Misbruges Mariager fjord

Hr. Hans-J. Kruse undrer sig i JP 30/3 over, at geologer ikke har udtalt sig om de særlige geologiske forhold omkring Mariager Fjord. Årsagen hertil er sikkert, at man kun ønsker forklaringer, som støtter antagelsen, at det er landbruget, som bærer skylden for forureningen af vandløb.
Kun tre-fire mindre åløb har udløb til Mariager Fjord. Som følge af en længere periode uden regn var vandstrømmen i de mindre åløb meget begrænset. Derved blev vandstanden i Mariager Fjord lavere end i Kattegat.

Kattegat var forinden blevet stærkt forurenet fra de polske og østtyske floder. Der havde været store oversvømmelser. Vandtrykket fra landsiden kunne ikke holde stand over for vandtrykket fra Kattegat, og derfor blev Mariager Fjord fyldt op med snavset havvand, Gudenåsystemet, som afvander meget store landbrugsarealer, forårsagede ikke iltsvind i Randers Fjord, netop fordi vandafstrømningen til fjorden var så mægtig, at fjorden kunne holde stand mod Kattegat. Men enhver forklaring, som frikender landbruget, bliver afvist af myndigheder og styrelser. Grønne afgifter gør ingen lykkelige, men medvirker til, at myndigheder og styrelser kan leve lidt mere behageligt.

Historiebøger er fyldt med beskrivelser af, hvordan uddannelser er brugt til at tilkæmpe sig magt ved at sprede rædsel for fremtiden. Vandmiljøplanen er det nyeste eksempel. Venstre lod sig forskrække over udsigten til at blive parti for samfundssnyltende miljøsvin. Konservative stiller ikke gerne spørgsmål ved statens afgørelser, blot man kan henvise til nogle eksperter. Desuden er der ikke bønder nok til at bringe et parti op over spærregrænsen.

Noget om Nitrat og Fosfor

OM NITRAT

• Hvis der er fosfor og overskud af Nitrat til stede i havet vil der dannes sunde grønalger, som er første led i fødekæden. Ud af eet ton grønalger kan der fremavles eet kg spisefisk. Overskudet af Nitrat,som ikke indgår i fødekæden, kan indgå i forrådnelsesprocesser på havbunden som iltningsmiddel. Derved spares på det naturlige iltindhold, som fiskene har brug for. Frigjort kvælstof kan vende tilbage til atmosfæren, eller det kan forblive opløst i vandet.
• Hvis der er fosfor og underskud af Nitrat vil der ske en opblomstring af blågrønne alger. De er nemlig selv i stand til med solenergi at omdanne kvælstoffet i vandet til Nitrat på samme måde som bælgplanter gør det på land. Desværre har blågrønalger den kedelige bivirkning, at de danner giftstoffer, som slår mange fiskearter ihjel. Fastsiddende muslinger kan ikke flygte for giften. De har udviklet evnen til at modstå giften. Derfor bliver mennesker syge, når de spiser disse forgiftede muslinger.
  Når blågrønalgerne ingen fjender har, tager de overhånd i perioder med overskud af fosfor, som hovedsagelig stammer fra byernes spildevand. Vi får den kendte algesuppe, som forårsager iltsvind og fiskedød. Billedet er kendt fra skrækfilm i T V (Mariager Fjord 1997).
• Det er derfor tåbeligt for enhver pris at fjerne Nitrat fra havet. Det styrker den onde cirkel.
  Derfor har havmiljøplanen stadig ikke hjulpet. Den har blot medvirket til ophobningen af uhyre mængder spildevandsslam, som ved afbrænding sammen med elforbruget til renseanlæggene vil sende umådelige mængder CO2 og andre drivhusgasser ud i atmosfæren. Resultatet er negativt, fordi tekniske anlæg bryder naturens egne love. De udgør en dyrekøbt omvej i kredsløbet. Om en generation vil man ryste på hovedet af dette resourcespild.
• Vi skal derimod med alle midler bekæmpe udledning af fosfor. Det gøres lettest ved kilden, nemlig ved rengøringsmidlerne, som skal gøres let nedbrydelige i naturen. Forskning på dette felt i forbindelse med økologiske spildevandssystemer kan spare unødvendige milliardinvesteringer i fremtiden. Kun plantebaserede rensemetoder tilgodeser naturens kredsløb.
  

• Tagrørskovene. Udnyt dem maximalt.
• Deponer vort affald i fremtidens kullejer.
• Der er det fuldstændigt neutraliseret.

