Lillelandsfordelen

Steen Steensen skriver i “Frihedsbrevet” nr 10 1996

Hvilke lande er de frieste, de rigeste og de mest humane? Skal man der søge efter de største eller de mindste?

Spørgsmålet er vigtigt, og svaret forekommer let. De små lande klarer sig bedst. Aldrig må man sætte lillelandsfordelen over styr. Danmark udgør et eksempel, Sverige, Norge og Island ligeså. Også Holland, Belgien, Luxembourg, Monaco og Schweiz beløber sig til gode eksempler på det lille lands økonomiske og demokratiske overlegenhed.

Overalt i verden udgør store statsdannelser en trussel mod det enkelte menneske. Den private ejendomsret og arbejdets frihed udsættes for pression og røveri. Staten tromler frem og den civile verden indskrænkes. Etniske mindretal og nabofolk kan tillige føle sig skræmt. Men hvorfor er de store statsorganisationer en fare for velstanden, friheden og humaniteten, og hvordan kan det forklares, at små lande er de rigeste, frieste og mest fredsommelige?

Som nævnt klarer små lande sig godt økonomisk set. Noget anderledes forholder det sig med de store. Unioner, imperier og statsorganisationer i gigantdimensionen forbruger de materielle og åndelige ressourcer forkert. På et vist tidspunkt stagnerer storlandene økonomisk og visner til sidst. Sådan gik det romerriget, de indiske og kinesiske riger og Sovjetunionen. Andre sammenslutninger fra Orienten og Europa kan uden besvær nævnes.

I begyndelsen kan stordannelser bruse vældigt frem.
Ekspansionen sker ikke sjældent på undertvungne folkeslags bekostning. Magten udbygges. Der regeres med energi og hårdhed. Det politisk-administrative apparat svulmer op. Den uproduktive overbygning tærer på velstanden. Militærudgifterne forbliver på et højt niveau. Den indre sikkerhed, overvågningsvæsnet, kræver stadig flere midler. Skattevæsnet tager fat. Bureaukratiet breder sig overalt.

Under den proces krymper næringslivet. Oprørsstemninger breder sig i rigets yderkanter. Den politiske klasse isolerer sig stedse mere fra den produktive befolkning. Risikoen for opstande bekymrer det styrende og snyltende lag. Undertrykkelsen forøges. Ledelsen råber på enhed, samarbejde, solidaritet og fællesskab. Protester mod udbytningen betegnes som utålelig egoisme. Statsmændene skubber eventuelt de svage og handicappede foran sig som skjold.

Politikmagerne skal frem for alt blokere for initiativ fra andre samfundsklassers side. Mister herskerklassen fornyelsesretten, lurer undergangen forude. Individuel handlefrihed udgør en dødelig fare. I det mindste skal tilladelsen gives fra bureaukratiet. Statsbyggere har altid holdt frie næringsdrivende væk fra scenen. Selvstændighedskultur udvikler den personlige dømmekraft, og den er farlig.

Unioner og imperier trækker ressourcer ind mod centrum. Udbytningen i yderområderne tager til. Håndens arbejdere reduceres til en forsørgerklasse. Storstatens karrieremagere lejrer sig omkring magtens midte. Det gælder om at være politisk korrekt. Forskere, fagforeningspampere, journalister og kunstnere flokkes om statskassen.

Mindre lande holder den politiske aktivisme i ave
Befolkningen i mindre lande formår i højere grad at holde den politiske aktivisme i ave. Smålandene har jævnt hen svagere politikere. Virkefeltet for de folkevalgte forekommer mere afgrænset.. Staten fylder ikke så meget. Antallet af forskere, målsættere, planlæggere, forvaltere og kontrollanter er færre. Undertrykkelsen og udbytningen synes derfor også mindre. .Den omstændighed baner vejen for stærke individer. Den private ejendomsret bliver ikke så let offer for politiske anslag. Virksomhedernes dispositionsfrihed, arbejdets frihed i det hele taget, gør sig kraftigere gældende. I det lille land værnes der tillige om den nationale selvstændighed.

Demokrati er forskelligartethed. Ingenlunde drejer det sig om at være enige om alt muligt. Næringslivet trækker ikke på samme hammel. Virksomhederne konkurrerer indbyrdes. Der kappes om kundernes gunst. Markedet summer af aktivitet. Driftighed og optimisme råder. Nye iværksættere tager hele tiden kampen op med de etablerede. Handlefriheden øger livsmodet. Arbejdsglæden får menneskene til at bestille noget. Millioner af frie individers kreativitet og intelligens omsættes i varer og tjenester. Opfindsomheden og arbejdsiveren kender i et frit samfund ingen grænser.

Også mellem nationalstaterne er kappestriden trumf. Jo flere selvstændige lande, der befinder sig på et kontinent, des mere konkurrence. Penge og arbejdskraft søger væk fra skatte- og regelplagede nationer. Med fødderne stemmes der for mere demokrati. Ufrihed straffes. Frihedsorienterede samfund får til gengæld tilført kapital og kreativitet. Vesteuropas grundlagde sin økonomiske styrke og teknologiske overlegenhed i forrige århundrede i nationalstaternes storhedstid.

