Landsretsagfører Lars O. Grønborg skriver jævnligt nogle glummer om EU og Grundloven i Frihedsbrevet.
Nogle eksempler herpå fra 1999 og 2000 kan læses nedenstående.
Grundloven og Euroland
Fra Rom til Paris
Grundloven og Europa
General fuldmagt
Politisk magtfordrejning
Politisk Union
“Før – under og efter Amsterdam”
Det sjette grundlovsbrud
Fåmandsvælde
Oligarki
Top Grundloven og Euroland
Højesteret slog i sin dom i foråret 1998 fast, at der efter § 20 ikke kan overlades så mange beføjelser, der tilkommer rigets myndigheder, til Unionen, at Danmark ikke mere kan betegnes som en selvstændig nation.
Denne dom og dommen i Tvindsagen viser, at Højesteret er rede til at optræde som forfatningsdomstol.
Kan regering og folketing herefter afholde en bindende folkeafstemning efter § 20 om tilslutning til den Økonomisk-Monetære Union (ØMU’en) = Euro uden at ændre Grundloven? Svaret er “nej”, da en tilslutning til ØMU’en, som binder Danmark på hænder og fødder i næsten enhver økonomisk henseende, vil bevirke, at Danmark ikke mere kan betegnes som en selvstændig nation.
Højesteret vil med en ret høj grad af sikkerhed finde, at Grundloven er overtrådt og kende tiltrædningsloven uvildig.
Professor Max Sørensen, Århus, som formulerede Grundlovens, § 20 i 1953 sagde, inden han døde som dommer i Europadomstolen: “Naturligvis kan man ikke afskaffe Grundloven gennem § 20”, men det er det, regering og folketing har gjort siden 1972 ved at vildføre vælgerne. § 20 er beregnet på FN og lign. – ikke på Unionen, som først startede i marts 1957 – 3 år efter Grundloven.
Det kan ikke tilkomme en generation af tilfældige regeringer og folketing fra 1972 at nedlægge en 1000årsrigets Danmark som selvstændig nation ved at føre vælgerne bag lyset ved fortielser af sandheden, magt, penge og egne partiinteresser. Der skal en grundlovsændring til efter § 88.
Jeg stemmer ja til Danmark og samarbejde med hele verden, men nej til den ny europæiske stormagt. Der hører vi danske ikke hjemme.
Det eneste rimelige, hvis folketinget ønsker at overholde Grundloven, vil være at nedsætte en grundlovskommission og udskyde folkeafstemninger om de 4 forbehold, indtil en ny grundlov – som tager højde for Danmarks forhold til Unionen – er vedtaget efter Grundlovens § 88.
Hvis et flertal af vælgerne – mindst 40% af alle vælgere – stemmer ja, er Danmark een ud af 14 delstater i Europas Forenede Stater. Det er jo det, regering og over 80% af folketingsmedlemmerne brændende ønsker. Og så er Grundloven overholdt.
Top Fra Rom til Paris
Unionens grundlag er Rom-traktaten af 25. marts 1957. Målet var og er en stedse snævrere union til evig tid. Danmark kom med 2. okt. 1972, men sagde nej den 2.juni 1992 til Maastrichttraktaten.
Da regering og over 80% af Folketinget absolut vil gøre Danmark til en delstat i Unionen, stemte vi én gang til om Maastricht den 18. maj 1993 med et ja til følge, da der var fire uskrevne forbehold. Vi hoppede på limpinden.
Vi stemte også ja til Amsterdam-traktaten i 1998. Statsministeren lovede, at alle forbeholdene vil bestå »både før, under og efter Amsterdam«, hvorefter regering og folketing straks gik i gang med at søge forbeholdene fjernet – specielt møntunionen (Den økonomiske monetære Union – ØMU).
l dec. 2000 skal der vedtages en traktat i Paris. Kommissionspræsidenten Romano Prodi ønsker traktaten opdelt i almene bestemmelser som en europæisk grundlov, som der aldrig mere kan stemmes om og et afsnit om integration af den fælles økonomiske politik med harmonisering af arbejdsmarkeds-, social- og skattepolitik med flertalsafgørelser uden vetoret.
Fælles udenrigspolitik er sat i gang og en Europahær er under opbygning. Unionen skal udvides med 12 nye lande.
Med alt dette forsvinder den sidste rest af Danmarks selvstændighed i åbenbar strid med Grundloven. Regeringen ønsker ikke engang en folkeafstemning om Paris-traktaten. Den europæiske Union udvikler sig til »Forbundsstaten Europa”.
