EU diverse artikler

  1. Det fjerde rige  Fra bogen det fjerde rige. Steen Vedstesen går bag om teksten i EU traktaterne. 09.07.2000 
  2. EU og Grundloven Artikelserie af landsretsagfører Lars O. Grønborg
  3. Eliten og folket  Historieprofessor Bent Jensen afklæder eliten 21.09.2000
  4. Ideers kraft – historisk Ideer er en vigtigere magtfaktor end geværløb og kapital
  5. Indfør en fælles ekstra valuta Jørn Rasmussen, sommeren 2000
  6. Denne synd kan aldrig sones Lars Otto Kristensen skriver i Frihedsbladet nr. 1 2000
  7. Nedbrydningen af Europas kontingent Af Peter Neerup Buhl fra Frihedsbrevet nr. 4 årg. 1999
  8. Forbrydelse mod civilisationen Monica Papazu skriver i Frihedsbrevet nr 2 1999
  9. Freddy frelser fædrelandet fra fanatismen Frihedsbladet nr. 3 1998
  10. Uffe Østergaard – en tidstype November 1998 i Tidehverv nr. 9
  11. Nationens status Uffe Geertsen civilingeniør, tidligere højskolelærer Gentofte skriver i Jyllands-Posten 22. april 1998
  12. Hadet til grænser Jesper Langballe skriver inden afstemningen om Amsterdamtraktaten i frihedsbrevet nr. 3 årgang 1998
  13. Mordet på det nationale Jørgen H. Hansen Frihedsbrevet nr. 1 1998
  14. Europa brister som en sæbeboble Fransk Politolog (Emmanuel Todd) i Jyllands-Posten den 23. marts 1997.
  15. Utopien om fælles EU-penge Frank Dahlgaard skriver om Euro’en
  16. Ellemann en katastrofe for Danmark Steen Steensen 29.03.1992
  17. Den tyske elite bærer på et skyldkompleks  JENS KRISTIAN BECH PEDERSEN Cand. theol. og pens. oberstløjtnant 10/9-2015 i den korte avis
  18. Næstekærlighed og ondskab  CLAUS THOMAS NIELSEN, SOGNEPRÆST STAUNING JP 2/10-2015

Positiv sider ved EU’s opløsning.

Nedenstående er opstillet nogle positive udviklinger ved EU’s opløsning. (Efter Jørn Rasmussens vurdering)

  • Vi undgår at kompromittere Grundloven.
  • Magten i Europa bliver igen spredt til de enkelte lande og ikke som det er nu hvor det reelt er de 15 medlemmer af ministerrådet der har magten.
  • De enkelte lande kan indrette og tilpasse sig fremtidnes udfordringer, på en måde som vil være mere elegant og logisk, end hvad det nuværende centrale traktatmakværk lægger op til.
  • Det relative lille kontinent der hedder Europa, kendetegnes ved en righoldig forskellighed – kulturelt og mentalt. Denne forskellighed vil få meget større mulighed for at blomstre, når de valgte kommer tættere på vælgerne. Ligeledes vil en given lovgivning have større mulighed for at blive overholdt, når vælgerne kommer tættere på lovmagerne. (Kendte begreber som EU’s tilskudssvindel vil få ringere vilkår)
  • Sovjetunionen kollapsede sammen med Berlinmuren i 1989. I stedet for at glæde sig over dette, har det vestlige Europa med Maastricht-traktaten (som blev udtænkt inden den østsocialistiske union kollapsede) som grundlag opbygget en ny union.
  • Ved at opløse EU, vil Rusland føle sig mindre isoleret, og forholdene til de tidligere øst- og vesteuropæiske lande vil forbedres – med mindre mistro til følge. En tiltrængt velstandsudjævning mellem alle de europæiske lande (inkl. Rusland ) vil forbedres ved fjernelse af EU’s protektionistiske landbrugspolitik.
  • Den selvudnævnte europæiske elite, med en veludviklet foragt for befolkningerne, vil langsomt gå i opløsning og forsvinde som dug for solen, (indtil det næste hold af ideologer og projektmagere (om forhåbentlig mange år) overtager dirigentstokken).

 

Euroen er mest politik

Uffe Ellemann skriver i uge 1 1999 i Berlingske Tidende
Så kom euroen. Den er nu en uomgængelig realitet, selv om der vil gå et par år, før den kan ligge håndgribeligt i hånden. Intet vil blive som det var i internationale relationer. For euroen handler om politik mere end om økonomi.

Forhåbentlig kan vi i Danmark undgå en debat, som koncentrerer sig om det økonomiske. Vist er det sandt, at det koster hver enkelt dansker dyrt at stå uden for »Euroland«. Men hvis man er rede til at betale med nedsat levestandard for at stå udenfor, betyder det jo ikke vores opløsning som nation.
Da vi for 27 år siden diskuterede, om Danmark skulle med i det europæiske fællesskab, kom det meste til at handle om økonomi. Det var groft sagt flæskepriser og husholdningsregnskaber, som førte os ind. De fleste politikere afsvor eller underspillede det politiske element i europæisk integration.
Det kom man til at fortryde senere. da vælgerne skulle tage stilling til »unionen«. En udbredt reaktion var: Det fortalte I os ikke noget om dengang. Og det var der jo noget om, selv om det stod at læse klart og tydeligt i indledningen til Rom-traktaten, hvad det hele handlede om: Formålet med »denne forening af de økonomiske kræfter« er at »bevare og styrke freden og friheden« i Europa.
Med andre ord: Foreningen af de økonomiske kræfter er midlet. Målet er politisk. Men alt for ofte forveksles mål og midler, når vi i Danmark diskuterer Europa. Målet med euroen er politisk. Ikke bare fordi man rent praktisk kun kan få en fælles valuta til at hænge sammen, hvis der er et meget tæt politisk fællesskab mellem deltagerne. Men også fordi hele sigtet med at skabe euroen netop er at skabe dette fællesskab.

