Ritts kritik af landbruget 1985

Nu må vi bremse den værste forurener – landmanden

Ritt Bjerregaard i Jyllands-Posten den 16. oktober 1985

Det er nødvendigt sna­rest muligt at få has på de forureningsproblemer, den overgearede land brugsproduktion er skyld i, mener det socialdemo­kratiske folketingsmed­lem, Ritt Bjerregaard. Di­rekte ulovligheder må standses med bøder, men skal vi gøre noget effek­tivt, må overproduktio­nen bremses ved bl. a. af­gift på kunstgødning. Og problemerne med vandlø­bene kunne mindskes med en afgift på dræning.

Nu igen. Klart september­vejr – og røg. Landmændene brænder halm, så landskabet bliver Indhyllet i bitter grå tåge.
Mark efter mark bliver svedet af, og hegnene står tilbage med endnu flere udgåede træ­er, endnu flere huller end dem, der var efterladt fra sidste års afbrændinger og fra vinddrif­ten fra sprøjtemidler.
Er det virkelig nødvendigt på denne måde at svine hele landskaber og årstider til med røg og sod? Er dét virkelig nødven­digt?

Ritt 1

Det gælder profit.

Nej, det er unødvendigt. Når det sker alligevel, er det af den sædvanlige grund: nogle land­mænd skal have hentet sig en hurtig og kortsigtet profit. De har Ikke sørget for at få afsat deres halm. Det er for besvær­ligt at mulde den ned. Sprøjte­giften, som de i de kommende måneder skal til at øse ud over markerne, virker ikke så godt, hvis der er for mange organi­ske stoffer i de øverste jordlag.
Det er besværligere at sørge for at vedligeholde muldlaget. Lettere på det meget, meget korte sigt, som landbrugt ud­folder sig i, at dyrke i en jord, der mere og mere ligner rock­wool, og klare problemerne med mere og mere kemi – og større og større statsstøtte i mange forskellige slags for­klædninger. Landbruget er jo et frit erhverv.

Landbruget sviner mest

Røgen river i næsen, men det er kun en detalje. Den blæser væk igen. Soden regner hurtigt ned – svenskerne får deres del, og så er vi klar igen til næste år.
Malmafbrændingen betyder, meget lidt i forhold til alt det andet svineri, som landbruget præsterer. Landbruget er ube­tinget det erhverv, der sviner mest.
Landbrugets svineri følger akkurat det somme mønster som andre mindre miljøsvin – f. eks. Cheminova.
Når Cheminova ødelægger værdier omkring sig, skyldes det kun til en vis grad alminde­lig grådighed og et i og for sig forståeligt ønske om at skære den størst mulige profit på an­dres bekostning. Det skyldes også sjuskeri og almindelig slendrian.
Man kører løs med et kloak­system, som er defekt. Herre­gud vi har jo ikke som en anden supermand røntgenøjne og kan ikke se, hvad der sker med nogle rør, vi har gravet ned i jorden.
Det er undskyldningen, når det går galt.
Forurenere må betale
Over for den foragt for os an­dre, som den slags skuldertræk er udtryk for. har vi kun et middel – nemlig at lade forure­neren betale. Med det samme, * og sådan, at skaderne bliver rettet op.
Ja men, det kan tage livet af virksomhederne!
Ja.
Det koster arbejdspladser.
Ja, men det er der ikke noget at gøre ved. Kun på den måde kan vi hjælpe virksomhederne til at få røntgenøjne, så de kan holde øje med deres egne kloaksystemer, og kun på den måde kan vi få styr på forure­ningen, hvad enten det drejer sig om de ulykker, der forårsa­ges af de mindre fisk, som Cheminova, eller af de helt store hajer som landbruget.