Hvis vi skal være med, må den danske Grundlov ændres efter reglerne i § 88. Danmark hører ikke hjemme i en sådan union. Fuldt medlemskab af unionen vil forringe vilkårene for de svageste i Danmark.
Vi må stritte imod med hænder og fødder, hvis vi ønsker at bevare Danmark som en selvstændig nation.
Top Grundloven og Europa
De 14 statsministre, som danner »Det Europæiske Råd«, når bortses fra Østrig, har indført sanktioner mod Østrigs nylige regeringsdannelse, selv om et demokratisk valg har fundet sted.
Det må betyde, at Rådet betragter sig som leder af en politisk union – en europæisk Forbundsstat, hvor ledelsen kan blande sig i de enkelte landes indre anliggender.
Danske vælgere har stemt 5 gange om at deltage i den Europæiske Union – én gang ved en vejledende folkeafstemning (1986) og 4 gange ved folkeafstemninger efter Grundlovens § 20, der handler om overladelse af beføjelser, der tilkommer rigets myndigheder, i nærmere bestemt omfang til mellemfolkelige myndigheder til fremme af mellemfolkelig retsorden og samarbejde.
Grundlovens § 20 kan ikke bære en ny folkeafstemning, der ikke alene overlader, men overdrager endeligt stort set alle beføjelser til en europæisk forbundsstat.
Overladelse af resten af Danmarks myndigheders beføjelser må uomgængeligt kræve en ændring af Grundloven efter § 88 om nyvalg og vedtagelse af et nyt folketing uændret og en direkte folkeafstemning, hvor et flertal og mindst 40% af alle vælgere stemmer for.
Regering og folketing bør aflyse flere folkeafstemninger og i stedet nedsætte en grundlovskommissio’n for at fremsætte forslag, der tager højde for Danmarks deltagelse i en politisk union som Europa.
Højesteret har i feb. 1998 i grundlovssagen skrevet, at der ikke kan afgives så mange beføjelser, at Danmark ikke længere kan betegnes om en selvstændig nation.
Da det nu er soleklart, at unionen er en politisk forbundsstat, har regeringen og folketinget pligt til at overholde Grundloven. De har alle afgivet en højtidelig skriftlig erklæring om at ville overholde Grundloven.
Regering og folketing må nu åbent fortælle folket sandheden om den politiske union, som vil gøre Danmark til en delstat i Forbundsstaten Europa på lige fod med de andre 14 deltagere – måske senere op til 27.
Ellers vil det være nærliggende at beskylde regering og folketing for at overtræde Grundloven, hvilket i bedste fald kan betegnes som landsskadelig virksomhed – måske det, der er værre.
Danmarks skæbnetime er kommet.
Top General fuldmagt
Romtraktaten fra 1957 og senere traktater i EU indeholder alle et forord (præambel) med et formål om et stedse snævrere samarbejde med henblik på en politisk statsdannelse for medlemslandene, som skal være i ubegrænset tid (evig tid) uden mulighed for opsigelse i modsætning til alle andre internationale aftaler, som Danmark har indgået.
Danmarks hidtidige tilslutning til EØF-EF-EU har betydet, at omkring 70% af lovgivningen varetages af EU og ikke regering og folketing, som Grundloven foreskriver. Folketinget er ved at gør sig selv til et ekspeditionskontor for EU-direktiver. Hvis vælgerne ved en folkeafstemning inden længe stemmer ja til at erstatte den danske krone med Euro, vil op mod 100% af al magt, som tilkommer Danmarks Riges myndigheder – lovgivende og dømmende – være overdraget til Unionens myndigheder til evig tid uden fortrydelsesret.
Vi vil have givet Den europæiske Union en uigenkaldelig generalfuldmagt for os selv, vore børn og børnebørn osv. til a bestemme stort set alt væsentligt i Danmark. I ministerrådet har vi 3 ud af 78 stemmer – efter Nice-traktaten i dec. 2000 – færre da der skal være plads til 15 nye stater i Østeuropa.
Ingen mennesker ved deres fulde fem burde drømme om at afgive en uigenkaldelig generalfuldmagt til en europæisk politisk forbundsstat til evig tid til at træffe bestemmelse om Danmarks fremtidige lovgivning, domsmagt og udøvende magt og skæbne øvrigt.
Lad os dog sige STOP og stemme nej til videre integration i Unionen en rum tid for at erfare, hvad det egentlig drejer sig om. Det er ikke blot økonomi, men Danmarks politiske selvstændighed som nation, der står på spil. Det hele går alt for stærkt. Vi må tænke os godt om, før vi giver afkald på vort 150 år gamle folkestyre.