Euroland
Etableringen af Euroland har geopolitiske konsekvenser, mest direkte i forholdet mellem USA og Europa. Rent praktisk vil dollarens dominerende rolle som international reservevaluta blive forrykket. Hvis der kan fastholdes den nødvendige tillid til Euroens stabilitet, vil den blive den anden store globale reservevaluta. Det indebærer både fordele og ulemper for USA. Men den mest indlysende ulempe bliver, at USA kan få vanskeligere ved at finansiere sine betydelige handelsunderskud i forhold til resten af Verden.
Tallene viser det: USA har i dag et årligt handelsunderskud på ca. 200 milliarder dollars og en udlandsgæld, der er fem gange så stor. Euroland har handelsoverskud, en større udenrigshandel end USA – og en økonomi, der er næsten lige så stor som den amerikanske. Med euroen som alternativ reservevaluta i forhold til dollaren, vil USA’s økonomiske og politiske lederposition blive svækket i takt med, at Eurolands forøges.

Det vil føre til voksende styrke i USA’s krav om en reel frigørelse af den internationale handel. Derfor bør de tvistigheder, der for øjeblikket forpester forholdet mellem Europa og USA, snarest bringes til ophør. Det gælder især den ulyksalige »banankrig«, som i USA med nogen ret betragtes som et eksempel på de stærke protektionistiske tendenser i europæisk (læs: fransk) handelspolitik.
Men det betyder også, at Europa må påtage sig en større del af de politiske byrder, som følger med at være en global økonomisk supermagt. Først og fremmest at sikre sit eget territorium ved at få sat nyt liv i udvidelsen mod Øst. Men også når det gælder om at beskytte vore »vestlige politiske værdier« globalt, i et tæt samarbejde med USA. Begge disse elementer vil være fremtrædende, når NATOs SO-års jubilæumsår skal benyttes til at fastlægge alliancens nye internationale rolle.
Her er det vigtigt at forholdet mellem Nordamerika og Europa bevares intakt. Og efter indførelsen af euroen vil det kun kunne sikres, hvis europæerne demonstrerer vilje og evne til at bære en større del af det globale ansvar. Derfor handler euroen først og fremmest om politik – både i sin oprindelse og i sine konsekvenser.

Fælles valuta skaber europæisk splittelse

Milton Friedman er Nobelprismodtager i Økonomi og kendt som en af de største fortalere for markedets evne til at kunne klare sig selv. Ud fra liberale principper vender Friedman sig mod ideen om en monetær enhed i Europa.

En fælles møntfod er et udmærket valutasystem under nogle omstændigheder, et dårligt under andre.
Om det er godt eller skidt afhænger primært af de justeringsmekanismer, der er til rådighed for at absorbere de økonomiske rystelser og forskydninger, som kan ramme lande, der overvejer en fælles valuta. Fleksible valutakurser er en effektiv justeringsmekanisme for sådanne rystelser, der påvirker landene forskelligt. Kun hvis der er passende alternativer kan det tilrådes at afskaffe denne mekanisme for at opnå fordelene ved en fælles valuta lavere transaktionsomkostninger og ekstern disciplin. USA er et godt eksempel på en region, der egner sig til en fælles valuta. Selvom USA består af 50 delstater, taler indbyggerne i overvejende grad det samme sprog, ser de samme TV-programmer, de samme film og kan og vil bevæge sig frit fra den ene del af landet til den anden. Varer og kapital bevæger sig frit fra stat til stat; lønniveau og priser er til en vis grad fleksible, og den nationale regering skatteopkræver og forbruger næsten dobbelt så meget som delstats- og lokalregeringerne. Finanspolitikken varierer fra delstat til delstat, men forskellene er små….

Det europæiske fællesmarked er derimod et eksempel på en region, der er ugunstigt stillet over for en fælles valuta. Fællesmarkedet består af separate nationer, hvis indbyggere taler forskellige sprog, har forskellige traditioner og langt større loyalitet og tilhørsforhold til deres eget land end til fællesmarkedet eller »Europa« som idé. Selvom det er et frihandelsområde, bevæger varer og kapital sig mindre frit end i USA. EU-Kommissionen i Bruxelles bruger da også blot en lille brøkdel af de penge, som medlemslandenes regeringer samlet bruger. Sidstnævnte, og ikke EUs bureaukratiske institutioner, er de væsentligste politiske enheder i denne sammenhæng. …

Hvis ét land er berørt af negative forhold, der f.eks. kræver lavere lønniveau i forhold til andre lande, kan dette opnås med en ændring af kun én prissats, nemlig valutakursen, mens det under andre omstændigheder ville kræve ændringer af i tusindvis forskellige lønsatser, eller udflytning af arbejdskraft….