Pudsige påhit

Det lyder måske lidt ufest­ligt, men hvis vi skal tage miljøpolitikken alvorlig, er der ingen anden vej at gå: forurene­ren skal betale – nu!
Denne faste rygrad i enhver seriøs miljøbevaring behøver naturligvis ikke at forhindre den slags mere pudsige påhit, som navnlig Det radikale Ven­stre er ekspert i at bringe på bordet.
Det er da en fornøjelig idé at indføre fisketegn, som alle lystfiskere skal til at betale, ligesom hundeejere i gamle dage skulle betale hundetegn målt ud efter størrelse. Det radikale fisketegn skal (med eller uden administrationsomkostninger?) indbringe 25 millioner kroner, som så skal bruges til at sætte vandløbene i stand for. Grønne stier, ikke sandt, hvor fiskerne kan spadsere, når de ikke er ude med snøren.

Trætte af at være miljøbevidste

Selv om fisketegnet nok skal få den virkning at mobilisere lystfiskerne til bevidsthed om miljøet – strengt taget en over­flødig opgave, for næppe nogen enkelt gruppe har været så miljøbevidste som lystfiskerne – så kan det også virke afsporende. Ved at gå med på for mange radikale pudseløjerligheder vil vi kunne havne i en situation, som mange og stær­ke interesser skubber hen imod: frustration.
Når lystfiskerne betaler de­res tegn.
Når husmødrene pligtskyl­digt skraber den brune kant af frikadellerne (som nogle gør et nummer ud af er kræftfrem­kaldende).
Når vi har stået det ud i nogle år med plantemargarine og be­talt overpris for påståede bio­dynamiske gulerødder, og for æg der ikke er fra burhøns.
Så bliver vi alle sammen trætte af at være miljøbevidste. Det bliver for besværligt.
Og det hjælper heller ikke. Vandløbene bliver mere og mere forurenede, flere og flere dør af kræft, flere og flere bli­ver mere og mere plaget af små-allergier, der bliver større – og vi hor jo betalt fisketegn, skrabet frikadellerne og købt helsekost.

Vi må videre

Socialdemokratiet går såmænd gerne med på de radika­les forslag, men vi må forlange, at der også bliver taget fat om den alvorlige del af forurenin­gen, og det vil først og frem­mest sige landbruget. Lad os i dette smukke efterår glæde os til, at fra 1987 bliver vi ikke mere plaget af røgen, fra halm­afbrændingerne. Men vi må vi­dere.

Medicinresterne

Landbrugsforureningen har flere sider. Helt oplagt er det af få standset de egentlige lovovertrædelser, f. eks. tilsvining af fødevarer med medicinrester.
Svineavlernes fagforening har himlet op over forslag om bøder på 10.000-20.000 kr. for at levere medicinforurenede dyr til slagteriet. Det ville kunne tvinge landmænd fra hus og hjem!
Det er der Ikke noget at gøre ved.
Fiskerne – ikke lystfiskerne men de rigtige, må i disse år se at vænne sig til at betale mel­lem 100.000 og 300.000 kr. for at komme ind med for store bi­fangster. De giver sig, hvad der ikke er noget at sige til, men de må betale, og det er i sin orden.
På samme måde må land­mænd, der ikke kan nære sig for at forurene madvarer, som vi andre skal spise, betale, så de kan mærke det.
Det er naturligvis synd for den landmand, det gør ud over.
men det må stå landmænd klart, at de ikke kan blive i det erhverv, hvis de to gange bli­ver grebet i at hælde ulovlige præparater i den mad, vi skal spise.
Hvis svineavlernes fagfore­ning ikke kan forstå det, er det beklageligt, men der er ikke noget at gøre ved det. Vi vil have den slags ulovligheder stoppet. Nu.
Lad os håbe, at de radikale trods husmandsforeningerne vil være med til det. Så skal vi nok støtte fisketegnene og det andet.

