Med lov skal man land bygge – men ej fordærve

Indenfor de seneste årtier er der sket en voldsom centralisering af samfundets institutioner, uden det har været noget befolkningen har efterlyst. Med lovgivningen er det gået samme vej. Beslutningskompetencen er voldsomt koncentreret hos den til enhver tid siddende minister. F.eks. optræder ”Ministeren fastsætter, – kan, – godkender” 129 gange i et gns. af 15 love, der har relationer til miljø og landbrug.

Det ser ud, som der er sket et skred i ministerens beføjelser igennem de sidste 30 til 40 år.

Hvis vi tager Miljøbeskyttelsesloven fra 1985 til 2019 stiger hits fra 104 til 466.

Den meget eksemplariske vandløbslov fra 1949, hvor man forventede at stridigheder blev afklaret lokalt ellers tog en landvæsensret over (nedlagt i 2001), er heller ikke gået fri.

I 1949 var der kun én til to hits, der matcher og kan sammenlignes med ”ministeren bestemmer”. I 1982 38 hits og endelig i gældende vandløbslov fra 2017 er der 53 hits.

Som jeg tidligere har skrevet, må enhver fransk solkonge være misundelig på en dansk miljø- og fødevareminister. Dertil skal tilføjes, at mange af vore dages embedsmænd sætter deres loyalitetsforpligtelse overfor deres chef højere end god embedsmands-skik, som pålægger dem sandhedspligt og at være upartiske. Jf. bogen ”Mørkelygten”. Nyttig viden bliver en minister ”forskånet” for pga. misforstået embedsmandsloyalitet.

Derfor er situationen, at når megen kompetence er koncentreret og samlet så centralt, vokser regelmængden uhæmmet endog på et uoplyst/mangelfuldt grundlag.

Ved seneste behandling af ”lov om husdyrbrug og anvendelse af gødning m.v.” var lovkomplekset med vejledning så voldsomt, at flere folketingsmedlemmer var ved at kaste håndklædet i ringen under lovforberedelsen. Bureaukrater og kontrollanter vokser tilsvarende og man kan være nervøs for dagen, hvor antallet overhaler dem, der skal efterleve love og bekendtgørelser.

Hvad man også skal have for øje er, at innovation og mere elegante og miljørigtige løsninger har trange kår, når centralismen har taget overhånd.

Med den situation, landbruget i øjeblikket befinder sig i, med mange generationsskifter i sigte og som en vigtig spiller i disse noget hysteriske, men realpolitiske CO2 – tider, er det meget vigtig, at respekten for ejendomsretten og tilliden til den enkelte driftsleder bliver genetableret.

For at konkretisere noget operationelt, kan vi starte med at afkriminalisere nitratkvælstof, så vejen banes for at udfase ”loven om husdyrbrug og anvendelse af gødning m.v.”. Der er intet ædrueligt argument for at opretholde dette misfoster af et lovkompleks, der hviler på ren idioti og misforståelser omkring næringsstoffers rolle i naturens kredsløb. Jeg vil selv forsøge at få overtalt mit parti til at fremsætte forslaget.

Misforståelsen omkring nitratkvælstof, som fødevareklyngen, inkl. myndighedsbetjeningen på området, har ladet passere og accepteret alt for længe, viser sig også indirekte at have meget uheldige og miljøskadelige konsekvenser på måden vi håndterer vores spildevand på.

Politisk har rød og blå blok været lige gode om centraliseringens svøbe med den tilhørende lovforbistring, der tærer unødigt på ressourcerne. Derfor er der ingen tabere ved at gøre alvor af det ovenfor skitserede. Embedsmænd, bureaukrater og kontrollanter trænger også til luftforandring. Hvad venter vi på?

Her vil jeg ikke undlade at bemærke. Landbrugsorganisationer og landbrugsvenlige partier vil nemmere kunne få indflydelse på lovgivningen i Folketinget, hvis flere fulgte op på Jeppe Søe´s ord på en generalforsamling for landmænd for et par år siden: ”Det vil være en kæmpe hjælp, at I blander jer og gør I det ikke, forandrer tingene sig ikke. Der skal helt almindelige stemmer til – og det er jer! Den, der lever stille, lever ikke godt – vedkommende lever kort og bliver udryddet!”.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.