Bestræbelserne på at indføre euroen er motiveret af politiske, ikke økonomiske hensyn. Formålet har været at knytte Tyskland og Frankrig så tæt sammen, at en fremtidig krig i Europa gøres umulig, og samtidig skabe fundamentet for et føderativt Europas Forenede Stater. Jeg mener, at indførelsen af euroen vil få den modsatte effekt. Det vil forstærke de politiske spændinger ved at gøre de forskydninger, der let kunne være imødekommet gennem valutakursændringer, til politiske stridspunkter. Politisk enhed kan bane vej for monetær enhed. Men monetær enhed indført under ugunstige vilkår vil vise sig som en barriere for politisk enhed.
(Berlingske Tidende 21/10 1997)

Frie institutioner umulige i multinationale stater

Af John Stuart Mill

En del af menneskeheden kan siges at udgøre en nationalitet, hvis de forenes med hinanden på grund af fælles sympatier, som ikke eksisterer mellem dem og nogen andre. Dette gør dem i stand til at samarbejde med hinanden mere villigt end med andre mennesker og ønske at være under samme styreform og at styret skal udgøres af dem selv eller en del af dem selv – udelukkende. Denne følelse af nationalitet kan udvikles fra forskellige årsager.
Nogle gange er det identiteten af race og afstamning. Fælles sprog og fælles religion bidrager også i stor udstrækning til det. Geografiske grænser er en af dens årsager. Men stærkest af alle er det identiteten af politiske forudsætninger: besiddelsen af en fælles national historie og følgende et fællesskab af erindringer, fælles stolthed og ydmygelser og fornøjelser og beklagelser, som er forbundet med de samme begivenheder i fortiden. Ingen af disse omstændigheder er hverken uomgængelige eller nødvendigvis tilstrækkelige.

Schweiz har en stærk nationalfølelse, skønt kantonerne har forskellige racer, forskellige sprog og forskellige religioner. Sicilien har gennem historien følt sig helt forskelligt fra Napoli, skønt de har fælles religion, næsten ens sprog og en overordentlig mængde af fælles historiske forudsætninger. Flamlænderne og wallonerne, i Belgien har trods forskellig race og sprog en langt større følelse af fælles nationalitet end flamlænderne har med hollænderne eller wallonerne med Frankrig. Men generelt svækkes den nationale følelse i samme omfang som nogle af disse forudsætninger ikke forekommer. (… )

Hvor følelsen af nationalitet eksisterer med en vis kraft, er der indlysende grund til at forene medlemmerne af denne nationalitet under den samme styreform, og som kun omfatter dem. Det siger egentlig ikke andet end, at spørgsmålet om styreformen skal bestemmes af de styrede selv. Hvad skulle en eller anden opdeling af menneskeracen være fri til at gøre, hvis ikke selv bestemme, hvilke kollektive samlinger af mennesker de vælger at forbinde sig med. Men når mennesker er modne for frie institutioner er der en endnu mere vital betragtning. Frie institutioner er næsten umulige i et land med forskellige nationaliteter. Blandt et folk uden fællesfølelse, især hvis de læser og taler forskellige sprog, kan der ikke eksistere en forenet offentlig mening, som er nødvendig for at have et repræsentativt demokrati.
De påvirkninger, som former opinionen og afgør politiske handlinger er forskellige i de forskellige dele af landet. Forskellige ledere har opbakning i forskellige egne af landet. De samme bøger, aviser, pamfletter og taler kan ikke nå ud til alle. En del ved ikke, hvad slags meninger som cirkulerer i andre dele. De samme begivenheder, de samme handlinger, den samme styreform påvirker dem på forskellige måder. Og hver frygter mere skade for ham selv fra de andre nationaliteter end fra den fælles herre: Staten. Deres fælles antipatier er som regel meget stærkere end nidkærheden overfor regeringen. … Det er generelt en nødvendig betingelse for frie institutioner, at grænserne for styreformen falder sammen med nationalitetens grænser. (Oversat fra John Stuart Mill: On -Representative Government, 1861, af Henrik Gade Jensen)

Europa vil strande på Euro’en

Af Dr Wilhelm Hankel, professor i pengepolitik og udviklingsøkonomi ved Goethe Universitetet i Frankfurt am Main, Tyskland
(fra bogen “Den fælles mønt – et rigtigt eksperiment?”, 1998)
Frihedsbrevet nr 3 1999

Side 104 – Kap.2 ad.2:
“At hverken penge er grundstenen for eller drivkraften bag politiske integrationsprocesser, er gang på gang blevet bekræftet af historien. Uanset hvilken af de nyere valutaer man tager, om det er den tyske mark, schweizerfrancen eller den amerikanske dollar, så er de afslutningen eller kronen på en ofte langvarig samlingsproces og ikke begyndelsen. Den tyske mark opstod efter grundlæggelsen af riget i 1871, schweizerfrancen efter etableringen af edsforbundet i 1848 og den amerikanske dollar med forfatningen fra 1792, hvor USA konstituerede sig som stat efter uafhængighedskrigen.

På samme måde bekræfter historien, at penge ikke holder statssystemer sammen, når de truer med at falde fra hinanden på grund af indre modsætninger, ligesom monetære unioner ikke holder sammen, når de involverede stater anmelder deres interne rettigheder og kræver dem anerkendt. Dinaren har ikke reddet Jugoslavien fra at falde fra hinanden, og rublen har ikke reddet Sovjetunionen; pundet kunde ikke holde Commonwealth sammen som efterfølger for det britiske imperium, og den til det sidste intakte valutaordning i stater med mange nationaliteter som for eksempel det habsburgske Østrig-Ungarn eller Det Osmanniske Rige kunne ikke forhindre, at delene faldt fra hinanden, en historie, som kan forfølges helt tilbage til Romerriget og endnu længere.

