Ministeriet for miljøforurening

I DANMARK har vi den lovgivende-, udøvende- og dømmende magt. Når den­ne tredeling mister sin auto­ritet og bliver besat med mennesker, der ikke er de­res opgave voksen, opstår der private og halvofficielle interessegrupper, hvoraf kan nævnes Dansk Natur­fredningsforening, Dansk Flygtningehjælp og Miljø­ministeriet.

Mange har nok gennem­skuet, hvilken skadelig ind­flydelse Naturfrednings­foreningen og Flygtninge­hjælpen har pådraget det danske samfund via deres lobbyvirksomhed.

Lidt mere kompliceret
forholder det sig med Miljø­ministeriet. Det blev opret­tet i 1972, primært for at for­hindre problemer med sti­gende spildevandsforurening. I de forløbne 18 år har det bredt sig til et mangeho­vedet uhyre.

Af eksempler kan nævnes følgende:

Planstyrelsen, der er en underafdeling i Miljømini­steriet, planlagde i begyn­delsen af 70erné udviklin­gen med den forudsætning, at 1200 indbyggere ville være den mindste enhed for lokale bycentre, hvor der fortsat skulle være skole og dagligvarebutik. Det kan nok indirekte forklare, at de skoler og dagligvarebutik­ker, man ikke har fået ned­lagt endnu, går en vanskelig tid i møde.

På spildevandsomådet har man rørlagt de åbne grøfter, sammenblandet regnvand og husspildevand, for til sidst at samle det hele i store rensningsan­læg. Alt dette har medført, at man får problemer med den stærke koncentration af næringssalte og de enor­me slamdepoter, som før el­ler siden skal tilbage til na­turens kredsløb. På dette område skulle ministeriet omdøbes til Miljøforure­ningsministeriet for at være mere dækkende for, hvad de beskæftiger sig med.

På andre områder, hvor der bliver opkrævet miljø­afgifter, bliver midlerne brugt til bl. a. at opkøbe landbrugsjord, hvor man vil plante skov. Specielt i Jyl­land er det i nogle områder et problem, da landbrugs­jorden dermed stiger i pris, så landmænd ikke har råd til at opkøbe og drive almin­deligt landbrug.

Stat i staten

Af ovenstående må det kunne udledes, at Miljømi­nisteriet har udviklet sig til en stat i staten, som ingen behøver at respektere. Der­for siger FRP: Den, der for­urener, skal selv bære de fulde omkostninger ved at rense op efter sig, og af næringssaltene er fosfor langt den største synder i vandmiljøet. Landbruget behøver ikke at have dårlig samvittighed på dette om­råde, blot de er opmærk­som på at uddele husdyr­gødningen i perioder, hvor afgrøderne har den største næringsstofoptagelse.

Med ovenstående vil jeg anbefale alle, der sidder og skal træffe afgørende be­slutninger på miljøområdet, om hellere at bruge den sunde fornuft end lytte til Miljøministeriet.

Specielt er mange kom­munalpolitikere blevet vild- ledt af de planlægningsivri­ge centralister. Jeg troede kun, det var svenskere og tyskere, der var meget auto­ritetstro, men smitten har åbenbart bredt sig til Dan­mark.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.