Forureningen af grundvandet

Mange landmænd – måske lige bortset fra dem i svineav­lerforeningens bestyrelse – er selvfølgelig helt med på at få fjernet de dårlige kolleger, der ødelægger, hvad andre i faget bygger op, og derfor burde det ikke volde de helt store kvaler at få sat en stopper for medicinsvinene.
Det er værre med den for­urening, der måske på det helt lange sigt er den alvorligste, vi har, nemlig forureningen af grundvandet med nitrat.
Det er allerede galt i flere jy­ske kommuner vest for højde­ryggen, men problemet er ikke knyttet til kvægavl og en be­stemt slags sandet jord – det viser sig bare først her. Vi ved, at det er på vej også i resten af landet. Vi ved, det kan bringe os i en fuldstændig utålelig si­tuation i løbet af ganske få år- og vi må have gjort noget ved det, inden det løber helt ud af kontrol.
Desværre er kvælstofforureningen i modsætning til medi­cinsvineriet og halmafbræn­dingen knyttet intenst sammen med hele den måde, landbru­get producerer på. Det kan derfor heller ikke standses uden at gribe ændrende ind i selve kernen af landbrugets produktionsstruktur.
Det siger sig selv, at det er vanskeligt og vil stille os over for problemer, vi ikke kan overskue, men der er nok ingen vej udenom.

Flot præstation

Sagen er den, at landbruget har været i stand til at produ­cere mere og mere, selvom ar­bejdsstyrken er blevet mindre og mindre. Der har aldrig no­gen sinde været så få menne­sker beskæftiget med at dyrke Danmarks jord, og der er aldrig nogen sinde blevet produceret så meget som i disse år.
Det er flot.
Det, der er blevet produceret, er massevarer, Javel, men af høj kvalitet. Det er produk­ter, der tåler opbevaring. De kan transporteres. De kan om­sættes. Man kan beregne sig frem til, at hver eneste dansk landmand producerer mad nok til at føde 150 mennesker. Det er reelt nok, og der er i den for­bindelse ingen grund til at hæf­te sig ved de ganske få fidus­magere, der leverer medicinforurenet kød og mælk, for de skal bare væk.

Absurd situation

Danske lundmænd har kun­net opretholde en anstændig, men langt fra misundelsesvær­dig indtægt, ved at producere stadig mere intensivt, stadig mere industrielt. Derigennem er den producerede mængde vokset.
Priserne er blevet opretholdt ved statsstøtte, enten direkte eller indirekte via EF. For skatteydernes penge – og det er milliardbeløb, det drejer sig om – er landbrugsvarer: kom, mejeriprodukter, oksekød, ble­vet lagret op i årevis.
Derved er vi – skatteyderne og landmændene – kommet ind i en absurd situation, som ingen har ønsket. Den er vi havnet i af historiske grunde, der meget vel kan forklares, men som er fuldstændig irrelevante for os nu.

Overflødig produktion

Det, der sker, er, at landbru­get gennemfører en kapital­tung produktion, hvor alle mid­ler tages i brug – planteforæd­ling, genmanipulation, kunst­gødning, insektgift, svampegift, plantegift, hor­monpræparater-med det for­mål at producere mere og mere.
Landmændene presser sig selv og deres produktionsap­parat til dets yderste evne for at få så meget som muligt ud af det.
Det ville være rimeligt i et tredje verdensland, hvor man­ge mennesker sulter, og hvor hver en bid brød er savnet.
Hos os er det vanvittigt, for store dele af produktionen er overflødig.
Man kunne måske tro, at vi kunne forære vort overskud til de tredje verdenslande, der sultede. Men i de lande ville vor velgørenhed ganske vist på meget kort sigt hjælpe nogle sultende, men det ville være fuldstændig ødelæggende for deres landbrug og dermed for deres muligheder for at opnå en menneskeværdig og uaf­hængig tilværelse på bare lidt længere sigt.
EF kan forære mad væk i en akut nødsituation, og gør det. Fællesmarkedslandene kan ikke uden at virke uholdbart imperialistiske blive ved med at være godgørende. Gaver gi­ver magt.

