Frimurerne

Dansk afdeling af international mafia har overtaget vort retsvæsen fra politi til Højesteret

Oplevelser med det danske retsvæsen af den nu afdøde Johs. Kragh, Allerød

“Digitaliseret” den 2. september 1999 af Jørn Rasmussen med tilladelse af forfatteren. 
Der garanteres ikke for at der kan være enkelte fejl, da der er brugt en almindelig OCR scanner ved “Digitaliseringen”. Original kan fås ved henvendelse til forfatteren.
Læs den korte udgave og efterskrift.

Hemmeligt og lyssky har de besat de vigtigste og bedst betalte stillinger, særligt som dommere, for derved risikofrit at gennemføre organiseret kriminalitet i vort land. Vor regering er bange, svag og magtesløs. Gammel frihedskæmper tager kampen op igen.

00 Til samtlige medborgere i Danmark
01 Tyveri af friværdi
02 Tyveri af forsikring
03 Korruption i Helsingørs Politi
04 Tyveriet af bogholderiet
05 Retssager gennem 12 år
06 Sagen ved Vestre Landsret
07 Sagen ved Østre Landsret
08 Højesteret
09 Fru Elly Jørgensens sag
10 Helsingør Skifteret
11 Uventet besøg
12 Hvad er Frimureriet
13 Den sidste retssag
14 Frimurernes forsøg på Overtagelse af den totale magt.

Top Til samtlige medborgere i Danmark 
Denne rystende og helt utrolige beretning er skrevet af Johs. Kragh, Byparken 35, Blovstrød, 3450 Allerød, og afslører den uhyggeligste korruption nogensinde set indenfor vor regering og retsvæsen. Vore justitsministre, den ene efter den anden, er flygtet i rædsel fra deres embede, når det gik op for dem, at de var bundet og ikke kunne fa tilladelse til at rette op på forholdene.

Jeg blev ufrivilligt indviklet i en sag, som begyndte med at Privatbanken i Helsingør, nu Unibank, sammen med deres juridiske rådgiver, advokat Ole Langemark, bestjal og bedrog to enlige damer for mere end fem millioner kr., hvorefter de gennem bestikkelser og dækket af en forening til landsomfattende økonomisk kriminalitet, formåede at standse eller vinde de anlagte retssager. Man nægter at tro, at noget sådant kan ske i vort land, men læs videre.

Den l. april 1984 fik Privatbanken ny direktør, Torp Juhl. Denne var uerfaren og uhæderlig, men stolede i eet og alt på bankens juridiske rådgiver advokat Ole Langemark. Denne var i økonomiske vanskeligheder, men fik nu sit livs chance, og disse to forbryderiske individer lagde en snedig plan til berigelse, men som blev en katastrofe for deres by. 17 dage senere, den 17. april 1984 hævede bankdirektøren pludselig uden varsel kr. 486.956,- på Helsingør Skibsvinduesfabriks konto til dækning af et udenlandslån på 46.000,- dollars, optaget med kr. 250.000,-, men samtidig nægtede direktøren at belåne den sædvanlige eksport på ca. 10 millioner kr. om måneden, som Eksportkreditrådet garanterede for. Derved kom fabrikken i en forfærdelig situation, der var ingen penge til lønninger, men fik dog hjælp udefra. Dog den 29. maj 1984 blev fabrikken pludselig erklæret konkurs på en særdeles mærkelig måde af SiD’s advokat for feriepenge, skønt disse ikke skulle udbetales til arbejderne før måneder senere. SiD erklærede, at de ikke havde erklæret fabrikken konkurs, da 35 af deres medlemmer derved mistede deres arbejde, og hvoraf de fire havde aftale med erhvervschefen for Helsingør om overtagelse af fabrikken med økonomisk støtte fra EU penge, som denne disponerede over.

Jeg anbefalede som største kreditor, at advokat Jacob Olrik blev kurator, men banken forlangte, at deres advokat Ole Langemark blev medkurator, hvilket blev vedtaget. Nu var første del af den snedige plan fuldført.

Jeg havde i 1961 købte ejendommen med skibsvinduesfabrikken, som i de følgende år blev verdenskendt fra den Mexikanske gulf til Shanghai, og med en årlig eksport på 100 millioner kr. I året 1973 trak jeg mig tilbage på grund af at en gammel lungetuberkulose truede med nyt udbrud, og efter min læges råd tog jeg i de koldeste måneder ophold på Tenerife. Dog beholdt jeg ejendommen og kautionerede stadigt for skibsvinduesfabrikkens kassekredit i Privatbanken, som jeg havde overgivet pantebreve i ejendommen for knapt kr. 800.000,- som sikkerhed. Efter konkursen blev disse pantebreve straks opsagt og overgivet advokat Langemark til inddrivelse. Denne og jeg blev enige om, at jeg måtte sælge ejendommen, hvilket medførte, at advokat Langemark den 14. august 1984 solgte ejendommen til een i ejendommen værende mangeårig lejer, Firma Skand. Radar I/S for kr. 785.000,- kontant ned til nyt kreditforeningslån og uden forbehold af nogen art. Jeg krævede kun, at køberen skulle overtage forpligtelsen overfor en leasingindehavers rettigheder til en værdi af kr. 300.000,- udenfor købesummen, hvilket skete. Derudover skulle jeg have andele i reservefonde i Kreditforeningen til kr. 23.000,-, hvilket advokat Langemark senere tilvendte sig. Bilagene 3, 7, 10, I l, 15 og 122.