Valutaen er et svagt, ikke et stærkt, integrationsmiddel, hvis de politiske systemer ikke længere er i stand til at overbevise med reelle fordele som for eksempel retfærdighed, sikkerhed, muligheder i tilværelsen og fælles værdier.

Men også det omvendte er tilfældet: Ingen valutaunion har i valutaernes og staternes hidtidige historie været i stand til på lang sigt at skabe og holde sammen på et statsforbund eller blot et statsligt interessefællesskab ved hjælp af valutaen. Valutaunioner har hidtil ikke levet særlig længe, heller ikke selv om de var indgået og garanteret efter folkeretlige principper. Det gælder for det nittende århundredes tinioner på samme måde som for de unioner, vi indtil har kendt i det tyvende århundrede: Den Tysk-Østrigske Union fra 1857, den Latinske Møntkonvention tinder Frankrigs ledelse fra 1865 og Den Skandinaviske Valutaunion fra 1872.

Alle disse forløbere for vore dages ØMU bukkede under, når der opstod konflikt mellem unionen love (kravet om faste og næsten metriske valutakurser) og de bagved stående staters indre mål eller indenrigspolitiske krav. Preussen tog anstød af østrigernes inflation, Frankrig var ikke parat til at afregne gode franc til en forkert valutakurs, og de nordiske landes sammenhold gik i stykker på grund af massearbejdsløshed: Både i 1867, 1927 og 1931 valgte de kontraherende stater – tiår der var brug for valutakursen og renten derhjemme som nationale instrumenter, hvad enten det drejede sig om at bekæmpe inflationen eller arbejdsløsheden – at anvende deri og dermed opløse unionen.
Det er let at uddrage læren heraf. Stater og regeringer har åbenbart en stærkere vilje til at overleve end de monetære fornuftsfællesskaber.”

Kassér Maastricht-traktaten

EF’s virkning
Styret marked
Muligheder
Fælles mønt

Dansk Landbrug bragte nedenstående artikel den 10. maj 1993
EF har gjort landbruget afhængig af støtte og styring, skriver Jørn Rasmussen.
Vejen frem er mindre bureaukrati og produktion til verdensmarkedspriser. Derfor siger han nej den 18. maj – men vil gerne have fælles mønt.

For cirka 30 år siden lykkedes det landbrugets organisationsformænd sammen med partiet Venstre at få tilført erhvervet offentlige midler. Siden har landbruget ikke været et frit erhverv.
I 1972, da vi skulle stemme om medlemskabet af EF, var landbruget næsten tvunget til at stemme ja, da aftageren af mange landbrugsprodukter, England, også gik med.
Efter Danmarks indtræden i EF skete der en stor værdistigning på landbrugsjord på grund af støtte og garantipriser. Det gav politikerne et alibi for at lægge dræn ind i landbrugets økonomiske kredsløb i form af kapitalvindingsafgift, jordskatter og arveafgift. Derfor var medlemskabet af EF kun en kortvarig gevinst for landmanden.

EF’s virkning
Man kan desuden konkludere, at der havde været en større handel med landbrugsvarer mellem EF-landene og den øvrige verden uden EF’s tilskud til landbrugssektoren. Det havde samtidig medført en mindre protektionistisk holdning til landbrugsproduktion i de enkelte lande. Nord-syd dialogen havde nok også været mindre anspændt. Samtidig har medlemskabet af EF betydet, at tilskyndelsen til at ‘produktudvikle’ landbrugsvarerne via animalsk produktion eller på anden vis har været mindre. Dertil har EF’s kornstøtte betydet, at marginaljord er blevet inddraget til landbrugsproduktion, selvom den er urentabel og miljøfølsom.

Styret marked
Læren må derfor være, at det er meget farligt at tvangsstyre et marked og sætte udbud og efterspørgsel ud af kraft. Det kan kortvarigt være en løsning, man kan benytte sig af, men det må aldrig blive en permanent politik. De eneste, der kan drage fordel af den nuværende landbrugspolitik i EF, er organisationsformænd og politikere, der stolt kan fremføre, at nu har de fået forhandlet sig frem til så og så meget. Man skal ikke glemme, at uden dette enorme momsafgifts- og tilskudscirkus i EF ville mange organisationsfolk, politikere, bureaukrater, lobbyister og kontrollanter faktisk være overflødige.

Muligheder
Muligheder På længere sigt må målet være verdensmarkedspriser på landbrugsprodukter, men det skal ske over en passende årrække. Erfaringerne fra New Zealand siger, at tre-fire år er for lidt. Derfor vil år 2.000 nok være passende. Det betyder, at differencen mellem EFs garantipriser og verdensmarkedspriserne skal justeres ned med 15 procent om året frem til år 2.000. I samme periode skal jordskatterne afskaffes til tilsvarende procentsats. Så får både landmænd og kreditorer noget at holde sig til i modsætning til nu, hvor ingen ved, om de er købt eller solgt.