Passive politikere og stærke borgere andrager opskriften på velstand
Politikkens se r over økonomien udgør diktaturets bane. Staten må aldrig få midler i hænde til at fortrænge markedet. Politisk aktivisme svækker virketrangen, iderigdommen og den private igangsætning. Individualismen er rigdommens kilde.

Frihed og velstand er sammenhørende faktorer. just den personlige uafhængighed af ydre autoriteter prenter demokratiets opskrift på væggen. Demokrati er noget personligt, noget individuelt. Parlamenter, partier og stemmeretten kan aldrig være et mål i sig selv. Det er folkevalgte politikere heller ikke. Demokratiet handler alene om det enkelte menneskes selvbestemmelsesret. Fungerer midlerne til dette mål ikke, bør de udskiftes med andre foranstaltninger. Aldrig må borgerne reduceres til brikker i ærgerrige politikmageres spil.

Således handler demokratiet ret beset ikke om at stemme, men om at bestemme over sig selv og sit eget. Og kun det. For en del mennesker er selvbestemmelsesretten ikke nok. Det er en demokratisk forfatnings opgave at holde den slags personer nede.

Friheden har aldrig været et problem for overklassen. Selvbestemmelsesretten er der en selvfølge. Selv i de mest totalitære stater eksisterer friheden. Men det er en frihed for de få. Hvordan udbredes frihedsgodet til alle? Heri består den demokratiske vanskelighed. Specielt synes det svært at få selvbestemmelsesretten ned til de fysisk arbejdende. I størstedelen af menneskehedens historie har de materielt producerende fungeret som skaffedyr for den politiske klasse.

Politik er ondets rod
Vokser den, vokser undertrykkelsen. Derfor forudsætter et demokratisk samfund en svag statsmagt med tilhørende passive politikere. Men denne tale er også velstandens tale. Altså, frihed og velstand danner par. Det er sammenhørende faktorer. Friheden beløber sig til velstandens forudsætning. Markedet udgør det fælles træfpunkt.

Men er smålande også de mest humane? Som sagt, herom hersker der ingen tvivl. I lande af mindre omfang får staten mindre at gøre med. Politikmagernes spillerum indsnævres af samme grund. En politisk klasse får vanskeligere ved at etablere sig mod folket og isolere sig fra folket. Alene den geografiske nærhed virker mod en aristokratisk dannelse.

Staten er i sit væsen totalitær. Stat vil mere stat. I storstørrelsen bliver den aggressiv. Frem for alt tåler den ikke alternativ foretagsomhed. Individuelle viljer knækkes. Som nævnt fordrer apparatet enhed, samarbejde, fællesskab og solidaritet. Bag disse sociale fraser står kravet om lydighed. Apparatet formulerer mål, iværksætter, problemløser, dirigerer, forbyder, overvåger, straffer og fører krig. Staten en institution, der fungerer gennem legitim tvang. Den sætter fysisk magt bag ved lovene og sørger for, at direktiverne føres ud i livet.

Denne adfærd ophæver friheden i dybden og velstanden i bredden. Kun i toppen nydes nævnte goder. Men et sådan samfund mangler også humanitet. Respekten for enkeltmennesket forsvinder. Folket gøres til en masse. Det betragtes som en klump, der skal styres, manipuleres og sættes på plads. I Kina lever der l.2 milliarder mennesker. Hvordan kan statsautoriteten over dette enorme territorium opfatte borgerne som enestående individer, der har ret til et liv i uafhængighed og ret til i fred at råde over personlig ejendom? Hvordan kan lighed for loven gælde i et rum af den omkreds?

Små lande er de mest fredsommelige og humane
Således må det gentages. Aldrig må lillelandsfordelen sættes over styr. Det fremstår som et privilegium at leve i en lille nation. Smålande er de rigeste, frieste og mest fredsommelige og humane. Et land kan ikke blive for lille, og der kan ikke være for mange af dem. I dette perspektiv ses det let, at EF udgør en katastrofe for folkene i Europa. Her har politikmagerne erhvervet en platform for samfundshersen som ikke kan undgå at sætte århundreders frihedsstræben over styr. Den europæiske Union udsteder ordrer i en lind strøm. Fremmed lovgivning vælter ind over grænserne. En dirigisme uden lige har taget sin begyndelse.

Virksomhedernes selvstyre ophæves. Økologismen som ideologi gør i den henseende effektiv fyldest. Politik får større magt end økonomi. Vejen til autoritære tilstande betrædes. Undertrykkelsen af selveejet og selvstændigheden forekommer allerede vidt fremskredent. Både den personlige og den nationale ejendomsret trædes under fode.

EF-apparatet er en honningkrukke for snyltere. Uproduktive elementer klæber sig til skrivebordene. Parasitterne tærer på velstanden. En sværm af kandidater fra de højere læreanstalter borer sugesnablen ned i pengebunken. Også journalisterne sværmer om champagnen. Administratorerne af den offentliggjorte mening er med i kredsen. Der spærres af for overraskelser. Skattefriheden gør eksklusiviteten endnu mere eksklusiv. De veluddannede lukker lugen og trækker stigen op under sig.

Forsørgerklassen afventer det næste direktiv. Storstatens adfærd er uforudsigelig. Magtesløsheden breder sig. Afstanden gør protester virkningsløse. Men politikmagernes forræderi skal ikke blive glemt!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.