Dagen efter købet overtog Skand. Radar ejendommen og driften af skibsvinduefabrikken samt ordrer for 50 millioner kr., og overgav advokat Ertbøll i Hillerød sagen med udskrivning af skøde og at påse, at alle juridiske spørgsmål blev ordnede, lidet anende, at Ertbøll var frimurer og blodsbroder til advokat Langemark.

Nu var alt i bedste ordning, de 35 ansatte på skibsvinduesfabrikken og de 5 ingeniører i eget firma kunne beholde deres arbejde, og eksporten på 100 millioner kr. årligt bibeholdes, men banken og advokat Langemark havde ikke drømt om at overholde handelen. Det fremsendte skøde blev ikke returneret i underskrevet stand, og på forespørgsel svarede Torp Juhl: Vi har sat sagen i bero. Hvad var der sket? Jo, bankdirektøren havde bedraget Eksportkreditrådet, hvilket blev opdaget, og kammeradvokaten tvang banken til at betale kr. 900.000,- for at undgå videre tiltale. Nu stod Torp Juhl foran afskedigelse, men sammen med advokat Langemark lagde de to herrer en snedig plan til fremskaffelse af beløbet bedragerisk og lade de to enlige damer, som ejede Skand. Radar, betale, og nu begyndte en række kriminelle handlinger uden sidestykke i vor tid. Straks efter at Skand. Radar havde betalt den fulde aftalte købesum fik de et brev fra advokat Langemark, bilag 4. Han meddelte, at han for at få en række fejlagtige udlæg i den solgte ejendom aflyst, ville sende ejendommen på tvangsauktion for regning Kreditforeningen, hvor banken ville overtage den og overholde handelen. Jeg som skødeindehaver protesterede voldsomt, og fremlagde kvittering for, at al gæld til Kreditforeningen var betalt til Langemarks kontor, til og med juni termin 1984, kr. 35.036,-, men senere viste det sig, at Langemark havde beholdt de fleste af pengene og ikke videresendt mere end en brøkdel til Kreditforeningen, bilag 4c, rent tyveri og bedrageri.

Trods alle protester, herunder at det lovbefalede møde forud for en tvangsauktion, hvortil jeg som ejer og skødeindehaver skulle være stævnet, aldrig havde været at Langemark fik gennemtrumfet tvangsauktion den 25. september 1984. Skand. Radar forlangte at deres advokat Ertbøll skulle overvære den og standse auktionen, hvis banken ikke som lovet overtog ejendommen og overholdt handelen. Ertbøll sendte også sin medhjælper Wahl Christensen på tvangsauktionen, men denne standsede ikke auktionen, og forlangte ikke ny auktion som han skulle have gjort. Bemærk, at nu er Wahl Christensen højesteretsdommer.

Men på auktionen solgte advokat Langemark sammen med ejendommen alle maskiner, og løsøre tilhørende en leasingindehaver, fru Elly Jørgensen, Roskilde, købt for 300.000,- og dækket af en lovformelig leasingkontrakt, bilag 10. Herved gik budsummen op til kr. 1.130.000,-, og nu ville banken ikke købe en ejendom for denne pris, som dens advokat havde solgt for kr. 785.000,-, og ejendommen blev solgt til en autoforhandler. Herved fik advokat Langemark kr. 345.000,- mere i kassen.

Dagen efter auktionen blev Skand. Radar smidt ud af ejendommen, havde intet sted at flytte hen, måtte afskedige de 35 ansatte i skibsvinduesfabrikken og de 5 i eget firma, betale erstatning, og ordrer for mere end 50 millioner kunne ikke leveres, og straks efter indløb igen erstatningskrav fra værfter, hvis nybygninger nu blev forsinkede i afleveringen med dagbøder på kr. 100.000,-, på grund af de manglende vinduer. Alle halvfabrikata blev nærmest værdiløse, herunder elektrisk opvarmede glas kr. 336.000,-, endnu på lager, men usælgelige. Skand. Radars millionstore kapital var borte og de to ulykkelige damer måtte gå fra hus og hjem, med en kæmpegæld.

Mere end 200 mennesker fik deres tilværelse ødelagt, og vort land mistede en eksport på 100 millioner om året, nu én milliard. Alt dette på grund af Unibanks og Langemarks bedragerier. Nu havde banken fået først de kr. 486.956,-, dernæst kr. 345.000,- mere for ejendommen ved det ulovlige salg af leasede maskiner, men dette var ikke nok. Derfor stjal bankdirektøren fra mit private depot i banken et pantebrev som tilhørte fru Jørgensen, den ene af ejerne af Skand. Radar, og som hun havde givet til Skibsvinduesfabrikken som sikkerhed for betaling af de leasede maskiner, men som ikke måtte benyttes før maskinerne var tinglyst i hendes navn, og da jeg var kautionist havde jeg indlagt det i mit depot’i banken dagen før jeg igen rejste til Tenerife. Torp Juhl overgav det til advokat Langemark for incasso.

Fru Jørgensen antog en advokat Henrik Vinten som forsvarer. Men da domsforhandlingen begyndte, fremlagde de to advokater, samlet, for dommer Ziegler et forlig, uden at vise det til fru Jørgensen og uden at omtale det for hende, og hvorefter fru Jørgensen var gået ind på at betale kr. 441.777,- for det stjålne pantebrev til kr. 300.000,-. Dommer Ziegler hævede straks hammeren og erklærede sagen for hævet. Fru Jørgensen forstod ikke eet ord af hvad der foregik, men krævede en forklaring. Dette afviste dommeren. Kort efter modtog fru Jørgensen et brev fra Langemark, som krævede de mange penge indbetalt straks. Hun skrev fire gange til Henrik Vinten og krævede en forklaring og en kopi af det falske forlig, men fik det svar: “De kan bare sagsøge mig, jeg er gået konkurs”.

