Miljøbevægelsen er startet af de intellektuelle

Per Stig Møller anmelder bogen ”Den økologiske krisførelse” af Steen Steensen i JP den 21/11-1986

Ved Ranum Statssemina­rium går en af landets af­vigere rundt og ryster på hovedet ad tidens gal­skab. For nogle år siden udsendte han hovedry­stende bogen ”Den sociale komedie”, der var et op­gør med de intellektuel­les magtovertagelse.

steen

Steen Steensen er en folkelig liberalist, der finder sig forrådt af de liberale. Selv Danmarks liberale parti, Venstre, er ham ikke liberalt nok, Som grækerne sneg sig ind i Troja. har de intel­lektuelle sneget sig ind i Venstre: »Administrative og informatoriske intel­lektuelle overlog partiet aldeles og omdannede det til et redskab for den nye klasses interesser.«

Skønt liberalismens store århundrede var det 19. århundrede, gik det allerede galt med den grundlovgivende rigsfor­samling, fordi den ”beherskedes af de intellek­tuelle”. Kundskabsklas­sen, som Steensen kalder dem, tog dengang magten sammen med de statsan­satte, akademiske embedsmænd, der i Folke­tingets første periode be­satte hele 40 % af pladserne. I ”Den sociale komedie” overdrev Steen Steensen den kritik af de intellektuelles magt i de moderne samfund, som herhjemme kom til udtryk i Dichs. Haarders og mine egne bøger, og i ud­landet formuleredes af Helmuth Schelsky i Tyskland, Francois de Closets i Frankrig, og tid­ligere var formuleret af Hayek i England. Analy­sen bag denne kritik blev i år lyst i kuld og køn gennem tildelingen af den økonomiske Nobel­pris til amerikaneren Buchanan.

Disse beger viser, hvorledes de moderne, komplicerede samfund har skabt en offentligt ansat klasse til at rede trå­dene ud og dermed regu­lere samfundet. Samtidig har denne klasse til opga­ve at varetage kontrollen med borgerne og omfor­delingen af formuer og indkomster i overens­stemmelse med den socia­le filosofi, som de folke­valgte har udmøntet igennem lovgivningen. Da disse i stadig større omfang rekrutteres fra de samme miljøer, de samme uddannelsessteder og føl­gelig har samme livsan­skuelse som administra­torerne, er resultatet i vidt omfang blevet, at denne nye klasse både forbereder, vedtager og forvalter lovene. Paul Johnson kalder i sin Ver­denshistorie denne klasse for samfundshersere. I sin berømte Askov-tale fra 1979 døbte Ritt Bjerregaard den A-holdet. Dette hold står uden for pro­duktionslivet, men bestemmer over det. Derfor hedder professor Schelskys bog: ”Arbejdet gør de andre”. Da enhver skal bevise sin nødvendighed, påpeger denne klasse hele tiden nye problemer, som kun den kan løse, og hele tiden hænger den nye syndebukke ud, som kun den kan kalde til or­den. Blot den får øgede ressourcer.

Naturligets kunne politi­kerne sige nej til klassens projekter og afvise dens problemstillinger, men se, de kan ikke sige nej, for selv om de ikke har fælles interesser med de ansatte, er der altid rigeligt med vælgere, der forlanger det problem løst, som rej­ses i medierne – og politi­kerne kan som regel kun løse del gennem nye regu­leringer og nye offentlige ansættelser. På den måde er velfærdsøkonomierne alle vegne nu truet på livet; thi hvor skal midlerne til forbedrede socia­le og sundhedsmæssige kår komme fra, hvis pro­duktionen er tvunget i knæ? Dette afgørende problem ser vi ikke i øjne­ne, og det gør vi ikke, fordi medierne, ifølge Steensen, ikke afspejler den offentlige mening, men kun den offentlig­gjorte mening. I virkelig­heden udtrykker han dermed en dyb mistillid til det folk, hvis befrier og talsmand, han gerne vil være. Han mener jo åben­bart, ot man kan putte et hvilket som helst blår i øjnene på del, og få det til at løbe efter ethvert blå­lys. Så enkelt er det ikke. Borgerne ønsker velfærd og tryghed. Problemet er alene med hvor meget fri­hedstab, ønskerne opfyl­des. Her skilles vandene politisk.

Efter Steensens me­ning er miljødebatten det nye blålys. Ved at føre miljøet frem som tidens største problem får de in­tellektuelle endegyldigt bugt med de sidste rester af det frie næringsliv; thi nu underkastes både landmænd og fiskere den offentlige klasses hersen.

Endemålet med denne strategi er socialismen, hvor staten helt overta­ger produktionen, og hvor uddannelsesklassen sidder på det hele. Den dag er liberalismen sten­død. Dens banemænd er ikke mindst de liberale i de ikke socialistiske par­tier, hævder Steensen, som opfordrer til en klas­sekamp mod kundskabs­klassen: »Alene produ­centernes revolte fra ne­den har udsigt til varig succes,« skriver han og formaner: »Tiden er ikke til forsoning, men kamp.« Kamp mod »miljøstikkerne» og kamp mod poli­tik, som om denne kamp ikke også er politisk.

Steensens påstand er, at vi lever i den reneste af alle tidsaldre og den sun­deste af alle verdener. Derfor er miljøsagen »et skoleeksempel på den po­litiske verdens råhed.« Det er næsten som om Folketinget med sin mil­jølovgivning udover samme skændselsdåd mod landmænd og fiske­re som Stalin udøvede mod kulakkerne.

Alligevel oplever 95 % af befolkningen – ifølge AIM – miljøsagen som ti­dens væsentligste emne. Den har åbenbart tillid til, at det ikke kan være løgn alt det. vi i dag hører om Rhinens død, om for­suringen og havforure­ningen, om virkningen af regnskovenes fældning, om de skader Tjernobyl har påført Nordsverige etc. Eller ser videnskaben og journalistikken så po­litisk anløben, at alle må­linger er svindel og alle informationer løgnag­tige. Skønt vi er sundere og lever bedre end nogen­sinde før, har fremskrid­tet øjensynligt en pris, som fremtiden kommer til at betale, hvis ikke vi går i gang med at begræn­se regningens omfang. Stillet over for alle de på­viselige miljøproblemer forekommer det mig ha­sard at afvise dem som politisk maskepi. Opga­ven må bestå i at fjerne risiciene uden at fjerne livsgrundlaget under det åbne og frie samfund. Løsningen ligger ikke i hovedrystende at stikke hovedet i busken. Allige­vel er det godt, at stem­mer som Steensens løfter sig. Den herskende me­ning må altid udsættes for modsigelse. Kun da tvinges vi til at overveje, hvor megen mening og hvor megen mode, der er i den. Derfor er det for­stemmende, at hans stem­me stort set er overhørt overalt. Den offentlige debat er ikke meget be­vendt, hvis kun de enige kommer til orde. Demo­kratiet lever i kraft af modsigelsen.