Vi skal selvsagt samarbejde med Unionen og hele verden, men bevare vort folkestyre – vor selvbestemmelsesret, identitet og selvværd som danske i en selvstændig nation.
Regering og folketing (over 80%) vil give Unionen generalfuldmagt, men de danske vælgere er forhåbentligt »ikke så dumme endda«.
Top Politisk magtfordrejning
I Danmark har de “gamle” partier i strid med Grundlovens §11, stk. 2 i mange årtier indrettet valgloven således, at nye anskuelser blandt vælgerne på grund af spærreregler (2% mv.) vanskeligt kunne blive repræsenteret i Folketinget. Ved jordskredsvalget den 4. dec. 1973 var vælgerfolket så vrede på de “gamle” partier, at både Fremskridtspartiet, Centrumdemokraterne, Danmarks Retsforbund og Kristeligt Folkeparti blev valgt ind på trods af spærreregler.
I Østrig har socialdemokratiet og de konservative i mange årtier siddet ved magten og delt goderne ligeligt imellem sig indtil okt. 1999, hvor Frihedspartiet på grund af vælgerprotester fik 27% af stemmerne. Da socialdemokrater og konservative efter lange forhandlinger ikke kunne enes, forsøgte de konservative at danne regering med Frihedspartiet.
På et møde i Stockholm sidst i jan. 2000 klagede den østrigske præsident Klestil og kansler Klima (begge socialdemokrater) deres nød til deres socialdemokratiske søsterpartier i Den europæiske Union.
I løbet at kort tid blev Tyskland, Frankrig og Belgien m.fl. enige om et konkret udspil for at hjælpe de østiigske socialdemokrater til regefingsinagten igen. Portugal, som har formandskabet i EU (Antonio Gueterres) fik fixet 4 faxsider om sanktioner mod Østrig sammen, hvis Frihedspartiet kom til magten.
14 regeringschefer fik faxet de 4 A-4 sider og telefonisk accept blev indhentet – sidst hos statsminister Poul Nyrup Rasmussen en sen søndag aften, som uden at kende faxen med 4 sider sagde ja uden at tænke på Grundlovens 19, stk. 3 om Folketingets udenrigspolitiske nævn, som skulle spørges før et JA.
Østrig dannede alligevel regering med Frihedspartiet endda 2 dage før beregnet. Aktionen mislykkedes, men sanktionerne stod fast.
Ministerrådet i EU, som består af 15 statsministre, hvoraf de II er socialdemokrater, besidder den højeste politiske magt i EU. 14 af dem brugte deres magtmonopol til at lægge Østrig på is i strid med Amsterdamtraktatens artikel 7. Det var magtfordrejning. Efter denne magtdemonstration må de 14 andre EU-lande og de kommende måske 12 EU-lande forvente, at ministerrådet fremover vil blande sig i regeringsdannelser efter demokratiske valg. Ministerrådet vil helst have socialdemokratiske regeringer. En regeringspartner må åbenbart ikke ligge for langt til venstre eller højre i det politiske spektrum og de må ikke være imod EU eller EU-skeptiske.
I Danmark skal der være valg om senest 2 år. Det betyder, at Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten og Dansk Folkeparti måske er uønskede ved en demokratisk regeringsdannelse.
Disse aspekter bør danske vælgere tænke alvorligt over, hvis de vil bevare dansk folkestyre.
Hvis vi ikke som vælgere sørger for en af EU godkendt regering, risikerer Danmark sanktioner – ja måske endda at blive smidt ud EU-klubben.
Så heldige har vi vel ikke lov at være.
Top Politisk Union
Socialdemokraten Claus Larsen-Jensen, MF, har ubestridt erkendt, at Den Europæiske Union er en politisk union. Ingen har modsagt ham – velsagtens, fordi det har været sandheden siden 1972, selv om politikerne hidtil har kaldt det et økonomisk fællesskab, fædrelandenes union, en stendød union eller andet.
Når en union er en politisk union med fælles mønt, fælles udenrigspolitik og snart en fælles hær, hvor snart sagt alt er harmoniseret med en “uden ophør snævrere union” som mål (præamblen til Romtraktaten) uden tidsbegrænsning (til evig tid), er der klart tale om en statsdannelse.
I så fald kan Danmark ikke tilslutte sig yderligere efter Grundlovens § 20, der taler om afgivelse at beføjelser i nærmere bestemt omfang til en mellemfolkelig m)2dighed til opretholdelse af retsorden og samarbejde – fx FN. Når Den europæiske politiske Union er stærkt på vej til en statsdannelse, må Danmark, hvis vi vil tilslutte os den økonomiske, monetære union (ØMU), anvende Grundlovens § 88 om grundlovsændring.