Langemark sendte straks sagen i Fogedretten, hvor fru Jørgensen bad mig møde og kræve i det mindste de kr. 50.000,- fratrukket, som endnu ikke var blevet refunderet af den betalte købesum. Men advokat Langemark forklarede, disse kr. 50.000,er indbetalt af Hans Hansen i forbindelse med dennes køb af en ejendom i Snekkersten, og vedrører således en helt anden handel. Jeg var målløs og sagde: “Jamen, hr. advokat, De lyver jo”, men Langemark fastholdt, at hans forklaring var rigtig, og kan ikke senere påstå, at den skyldtes en fejltagelse. Han har løjet igen og igen på denne måde gennem 12 år. Fru Jørgensen har endnu ikke faet sine penge eller renter deraf. Bilag 53. Nu havde bankdirektør Torp Juhl først hævet de kr. 486.956,- på skibsvinduesfabrikkens konto, bilag 122, dernæst fået kr. 345.000,- mere for ejendommen ved at sælge de leasede maskiner og løsøre, og nu kr. 441.777,- for det stjålne pantebrev, i alt kr. l.276.733,-, og således var udenlandslånet på 46.000,- dollars og de kr. 900.000,- som kammeradvokaten havde krævet og tvunget banken til at betale for at undgå konsekvenserne af Torp Juhls bedrageri, dækket ind. Nu kunne Torp Juhl manipulere og skjule bedrageriet, og foreløbigt beholde sin stilling, men det var de tø ulykkelige uskyldige damer, som intet havde med alt dette at gøre, som blev bedraget og måtte betale. Senere blev alt dette forelagt Unibanks øverste bestyrelse, men dets direktør afviste koldt sagen.

Top Tyveri af friværdi 
Men da ejendommen blev solgt for kr. 1.130.000,- fremkom en friværdi i ejendommen som tilhørte mig. Den var dog fremkommet ved det ulovlige salg af fru Jørgensens leasede maskiner, hvorfor jeg tiltransporterede den til hende. Friværdien var på kr. 200.000,- + renter siden 1984, i alt ca. en halv million kr. Disse penge tilvendte de to kuratorer, Langemark og Jacob Olrik sig ved en række falske påstande, forfalskede regnskaber osv. Straks efter konkursen påstod de, at den halve ejendom tilhørte boet, hvilket blev forelagt for Civilretten i Helsingør. Men denne afviste påstanden, og meddelte at ejendommen tilhørte mig, Johs. Kragh iflg. tingbogen. Dog, Civilrettens afvisning og tingbogen betød intet for de to kuratorer, der vedblev med deres påstand. Endvidere benyttede de boets penge til udbetaling af bestikkelser i 2 tilfælde med i alt kr. 72.304,- for at vinde de anlagte retssager. Dette kunne kun lade sig gøre fordi dommerfuldmægtig Niels Petersen overtrådte straffelovens paragraf 156 og 157 på den mest rædselsfulde måde åbenlyst. l året 1996 fik jeg tilsendt kr. 7.500,- som min andel i friværdien, hvilket jeg naturligvis straks videresendte til fru Jørgensen. Niels Petersen er nu Kriminaldommer og skal dømme andre.

Top Tyveri af forsikring 
Advokat Langemark anmeldte sine fejltagelser til sit forsikringsselskab Hafnia. Dettes advokat Polack forhandlede gennem 2 a 3 år med Skand. Radar om erstatning. Til sidst udbetalte Hafnia kr. l 00. 000,- direkte til advokat Langemark til fuld afgørelse, men disse penge stak Langemark i sin egen lomme og Skand. Radar fik ikke een øre deraf. Bilag 89 og 91. 14 siders dokumentation.

Top Korruption i Helsingørs Politi 
I året 1986 anmeldte jeg bankdirektør Torp Juhls tyveri af pantebrevet til Helsingør Politi, som intet foretog sig. Det første møde og den første opgørelse fra Skifteretten var 4. september 1990. Jeg deltog og blev straks klar over, at kuratorerne havde begået bedrageri, hvilket jeg samme dag anmeldte til Kriminalpolitiet personligt efter mødet. En absolut pålidelig kriminalbetjent modtog anmeldelsen, nedskrev den og optog en båndoptagelse gennem ca. 2 timer, men pludselig blev han kaldt bort, og viste sig ikke mere, skønt jeg ventede længe. Senere viste det sig, at såvel anmeldelsen og båndoptagelsen blev fjernet fra politiets analer, og intet skete.