Bortforklaringer

De problemer, den overgearede landbrugsproduktion medfører, kan vi ikke ekspor­tere eller forære væk. Vi må klare dem selv – og vi har ikke alverden til tid.
Grundvandet er truet, og vi ved, at det vil blive værre i de kommende år, selv om vi fik styr på gødningsforbruget alle­rede nu.
Landbrugsjorden mineraliseres. Dens dyrkning vil kræve mere og mere kemi, mere og mere kapital bare for at fast­holde den samme produktion. Det er ikke klaret med forbud her og der – selv om det også skal til.
Først og fremmest må vi vedstå, at der er problemer, og allerede her kniber det.
Landbrugets organisationer og landbrugsministeren har al­lerede brugt mange kræfter på at bortforklare og fladt benæg­te kendsgerningerne. Det vil de blive ved med – vær sikker på det. Fra den kant skal man ikke vente hverken hjælp eller forståelse.
Vi kan lige så godt se det i øjnene de uomgængeligt nødvendige forandringer skal tvinges igennem på trods af landbrugsorganisationernes hyl og skrig. Lad os tage høre­værnet frem.

Gødningsafgift på seks kr. kiloet?

Den enkleste og mest virk­somme måde at bremse over­produktionen vil være nedsæt­telse af gødningsforbruget.
Den bedste måde at gøre det på er ved at sørge for bedre og arealmæssigt bredere udnyt­telse af naturgødningen og en formindskelse af anvendelsen af handelsgødning.
Produktionen af kunstgød­ning er forurenende, energi­tung og kapitalkrævende, så også af .disse grunde vil en ned­sættelse af forbruget være øn­skelig. Det kan gøres meget en­kelt med en afgift på kunstgød­ning. Hvor stor, den skal være, kan man snakke om – seks kr. pr, kilo har været foreslået. Det vil være nemt at admini­strere let at kræve op.

Afgift på dræning

Derudover skal vi have an­derledes fat på vandløbene. Deres naturligt rensende egen- ^ skaber skal understøttes.
Den enkleste og billigste måde at gøre det på, er aflade være med at yde støtte til dræ­ning og undlade at bruge of­fentlige midler til »skadeligt vands afledning«.
Det. er Ikke mange penge, skatteyderne ville spare her, men virkningen ville være stor og hurtig. Det ville også hjælpe lystfiskerne langt mere, end man ville være t stand til at gøre det for de penge, der kom ind fra de radikales forslag.
Hvis man går videre – hvem ved? – så kunne man lægge af­gift på dræning og på oppump­ning og brug af vand til markvanding, men det vil måske slet ikke vise sig at blive nødven­digt.

Hjælp til landmænd i klemme

Det fine ved disse forslag er selvfølgelig først og fremmest, at de hjælper.
Dernæst skulle man også tro, at de ville vække jubel i regeringen og navnlig i Venstre, fordi de både vil forøge de offentlige indtægter og nedbringe de offentlige udgifter samti­dig med, at de vil være lette at administrere.
Hvis perspektiverne skulle føles tillokkende af regeringen. og de radikale, tror Jeg nemt, man desuden ville kunne få So­cialdemokratiet i tale med for­slag om afgifter på visse plan­te gifte og sprøjtemidler. Vi bli­ver i de kommende år alligevel nødt til at bruge flere penge på at undersøge de arbejdsskader, den slags ting bar tilføjet de beskæftigede i landbrug og gartneri.
Spøg til side – Socialdemo­kratiet vil selvfølgelig være med til at hjælpe de land­mænd, der kommer i klemme, når den nødvendige omlæg­ning af den forcerede og for­urenende produktion skal gen­nemføres. Skatteyderne støt­ter i forvejen landbruget med milliardbeløb, så ofrene behø­ver næppe engang at forøges – pengene skal blot anvendes mere hensigtsmæssigt.
Vi må hjælpe med til at få produkter, der er brug for, og som landbruget kan sælge. I en stadig mere forurenet verden er der et stadigt voksende marked for rene madvarer. Hvorfor kan dansk landbrug ikke gå i spidsen og producere verdens reneste mad frem for at bidrage til det største over­skudslager?

Der følges op med en mindre indlæg den 27. december 1985

Ritt 2

Lille Landmand, hvad nu?