§ 88 kræver et forslag til ændring (tilføjelse) til Grundloven, som efter vedtagelse af folketinget med almindeligt flertal udløser et folketingsvalg. Hvis det nye folketing vedtager den nye Grundlov uændret, skal der udskrives folkeafstemning. Hvis den nye Grundlov vedtages med almindeligt flertal (over 50%) – dog mindst 40% at samtlige stemmeberettigede, har Danmark fået en ny Grundlov.
Den planlagte folkeafstemning torsdag den 28. september 2000 bør aflyses, da den er grundlovsstridig. I stedet må regeringen efter en betænkning fra en grundlovskommission fremsætte forslag i folketinget om en ny Grundlov, der tilslutter Danmark Den Europæiske Union én gang for alle.
Så ved de danske vælgere for første gang, at regering og over 80% af folketingsmedlemmerne ønsker at gøre Danmark til én af 15 delstater i Europas Forenede Stater med udvidelse op til 27-30 delstater i et 1000-årsrige uden fortrydelsesret.
Top “Før – under og efter Amsterdam”
Før afstemningen i marts 1998 om Amsterdamtraktaten sagde statsminister Poul Nyrup Rasmussen gentagne gange: “Forbeholdene består før, under og efter Amsterdam”. Det var et uforbeholdent løfte om, at de 4 forbehold over for Maastricht-traktaten fra 1993 ville bestå, så længe Amsterdamtraktaten bestod og også efter den næste traktat, som hedder Nice-traktaten, som ventes vedtaget i dec. 2000.
På trods af dette højtidelige løfte har statsministeren bekendtgjort, at der med forbehold af socialdemokratiets godkendelse i april, vil blive afholdt en folkeafstemning torsdag den 28. sept. 2000 om ØMU’en.
Statsministerens løfte fra 1998 er eftertrykkeligt brudt. Det var på dansk: “en gammel løgn”.
Poul Nyrup Rasmussen har allerede i valgkampen på Krogerup Højskole i sin landsturné om ØMU’en sagt, at Danmark selv efter et ja til ØMU’en kan trække sig ud igen. Det er også “en gammel løgn”. Traktaten gælder til evig tid efter artikel 244 i Romtraktaten. Poul Schlüter fortalte i 1986, da vi skulle stemme om “EF-pakken” (Det indre marked), at “Unionen var stendød”. Det var “en gammel løgn”. Poul Schlüter sagde også i forbindelse med Tamil-sagen, at “der ikke var fejet noget ind under gulvtæppet”. Det viste sig at være løgn, men Schlüter var vist i god tro. I det næste halve år til 28/9 2000 må vælgerne regne med, at statsministeren, regeringen og over 80% af folketingets medlemmer, som vil afskaffe kronen og gennemføre Euroen og dermed gøre Danmark til en delstat i Unionen, vil præsentere vælgerne for en række påstande, som vælgerne erfaringsmæssigt ikke kan stole på.
Lad os vente på England og Sverige. Danmark kan altid komme med i ØMU’en, men aldrig ud igen.
Top Det sjette grundlovsbrud
Grundlovens § 20, stk. 1 lyder ordrer således:
“Beføjelser, som efter denne grundlov tilkommer rigets myndigheder, kan ved lov i nærmere bestemt omfang overlades til mellemfolkelige myndigheder, der er oprettet ved gensidig overenskomst med andre stater til fremme af mellemfolkelig retsorden og samarbejde”.
Denne paragraf kom ind i Grundloven af 5. juni 1953 som en nydannelse efter opfordring fra foreningen ÉN VERDEN, som ønskede mulighed for, at Danmark kunne tilslutte sig mellemfolkelige organisationer som FN.
Grundlovsfædrene fra 1953 kunne tidsmæssigt ikke have kendt Romtraktaten af 25. marts 1957.
Alle folkeafstemninger om tilslutning til Romtraktaten og senere traktater er udskrevet med hjemmel i grundlovens § 20, bortset fra 1986, hvor afstemningen blot var vejledende.
Danmark tilsluttede sig i 1972 “Romtraktaten”, i 1986 “Det indre marked”, i 1993 “Maastricht” efter et nej ijuni 1992 og i 1998 “Amsterdam”. Alle erkender nu, at der hele tiden har været tale om en politisk overstatslig union i udvikling med henblik på et uden ophør snævrere samarbejde mellem de europæiske stater.
