Miljøministeriets svanesang

Grundet krav til kvælstofreduktioner har tyske og hollandske landmænd været ude i ret omfattende strejker indenfor det seneste år.

Når man sammenholder det med, professor i miljøret, Peter Paghs oplysning fra 2005, at Danmark havde været initiativtager til EU´s nitratdirektiv fra 1991, er det næsten ikke til at klare, hvis Danmark ikke alene har været selvforskyldt i egne miljølovsplager, men nu også at vores sydlige nabolande unødigt skal strides.

Måske er det tiden på ny at repetere ud fra min udkigspost. Efter flere års diskussioner blev antal kommuner i 1970 reduceret fra godt 1.100 til 290. Med de større kommuner fulgte behovet for mere administrativt personale. Samtidig forøgedes antal kandidater fra læreranstalterne. Begge dele supplerede hinanden, så mere planlægning og styring af samfundet fulgte med underordnet, om der var et behov eller ej.

Landdistrikterne reserveres til landbrug, skovbrug og fiskeri, øvrige aktiviteter henvises til byzoner og erhvervsområder. Danmark er det eneste land i EU, der har en aktiv lovgivning for at få folk til at bo i byer.

Kloakkerne kom også i søgelyset. Langs mange veje var der åbne grøfter, hvortil vejvandet sammen med landsbyernes kloakvand blev udledt. Både trafiksikkerheden og vedligehold af rabatterne talte for en rørlægning af grøfterne og noget skulle mandskabet lave på de større kommunekontorer. Spildevandet blev derfor gemt væk i rør, samlet centralt og udledt til strømfyldt farvand. Men man glemte, at hidtil blev spildevandet forrenset i bundfældningstanke og efterpoleret i de åbne grøfter, da både ilt og bakterier var til stede. Grøftekanterne blev dengang ekstra grønne. Nej, vi skal ikke genetablere åbne grøfter, men blot hente ny inspiration til at omgå spildevand på en mere bæredygtig måde.

Sammen med indtog af vaskemaskiner i landets husholdninger blev filosofien med at havet sletter alle spor udfordret. I hvert fald skulle noget revideres, da en række amtskommuner sammen med nabolandes undersøgelser i efteråret 1981 kunne indberette om tilfælde af iltsvind og fiskedød både i kystnære og åbne danske farvande.

Havbiologen Gunni Ærtebjerg fik ved et havforskermøde på Århus Universitet i januar 1982 overbevist forsamlingen om, at der var en sammenhæng mellem landbrugets øgede brug af kvælstofhandelsgødning og observeringen af ekstra plantonalgeproduktion, som falder til bunds, rådner med iltsvind og fiskedød til følge.

Denne forklaring kan godt være en medvirkende årsag til, at NPO-redegørelsens forfattere på forhånd havde mistanke til kvælstof. Selvom repræsentanter fra landbrugsministeriet strittede imod, konkluderede flertallet i redegørelsen i 1984 som bekendt med, at kvælstof fra at være et meget vigtigt plantenæringsstof, pludselig var blevet en skurk, der skulle elimineres med alle midler.

Havde NPO-redegørelsen så bare konkluderet, at det var koncentrationerne af N og P, der skulle have fokus. Så havde modelberegninger være udkonkurreret, da man ville være tvunget til at handle på konkrete målinger fra virkeligheden. Misbrug af mange ressourcer og fejlinvesteringer havde da været undgået.

Men desværre fik Centeret for Jordøkologi gennemtrumfet, at det var udledning af den totale mængde kvælstof fra landets samlede landbrugsareal til det marine miljø, landbruget skulle reguleres efter. Ved dette senarie blev jorden gødet for gold forskning med vidtløftige modelberegninger. Masser af værdiløst papirarbejde, bureaukrati og lovforbistring blev følgesvenden.

Trods dette vanvid har miljømyndighederne i en menneskealder kørt den samme melodi omkring totale næringsstofmængder og kvælstofforskrækkelse.
Har vi helt glemt Albert Einsteins definition på sindssyge: ”At gøre det samme igen og igen og forvente et andet resultat.”

Bæredygtigt Landbrug, BL, igangsatte en kampagne for 7-8 år siden ”Det store bedrag” med undertitlen “hvem var morderen”?

Jeg mener nu, at efterforskningen kan stoppe og der kan skrides til handling, da morderen er fundet.
Som beviserne ligger, er Miljøstyrelsens dage nok talte. Det der eventuelt bliver tilbage af Miljøministeriet kan fordeles i de øvrige eksisterende ministerier.

Hvis man mener noget seriøst med grøn omstilling må naturlovene på ny respekteres og kvælstof ændre status fra fjende til ven. Det vil gøre det meget nemmere:

  • For landbruget at producere sunde og proteinrige afgrøder og derved binde optimale mængder CO2
  • At planlægge vores spildevandsrensning så de mange næringsstoffer, der også findes her, på ny kan indgå i vores stofkredsløb på en mere intelligent og bæredygtig måde.

Landbruget kan hurtigt tilpasse sig at få overladt det fulde driftsansvar igen.

Anderledes forholder det sig med fremtidens spildevandsplanlægning. Her må al favorisering af eksisterende spildevandskartel ophøre, så civilsamfundets innovationskraft også får en chance. Rent juridisk vil ikke mindst Miljøbeskyttelseslovens § 3 herved endelig blive efterlevet, hvilket ikke har været tilfældet, siden den blev vedtaget i 1991.

Når jura nu blev inddraget, er der lige lidt, der skal klemmes ud gennem sidebenene.

Jeg skal ikke gøre mig til dommer over, hvornår en retssag er eneste udvej på et problem.

Men hvis vi tager eksemplet med landbrugspakken, der tillod ekstra brug af gødning, uden at der blev ændret på misforståelsen af kvælstofs rolle i naturens kredsløb, så slås vi stadigvæk med rigide regler omkring efterafgrøder og gødningshåndtering generelt.

Hvis kvælstof ikke længere tildeles skurkerollen, så kan der gødes ubekymret efter planternes behov og dyre retssager undgås.

Til generalforsamlingen i Bæredygtigt Landbrug i 2017 fik bestyrelsen ret entydigt mandat til at bede daværende regering om at fritage et kontrollerbart landbrugsområde for at være underlagt restriktionerne i ”Lov om jordbrugets anvendelse af gødning og om plantedække”, frem til mere sikker viden, om nitratkvælstofs indflydelse på det marine miljø, er tilvejebragt.

Jeg erfarer ifølge dette blad, at BL startede det retlige arbejde mod gødningsrestriktioner lillejuleaften 2016.

Vil det sige, at bestyrelsen i BL allerede før generalforsamlingen i 2017 havde valgt det juridiske spor og blot tillod behandlingen af mit forslag, der mere vægtede det faglige spor, som et høflighedsritual.

I modsat fald, hvad har bestyrelsen konkret gjort for at leve op til det, som medlemmerne på generalforsamlingen gav opbakning til. Eller hvilke overvejelser har man gjort for at vægte det ene spor frem for det andet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.