Miljøpolitik er politik, når politik er værst

Steen Steensen lektor, Ranum skriver den 9/9-1990 i JP

Miljøpolitik er politik, når politik er værst. På­standen om samfundets for­urening råber til himlen af frækhed. Uden forbehold fremtræder omgivelserne renere og sundere end på noget andet tidspunkt i hi­storien. Alligevel har politi­ske plattenslagere opnået en enestående succes. TV bærer i den forbindelse på en tung gæld.

Men har skal videnska­bens skyld stilles til skue. Som bekendt er forurenin­gen opfundet af intellektu­elle, Miljø-ideologien blev til på de højere læreanstal­ter. Men hvorfor engagere­de de højere skoler sig i denne politiske kampagne? Hvorfor har forskningen ikke for længst gjort op med miljøpolitikkens grundlæggende løgnagtig­hed?

Sand videnskab er interessefri

Videnskabens eneste mis­sion gælder sandheden.

Uanset behag og ubehag må kendsgerningerne frem i ly­set. Sand videnskab er interessefri. Netop derfor skal forskningen holde fingrene fra politik. Videnskab og politik forholder sig til hin­anden som ild og vand. Po­litik formidler interesser. I kampen om samfundets ressourcer ydes sandheden ringe kår. Det hensigtsmæssige tæller stærkere. Profitmaksimering udgør normen for handling. I poli­tik er sandhed og løgn rela­tive begreber.

Just af nævnte grund bør det være indlysende, at forskningen vender ryggen til politik. I miljøsagen gør det modsatte sig imidlertid gældende. Biologer, økolo­ger og samfundsforskere la­der sig friste af de store ge­vinstchancer. Politik og vi­denskab danner par. Dette ægteskab har komplet kor­rumperet forskningen. Den forvandler sig til politik. Ret videnskab er en objek­tiv størrelse. Politik udgør en subjektiv kraft. Den sub­jektive faktor forekommer uendelig meget stærkere end den objektive. Politik kan ikke videnskabeliggø­res, men videnskaben kan let politiseres. Videnskab er sårbar. Over for politiks skruppelløshed formår den intet. Moralsk opløsning er faglighedens sikre bane.

Profil i frygt

Videnskabens fordærv har rod i de højere lærean­stalters overkapacitet. Mængden af kandidater er alt for stor i forhold til mar­kedets efterspørgsel. Sko­lerne løber derved ind i et permanent afsætnings­problem. Hvordan erhver­ver de færdiguddannede embeder? Her er det, at forskningen tyer til politik, Kommer den politiske akti­visme op på højere omdrej­ninger, øges behovet for planlægning, forvaltning og kontrol. Problemer må imidlertid først opfindes. Til denne opgave forekom­mer forskningen overor­dentlig velegnet.

Videnskaben begyndte at støve problemer op alle vegne. Men navnlig opfin­delsen af miljøproblemer satte gang i omsætningen. Naturen rummer kolossale muligheder for sociale ge­vinster. Rapporterne om il­dens, vandets, luftens og jordens slette tilstand kan uhyre nemt garneres med angst og dommedag. Over for den art af pression kapi­tulerer levebrødspolitikere hurtigt. Der er virkelig pro­fit i frygt. Mængden af forskningskroner er noget nær ligefrem proportional med meldingernes drama­tik. Samtidig åbner politi­kerne op for embeder i stat, amter og kommuner. Lære­anstalternes afsætning­sproblemer svinder ind. Be­høver det at nævnes, at kandidaterne fra de højere skoler kræver selv at få ad­gang til at arbejde med de problemer, som de selv har opfundet?

I videnskabelig forklædning.

Vel er politikerne bange for videnskabens trusler. Opsætsighed straffes på karrieren. Dog overgiver de sig snarere af to andre grunde. Politikerne kom­mer selv fra de højere lære­anstalter. Klassefællesska­bet fremmer medgørlighe­den. Men vigtigere er den kendsgerning, at den politi­ske verden profiterer på miljøkampagnen. Begge parter tjener på samarbej­det.

Miljølovene øger politi­kernes magt i kolossalt om­fang.

Videnskaben leverer den nødvendige retfærdiggørel­se for stadige indgreb i bor­gernes frihedsrettigheder.

Politik kommer til at fyl­de hele samfundet. Hver udstedt forordning indsnævrer den private sfære. Gårde, værksteder, fabrik­ker, fiskekuttere og dam­brug lever på den offentlige magts nåde. Dispositions­friheden og dermed ejen­domsretten undergraves og opløses bid for bid. Især har den borgerlige regering med held udført indbrin­gende røvertogter mod de næringsdrivende.

Miljøforskning er politik i videnskabelig forklæd­ning. Den har udviklet sig til et redskab i magtens ud­øvelse. Prostitutionen synes fuldkommen. Videnskaben solgte sjælen for penge. Be­folkningen står over for en frygtindgydende alliance. Politik og videnskab bliver en hård nød at knække. Kun et folkeligt oprør til grunden ændrer ved tinge­ne. Stemmesedlen udretter intet. Gid det var gørligt at sprænge politik i stumper og stykker og bringe lære­anstalterne ind under mar­kedskræfterne.