Da § 20 kun hjemler overladelse af beføjelser “i nærmere bestemt omfang” og til “mellemfolkelige myndigheder” (som forenede Nationer) og da omfanget ikke har været nærmere bestemt og da myndighederne ikke har været mellemfolkelige, men mellemstatslige og overstatslige, har de hidtidige 5 folkeafstemninger været grundlovsstridige og det vil den 6. den 28. sept. 2000 også være. Regering og folketing må aflyse afstemningen den 28. sept. 2000 og i stedet ændre grundloven, så den tager højde for, at rigets myndigheders beføjelser allerede er aflivet for 70-80%’ vedkommende. Hvis en sådan grundlov vedtages efter § 88, er Danmark på grundlovsmæssig vis én ud af foreløbig 15 stater i en overstatslig unionsdannelse med regering, parlament, fælles udenrigspolitik, fælles hær, fælles mønt, fælles lovgivning osv. = “Europas forenede Stater”.
§ 20 kan ikke misbruges for sjette gang uden at krænke grundloven med forfatningsmæssige og måske strafferetlige følger.
Vælgerne må tvinge regering og folketing til at overholde grundloven ved at stemme NEJ den 28. sept. 2000 og senere til Nice-traktaten, som fjerner langt det meste af Danmarks lille rest af suverænitet og til afstemninger om de sidste 3 forbehold samt senere traktatændringer.
Ellers er Danmark fortabt.
Top Fåmandsvælde
Indtil 1849 havde vi enevælde i Danmark. Kong Frederik den syvende “gav” det danske folk en fri grundlov.
I de sidste 100 år er der opstået politiske foreninger, der er blevet til politiske partier, som varetager vælgernes interesser efter frie valg.
På det seneste har de politiske parder ved lov bevilget sig selv penge i forhold til antal stemmer, så partierne, hvis vælgerforeninger har mistet et stort antal medlemmer, nu kan hvile økonomisk i selv ved statsstøtte i millionstørrelse.
Enevælden er afløst af et partivælde.
Siden 1972 har vælgerne i Danmark på grund af pres fra regering og de politiske partier meldt Danmark ind i en politisk union, hvor magten ligger hos ministerrådet bestående af 15 regeringsledere. Vi har fået et oligarkisk ministerrådsvælde (fåmandsvælde), som i Østrig-sagen har benyttet sig af sin autoritære enevældige magt til at lægge Østrig på is uden hjemmel i nogen traktat.
Den frihed, Frederik d. 7. gav det danske folk, er forsvundet i et partivælde, som har og vil give magten til et fåmandsvælde, som i praksis synes at blive udøvet på autoritær ja næsten diktatorisk vis.
Den frihed, det danske folk fik i 1849, er nu deponeret i en europæisk union styret enevældigt af 15 statsministre uden antydning af folkestyre. Regeringer og skiftende folketings flertal har forrådt det danske folk og den grundlov, Kong Frederik den syvende gav os. Danmark er i stedet for at være en selvstændig fri nation i l000 år, blevet en delstat i et nyt l 000arsnge: Europas Forenede Stater. Fåmandsvældet i unionen domineres af 3-4 stormagter, som fører an og resten – de små – har bare at følge efter. Danmarks indflydelse er højst 2-3%.
Top Oligarki i Europa
Siden Romtraktaten af 25. marts 1957, hvis formål var uden ophold at skabe et stedse snævrere samarbejde mellem de europæiske stater, er der skabt et parlament på 626 folkevalgte medlemmer uden særlig magt, en kommission med en præsident i spidsen for 20 kommissærer, med 20 ministerier og et råd (ministerråd) på for tiden 15 medlemmer – senere op til 27 samt en domstol. Fælles mønt, hær, udenrigspolitik er på vej. Rådets flertal har alene magten.
Medlemsstaternes parlamenter har lavet stedse større magtbeføjelser både lovgivende, udøvende og dømmende. I rådet er der for tiden 87 stemmer. 62 stemmer udgør et kvalificeret flertal (71 %). På græsk hedder det oligarki – fåmandsvælde – ikke demokrati.
Det er betænkeligt, at parlamenterne – herunder folketinget uden at ændre grundloven – frivilligt afgiver sin magt til et 15 mands oligarkisk råd. Det er betænkeligt at give så få så megen magt i så lang tid uden demokratisk kontrol. Folkestyret forsvinder fuldstændigt i et stort oligarkisk Europa med op til 4-500 millioner mennesker og folkene får aldrig folkestyre tilbage. Demokratiet dør langsomt. Det er langt fra utænkeligt, at de 15 oligarker misbruger deres enevældige magt til skade for folkene, som ikke kan forsvare sig ad demokratisk vej. Det er sket før i historien – også i Europa.
Danmark hører ikke hjemme i et sådant oligarki. Vi må forsvare vort folkestyre med stemmesedlen til september.