Fælles mønt
Hvad enten det den 18. maj bliver et ja eller et nej, er det vigtigt både for landbruget og for resten af Europa, at vi får indført en fælles møntenhed. At bevare de nationale valutaer betyder, at de enkelte landes regeringer har mulighed for at justere renten og de- eller revaluere. Den legen med rentefoden, som mange nationaløkonomer har benyttet før vi blev bundet af EMS’en, har haft flere negative end positive virkninger. Selvom vi indfører en fælles mønt i EF, kan jeg ikke se, at det skulle fratage de enkelte nationers folkevalgte retten til at bestemme, hvordan samfundskagen skal deles. Derfor kan en fælles møntenhed være det kit, der kan binde Europa sammen. Mit råd skal derfor være: Indfør den fælles mønt – og kassér resten af Maastricht-traktaten.

Nationalstaten – årsagen til alt ondt?

Kenneth Kristensen stud. mag., Århus skriver den 29.10.1999 i JP

Nationalstaten udfordres i disse år fra mange sider. Den stigende europæiske integration og den deraf følgende fordømmelse af det nationale har sat spørgsmålstegn ved et af europæernes mest fasttømrede identitetsmål – nationalstaten.
Den er blevet umoderne i de finere kredse og søges nu afskaffet ved underminering af dens tiltrækningskraft blandt de europæiske folk. For få år siden udgav historikeren Søren Mørch “Den sidste Danmarks-historie”, der angiveligt skulle sætte punktum for denne ærværdige genres martren af den danske historikerkreds.
Danmarks rolle som selvstændig nation ville ikke længer være en skildring værd. Udslettelsen af nationalstaten som det primære identifikationsmål til fordel for en ufolkelig europæisk supermagt eller et flygtigt fatamorgana med FN i front for et harmonisk verdenssamfund synes at være det nye mantra for en række utopiske historikere.
Nationalstaten er gjort til udspringet for alverdens forbrydelser. AI verdens ondskab udgår fra den nationale sfære og inden for denne huserer chauvinismen, racismen og egoismen.

Som Jean-Paul Sartre engang sagde: “Nationen fødes af fjendens blod”, og sandt nok: nationen konstituerer sig i modsætning til det, som nationen ikke kan indbefatte; men nationalstaten behøver ikke at hævde sig på bekostning af andre nationalstater. Faktum er, at antallet af konflikter staterne imellem siden nationalstaternes dannelse i midten af 1800-tallet er reduceret væsentligt, idet magthavernes mål ikke længere var udvidelsen af territoriet i nær områderne; men udbredelsen af det kulturelle overherredømme i kolonistaterne.
Angrebene mod nationernes integritet er selvfølgelig ikke nye. Kommunismens maksime om arbejdernes forening på tværs af landegrænserne kom til at klinge hult, efterhånden som de socialistiske diktatorers vellevned på deres udslidte befolkningers bekostning blev stillet til skue efter murens fald. Den multietniske og udemokratiske unionsdannelse USSR faldt sammen som et korthus akkurat som dens møjsommeligt opbyggede satellitstater. De kræfter, som i dag angriber nationalstaterne for at være forældede, er de selvsamme kræfter, som i tresserne og halvfjerdserne hyldede kammerat Maos kulturrevolution og med ærefrygt i stemmen roste Enver Hoxhas albanske folkelige “demokrati”.

I dag er vranglæren den, at enhver form for nationalfølelse, national identitet eller tilhørsforhold er en opfindelse, som blev trukket ned over hovedet på en flok individer, som omkring 1800 angiveligt kun havde et forhold til en lokal herremand og i øvrigt var inderligt ligeglade med, hvem der stod over denne, så længe de havde mad i munden og rigeligt med brændevin på bordet.

Forestillingen om, at nationalstaten skulle være en kappe, der blev trukket ned over et umælende folk, synes for lægmand temmelig tåbelig. Naturligvis kan man ikke i løbet af nogle få år påtvinge et folk en identitet, hvis der ikke har været nogle fælles træk at opbygge denne på det være sig fælles sprog, kultur, historie eller religion. Mennesket har fra de tidligste tider opfattet og identificeret sig selv i modsætning til de mennesker, der var anderledes end dets billede af sig selv.

Fra tidernes morgen lå den fundamentale skelnen mellem de bofaste og nomadernes levevis. Inden for disse grupper var der en udstrakt solidaritet; men ikke mellem grupperne. Senere var det stammernes valg af totemdyr, som blev bestemmende for deres inddeling i fælder og fjender. Allerede på dette tidlige tidspunkt var skabt en principiel skelnen mellem to leveformer. Med tilkomsten af en stats overbygning som f.eks. i det gamle Grækenland ledes loyaliteten mod denne, så det i stedet for slægten bliver staten, som bliver objekt for befolkningens beundring. Et af de meget udtalte eksempler på “nationalfølelse” findes blandt de italienske by stater i den sene middelalder. Konkurrencen imellem disse var særdeles skarp, og loyaliteten over for en egen by var afgørende. Den kendte franske historiker Fernand Braudel tillader sig endda at betegne disse middelalderlige byer som “vestens første fædrelande”. Bevidstheden omkring eksistensen af et dansk folk og en dansk kultur ses herhjemme allerede i kraft af Jelling-stenens opstilling, og konflikten mellem et nationalt dansk parti og et mere tysk-orienteret kan anskues i skismaet mellem Knud Lavard og Magnus i 1100-tallets Damnark. Ydermere vil det være vanskeligt for enhver at anskue Saxos Danmarkskrønike som andet end et eksempel på national historieskrivning som i øvrigt følger helt i tradition med andre nationale historieskrivere fra denne tid som f.eks. den normanniske Dudo, den engelske Beda og frankeren Gregor af Tours. Bevidstheden omkring danskheden har helt tydeligt været til stede i den danske overklasse.

