfundets overbygning. Fle­re og flere lever af stadig færres produktion. Sagt lidt popu­lært: aldrig har så få bestilt*så meget for så mange. Denne tendens er naturligvis selvfor­stærkende, idet -så talrig en skare som muligt flygter fra det produktive arbejde. På den måde udbygges statsappa­ratet yderligere, og de tilba­geblevne i produktionsproces­sen må ase endnu vanvittigere. Merværdien inddrages altså af embedsindehaverne i den of­fentlige sektor.

Flugttendensen fra det le­gemlige arbejde er imidlertid ikke et nyt fænomen. I vor historie begynder overbygnin­gen at tage form i den tidlige middelalder. Før den tid var alle med i produktionsproces­sen. Selv de hellige, der fore­stod gudedyrkelsen, har for­mentlig deltaget i fremskaffel­sen af føden på lige fod med den øvrige befolkning. Pro­duktionen har ganske simpelt ikke været så effektiv, at det har været muligt at føde en uproduktiv overklasse. Med kristendommens indførelse tilvejebragtes imidlertid en stand af gejstlige, der kun i beskedent omfang tog del i produktionsprocessen.

Næsten samtidig udbygge­des statsapparatet. Hofstaben øgedes, hær og flåde blev en mere og mere befæstet be­standdel af statsmagten og kancellier med en fast embedsmandskorps etableredes. Baggrunden for denne gradvi­se overbygningsdannelse kan tilskrives et forøget udbytte i landbrug, håndværk og fiskeri. Opfindelse af vand- og vind­møller, nye redskaber og forbedrede dyrkningsmetoder gjorde produktionen mere ef­fektiv.

Imidlertid nød de pro­ducerende ikke selv godt af værditilvæksten. Merværdien blev inddraget af de menne­sker, der stillede sig uden for produktionsprocessen. Fra da af blev skattefogeder urokke­lige figurer i samfundsbilledet.

I det store hele kan man sige, at enhver produktionsforøgel­se siden middelalderen er ble­vet anvendt til forøgelse af samfundets overbygning. Fra begyndelsen af 1600-tallet ind­ledtes den såkaldte merkanti­listiske politik, som kort sagt gik ud på, at staten i højere grad skulle gribe regulerende og dirigerende ind i erhvervs­livet. På den måde skabtes yderligere albuerum for admi­nistratorer. Enevældens ind­førelse i 1660 formerede em­bedskorpset i hidtil uset grad. Den øgede produktivitet i er­hvervslivet blev endnu engang opsuget af uproduktive be­folkningselementer. Bondens indkomster forblev derfor konstant.

Nu kan det måske undre, at det forrige århundredes sam­fundsteoretikere ikke havde særlig øje for den form for ud­bytning, men det hænger utvivlsomt sammen med, at disse teoretikere først og fremmest var optaget af libe­ralismens lære og industrialiseringsprocessen. De liberale teoretikere havde netop an­grebet den merkantilistiske stat for dens tidligere indblan­ding i erhvervslivets forhold. De stillede derfor krav om, at statsapparatet skulle nedbry­des eller i hvert fald reduceres betydelig. Ikke statsembedsmændene, men forbrugernes efterspørgsel efter varer skul­le regulere erhvervslivet. Karl Marx og mange af hans samti­dige var derfor mere optaget af forholdet mellem arbejder og kapitalist ude på de enkelte produktionssteder, end de var opmærksom på forholdet mel­lem produktion og overbyg­ning.

Kun anarkisterne så faren i selve statsopbygningen. For dem var staten selve ondets

rod. Den tjente ikke den jævne befolknings interesser, men hævdedes at være et udbyt­ningsredskab for de velbjær­gede. Da bønder, arbejdere og fiskere gennemgående var overordentlig produktive og derfor ikke selv kunne siges at være oprindelsen til deres egen forarmelse, så havde der altså fundet en udbytning sted. Og denne skete efter anarki­sternes mening via statsappa­ratet. De afviser altså, at for­holdene ændrer sig ved at skif­te magthaverne ud. En sådan handling ville være frugtesløs for så vidt, at det var selve magten, der fordærvede. De gamle høvdinge ville blot blive erstattet af nye høvdinge. På dette punkt kom de i grelleste modsætning til socialisterne. Anarkisterne gik endda så vidt, at de ikke engang tolere­rede, at deres egne fagfore­ningsledere stillede sig uden for produktionsprocessen og blev professionelle fagforeningsfunktionærer. De hæv­dede, at arbejderne på den måde blot havde fået en ny flok snyltere på nakken. Disse var på en måde værre end ka­pitalisterne, der dog oftest i en eller anden forstand deltog i det produktive arbejde.

I modsætning til socialister­ne ser anarkisterne altså tyde­ligt den risiko, der ligger i at opbygge uproduktive instituti­oner. I Danmark fik anarkis­men ingen fodfæste. Navnlig i slutningen af forrige århund­rede udvikledes voldstenden­ser i bevægelsens rækker, f. eks. blev individuel terror ta­get i anvendelse mod institu­tionsledere i statsapparatet. Derved kunne anarkismen ik­ke finde grobund i Danmark.

