Socialdemokratiets fremtid

Hvor går de intellektuelle hen? Hvori består deres øko­nomiske og politiske interes­ser. Hvad er målet for denne kraftfulde klasses stræben? Svarene på disse spørgsmål angiver den vej, som Social­demokratiet må følge i frem­tiden, skriver seminariead­junkt Steen Steensen i Midt­punkt 10/9-1984 i Jyllands-Posten.
Han giver her et rids af et parti og en herskende klasse.

I år er det netop 100 år siden, at Socialdemokratiet fik sit po­litiske gennembrud. Som det vides, blev partiet stiftet i 1871, men det opnåede først repræ­sentation i rigsdagen i 1884. To mand kunne indtage deres pladser, en skrædder og en skomager. Den stabile frem­gang fra 1890erne gjorde det muligt at overtage regerings­magten i 1924. Og selv om par­tiet i kortere perioder henvi­stes til oppositionsbænkene, tegnede det efter den tid lan­dets politiske profil. I mere end en menneskealder har Social­demokratiet været toneangi­vende i den sociale kamp.

Imidlertid er flere og flere mennesker begyndt at stille sig det spørgsmål, om Socialdemo­kratiets dage er talte. Skulle nedturen være indledt. Har partiet udspillet sin rolle efter et århundredes stræben?

Det hævdes således, at parti­ets økonomiske politik er håb­løs, forsvarsviljen degenereret og den politiske moral udartet. Magtens fordærvende evne er ved at slå igennem, siges det. I den forbindelse henvises der til ledende partifolks indblanding i korruptionsskandaler og mi­nistres ekstravagante færden. Men er det sandsynligt, at So­cialdemokratiet må forlade den historiske scene, eller er al tale om nedtur og forfald fuld­stændig grundløs. Hvilken fremtid synes at være det store parti betænkt?

For at besvare ovennævnte problemstilling er det nødven­digt at give et rids af den indre udvikling i Socialdemokratiet og sammenholde denne med samfundets udvikling Spørgs­målet er, om partiets politiske linje er i overensstemmelse med de sociale kendsgerninger i den moderne stat.

Socialdemokratiets opduk­ken hænger nøje sammen med industrialiseringen. Det var i begyndelsen industriarbejder­nes parti. Andre elementer stødte imidlertid ind i partiap­paratet efter århundredskiftet. Dog dominerede arbejderne endnu i 1920eme. Først i 1929 gik arbejderflertallet tabt Of­fentligt ansatte funktionærer og intellektuelle fortrængte ef­terhånden den traditionelle grundstamme.

Socialdemokra­tiets overtagelse af regerings­magten i 1924 virkede som en magnet på de højere uddanne­de. Lidt efter lidt gravede kundskabsklassen sig ind i par­tiet og begyndte at skitsere dets politik. Ved valgene i 1950erne og 1960erne erobrede de intellek­tuelle partiet helt. Navnlig ind­ledtes med Viggo Kampmanns overtagelse af statsminister­posten en blændende epoke for de højtuddannede Mænd som Per Hækkerup. K. B Andersen og Jens Otto Krag udgjor­de i en årrække rygraden i par­tiets styrelse. Og intellektualseringen fortsatte under Anker Jørgensen. De intellektuelle offentligt og institutionsansat­te konsoliderede yderligere deres positioner.Ved januarvalget i 1984 vandt nævnte gruppe fremdeles terræn. Om­kring 77 % af Socialdemokra­tiets folketingsmandskab til­hørte kategorien.

Udviklingen i Socialdemo­kratiet fulgte magtens udvik­ling. Den sociale struktur gen­nemgik i perioden en grund­læggende forandring. En ko­lossal vækst på uddannelses­området skabte en ny klasse af boglærde, der fuldstændig sat­te den producerende og forret­ningsførende befolkning på plads. De næringsdrivende mistede samfundsmæssig au­toritet i uoprettelig grad. og den nye klasse af intellektuelle overtog det sociale initiativ i staten.

Med Viggo Kampmann-generationen begyndte Socialde­mokratiet for alvor at oriente­re sig mod andre befolknings­grupper. Partiet justerede an­tennerne efter partiets sociale sammensætning, en sammen­sætning. der som antydet gan­ske korresponderede med magtens realiteter. De intel­lektuelle kom med andre ord til at forme partiets linje 1 kam­pen om ressourcerne. Just af den grund kan intet spørgsmål i dag stilles, der er vigtigere end efterskrevne: Hvor går de intellektuelle hen? Hvori be­står deres økonomiske og poli­tiske interesser. Hvad er det for et samfund, der er målet for denne kraftfulde klasses stræ­ben?