Sværere er det at fastslå, hvad danskheden har betydet for de jævne klasser, da der enten ik,e eller kun i meget sparsomt omfang foreligger kildemateriale hertil. blandt den nye generation af historikere er der en tilbøjelighed til herudfra at konkludere, at der ingen nationalfølelse har været.

Det er halsløs gerning. Tværtimod nå man forvente, at en a-national opposition havde sat sine spor i kildematerialet og et sådanne findes ganske enkelt ikke.
Der kan altså ikke være tvivl om, at der har eksisteret en bevidst dansk nation – akkurat som der har eksisteret en række andre nationer også før 1850; men nationalstaten er nu sat i skammekrogen som noget usselt, umoderne og krigerisk. Dæmoniseringen af nationen har fået fuld skrue og befolkningen har tilsyneladende glemt at være opmærksom på det forhold, at nationalfølelsen/nationalstaterne faktisk har været uden skyld i dette århundredes tre mest tungtvejende konflikter.

Det er blandt andet lykkedes historikerstanden at bilde befolkningen ind, at Anden Verdenskrig var et spørgsmål om national ære. Tværtimod må det være på sin plads at stille spørgsmålet om nationalsocialismen overhovedet var national? Når det kommer til stykket, var den det vel næppe. Tyskland valgte en østriger som despot og fik et rædselsherredømme af hidtil usete dimensioner. Men væsentlig er det at fastslå, at Hitlers tankegang på ingen måde var nationalt præget. Nok talte føreren om et tysk herrefolk; men dette folk indbefattede også danskere, nordmænd, svenskere og hollændere.
For Hitler handlede det om det overnationale – om racerne. Her støttede han sig til Gobineaus teorier om de nye arketyper, der skulle danne basis for et Neuropa med over- og undermennesker uden respekt for det nationernes Europa, som eksisterede. For Hitler fandtes nationalstaterne ikke som andet end linjer på et kort. På dette område adskiller han sig ikke afgørende fra nutidens nationsfornægtere Søren Mørch, Uffe Østergaard m.fl. Kommunismens diktaturer i og uden for Europa respekterede heller ikke nationalstaterne. Her degenererede et for nogle lønligt håb om en lidt mere fornuftig fordelingspolitik til en kamp blandt magtliderlige undertrykkere og etableringen af et tyranniserende embedsapparat af usete dimensioner.

Endelig var verdenskrigens trykkende arv – den kolde krig – jo heller ikke et spørgsmål om nationskampe; men en ren ideologisk strid mellem en demokratisk liberal grundopfattelse og en udemokratisk marxistisk model. Nationalstaterne spillede her kun biroller medens USA og USSR førte orkesteret an.

Man kan jo spørge sig selv, hvad formålet med nationalstaternes aflivning skulle være, Ud over at kaste en stor gruppe mennesker ud i en identitetskrise vil afviklingen af nationalstaterne selvfølgelig også medføre, at der bliver plads på scenen til en ny og større aktør i skikkelse af den Europæiske Union, hvis største problem til dato har været den vældige mangel på opbakning blandt de europæisk folk. Forudsætningen for, at denne opbakning kan findes, er, at de europæisk folk bliver bragt tættere sammen, føler sig i samme båd, om man så må sige. Vi må naturligvis føle os mere ens, og det gør vi måske, hvis vores nationale kulturelle fællesskaber bliver revet op med rode af nyttige velbetalte idioter, der går på kompromis med deres forskningsmæssige anstændighed for at gå andres ærinder. Nationalstaterne vil sikkert modstå udfordringen for de europæiske folk er både glade og stolte over deres nationale tilhørsforhold og dette kan næppe forandres selv af de nye vise.

Retsstatens undergang

Artikel fra Frihedsbladet nr. 2 1999 ansv. Steen Vedstesen, Tingvej 3 6780 Brøns tlf. 7475 3113

Princippet i retsstaten er, at alle er lige for loven. Den grundlovgivende forsamling i en nation giver en grund-lov, som forhindrer, at magt bliver det samme som ret. En grund-lov kan kun nyde folkelig tillid, når den udtrykkeligt beskytter folket mod, at deri lovgivende forsamling – eller en lobby derindenfor – ved ny lov kan tiltage sig ubegrænset magt. I et folkestyre er der altså sat effektive skodder i, så det ikke er muligt for den/dem, der måtte ønske det, at tiltage sig ubegrænsede beføjelser. Når et land går fra et styre, der – i én eller anden form – er udtryk for det eksisterende folk over til det totalitære styre, sker det altid ved, at en bestemt gruppe eller blot én leder ved hjælp af den eksisterende lovgivning ændrer beføjelserne for lovgivende magt, i reglen således, at lovgivende, dømmende og udøvende magt bliver ét og det samme. Til det formål kan man udnytte særlige undtagelsesbestemmelser i grundloven eller man kan udøve et politisk pres, som ingen i den bestemte situation tør sætte sig op imod. Mulighederne er mange og eksemplerne kendte. I et folkestyre beskytter landets grundlov folket mod lovgiverne, og ingen kan dømmes, uden at skylden er bevist. Under det totalitære styre er tingene vendt aldeles på hovedet. Dér sidder forbryderne ved magten, og alle lovlydige borgere befinder sig i ét kollektivt fængsel. Lovgiverne er altid over loven, folket tinder loven. Lovgivernes lille elite – eller diktatoren har skaffet sig beføjelserne til at opnå den totale magt, således at loven er dem, diktatoren osv.