Den omstændighed fik imid­lertid til følge, at den danske arbejderbevægelse ikke blev vaccineret mod faren for snyl­tere i samfundets overbyg­ning. De anarkistiske tanker kunne have advaret mod ud­bygning af statsapparatet. I stedet sejrede socialismen, som ikke i sig havde indbygget hæmninger i den retning. Der blev således fra arbejderbe­vægelsens side givet frit løb for parasitdannelser i samfun­dets overbygning.

Nu er det vel ikke nødven­digt at give en nøjere beskri­velse af væksten i samfundets overbygning i dette århundre­de. Alle ved, at den har været kolossal. Den har netop været så kolossal, som produktions­stigningen har muliggjort. El­ler snarere en anelse mere, hvilket afspejler sig i infla­tionsratens størrelse. Også i dette århundrede får man be­kræftet den grundsætning, at øget produktivitet straks om­sætter sig i øget uproduktiv virksomhed.

I 1960’erne skete en vældig produktionsstigning. Lagka­gens størrelse voksede overor­dentligt kraftigt. Det gjorde samfundets overbygning også, hvorfor merværdien opsuge­des ved denne foranstaltning. Læreanstalter, skoler, børne­haver, kulturministerium, kunstfond, administration, so­cial- og sundhedsinstitutioner osv. blev resultatet af værdi­tilvæksten. De producerende befolkningsgrupper fik intet ud af deres bestræbelser.

Den moderne statsudvikling har altså medført en hidtil ukendt overbygningsdannelse og dermed bureaukratisering og centralisering. Samtidig er skatteåget naturnødvendigt øget i samme ukendte grad. Beskatning er i en vis forstand blot udtryk for en konfiskering af merværdien. Men i og med at lagkagen voksede i de så­kaldt glade tressere, så opstod der også en forstærket klasse­kamp om de nye godbidder. Økonomiske opsving synes snarere end dårlige tider at fremkalde sociale spændinger. I denne kamp om de nyskabte merværdier sejrede den klas­se, som havde sin oprindelse i læreanstalterne. De glade tressere var altså glade for de intellektuelle, men ikke for de mennesker, der først og frem­mest var skyld i, at der blev noget at være glad for.

Men samtidig med at den moderne statsudvikling har forøget den offentlige sektor enormt, så er der også skabt forudsætning for en klarere forståelse for en ny teori om udbytning 1 de sidste halve snes år er erhvervslivets folk i stigende omfang blevet opmærksom på, at produktions ikke kan anskues isoleret. Tid­ligere blev den offentlige sek­tor nærmest betragtet som et uvedkommende fænomen. Nu bliver flere og flere klar over, at en offentlig institution er en omkostningsfaktor på lige fod med andre omkostningsfakto­rer ved fremstilling af en vare. Om føje år vil eksempelvis en­hver landmand være på det rene med, at der i afregningen for en gris er fratrukket en merværdi til opretholdelse af embedsstaben. I stedet for an­modning om tilskud i forbin­delse med en eller anden krise, f. eks. p. gr. a. tørke, kunne man tænke sig, at der blev stil­let krav om indskrænkning af biblioteksvirksomheden, ud­dannelse af pædagoger el. lig­nende. I fremtiden må man og­så regne med, at arbejderne i langt højere grad end hidtil bliver bevidste om, at der i deres lønninger er fratrukket betydelige beløb til finansiering af R.U.C., kunstfond og socialrådgivere.

Det er vist umiddelbart ind­lysende, at de politiske partier og fagforeninger ikke er ind­rettet på denne virkelighed. Derfor må man forudse, at op­gøret med disse dinosaurer vil blive intensiveret i de kom­mende år. Især må det forven­tes, at arbejderne yderligere vil vende sig væk fra socialis­men. Det er tydeligt, at denne lære i stigende grad omformes til en ideologi for det intellek­tuelle borgerskab. Lærean­stalterne har klart taget parti for socialismen.

For udenforstående kan det godt synes ejendommeligt, at den lære, som i sit sigte var rettet mod borgerskabet, pludselig udvikler sig til et redskab i denne klasses hæn­der. Men her må man ikke glemme, at socialismen kon­centrerer sig om forholdet mellem kapitalist og arbejder, og lukker øjnene for udbyg­ning af statsapparatet. Imid­lertid har læreanstalternes kandidater en fundamental in­teresse i statsinstitutionernes vækst. På den måde kan der oprettes foderkrybber til eget underhold. Den intellektuelle socialismes bestræbelser har således koncentreret sig om at retfærdiggøre udbygningen af statsapparatet til fordel for det intellektuelle borgerskab. Dette kan selvsagt kun gøres ved at inddrage merværdien. Det vil efterhånden gå op for flere og flere, at socialismen er blevet et våben mod den pro­duktive befolkning.

Man må således konkludere, at den socialistiske teori om udbytning ikke passer til vor tids forhold. En ny teori er nødvendig. Den må samle sig om forholdet mellem produk­tionsapparat og statsapparat og skatteåg, dvs. om produk­tionsstigningen og flugten op i samfundets overbygning og om inddragelse af merværdien til finansiering af denne flugt. Formulering af »den jernhårde skattelov« kan eventuelt blive slutpunktet af et sådant arbejde.

Originalartikel som bragt i JP den 16/9-1976: Aldrig har saa faa slidt saa haardt for saa mange