Demokratiets deroute i landsbyerne

Sammen med kommunalreformen i 1970 måtte man ofre demokratiet. 

Fra at være sogneråd og byråd, hvor borgerne var meget tættere på beslutningstagerne, fik kommunalbestyrelserne mere en administrativ funktion. Fra at være et sted, hvor det var repræsentanter for borgerne der var beslutningstagere, blev der oprettet forvaltninger og nedsat forskellige faglige udvalg, som blev besat af folk ofte med en akademisk baggrund. Dermed var grundlaget etableret for, at en masse mennesker kunne få deres udkomme ved at administrere og kontrollere. Reformen medførte at der kun blev 275 kommuner tilbage i landet med et gennemsnitlig indbyggertal på 18.500. I Frankrig er kommunernes gns. på godt 1500 indbyggere. Centraladministrationens strøm af love og cirkulærer blev dermed gjort rationel og effektiv. Papirerne bliver fortolket og fremlagt af embedsmænd for de folkevalgte. Hvad kommunens borgerne har af ideer og ønsker til den fremtidige udvikling har kun interesse, hvis de passer ind i de region- og lokalplaner, som skyldes centraladministrationens foretagsomhed.

De valgte kommunalpolitikere optræder ofte i denne sammenhæng som nogle pligtopfyldende skødehunde, der blot legalisere, det spil der foregår imellem centraladministration og forvaltningerne.

F.eks., efter at stadsingeniørerne har overtaget miljøforvaltningen, vedtog man at rørlægge mange åbne grøfter langs vejene, men glemte samtidig den rensende effekt de havde. Den hårde teknologi blev indført. Store centrale rensningsanlæg (slamfabrikker) blev anlagt, og jo mere isenkram man kunne argumentere der var behov for, desto bedre ville hele branchen trives. Rådgivende ingeniørfirmaer får honorar i procenter af et rensningsanlægs anlægsomkostninger. De mennesker der bor i de berørte områder, har igennem generationer opsparet en erfaring der kunne bidrage til nogle mere miljøfornuftige løsninger. At man har erstattet den demokratiske beslutningsproces i landkommunerne med et forvaltningsdemokrati, er og vil blive en dyrekøbt erfaring for os alle sammen. F.eks. i Storstrøms Amt er ansat ca. 130 medarbejdere indenfor miljøforvaltningen, deraf mange med en lang uddannelse. Samtidig mangler man 30 læger til amtets sygehuse. På det seneste har man annonceret i Sverige efter disse.

Den nu over 90-årige forstkandidat Flemming Juncker rammer nok problemstillingen udmærket, da han i 1990 skrev.
Vor vandmiljøplan er i sine kvælstofrelationer baseret på det i 1971 ved miljøkonferencen i Stockholm fremsatte, men allerede da, videnskabeligt højst tvivlsomme dogme, at det var kvælstoffet frem for fosforet, der var ansvarlig for havenes atrofiering af voksende iltmangel. Tidligere havde man anset fosforet som havenes minimumsfaktor, ligesom den erfaringsmæssigt havde været det i størsteparten af verdens tættere befolkede gradvist udpinte landbrugsegne. Som i så mange andre tilfælde var dette en sejr for de yngre videnskabsmænd, der omkring 1968 bl.a. med computermisbrugets hjælp og efter fordoblingen af universiteternes studenterantal og den dermed skete fortynding af den akademiske verdens kvalitet bragte al ældre viden i tvivl, skadede vor videnskabelige kontinuitet og åbnede en fager ny verden med overdreven foragt for den ældre og ofte mere naturnære viden. Urbanbiologerne tog overhånd og sorterede ofte den ældre viden fra.

Den overdrevne og misforståede planlægning har også medført andre negative ting. Den omdeling af kommunerne i bolig- og erhvervszoner og etablering af daginstitutioner betyder, at der om hverdagen foregår en masse energikrævende transport mellem bolig- og erhvervsområder og daginstitutioner. I dagtimerne står enorme opvarmede boligområder tomme, medens børnene er stuvet sammen i institutioner. I de lyse timer er boligområderne døde, i nattetimerne og weekender er erhvervsområderne forladte. Energiøkonomisk er det uhensigtsmæssigt, og børn bliver unødigt fremmedgjort overfor voksenlivet.

Som et kuriosum kan det nævnes at man i forlængelse af FN’s miljøkonference i Rio de Janeiro i 1992 vedtog, at de 179 deltagende landes lokale myndigheder senest i 1996 skulle have oprettet et Agenda 21. På alm. dansk betyder det dagsorden for det 21. århundrede. Dagsordenen bygger på helhedssyn og tværsektoriel tænkning og bæredygtighed. Denne bæredygtighed rækker ud over de traditionelle miljøplankategorier: affald, vand, luft og jord. Den lokale Agenda 21 inddrager således også energiforsyning, trafik- og byplanlægning, sociale- og arbejdsmarkedsmæssige forhold, undervisning og kultur samt naturmæssige, kulturhistoriske og bygningsbevaringsmæssige forhold. Som det ambitiøst hedder i en brochure fra planlæggerne.

Agenda 21 skal overordnet administreres af amterne. Altså det er de samme myndigheder der igennem de seneste 25 år har zone- og sektoropdelt landet, der nu skal administrere opløsningen af denne sektoropdeling og oprette bæredygtige enheder. Disse enheder vil formentlig komme til at minde om de landsbysamfund, der fungerede inden kommunalreformen blev vedtaget. Det kan derfor ikke siges tydeligt nok, at historien om det forurenede samfund er grundlagt af de politikere der oprettede miljøministeriet og overflødige uddannelsesinstitutioner. De beføjelser der er tildelt miljøministeren i den nuværende plan- og miljølovgivning, må gøre enhver enevældig konge misundelig og hører ikke hjemme i et demokratisk retssamfund. Miljølovene kriminalisere produktivt arbejde! Løgnen om nitrats skadelige virkning i havet omkring Danmark har mistænkeliggjort landbrug- og fiskerierhvervet. Derfor vil en navneforandring til Ministeriet for Miljøforurening være en dækkende beskrivelse for dette ministerium.

Den selvjustits der indbyrdes er imellem fiskere og landmænd, hvis naturen bliver presset for meget, er væsentlig mere effektiv end nok så mange miljøkommissærer og virkelighedsfjern lovgivning.

Hvad er miljøpolitik egentlig? Det er produktet af alle andre politiker, og beskæftigelsesterapi for akademikere, som samfundet kunne havde mere glæde af andre steder.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.