Da skibsvinduesfabrikkens konkurs blev gennemført på en ejendommelig måde, blev jeg straks hjemkaldt. Det stod klart, at hvis fabrikken blev nedlagt ville det forårsage uhyre tab, og jeg henvendte mig næste dag til kurator Jacob Olrik, forklarede sagen, købte af ham alle halvfabrikata med ret til for egen regning at fortsætte driften for at undgå millionkrav fra skibsværfter, hvis nybygninger nu blev forsinkede i afleveringen på grund af manglende vinduer med dagbøder på kr. l 00.000,-. Næste dag var fabrikken igen i fuld arbejde. Men om natten mellem den 4. og 5. juli skete der et indbrudstyven, og alle messingvarer, såvel skrot som færdigvarer, mere end 3 tons blev stjålet. Da jeg ankom fra København kl. 8 var alle arbejderne gået hjem, der var ingen materialer at arbejde med. Jeg informerede politiet om indbruddet, man kunne se, at en lastbil havde været kørt ned i indkørslen til kælderen, og varerne smidt ned i den fra stueetagen. Der kom ingen kriminalbetjent for at undersøge sagen, eller optage rapport. Senere på dagen, da jeg rykkede igen, fik jeg det svar, at man vidste hvem tyven var, en produkthandler Flemming Olsen. Politiet var informeret om tyveriet på forhånd. Jeg krævede, at politiet straks drog omsorg for, at det stjålne parti blev returneret, idet den daglige produktion var mellem kr. 300.000,- og 500.000,-. Intet skete. Jeg anmodede advokat Olrik om at tage sig af sagen, og at anlægge erstatningssag. Vi fik kun en ganske lille brøkdel af stjålne gods tilbage, og advokat Olrik sendte mig tilsidst kr. 6.000,til fuld afgørelse. Mit tab blev op mod kr. 100.000,- netto ved indbrudstyveriet, og tyven fik ingen straf. Året efter blev jeg tilbudt de stjålne varer fra et produkthandlerfirma på Frederikssundkanten, men da var ordren forlængst leveret og betalt, og varerne var ødelagt ved nedkastningen.

Top Tyveriet af bogholderiet 
Indehaverne af Skand.Radar, de to damer, fik i slutningen af året 1987 bevis for, at advokat Langemark havde udbetalt bestikkelse til Skand. Radars advokat Ertbøll i Hillerød for at denne ikke havde standset den på bedragerisk vis gennemførte tvangsauktion og forlangt ny auktion. Damerne stod nu helt uden juridisk assistance, og havde udbetalt ca. kr. 20.000,til andre advokater for at gennemføre sagen, hvorefter disse nægtede at føre en sag mod Langemark. l deres fortvivlelse henvendte de sig til mig om hjælp. Da det var min ejendom de havde købt, følte jeg mig forpligtet og lovede at hjælpe. For at jeg retsmæssigt kunne repræsentere finnaet, blev jeg den l. marts 1988 valgt til direktør for Skand. Radar. Der blev indrettet et nyt kontor i serviceafdelingens ejendom Parkvej, Blovstrød, hvortil hele bogholderiet blev tilsendt. Dette blev meddelt advokat Langemark. Men dagen efter ankom en embedsmand fra Told og Skat, toldkontrollør Erik Borten, for at tale med mig. Jeg var ikke tilstede, men han skrev på sit visitkort, om jeg ville ringe ham op. Dette gjorde jeg naturligvis, og han anmeldte sit besøg til næste dag. Han ankom sammen med overtoldassistent Blædel Hastrup i en bil. Hr. Borten begyndte på en afhøring af mig angående et salg af elektronisk materiel til et fiskefartøj, hvilket er momsfrit, men da det skulle betales gennem et finansbureau, skulle der betales moms. Jeg kendte intet til et sådant salg, men til sidst insisterede hr. Borten på at medtage hele bogholderiet for undersøgelse.
Bestyreren af Service bureauet og jeg mente ikke, at vi kunne nægte dette, og de to herrer drog bort med hele bogholderiet. Da det ikke kom tilbage, og vi intet hørte, begyndte jeg på en måned og årelang undersøgelse, og til sidst meddelte Told og Skat: Vi har intet afhentet. Det stod klart, at der var begået et tyveri, som blev anmeldt til politiet. Intet skete.

Tabet for Skand. Radar steg med 6 cifrede beløb fra måned til måned. Til sidst fik jeg et personligt møde i stand med kriminalinspektør Linden i Helsingør. Denne vævede og vævede, og tilsidst spurgte jeg ham direkte: Vi politiet efterforske tyveriet af Skand. Radars bogholderi eller ikke. Han svarede: Jeg vil tænke over sagen. Efter talrige rykkere fik jeg et brev – Bilag 88 af 15. juli 1992: Som jeg meddelte Dem i brev af 9. juli d.å., vil jeg vende tilbage til sagen. På trods af talrige rykkere, er han endnu 5 år efter ikke vendt tilbage til sagen, ren overtrædelse af straffelovens §156 og 157.

Blandt meget andet lykkedes det ikke Skand. Radar at finde 3 udlejede eller i konsignation udleverede 3 Narlof anlæg til en værdi af kr. 40.000,- pr. stk. Der kom for famåneder siden ny politimester, en hr. Scharf i Helsingør. Jeg anmodede ham om at indkalde de to tyve, Borten og Blædel Hastrup til at afgive forklaring om tyveriet, for muligvis at finde bogholderiet og de 3 anlæg. Men politimester Scharf nægtede pure dette og altså at efterforske tyveriet. Politimesteren i Horsens blev anmodet om at efterforske bedrageriet udført af advokat Bølling Ladegaard i Brædstrup, som havde modtaget de kr. 50.000,- i 1985 og hævet renter af beløbet lige siden. Bølling Ladegaard hævdede at have udbetalt beløbet til Hans Hansen, hvilket denne nægtede. Men politimesteren nægtede at efterforske også dette tyveri iflg. brev af 28. januar 1997, skønt han fik alle beviser forelagt. Det havde kun kostet politimesteren i Horsens en telefonopringning til Bølling Ladegaard og krævet dokumentation for, om denne havde udbetalt beløbet til Hans Hansen eller ikke. Hvis ikke, var det bedrageri.