Af Ritt Bjerregaard JP 27/12-1985

Har I lagt mærke til, at der i Jyllands-Posten her i efteråret har været en debat om land­brugets miljøproblemer? De­bat er måske så meget sagt, men kyndige folk har oplyst mig om, at min artikel om land­brugets forurening 16/10-1985 er en af dem, der har kaldt flest læ­sere til blækhuset.

Tonen i mange af indlæggene har slået over i falsetten, og meningen l flere af ytringerne er ligefrem gået tabt i det bare hysteri, næsten som når et barn skriger så højt, at hylet simpelt hen forsvinder og hele ansigtet fortaber sig i et eneste stort gab. Det var, hvad Jeg havde ventet, som det fremgik af min bemærkning om at finde høreværnene frem.

Sump af fortielser og dobbeltmoral

Én ting er imidlertid, hvad man forventer, noget andet er, når det, man forventer, ind­træffer. For mig har reaktio­nen bekræftet, hvad jeg godt vidste: at det var på høje tid at få taget fat på problemerne omkring landbruget. Det ene­ste, jeg har at bebrejde mig i den anledning, er, at Jeg ikke havde fået taget mig sammen til at få det gjort noget før.

Alt for mange politikere og organisationsfolk har i adskilli­ge år udmærket godt vidst, at den var helt gal med den måde, landbrugsproduktionen havde udviklet sig – men hvor skulle man ende og hvor skulle man begynde over for en sådan sump af fortielser, vrøvl og dobbeltmoral?

Alle vegne hvor man så end vender sig, fortaber næsten alt, der vedrører landbruget sig i uflyttelige selvmodsigelser. In­tet andet erhverv har talt så højt og gjaldende om at være liberalt og Intet andet erhverv har i den grad belejret politi­kerne og administration med krav om beskyttelse, regler, reguleringer og tilskud.

Intet andet erhverv har på samme tid råbt op om nødven­digheden af at tilsidesætte alle anstændige etiske hensyn ved behandlingen af miljø og dyr for at kunne forøge produktio­nen – og samtidig forlangt og fået milliarder – ja, milliarder! af kroner til at gemme alt det, der på så brutal en måde er blevet produceret for meget.

Umulig struktur

Når den slags har kunnet få lov til at fortsætte, uden at det politiske system har kunnet stoppe det, er forklaringen, at det ikke er til at se sig ud af, hvad man skal stille op.

I ly af alle reguleringerne, til­skuddene og undtagelsesbe­stemmelserne har landbruget udviklet en struktur, der er umulig at have med at gøre;

På den ene side et industri landbrug, hvis produktion for længst burde have været be­handlet, som den kemiske In­dustri det faktisk er, og på den anden side en mængde små gammelmodige enkeltmandsbedrifter og familiebrug, der for at kunne videreføres, kræ­ver tilskud og undtagelser, og hvor det Ikke kan gøre en kat fortræd at give begge dele.

Den klemte landmand

Når politikerne så 1 senti­mentalt lune bevilger løs til de < rare landmænd, så havner en lille del af pengene og undta­gelserne selvfølgelig der, hvor de rundhåndede politikere og blødhjertede administratorer havde tænkt sig. Men det me­ste, langt det meste, går til tremmekalve, burhøns, etage­svin, hormonpiller og sprøjte­gifte i kapitaltunge industri­bedrifter.

De stakkels mange små land­mænd bliver så endnu mere klemte og landbruget kan fremvise endnu flere ulykkeli­ge skæbner og endnu flere tvangsauktioner. Og hvad så? Flere tilskud, flere undtagel­ser, endnu mere slør og tåge ud over det samlede og betrængte landbrug.

Fat i en alvorlig ende

Sådan har det kørt i mange år. Når vi i Socialdemokratiet hat ment, at vi nu måtte sige fra, så er det fordi grundvand og miljø også for kommende generationer efterhånden er ved at være alvorligt truede. Vi gør det med bevidstheden om, at vi kun har taget fat i en ende – en alvorlig ende – af proble­met og vi skal nok blive ved.

De af Jyllands-Postens debattører, der så elskværdigt håbede, at det gik over efter kommunalvalget, vil blive skuffede.