Vor vandmiljøplan er i sine kvælstofrelationer baseret på det i 1971 ved miljøkonferencen i Stockholm fremsatte, men allerede da, videnskabeligt højst tvivlsomme dogme, at det var kvælstoffet frem for fosforet, der var ansvarlig for havenes atrofiering af voksende iltmangel. Tidligere havde man anset fosforet som havenes minimumsfaktor, ligesom den erfaringsmæssigt havde været det i størsteparten af verdens tættere befolkede gradvist udpinte landbrugsegne.
Som i så mange andre tilfælde var dette en sejr for de yngre videnskabsmænd, der omkring 1968 bl.a. med computermisbrugets hjælp og efter fordoblingen af universiteternes studenterantal og den dermed skete fortynding af den akademiske verdens kvalitet bragte al ældre viden i tvivl, skadede vor videnskabelige kontinuitet og åbnede en fager ny verden med overdreven foragt for den ældre og ofte mere naturnære viden. Urbanbiologerne tog overhånd og sorterede ofte den ældre viden fra.

Overlæge Jørgen Røjel skriver i sin bog Fra Anarki til Hysteri fra 1990, at vandmiljøplanen simpelthen er et politisk justitsmord overfor landbruget, og om en lovgivning på et fuldstændig useriøst grundlag. Love der strider mod formel logik og sund fornuft, og de kan ikke efterleves i praksis.
22 kendte internationale forskere gennemgik i 1988 dansk miljøforskning. Værst gik det ud over Centret for Jordøkologi, der var ansvarlig for den herostratisk berømte totalkvælstofbalance, der var basis for NPO-redegørelsens skøn over kvælstofudvaskningen fra landbrugsarealerne. De internationale forskere frakendte ganske enkelt Centeret for Jordøkologi enhver videnskabelig kompetence!!!

Både Flemming Juncker og Jørgen Røjel var aktive modstandfolk.

Gæld til miljøet

DANMARK har en regering, der prøver at fremstille sig som utrolig miljøvenlig. Den gør det ved hjælp af en masse store ord og masser af afgifter.
Og pressen, ja den sluger dens udsagn råt! Det virker, som om pressen lider af mangel på kritisk sans.
Jeg vil gerne opfordre pressen til at se lidt nærmere på, hvor mange penge regeringen har indkrævet over de sidste fem år i miljø, og energiafgifter, og hvor meget den har brugt på miljøforbedringer.
Et slag på tasken er, at regeringen skylder miljøet mere end 80 mia. kr.

Lad os få en kritisk beskrivelse af regeringens falske miljøprofil.

Den uregerlige jord

Sammen med Ole Borggaard vil han arbejde på at udvikle redskaber, der kan bruges til at belyse forskellige egenskaber ved forskellige jordtyper afhængigt af, om de skal være naturområde, filtre mod grundvandsforurening, marker med landbrugsafgrøder eller kemikaliedepoter, der skal renses.
Et mere helhedspræget vurderingssystem skal bruges til at beskrive forhold som omsætningen af næringsstoffer, jordens surhedsgrad og evne til at binde, nedbryde og transportere uønskede stoffer i jorden. Forskerne skelner i den forbindelse ikke mellem forurenende stoffer, mennesker spreder i naturen og stoffer, der opstår eller er i naturen i forvejen.

Spredningen af uønskede stoffer stopper nemlig ikke, selvom mennesket skulle holde op med at producere dem. Og ofte kan nye løsninger give nye problemer, hvis der ikke tages højde for jordens komplekse processer. Til den sidste kategori hører etablering af våde enge. Som et led i Folketingets Vandmiljøplan II, skal arealer oversvømmes for at genskabe engarealer rundt omkring i landet. Udover at genskabe natur, er formålet med engene, at nedbryde nitrat, så det ikke belaster grundvand eller havmiljø. Men risikoen er, at fosforen flyder mens nitraten tæmmes.

"Når marken forvandles til eng ved at mætte den med vand, bliver der meget mindre ilt til bakterierne i jorden. Derfor går de i stedet løs på nitraten, der efterhånden omdannes til uskadelig nitrogengas af bakterierne, men når der så ikke er mere nitrat, må bakterierne finde et nyt iltningsmiddel. Det gør de i jordens jernoxid. Bakterierne kan nemlig ånde ved hjælp af jordens rustrøde jernoxider.
Resultatet er, at jernet bliver reduceret, så det ikke længere binder fosfor, som så udvaskes til havet. Her giver det næring til alger, der bruger havets ilt, når de rådner.
Dermed er der mindre ilt til fiskene. Ergo, den våde eng har løst et nitratproblem og til gengæld skabt et problem med udledning af fosfor,« siger Hans Christian Bruun Hansen.