Måske er disse sandheder så selvindlysende, at man ikke burde bringe den kostbare plads på at nævne dem, men grunden kommer her: Svindleri i EU er udtryk for netop det forhold, at vi med alle EU-traktaterne har givet de europæiske myndigheder beføjelser til – selv at bestemme deres beføjelser og det vel at mærke på elitært plan.

EU er bygget op som det modsatte af en retsstat. Svindlerne sidder ved magten, og den egentlige svindel består ikke i at hæve lidt diætpenge eller skaffe sin fætter en ledig plads i en god lænestol på et luxuriøst kontor i glaspaladserne; men EU-systemet er bygget til, at svindel kun afsløres for så vidt, det fremmer den teknisk-bureaukratisk-politiske elites egen sag eller for så vidt, det fremmer disse instansers beføjelser. Mere svindel kræver mere kontrol, altså flere til at kontrollere og dermed svindle, for det er indbygget i selve systemet, at en kontrollør og en svindler ikke er til at kende forskel på.

Jo, men der bliver jo dog afsløret svindel! ja, endnu, af folk, der har personlig samvittighed; men når først dét, man kalder “deri europæiske integration” er færdig, det nye karolingiske rige, EU-staten, er endelig opbygget, vil samme stat også vide at have midler til at kontrollere sig selv – og det vil først og fremmest sige: lukke munden på alle, som taler imod det “humanistiske” og “menneskevenlige” nye rige. For alt i EU er politik og tjener det politiske formål. Det vil sige: det er bygget på det princip, at hvad der fremmer den europæiske integration er sandt og godt, mens hvad der hindrer samme er usandt og ondt. Altså: et retsstatsbegreb som svindel får en helt anderi betydning bliver et politisk begreb, smidigt og bøjeligt -, når vel at mærke de tilstrækkelige, beføjelser er blevet tillagt EU-myndighederne – de beføjelser, som danske politikere kalder “det europæiske samarbejde”. Når det en dag er kommet vidt nok, vil ingen mere kunne stille, de bureaukratiske institutioner til regnskab for svinde1 – deres fornemste opgave, er den: at opnå vidtgående beføjelser, at de kan kontrollere alle, men ikke selv kunne stilles til regnskab for svindel. Under det totalitære styre, kan kun folket svindle, ikke styret.

Slutstadiet i denne udvikling er nået ,når svindel til sidst ene og alene er en anklage, der rammer den, som er politisk uenig med staten/systemet, og den retfærdige er deri politisk føjelige, som ved, at retten er det samme som magten og derfor smidigt tager form efter denne. Hr. Jørgen Jensen, Randers, har ved umådelig flid og utallige kildestudier udarbejdet sin egen rapport om dansk svindel med EU-midler. En veldokumenteret rapport på 81 tættrykte sider, som viser det afgørende: EU er et system, som gør alle til svindlere. Det er ingen undskyldning for den enkelte, men viser klart, hvordan det forholder sig i en union, som er det modsatte af en retsstat.

Ja, undskyld, hvis jeg/vi er lidt bagkloge, men det står såmænd at læse i de gamle numre af Frihedsbrevet: EU bliver som Sovjet-systemet: når alle har ansvaret, har ingen det, og når efterhånden al økonomi, besiddelse og produktion på den ene eller anden vis gennemreguleres – og styres af det politiske system, og tiår deri enkelte borgers adfærd fra vugge til grav nyder samme bevågenhed, vil alle naturligvis stjæle med arme og ben. I Sovjet-tiden stjal man ikke fra nogen, bare staten. I EU-tiden stjæler titan heller ikke fra nogen bestemt, bare fra det ubestemte og bureaukratiske virvar, som vi alle er styret af, men hvor ingen kan drages til regnskab som den eller de styrende. Der er altid et kontor højere oppe! – Vi har jo forudsagt det hele. Det kræver blot, man har øjne i hovedet, og det er så indlysende, at jeg/vi næsten ikke gider hovere over EU-systemets ufrivillige afsløringer af egen råddenskab.

Ikke desto mindre er det vigtigt med de folk, der gider gøre det kedelige og slidsomme arbejde at påpege svindlen og- udstille råddenskaben. jeg citerer forordet tiljørgenjensens rapport: “EU er i stand til at kontrollere agurkers krumning og vandbadets dimensioner, men ude af stand til at stoppe svindel på 10% af budgettet.

Denne rapport beskriver svig, [uønskede tilfælde af særlig stort og aktuelt format tid fra nogle huller i systemet, der er offentlig tilgængelig.] Desuden beskrives den organisatoriske indsats til bekæmpelse af svig. Hovedvægten er lagt på danske svindelsager med EU-penge. Der er eksemplet om, hvorledes Strukturfonden forvandles til en rottefælde på Bornholm og mange andre i den dur. Svindelsagerne vokser og den nylige dom fra EF-domstolen over kødsvindel i Danmark er medtaget som punktum på dokumentet.