Svaret på disse spørgsmål angiver den vej, som Socialde­mokratiet må følge i fremtiden. Det hverken vil eller kan an­det. Som intellektuelle finder de socialdemokratiske politi­kere de intellektuelles ideer rigtige. Den fælles klassebe­vidsthed slår igennem. Men le­derne kan heller ikke andet. Et regeringsbærende parti må al­tid stemme tonen efter mag­tens kendsgerninger. Enhver regering er til enhver tid et re­sultat af udfaldet af den sociale kamp. Regeringen er udsprun­get af magtens realiteter og må administrere i forståelse med denne virkelighed. Intet parti, der vil være med til at forme nationens politik, kan sætte sig op mod det ledende lags vitale interesser.

Alle herskerklasser l histori­en har anvendt autoriteten til at skaffe sig selv gunstige be­tingelser. Mere præcist må man derfor spørge. Hvad giver de intellektuelle udviklings­muligheder og hvilket sam­fund tilvejebringer det bedste forsvar mod oprør?

En ting kan slås fast med det samme. De intellektuelle af­skyr kapitalisme, privatisme og fri konkurrence. Den nye klasse søger ikke næring ved ejendom og kapital. Intellektu­alisternes hu står til embedet, den faste stilling under loves og institutioners beskyttelse. Hvad ejendomsretten, kapita­len og konkurrencen var for kapitalisten, er embedsretten, uddannelsen og eksklusivafta­len for Intellektualisten. Teo­retisk skoling er grundlaget for de intellektuelles styrke og embedet for magtens udøvelse. Uden embede er den intellek­tuelle intet.

Embeder giver de intellektu­elle udviklingsmuligheder. Af den grund dyrkes staten, som var den en guddom. Staten skal åbne portene for stillinger og garantere embedets sikkerhed. Ikke mindst det sidste er afgø­rende. Mere end nogen anden klasse i historien angler kundskabsbesidderne efter tryg­hed. Behovet for beskyttelse er stort.

Adelen og kapitalen var produktive klasser, der kunne brødføde sig selv. De in­tellektuelle er afhængige af kapitaloverførsel fra andre samfundsgrupper. Embederne finansieres fortrinsvis med skattekroner. Den omstændig­hed gør klassen sårbar over for oprør. Det bør derfor ikke un­dre, at de intellektuelle mar­kedsfører tryghedsideologien af al kraft.

Men hvilket samfundssystem indfrier intellektualisternes sociale ambitioner. Det gør so­cialismen. Til syvende og sidst er denne orden ikke andet end embedsstyre. Den socialistiske stat ledes af forvaltere. Når ejendomsretten ophæves, kon­centreres autoriteten i de of­fentlige administratorers hæn­der. Magten befinder sig altid hos den klasse, der besidder de fleste ressourcer. Det er netop dette forhold, der gør det mu­ligt for de intellektuelle at gri­be det sociale initiativ. I et so­cialistisk samfund udgår al ud­bytning fra embedsapparatet. Men socialismen formidler ikke bare de intellektuelles stræben efter klasseherre­dømmet. Den skaffer tillige et utal af embeder til læreanstal­ternes kandidater. Markeds­kræfterne udbud og efter­spørgsel erstattes jo af plan­lægning. Principielt er der in­gen ende på embedernes mængde. Enhver fiasko giver argumenter for endnu mere planlægning og ethvert snyde­ri begrunder yderligere kon­trol.

Vigtigere end alt dette er måske, at socialismen lægger en forsvarsring omkring den herskende klasse. Intet andet system kan i det omfang imø­dekomme de intellektuelles tryghedskrav. Oprør, klasse­kampe om man vil er forbudt. Fagforeningernes rolle som kampinstrumenter hører op. De omdannes til disciplineringsorganer for le­delsen Desuden indskrænkes ytringsmulighederne afgøren­de. Unægtelig en ønskeposition for tryghedsnarkomaner.

De intellektuelles vej er en eller anden form for socialis­me. Den giver udviklingsmu­ligheder og tryghed, embeder og orden. Når de intellektuelles vej er socialismens vej, er det også Socialdemokratiets bane. Og det har også i en årrække været det danske samfunds rute. Derfor kan man ikke sige, at de socialdemokratiske poli­tikere hænger fast i fortidens dogmer. De er helt på linje med den moderne stats tendenser. Og man kan heller ikke påstå, at partiet skiftede ideologi, da de intellektuelle overtog apparatet. Også i Socialdemokra­tiets barndom stod socialismen på programmet. Den brutale virkelighed er. at socialismen aldrig har været et samfunds­system for arbejderbefolknin­gen. Den blev opfundet og ud­formet af tyske og franske in­tellektuelle. Læreanstalternes fortløbende justering af socia­lismen gjorde den ikke mere folkevenlig.