Borggaard giver et andet eksempel på naturens overraskende luner. Selvom miljøministeren fik udfaset brugen af klorerede kemiske forbindelser i industrien, ville han ikke have afskaffet spredningen af stofferne, for naturen lytter ikke til politiske udfasningsprogrammer. Den producerer farlige stoffer på stribe, uanset hvad Christiansborg måtte mene. »Seniorforsker Christian Grøn, Forskningscenter Risø har påvist, at klorforbindelser kan dannes naturligt i miljøet.
Det sker når Vesterhavet er i oprør, og blæser skumsprøjt helt op til 50 kilometer ind over Jylland. Vandet indeholder salt, herunder en del natriumklorid. Når det lander på jorden, kan kloren gå i forbindelse med de naturlige fenoler, der er et resultat af bakteriernes arbejde med at omsætte de organiske stoffer i jorden.
Resultatet er dannelsen af klorfenoler, der anses som uønskede i grundvandet. På samme måde kan der også dannes kloroform, der er identisk med et middel, der har været anvendt som opløsningsmiddel til affedtning i industrivirksomheder,« siger Ole Borggaard.
Han peger på, at også de omstridte phtalater ser ud til at kunne dannes i naturen. Phtalater mistænkes for at kunne forstyrre mænds hormonsystem og forplantningsevne.

De to forskeres pointe med at trække naturen i gabestokken er ikke, at mennesket nu eksempelvis skal gøre forsøg på at tøjle Vesterhavets bølger for at undgå dannelse af klorfenoler, men at processerne sker uanset hvor mange grænseværdier og udfasningsplaner, regeringerne laver.

»For afgrøderne og grundvandet er kilden til de uønskede stoffer ligegyldig. Vi må forholde os til processerne i jorden og på den baggrund tage stilling til, hvad jorden skal bruges til og hvordan vi skal behandle den for at undgå uønskede påvirkninger af miljøet,« lyder de to forskeres pointe.

Den farlige natur

ØKOLOGIen - eller økologismen - beror formentlig mindre på viden end andet, når den anser naturen for at være skrøbelig, harmløs og vennesæl. Ole Jørgen Nørgaard påviser 15/3, at planter i selvforsvar udskiller kraftige gifte mod trusler fra dyreliv med appetit på dem. Tankevækkende er det yderligere, at eksempelvis svampe - herunder gammelkendte spisesvampe - udsondrer cyanider i jorden omkring sig til forsvar mod uønsket græs og plagsomme blomster. Tilmed større koncentrationer af cyanider end dem, Miljøstyrelsen forordner bortgravet fra gamle erhvervsgrunde, hvor intetanende folk har holdt haver i årevis.
Cyanidernes og andre stoffers nederdrægtighed opsporer miljømyndighederne ved at lade højtuddannet - og ditto gageret - personale gennemstøve gamle telefonbøger efter adresser på længst nedlagte virksomheder. Herefter udtages jordprøver til analyse. Og det med udstyr, som med decimalers nøjagtighed kan afsløre, hvis nogen har hældt en sodavand i Furesøen. Alligevel har danskerne endnu ikke fået forbud mod skovture eller indsamling af svampe. Efter en omgang i kogende vand, som cyanider ikke ynder, kan svampe endnu gøres til et udmærket proteinrigt måltid.

Enten må miljøminister Svend Auken gøre noget ved det. Eller måske betænke gamle Paracelsus, der sagde, at alting er giftigt - det kommer alene an på dosis.

Ejvind Vesselbo udfordrer Svend Auken

• I 1996 blev der opkrævet 26. mia. i grønne miljøafgifter. 4 mia. blev brugt på miljøet 22 mia. gik i statskassen
• Forholdet var det samme i 1997.
• Det danske CO² udslip er i 1996 med statistisk manipulation nedbragt med ca. 13 mio. tons.
• Vandforbruget er ikke faldet siden 1994, hvor den statslige vandafgift blev indført.
• Pesticidforbruget er faldet de sidste 10 år, og der har ikke været yderligere fald efter indførelse af pesticidafgiften.
• Landbrugets brug af handelsgødning er faldet med ca. 100.000 tons fra 1989/90 til 1995, uden at der har været indført afgifter på dette område.
• I samme periode er fosforforbruget faldet med 48 pct.

Svend Auken svarer i Jyllands-Posten den 25-01-98

• Den nuværende miljøpolik blev grundlagt under Schlüterregeringen.
• Venstre har lagt stemmer til den førte politik.
• Ejvind Vesselbo er opstillet som folketingskandidat for Venstre, (underforstået at hans argumenter skulle have politiske undertoner).

Demokratiets deroute i landkommunerne

De valgte kommunalpolitikere optræder ofte i denne sammenhæng som nogle pligtopfyldende skødehunde, der blot legalisere, det spil der foregår imellem centraladministration og forvaltningerne.