Top Retssager gennem 12 år 
Straks efter den bedragerisk gennemførte tvangsauktion og misligholdelse af ejendomshandelen krævede Skand. Radar den betalte købesum tilbagebetalt. Dette kunne advokat Langemark ikke, og først efter trussel om personlig konkurs begyndte han på at afdrage på beløbet, men tilbageholdt året ud kr. 50.000,- til særligt formål. Skand. Radar anlagde sag mod banken, Langemark m.fl. for erstatning ved Østre Landsret, men nu udbetalte Langemark kr. 50.000,- til mægleren Hans Hansen gennem dennes advokat Bølling Ladegaard, for at Hansen skulle blokere for søgsmålet og siden aflægge falsk forklaring for retten, hvad Hansen gjorde. Hansen hævdede, at han, der havde været arbejdsløs i årevis og levede af socialhjælp efter 2 konkurser, var den eneste køber af min ejendom. Langemark kunne tvinge Hansen til dette, fordi han havde opdaget, at Hansen havde begået dokumentfalsk, tyveri, bedrageri, forsikringssvindel og antagelig t brandstiftelse for at Langemark kunne fa udbetalt kr. 200.000,-, et bundløs dyb af løgn, svindel og bedrageri. Dommerne i Østre Landsret bestemte, at sagen blev afvist, og pålagde Skand. Radar at betale sagsomkostninger.

Top Sagen ved Vestre Landsret 
Ertbøll meddelte Skand. Radar, at der måtte anlægges sag mod Hansen ved Vestre Landsret, for at få denne til at indrømme, at han kun havde været mægler for Skand. Radar efter mandat fra denne. Dette skete, og Skand. Radar antog en advokat Pahl Christensen, Hjørring, til at føre deres sag. Denne advokat anmodede mig om at komme til Hjørring dagen før domsforhandling i Viborg for grundigt at sætte ham ind i sagen. Dette skete, og Pahl Christensen nedskrev 50 til 60 spørgsmål, som han ville stille mig i vidneskranken, for at sagen kunne blive behørigt oplyst for dommeren. Da domsforhandlingen begyndte, sagde dommer Umnark Larsen: Jeg standser nu domsforhandlingen for at give de implicerede advokater lejlighed til at udarbejde et forlig. Dette gjorde han for at give advokat Langemark, der var rejst til Viborg, lejlighed til at tale med Pahl Christensen før domsforhandlingen, fordi Langemark vidste, at Pahl Christensen var frimurer, ligesom han selv. Her krævede Langemark, at Pahl Christensen overholdt den uhyggelige ed, han som frimurer havde aflagt, og efter at domshandlingen var begyndt igen, nægtede Pahl Christensen at holde den vel forberedte forelæggelsestale, nægtede at afhøre vidnerne, nægtede at holde proceduretalen, ja, han sagde ikke eet eneste ord mere under hele domsforhandlingen på trods af alle mine protester. De forberedte mange spørgsmål til mig blev ikke nævnt. Hansen kom med en helt ny forklaring, at det var mig, der havde fået ham til at købe ejendommen til mig selv og familie, hvorved Langemark var ført bag lyset, og så var der ingen handel sket, og altså ingen misligholdelse. Denne forklaring lagde dommeren til grund for frifindelse af Hans Hansen, og dømte Skand. Radar til at betale sagsomkostninger, i alt kr. 45.000,-. Dette, selv om Unmark Larsen vidste, at jeg var sælger af ejendommen og ikke køber.

Top Sagen ved Østre Landsret 
Men Hans Hansen forsøgte pengeafpresning mod Skand. Radar for at fa lov til at beholde de kr. 50.000,-, og nu meddelte Ertbøll, at der kunne anlægges sag mod banken, Langemark m.fl., hvilket skete ved Østre Landsret. Dog Ertbøll syltede sagen mod Langemark i årevis og intet skete. l efteråret 1987 fik Skand. Radar bevis for, at Langemark havde udbetalt bestikkelse til advokat Ertbøll for at denne ikke havde standset den på bedragerisk e vilkår gennemførte tvangsauktion, nægtet at forlange ny auktion, og syltet sagen mod ham selv i årevis, og til sidst nægtet at udlevere til sin klient alle beviser mod Langemark.

Skand. Radar forsøgte forgæves at finde en advokat, som ville føre sagen mod Langemark, øg fik regninger på kr. 20.000,fra andre advokater, for at gennemgå sagen, hvorefter de nægtede at tage den. Til sidst henvendte de to ulykkelige damer sig til mig for hjælp, og da det var min ejendom de havde købt, følte jeg mig forpligtet, og lovede hjælp. Jeg henvendte mig til dommer Boas i Østre Landsret, Som gennem årene havde forberedt sagen, forelagde ham sagen, og han gav mig lov til for Østre Landsret at føre sagen for damerne. Jeg førte den straks til domsforhandling, men på een eller anden måde fik man dommer Boas til at vige sit sæde, og en ny indkaldt dommer Kallehauge blev udnævnt til at føre sagen. Denne gennemførte straks en formalitetsprocedure, som kendte mig uberettiget til at føre sagen, skønt jeg da var udnævnt til direktør for Skand. Radar. Dog bestemte dommeren, at domsforhandlingen straks skulle gennemføres. Nu stod damerne igen uden juridisk hjælp, og måtte hjemkalde den tredie indehaver fra udlandet. Det var en ganske ung mand, som aldrig havde været i en retssal tidligere, og domsforhandlingen blev en farce uden lige. Dommeren oplæste for mig en erklæring, som jeg tidligere havde afgivet, og spurgte mig, om den var rigtig, hvad jeg bekræftede. Men da han kom til det sted, hvor min forklaring var ødelæggende for de sagsøgte, standsede dommeren, og erklærede siden l dommen, at jeg havde godkendt alt, hvad der var sket,i Vestre Landsret, og lagde dette til grund for frifindelse af de sagsøgte, og pålagde Skand. Radar at betale kr. 30.000,- i sagsomkostninger. Et justitsmord uden lige.

