Skån naturen for politisk aktivisme

At tro, man kan lave politik omkring klimaet og ligefrem en klimalov, er det glade vanvid. Det svarer til at lave lovgivning om, hvornår det skal regne. Klimaets tilstand og herunder ressourceforbrug er produktet af alle andre politikker.
F. eks. jo mere vi centraliserer samfundet og deler det op i sektorer frem for helheder og lokaliteten jo større transportbehov og ressourceforbrug.

En væsentlig del af vores eksistensgrundlag, hviler på et evigt kørende stofkredsløb. Tidligere, hvor vi var færre mennesker og mindre teknologisk udviklet, kunne naturen rydde op efter os uden det store besvær, det kan den ikke længere, hvis vi bærer os dumt ad.

Her kan vi lære lidt af landbruget. Vi ved, at husdyrenes efterladenskaber bringes ud på marken, hvor de bliver omsat til nye uorganiske næringsstoffer, som planterne omdanner til ny biomasse via fotosyntesen. Affaldsprodukter fra øl-, sukker- og planteolieproduktion udnyttes af landbruget i den animalske produktion.

Derfor skal vi omdefinere nogle ting. Vi har ikke affald, men ressourcer og vi har ikke spildevand – ”men vand med næringsstoffer”.

Men det nuværende socialistiske/statskapitalistiske samfund evner bare ikke at løse opgaven med at udnytte disse nye ressourcer. Det er faktisk meget nemt at forstå. Socialister investerer andre folks penge – går det galt hæver vi skatten. Hvorimod når privatkapitalister investerer, kan de ikke hæve skatten og er derfor nødt til at lave profit.

Hvis der skal laves profit på affald, skal vi forvente, at private aktører vil stille større krav til en mere præcis kildesortering, så affaldet repræsenterer en værdi. Finder befolkningen sorteringen for bøvlet, vil der opstå krav til producenter og supermarkeder om at levere deres varer og emballage på mere kredsløbvenlige måder. Derfor, når vi får et meget stærkere civilsamfund med flere privatkapitalister, skal vi forvente større krav til kildesortering.

Det er ikke spor kompliceret. Har selv praktiseret det siden 1992, da jeg returnerede skraldespanden til kommunen, selvfølgelig uden reduktion i affaldsgebyret. Det er fællesskabets/kollektivismens skjulte tyranni.

For at sætte det lidt på spidsen sagde min gamle læremester: Måden, hvorpå vi håndterer vores spildevand, bliver landets fallit.

Vi ved i dag, at 70 pct. af de samlede udgifter til spildevandshåndteringen går til vedligehold og udbygning af kloaknettet alene. Og op til 10 gange mere vand bliver ledt til renseanlæggene, end hvad der opkræves gebyr for via forbrugernes vandmålere. Altså, vi skal regne med, at det etablerede kloaknetværk dræner en betydelig mængde grundvand direkte til havet, hvilket er med til at reducere vandmængden i åer og vandløb. I år med ringe nedbør forværrer det muligheden for at ørredfisk kan forplante sig.

Hvis vi omsatte og brugte vores husspildevand mere decentralt via grøn plantevækst, som landmanden gør med husdyrgødningen, kunne mange kilometer kloaknet inddrages, overløb minimeres, vandmiljøet forskånes for mange miljøfremmede stoffer og CO2 aftrykket mindskes da højteknologisk rensning erstattes med lavteknologisk.

Også indirekte har en tåbelig spildevandhåndtering lavet en masse ravage. Efter mange års udledning af mekanisk renset spildevand til strømfyldt farvand, blev der, efter tilbagemelding af iltsvind og fiskedød i 1981 ved en katastrofal fejlslutning konkluderet, at årsagen skulle findes ved landbrugets forbrug af kvælstof. En idiotisk totalbalance for kvælstof blev med NPO-redegørelsen omsat til forpligtende jura i 1987.

Generelt har Landbrugets udledninger af næringssalte, som forudsat i lovgivningen, aldrig som i ALDRIG været årsag til forringelse af den økologiske tilstand i det marine miljø. Det skulle da lige være, at der er udledt for lidt kvælstof til at matche den ekstra fosfor til kystvandene der er fulgt med vores tåbelige spildevandshåndtering og moderne livsførelse.

I en menneskealder har vi set og erfaret, hvor ødelæggende det er for et samfund, når vi laver noget af naturen om til en politisk kampplads, her kvælstofkredsløbet.
93 % af Folketingets medlemmer vil nu lave klimaet om til en kampplads og indramme det i en klimalov. Mit ordforråd rækker ikke til at beskrive min forbløffelse.

Men når det rygtes, at et klimaråd med sekretariat bestående af professorer og kandidater af enhver art skal føre dirigentstokken, tror jeg, at tilhængere af politbureauer i den hedengangne Sovjetunion vil blive svært begejstret.

Man må sætte sin lid til, at formanden for Bæredygtigt Landbrug får held med at udfordre kravet om såning af efterafgrøder. Det kunne meget vel være tuen, der vælter læsset og efterfølgende river en masse andre ting med sig.

Jeg har her groft skitseret to områder, jeg har kendskab til, affald og spildevand, hvor skadeligt det er, når politik kører civilsamfundet over og går alt for meget i detaljer.

Igennem mange årtier er statens andel i økonomien steget betydeligt med et svækket civilsamfund til følge. Det er her forklaringen ligger til så at sige alle vores problemer. Det har bl.a. medført en overproduktion på vores uddannelsesinstitutioner med en intellektuel deroute til følge.

Kandidaterne havner ofte i Folketinget, i styrelser og i store organisationer – også landbrugets – og laver en masse ravage. Alle var bedre tjent med, at mange af dem blev sendt ned til syden under palmerne på dagpenge. Alternativet er, at for at bevare deres arbejdspladser, opfinder de nogle miljøproblemer som ikke findes.

Steen Steensen skriver i bogen ”Forurening gennem tiderne”:

”År efter år på skolebænken forringer kandidaternes dømmekraft. Jordforbindelsen mangler. I skolemiljøet koster teoretiske vildfarelser ikke noget. Aktører på et frit marked bliver helt anderledes belært om virkeligheden. En forretningsmand med urealistiske projekter taber penge. Straffen falder prompte, når fallitten truer. Håndværkeren bliver lige så hurtigt konfronteret med realiteterne. Entreprenørerne lærer også på den hårde måde, hvori kendsgerningerne består. En fejlagtig vurdering afregnes kontant, og det er sundt. På den måde skærpes realitetssansen. Fornuft og omtanke grundfæstes. Sådanne mennesker er egnet til at lovgive.”

Derfor når emnet er klimatrusler, bedre miljø og lign. er det ikke politikernes form for grøn omstilling, der er svaret, men et meget stærkere civilsamfund og et mere frit marked, hvor både politikere, styrelser og råd får en mindre betydende rolle.

Som bragt i Effektivt Landbrug: Skaan naturen for politisk aktivisme

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.