F.eks., efter at stadsingeniørerne har overtaget miljøforvaltningen, vedtog man at rørlægge mange åbne grøfter langs vejene, men glemte samtidig den rensende effekt de havde. Den hårde teknologi blev indført. Store centrale rensningsanlæg (slamfabrikker) blev anlagt, og jo mere isenkram man kunne argumentere der var behov for, desto bedre ville hele branchen trives. Rådgivende ingeniørfirmaer får honorar i procenter af et rensningsanlægs anlægsomkostninger. De mennesker der bor i de berørte områder, har igennem generationer opsparet en erfaring der kunne bidrage til nogle mere miljøfornuftige løsninger. At man har erstattet den demokratiske beslutningsproces i landkommunerne med et forvaltningsdemokrati, er og vil blive en dyrekøbt erfaring for os alle sammen. F.eks. i Storstrøms Amt er ansat ca. 130 medarbejdere indenfor miljøforvaltningen, deraf mange med en lang uddannelse. Samtidig mangler man 30 læger til amtets sygehuse. På det seneste har man annonceret i Sverige efter disse.

Den nu over 90-årige forstkandidat Flemming Juncker rammer nok problemstillingen udmærket, da han i 1990 skrev. Vor vandmiljøplan er i sine kvælstofrelationer baseret på det i 1971 ved miljøkonferencen i Stockholm fremsatte, men allerede da, videnskabeligt højst tvivlsomme dogme, at det var kvælstoffet frem for fosforet, der var ansvarlig for havenes atrofiering af voksende iltmangel. Tidligere havde man anset fosforet som havenes minimumsfaktor, ligesom den erfaringsmæssigt havde været det i størsteparten af verdens tættere befolkede gradvist udpinte landbrugsegne. Som i så mange andre tilfælde var dette en sejr for de yngre videnskabsmænd, der omkring 1968 bl.a. med computermisbrugets hjælp og efter fordoblingen af universiteternes studenterantal og den dermed skete fortynding af den akademiske verdens kvalitet bragte al ældre viden i tvivl, skadede vor videnskabelige kontinuitet og åbnede en fager ny verden med overdreven foragt for den ældre og ofte mere naturnære viden. Urbanbiologerne tog overhånd og sorterede ofte den ældre viden fra.

Den overdrevne og misforståede planlægning har også medført andre negative ting. Den omdeling af kommunerne i bolig- og erhvervszoner og etablering af daginstitutioner betyder, at der om hverdagen foregår en masse energikrævende transport mellem bolig- og erhvervsområder og daginstitutioner. I dagtimerne står enorme opvarmede boligområder tomme, medens børnene er stuvet sammen i institutioner. I de lyse timer er boligområderne døde, i nattetimerne og weekender er erhvervsområderne forladte. Energiøkonomisk er det uhensigtsmæssigt, og børn bliver unødigt fremmedgjort overfor voksenlivet.

Som et kuriosum kan det nævnes at man i forlængelse af FN's miljøkonference i Rio de Janeiro i 1992 vedtog, at de 179 deltagende landes lokale myndigheder senest i 1996 skulle have oprettet et Agenda 21. På alm. dansk betyder det dagsorden for det 21. århundrede. Dagsordenen bygger på helhedssyn og tværsektoriel tænkning og bæredygtighed. Denne bæredygtighed rækker ud over de traditionelle miljøplankategorier: affald, vand, luft og jord. Den lokale Agenda 21 inddrager således også energiforsyning, trafik- og byplanlægning, sociale- og arbejdsmarkedsmæssige forhold, undervisning og kultur samt naturmæssige, kulturhistoriske og bygningsbevaringsmæssige forhold. Som det ambitiøst hedder i en brochure fra planlæggerne.

Agenda 21 skal overordnet administreres af amterne. Altså det er de samme myndigheder der igennem de seneste 25 år har zone- og sektoropdelt landet, der nu skal administrere opløsningen af denne sektoropdeling og oprette bæredygtige enheder. Disse enheder vil formentlig komme til at minde om de landsbysamfund, der fungerede inden kommunalreformen blev vedtaget. Det kan derfor ikke siges tydeligt nok, at historien om det forurenede samfund er grundlagt af de politikere der oprettede miljøministeriet og overflødige uddannelsesinstitutioner. De beføjelser der er tildelt miljøministeren i den nuværende plan- og miljølovgivning, må gøre enhver enevældig konge misundelig og hører ikke hjemme i et demokratisk retssamfund. Miljølovene kriminalisere produktivt arbejde! Løgnen om nitrats skadelige virkning i havet omkring Danmark har mistænkeliggjort landbrug- og fiskerierhvervet. Derfor vil en navneforandring til Ministeriet for Miljøforurening være en dækkende beskrivelse for dette ministerium.

Den selvjustits der indbyrdes er imellem fiskere og landmænd, hvis naturen bliver presset for meget, er væsentlig mere effektiv end nok så mange miljøkommissærer og virkelighedsfjern lovgivning.

Hvad er miljøpolitik egentlig? Det er produktet af alle andre politiker, og beskæftigelsesterapi for akademikere, som samfundet kunne havde mere glæde af andre steder.