Top Højesteret 
Sagen ved Vestre Landsret blev appelleret til Højesteret og gebyr betalt. Men advokat Pahl Christensen gav ikke sin klient, Skand. Radar, besked på datoen for mødet i Højesteret da sagen kom for, og ingen mødte op, hvorfor sagen blev afvist. Pahl Christensen skulle ikke have sin adfærd belyst i Højesteret, men tilbagebetalte ikke gebyret.

Nu, blev sagen i Østre Landsret appelleret til Højesteret, hvor dommer Hornslet gennem et år forberedte sagen. Han nægtede mig at føre vidner, han nægtede at lade advokat Pahl Christensen afhøre ved dommerkontoret i Hjørring, han nægtede at lade os forhøje søgsmålet, som for sent indbragt, skønt han foran sig havde bevis for, at det var forhøjet år forinden. Til sidst, da Hornslet vidste, at Højesteret måtte dømme advokat Langemark og måske bringe ham i fængsel, afviste han sagen et par dage før domsforhandlingen under den påstand, at de elleve ekstrakter ikke var korrekt udfyldt. Det var de heller ikke, fordi advokat Langemarks advokat, Lund Nielsen, gentagne gange havde nægtet at medvirke til ekstrakternes udformning, som han var forpligtet til, og som Højesteret kræver, at han skal. I fremtiden kan en sagsøgt altså bare nægte at medvirke til udformning af ekstrakterne, og sagen er vundet.

Dommer Hornslets kendelse var direkte en hån mod alt hvad vore domstole står for, og som jeg påpegede, en alvorlig krænkelse af konvention for menneskerettigheders artikel 6, som tilsikrer enhver en retfærdig retssag for en uvildig domstol. Sagen blev forelagt Højesterets Præsident, som godkendte Hornslets afvisning.

Top Fru Elly Jørgensens sag 
Lige før der var gået 5 år siden advokat Langemark solgte fru Elly Jørgensens leasede maskiner, måtte hun anlægge sag mod ham inden den var forældet. Dette skete ved Østre Landsret, og en dommer Kærsgaard var retsformand. Jeg måtte føre sagen for hende, og da domsforhandlingen begyndte, skulle jeg holde min forelæggelsestale. Men dommer Kærsgaard afbrød mig mindst 20 gange, antageligt for at forvirre mig, hvad ikke lykkedes. Jeg beskrev de kriminelle handlinger som advokat Langemark havde begået, og dommer Kærsgaard blev mere og mere hvid i ansigtet. Til sidst sprang han op, og erklærede: Jeg vil ikke sidde her og høre på Deres beskyldninger mod advokat Langemark, og alle dommerne udvandrede.

Dommer Kærsgaard gjorde dette, skønt han foran sig havde mange hundrede siders dokumentation for mine påstandes rigtighed. Men dommerne kom tilbage igen, og fortsatte som om intet var sket, og jeg fortsatte også med påpegning af de mange kriminelle ting som Langemark havde foretaget sig, bestikkelse med m.m. Endnu engang kunne Kærsgaard ikke beherske sig, og endnu engang udvandrede alle dommerne og kom tilbage, som om intet var sket. For ikke at blive kendt uberettiget til at føre sagen for damerne, havde jeg i stævningen anlagt sag mod Langemark for en del af min andel i reservefond i Kreditforeningen, ca. kr. l 1.000,-, som ubetinget tilhørte mig. Naturligvis frifandt dommer Kærsgaard Langemark og dømte fru Jørgensen til at betale sagsomkostninger med kr. 45.000,-. Men han nævnte ikke i dommen min andel af stævningen med eet eneste ord, og alligevel dømte han mig til ligeledes at betale kr. 45.000,- i sagsomkostninger. Nu kunne Langemark stikke kr. 90.000,- i lommen.

 

Top Helsingør Skifteret 
Under et møde i Helsingør Skifteret var dommerfuldmægtig Niels Petersen ikke til stede, og en kvindelig dommerfuldmægtig forestod mødet. Hun krævede straks, at der blev anlagt sag mod kuratorerne for bedrageri og gebyr betalt. Dette skete ved Civilretten i Helsingør, som dog straks meddelte, at den var inkompetent til at føre sagen, så den måtte anlægges ved Østre Landsret. Nu fik kuratorerne uhyre travlt med at afslutte den 12 år gamle sag ved Skifteretten, og tilsendte mig kr. 7.690,- til fuld afgørelse af mit krav på en halv million kr., som min andel i friværdien beløb sig til incl. renter. Dette beløb sendte jeg naturligvis videre til fru Jørgensen. Denne bedrageriske afgørelse blev appelleret til Østre Landsret, som overgav den til dommer Kærsgaard. Uden undersøgelse og uden at’ forelægge den for appellanten, Skand. Radar eller mig, anerkendte Kærsgaard straks Skifterettens afgørelse.