Hvori består da Socialdemo­kratiets vanskeligheder i den nuværende situation?

Genvordighederne skriver sig til, at arbejderne i stigende grad fjerner sig fra socialis­men. De er ved at erkende, at det socialistiske samfund ikke tilgodeser arbejderbefolknin­gens interesser, men blot brin­ger det intellektuelle borger­skab til fadet. Bestandig erfa­rer de forvaltningens og be­skatningens tryk.

Denne indsigt i socialismens væsen kan ikke undgå at bere­de Socialdemokratiet besvær­ligheder. Det er ikke nogen let sag at skjule, at partiets politi­ske elite ustandselig henter problemstillinger og synspunk­ter fra de intellektuelles ræk­ker. Partiets følsomhed over for de såkaldte græsrodsbevæ­gelser udgør iøjnefaldende ek­sempler på partiledernes orienteringsretning. Græsrodsbevægelserne domineres totalt af intellektualisterne. Den initia­tivrige klasse huserer overalt. Freds- og især miljøgrupper­nes politiske succes overgår næsten enhver forestilling og deres indvirkning på Socialde­mokratiet kan ikke tilsløres.

Socialdemokratiets dilemma er, at det nødvendigvis må gå de intellektuelles ærinde, mens det samtidig har at foregive at være et arbejderparti. Partiet kan ikke tåle at miste den bre­de befolknings stemmer ved valgene. I det lange løb vil det­te ideologiske bedrag uundgå­eligt påvirke politikernes mo­ralske beskaffenhed.

Den aktuelle strid i Socialde­mokratiet beror akkurat på, om partiet skal lægge en klar intellektualistisk kurs, eller om en mere besindig fremgangs­måde tjener sagen bedre. De unge intellektuelle er utålmo­dige. Hele deres verdensan­skuelse er en frugt af omgan­gen med klassefæller. Den for­sigtigere fløj i partiet frygter tydeligvis den brede befolk­nings reaktion, hvorfor politikere med den indstilling fore­trækker en langsommere og mindre intellektualistisk frem­færd. Det engelske broderpar­tis skæbne har givet gjort ind­tryk.

Den indre uenighed om par­tiets marchhastighed er dog in­genlunde grundlæggende. Marchretningen drøftes ikke og kan som sagt heller ikke af­viges. Der er ingen vej tilbage Socialdemokratiet kan ikke gå på tværs af de intellektuelles stræben. Tilfredsstiller det ikke kundskabsindehavernes interesser, springer de over på andre partier Den intellektu­elle klasse er netop karakteri­seret ved. at den ikke besidder nogen partiloyalitet. Indsatsen lægges på den farve, der giver de største gevinstchancer. I den forbindelse udgør SF en ubehagelig konkurrent til So­cialdemokratiet. I usædvanlig målrettet grad forsøger dette parti at bane vejen for den nye klasses ambitioner, alt imens det på den mest geniale måde evner at slå plat på -arbej­derklassen-. Denne trussel kan socialdemokratiske politikere ikke sidde overhørig. Vender de intellektuelle Socialdemo­kratiet ryggen, er det ikke læn­gere et regeringsbærende par­ti.

Dilemmaet for Socialdemo­kratiet er altså, at det på en gang må spille de intellektuel­les kamp og samtidig høste bi­fald fra modparten. I og for sig er det ikke nogen uoverkom­melig opgave. Ideologisk må den intellektualistiske profil ikke fremstå provokerende ty­delig. Det medfører afstandta­gen fra det menige folk på valgdagen. Derimod skal den praktiske politik betænke bor­gerskabet.

Hvis disse grundsætninger overholdes, er der ikke noget vejen for, at Socialdemokratiet i endnu en menneskealder kan afbilde landets politiske om­rids. Det formelig bobler af energi. Og dygtige og ærgerri­ge sjæle står parat i kulisserne.

Desuden har samfundets øv­rige magtinstanser ikke noget motiv til at reducere partiets dominans. Det kan vedbliven­de regne med beskyttelse.

Læreanstalterne, menings­magerne og kulturinstitutio­nerne vil ikke overstige drille­riernes tærskel.

Og fremfor alt må det under­streges, at de borgerlige parti­er ikke udgør et attraktivt al­ternativ for vælgerbefolknin­gen.

De intellektuelle har nemlig også fat om disse redskaber.