Formålet med at studere svig er at studere, hvordan EU fungerer i praksis. De store ord om retfærdighed og fællesskab mister indhold. Desuden er historierne underholdende i sig selv, fordi de er virkelige. Fra l. januar 1958 til den 21. april 1970 (og 7. maj 1985) fandtes svig mod EF så at sige ikke. Det skyldtes det simple faktum, at EF ingen nævneværdige midler havde at svindle at administrere med. EF ændredes fra at være selvfinansierende via tolden til en fællesudgift de nævnte datoer. Rådet besluttede at ændre den eksterne finansiering til “egne indtægter”, som det nuværende system kører efter. Dermed fik kommissionen mange penge at fordele, og bedragerne begyndte at leve af svindel og humbug.

Frem til EU-parlamentsvalget 10. juni vil alle kandidater falder over hinanden med afsløringer af svindel og fremhæve netop Deres egen indsats i den forbindelse. De glemmer dog som regel at oplyse, at de fleste af dem år efter år har stemt for EU-budgettet uden forbehold eller bemærkninger om faren for svindel. EU-budgettet 1998 blev den 18. december 1997 vedtaget med 376 stemmer for, 43 imod, og 26 undlod at stemme i EU-parlamentet”.

Det er jo rigtigt bemærket af Jørgen Jensen: den totale stat, som,jeg ville kalde det EU, som endnu er på tegnebrædtet, sørger for at tilføre sig selv borgernes midler, som således bliver til “ingens”, og alle vil med alle midler have fat i de penge, som,jo alligevel ikke stjæles fra nogen – bare fra EU, som altså er en elite, som finansieres af os skatteydere. Det vil sige: vi stjæler fra os selv, vi betaler, jo selv de penge, vi igen svindler fra EU.

Sådan er EU slet ikke det nye “visionære” forbrødrede Europa, hvor alle giver efter evne og nyder efter behov. Næh, alle stjæler efter evne – og den er stor. Og således er der med EU som skattefinansieret projekt kun sørget for én ting: forråelse og moralsk forarmelse med de samme midler, hvormed vi kunne have bevaret vor nation og retsstat og stoltheden over at skabe noget med vore egne hænder, i stedet for at være en nation af betlere, der med den ene hånd rækker ud efter EU-tilskud, med den anden svindler os til endnu mere.

Desværre er det umuligt at gennemgå rapporten her. Jeg vil foreslå interesserede at henvende sig til Jørgen Jensen, Ymersvej 25, 3. tv., 8900 Randers.

ØMU er vejen til europæisk forbundsstat

Af lektor Jørgen Granum-Jensen
Bøgegårdsvej 60, Søndersø
i JP den 4. februar 1999

01 Ministeren tager fejl
02 Konflikt

ØKONOMIMINISTER Marianne Jelved er mildt sagt på glat is, når talen er om en mulig harmonisering af EU’s skattepolitik. Ifølge ministeren er man helt galt afmarcheret, hvis man tror, at f. eks. skattepolitikken og evt. socialpolitikken skal harmoniseres. For spurgt herom udtaler hun således til JP 1311: »Vis mig det sted, hvor det står i EU-traktaten. Og der er ikke nogle lande, der går ind for en harmonisering. Endnu er der ikke nogle lande, der på ministermøder har talt om minimumssatser på erhvervsbeskatning.

Det kan godt være, at de kommer, men det skyldes ikke ØMU’en, men derimod det forhold, at landene ikke skal konkurrere om at have de laveste skattesatser. Det kalder jeg for koordinering eller samarbejde, og det er absolut ikke det samme.«

Top Ministeren tager fejl
Det er imidlertid ganske klart, at ministeren tager fejl. Det fremgår bl. a. af det strategipapir, som den tyske finansminister Oscar Lafontaine sammen med sin franske kollega Strauss-Kahn har fremlagt.

Det hedder her: »Den økonomiske integration fortsætter, og derfor er det kun logisk, at flere beslutninger, herunder flere skatteafgørelser, fremover skal tages som flertalsbeslutninger.«

Det, man i første række vil sikre, er, at selskabsskatten i alle EU-lande skal ligge på et vist minimum, og at ingen lande skal undlade at foretage beskatning af renter. Det har alt sammen noget at gøre med både kapitalens frie bevægelighed, Det Indre Marked og selvfølgelig også ØMU’en.

Det er ret overraskende, at landets økonomiminister ikke har forstået disse sammenhænge. Marianne Jelved bliver nødt til at begribe, at en møntunion rummer en lang række forudsætninger, såfremt den skal kunne fungere på langt sigt.
Den forudsætter således en centralisering af alle væsentlige økonomiske beslutninger.

Det er indlysende, at man må have fælles valuta og pengepolitik. Det styres som bekendt af den endnu uafhængige europæiske centralbank. Men der forudsættes også en fælles finanspolitisk styring. Man kan således ikke føre en kontraktiv finanspolitik i den ene del af unionen, samtidig med at man fører en ekspansiv finanspolitik i den anden del af unionen.

Top Konflikt
Efter manges opfattelse forudsætter en valutaunion og et frit indre marked også en fælles skattepolitik. Det vil her let komme til en konflikt mellem lande, der ønsker en forholdsvis lav skat, og lande, der ønsker et højt skatteniveau. Det er vist temmelig indlysende.
Det er også temmelig indlysende, at såfremt man ønsker at afgive så megen suverænitet til Bruxelles, så kan dette næppe ske uden, at vi sikrer os demokratiske strukturer i EU. Sådanne strukturer har vi som bekendt ikke i EU i dag.

En ØMU er uden tvivl et afgørende skridt i retning af en europæisk forbundsstat. Det er for dårligt, at danske politikere enten ikke har forstået dette eller lader som om, de ikke har forstået det.