Top Uventet besøg 
En dag i året 1990 ringede det på min dørklokke, og udenfor stod en nobel distingveret herre. Han sagde: »Jeg har læst om Deres kamp for 2 enlige damers forsøg på at opnå en retfærdig retssag. Jeg synes, der er noget, som De bør vide«. Jeg inviterede ham indenfor og gennem de følgende 2 timer fortalte han kort gengivet:

»Jeg blev straks efter afslutningen af mine juridiske studier narret til at melde mig ind i Frimurernes forening, hvad der var den største fejltagelse, jeg har gjort i mit liv. Jeg blev fortalt, at Frimurernes organisation var kristelig med de højeste moralske formål, sjælens renhed og personens hæderlighed. Derfor blev ansøgninger til de højeste og bedst betalte stillinger altid givet til Frimurernes medlemmer. Hvis du vil have en fremtid, må du melde dig ind i denne forening. Dette gjorde jeg, på trods af at jeg måtte aflægge en frygtelig ed. Først langt senere gik det op for mig, at jeg var bundet for livet, måtte betale kontingent, og adlyde en bestyrelse af kriminelle individer, som efter et system udviklet af den internationale mafia, brugte foreningen til ved fælles hjælp, at besætte de højeste og betalte stillinger indenfor vort retsvæsen, indenfor banker, industriforetagender og politiske partier. Særligt som dommere, hvis opgave det var at frikende blodsbrødre for enhver kriminel handling. På denne måde var vejen åben for de øvrige medlemmer til at begå bedragerier og kriminelle handlinger uden risiko.«

Jeg indskød en bemærkning: »De fortalte før, at når en stilling skulle besættes, blev den altid givet til en Frimurer, som havde bevist, at han svigtede sin pligt og alt hvad han stod for og blev betalt for, til fordel for Frimurerne. Det betyder altså, at kun uhæderlige personer får stillingen.«

Han svarede: »Det er korrekt. Jeg fortæller Dem dette, fortsatte han, fordi jeg er bekendt med Deres rolle indenfor Frihedskampen, hvorledes De startede den i 1942 i Hjørring og kæmpede i de følgende 3 år, det sidste under jorden med en tysk pris på Deres hoved, og hvorledes De anvendte en formue på at betale de unge frihedskæmpere løn, fordi de ikke kunne kæmpe hele natten og samtidig arbejde om dagen. Jeg er sikker på, at jeg kan stole på Dem.«

Han fortalte videre om, hvorledes en sag ved retten, hvor Frimurere var involveret, bag kulisserne blev givet til en dommer, der var Frimurer, og som frifandt sin blodsbroder. Han fortalte om hvorledes Frimurere havde tvunget een af hans familie til at begå selvmord, og at han selv snart ikke .kunne vedblive med at leve et liv, hvor han måtte lyve, forstille sig som en hæderlig person og svigte sin pligt. Han kunne ikke holde tårerne tilbage.

Top Hvad er Frimureriet 
Ifølge forfatteren Christian Churchward stammer foreningerne tusinde af år tilbage til det sunkne kontinent i Stillehavet, hvor folk med kendskab til geometri og matematik, dannede en forening kaldet Bygmestrene. Deres kendetegn var vinklen, passeren, lodsnoren og den firkantede byggesten, og disse var anbragt på bordet, hver gang der blev holdt møde. Nøjagtig de samme ting er på bordet, hver gang Frimurerne i dag holder møde i London, København og New York. Derfra spredte foreningen sig til det gamle Ægypten, til Essenerne og med Korsfarerne til Europa. I middelalderen, da kirken havde stor magt, blev den gjort kristelig, men ingen stat kan tolerere en stat i staten, der hemmeligt modarbejder landets love, og Kong Filip i Frankrig halshuggede Stormesteren og ødelagde foreningen næsten komplet.

Først efter Anden Verdenskrig fandt de siciliansk/amerikanske store mafia koncerner ud af, at Frimurernes forening var som skabt til at sætte sig til herrer over retsvæsenet, så der var fri adgang til organiseret kriminalitet. For at blive medlem, skal man sværge: Aldrig at røbe noget som helst om hvad, der foregår indenfor foreningen, aldrig at melde sig ud. Fuld lydighed, troskab og hjælp til de øvrige medlemmer, derefter skære sig, blande blodet med de øvrige medlemmers blod og drikke deraf.

Tidligere hævdede man, at blodblandingen indeholdt blod fra Kristi legeme fra korset, men i dag, efter AIDS fremmarch, er bloddrikningen gjort mere symbolsk. Kvinder holdes ude, foreningen stammer fra en tid, hvor kvinden var mandens slave.

Top Den sidste retssag
Jeg blev af Frihedsfonden tildelt en livsvarig skattefri hædersgave, hvis årlige sum jeg vil benytte til bekæmpelse af korruptionen. l 1994 var denne sum så stor, at en ny retssag kunne anlægges. Til sidst fandt jeg en advokat Danielsen, Allerød, som var villig til at føre sagen. Vi aftalte, at han skulle have kr. 5.000,- for at skrive en stævning, hvilket han fik den 24.07.1994. Jeg ville ikke føre ham bag lyset, og spurgte ham først om han var medlem af Frimurerne, hvilket han bedyrede, at han ikke var, og at han var fri og uafhængig og helt til at stole på. Stævningen var først færdig den 27.10.1995, og blev samme dag indleveret til Østre Landsret og gebyr betalt med kr. 15.440,-. Men inden Danielsen afleverede den, forlangte han ekstra kr. 5.000,- for at fortsætte med sagen, hvilket han fik. Der skete intet de første mange måneder, men den 15. marts 1996 fik jeg pludselig et brev fra Danielsen, der meddelte, at han trak sig ud af sagen, en afgørelse, der ikke kunne ændres. På et efterfølgende møde forstod jeg på ham, at han var blevet truet, hvilket han dog senere benægtede. Hvor er det uhyggeligt at stå over for en række advokater som Ertbøll, Henrik Vinten, Pahl Christensen, Jacob Olrik og Danielsen, som udgiver sig for at være din bedste ven og hæderlige og trofaste, medens de samtidigt kun spekulerer på, hvorledes de skal narre de flest mulige penge fra dig, for derefter at bedrage dig.

