Er en folkevalgt ven eller fjende

Steen Steensen skriver den 9. aug. 2000 i Nordjysk Stifstidende.

Lad det være sagt ligeud. De folkevalgte udgør et demokratisk problem. De folkevalgte er folkefjender.

TILLID: Er den folkevalgte politiker en demokratisk skikkelse? I første omgang kan et sådan spørgsmål forekomme forvirrende. Den folkevalgte er da folkets mand, vælgernes sande talerør Folkets udkårne står som garanter for grundlovens frihedsrettigheder. Det kan vel siges med sikkerhed. Politikeren er individets værn mod staten.

Og dog. Det forholder sig måske ikke sådan. Ja, hvor står den folkevalgte egentligt i den politiske kamp? Kan det tænkes, at politikeren i virkeligheden optræder som agent for den offentlige magt? Det – indledende spørgsmål skal i al fald gentages. Er den folkevalgte politiker folkets ven eller folkets fjende?

Repræsentanterne for folket er professionelle. Den kendsgerning skal til en indledning slås fast Der er ikke tale om amatørpolitikere, som for en kort tid træder i skranken for borgeren. Nej, den folkevalgte er politiker på fuldtid, heltid, ja livstid. At være politiker er blevet en løbebane i livet. Politik fungerer som en karrierevej. Politik er et springbræt til noget stort, en rampe for social opstigning. Politik angiver en vej til magt og status. Det bør ikke undre, at ærgerrigheden blandt de folkevalgte falder voldsomt i øje.

Personlig succes i faget forudsætter ikke bare spidse albuer; lige så vigtigt er det at spille kortene rigtigt. Regel ét siger. Gå aldrig på tværs af partilinjen. Sociale opstigninger i politik sker ved hjælp af et apparatet. Uden partiapparat ingen stjerner. Partimaskinen er den første nøgle til succes. Et par andre kendsgerninger må ind i billedet. En politisk karriere afgøres i korridorer. Forfremmelsen finder sted i politiske institutioner, det vil sige i kommunen, amtet, staten eller Unionen.

Men også magtfaktorerne uden for politikkens kamre er afgørende. Det gælder om at holde på den stærkest løbende hest. Sejrherrerne ved altid, hvor magten er. Der er de også. I vore dage skal politikerne stå sig godt med de intellektuelle. Det boglige borgerskab i Danmarks Radio og TV-2 tolererer ikke mange afvigelser fra det progressive.
Læreanstalterne og kulturpaverne er heller ikke til at spøge med. De intellektuelle kender deres interesser og behøver ikke at finde sig i noget.

For selve karriereforløbet har vælgerne ingen betydning. Vælgerne udgør den svage part i den politiske proces. Valgdagen kan ikke gøres til en dommens dag. Folkelighed er faktisk farlig. Ingen folkevalgt bliver nogensinde minister med fødderne plantet i folkedybet. Populisme, råber Danmarks Radio, populisme, lyder det raden rundt fra aristokratiets katedre. Dette skældsord skal snart fa en ambitiøs folkevalgt på bedre tanker.

En politisk karriere forudsætter høj politisk aktivisme. Denne betingelse for social opstigning truer i særlig grad demokratiets ide. Politikeren må have noget trumfet igennem. Se, hvad jeg kan! Se, hvad jeg har udrettet! Et sådan signal skal hele tiden sendes til partiføreren; ellers kommer der ikke nogen minister ud af det skind.

Rejser til Zimbabwe og New York kan også godt afskrives.
Den passive politiker kommer ingen vegne med forfremmelsen. Derfor har den folkevalgte ikke råd til at lade folk være i fred. Hele tiden må der gøres udfald mod civilsamfundet. Støtte og styring, skal der til, initiativer og kampagner, beskatning, regler og forbud. Den slags kan de intellektuelle godt lide.

Politiseringen af samfundet får nemlig embedsværket til at vokse. Politik og bureaukrati følges ad. De mange regler og handlingsplaner skal naturligvis omsættes i praksis. Ej heller må overvågningen glemmes. Den slags skaffer beskæftigelse for læreanstalternes utallige kandidater. Danmarks Radio er tilfreds. Klassefællerne er sikret et fedt udkomme og social status.

Men hvordan går det med friheden? Hvor meget politik kan et demokratisk samfund tåle, før det ikke længere er demokratisk. Meget lidt. Det er svaret. Selvbestemmelsesretten sættes ud af kraft. Politik fortrænger personlige afgørelser. Demokrati er individets og virksomhedens selvstyre. I et frit samfund får mennesker lov til at leve i fred med deres eget.

Den folkevalgte truer friheden. Professionalismen i politik virker som m dræbende gift. Politikmagerens aktivisme undergraver frihedsrettighederne. Politik gøres stærkere end økonomi. Den udvikling er virkelig farlig. Opskriften på et diktatur males på væggen. Fuldtidspolitikernes samarbejde med fuldtidspolitikerne i udlandet gør ikke sagen bedre. Derved visner også det nationale selvstyre. Fremmed politik vælter ind over landets grænser. Lovene bliver ikke længere til på dansk grund.

Men de folkevalgte på de borgerlige lister danner vel en undtagelse? Beskrivelsen tager udelukkende sigte på socialistiske politikere. Ork nej, slet ikke. De såkaldt borgerlige politiker spiller det samme spil. Socialisterne fupper arbejderne. Borgerlige politikmagere bedrager de næringsdrivende. Tilsammen snydes hele den producerende og værdiskabende befolkning. Men spidsborgerne i Danmarks Radio er godt tilfredse med aktivisterne på Christiansborg.

Lad det være sagt ligeud. De folkevalgte udgør et demokratisk problem. De folkevalgte er folkefjender.