Nu fik Østre Landsret travlt, og første retsmøde blev bestemt til den 12. juni 1996. Hvem fungerede som retsformand, dommer Kærsgaard naturligvis, men uden meddommere. Denne nægtede mig at få ordet, men spurgte mig om, hvorledes jeg ville føre sagen, hvortil jeg svarede: »Efter stævningen.«

Det stod klart, at de sagsøgte ville blive dømt, der var kun een ting at gøre: Få sagen afvist, og dommer Kærsgaards plan gik ud herpå. Han krævede, at Skand. Radar mødte med en advokat, hvilket han vidste var umuligt. Jeg krævede, at retten i så fald beskikkede en advokat, hvortil Kærsgaard svarede, at så måtte Skand. Radar deponere et stort beløb, og han nævnte kr. 100.000,-. Herefter krævede jeg, at dommer Kærsgaard skulle vige sit sæde som medlem af Frimurernes organisation og den uhyggelige ed, han som sådan havde aflagt, fuld lydighed overfor den sagsøgte advokat Langemark. Kærsgaard optog dette spørgsmål til kendelse senere. Denne blev afsagt, Kærsgaard skal ikke vige sit sæde, hvilken kendelse blev appelleret til Højesteret og gebyr betalt, men Højesteret godkendte Kærsgaards påstand, at han ikke skulle vige sit sæde.

Den 24. september blev der afholdt nyt møde i Østre Landsret. Jeg anmodede igen om at fa ordet, hvilket blev nægtet. Derefter erklærede jeg, at jeg ville omdele en kopi af den tale, som blev mig nægtet, hvilket skete, og jeg anmodede igen om at en advokat blev beskikket Skand. Radar. Dette blev igen nægtet, og dommer Kærsgaard afsagde ny kendelse, alene uden meddommere: Der beskikkes ikke Skand. Radar fri proces, og da Skand. Radar ikke mødte med en advokat, var sagsøgeren ikke mødt, hvorfor sagen afvises. Skand. Radar skal betale sagsomkostninger med kr. 18.000,-.
Der er sædvanligvis 3 dommere i Østre Landsret, men i dette tilfælde manipulerede dommer Kærsgaard alene uden meddommere.

Sagen blev igen appelleret til Højesteret, hvor den blev besvaret af en dommer Poul Sørensen uden meddommere. Denne henviste til retsplejelovens § 392, stk. l, 2 og 3, og godkendte Østre Landsrets afvisning af sagen på dette grundlag. Men § 392 lyder: Landsrettens afgørelser i følgende sager kan ikke kæres:

  1. 1. Afgørelser i kæresager: Ja, men denne sag var ikke en kæresag.
  2. 2. Kendelser og beslutninger der afsiges under behandling af en ankesag, såfremt Byretten har taget stilling til det spørgsmål, som afgørelsen angår. Ja, men denne sag var ikke en ankesag, og Byretten havde ikke taget stilling.
  3. 3. Enstemmige kendelser og beslutninger, som afsiges under sagsforberedelse eller domsforhandlinger, jf. kapitel 33-34, eller som afsiges efter §378 eller 381-384 under behandling af en ankesag. Jamen denne sag var ikke en ankesag og derefter var dommer Poul Sørensens kendelse afsagt på forkert grundlag. Denne afgørelse blev igen appelleret til Højesteret, som fik forelagt de begåede tyverier, bedragerier og bestikkelser, og jeg påpegede i særdeleshed, at de afsagte kendelser var en direkte krænkelse af konventionen for menneskerettigheders artikel 6. Højesteret svarede, at hvis jeg igen betalte kr. 1.500,ville man tage sagen op igen, hvilket jeg gjorde den 2. januar 1997. Men den 13. februar afslog Højesteret at ændre Poul Sørensens kendelse, selv om den var afsagt på fejlagtigt grundlag, og denne gang var kendelsen afsagt af Højesteretspræsident Pontoppidan og dommerne Blok og Jørgen Nørgaard. Dette var anden gang at Pontoppidan godkendte afvisning af sagen.

Ifølge de af mig indhentede oplysninger er følgende personer medlemmer af Frimurernes organisation:
Højesteretspræsident Pontoppidan. Østre Landsretspræsident Ziegler. Statsadvokaten for Sjælland og rigsadvokaten samt ombudsmanden. Ca. 80% af advokaterne i Danmark og halvdelen af dommerne i Højesteret og Østre Landsret. Endvidere et antal præster. Hvorledes kan disse mennesker godkende, at deres kristelige forening benyttes til kriminel virksomhed. Hvorledes kan danske kvinder tolerere, at de holdes nede og ude fra alle de højeste stillinger af en forening, der stammer fra en tid, hvor kvinder var mandens slaver. Hvorledes kan Højesteret beskytte forbrydere, der har overtrådt næsten enhver af vore love.

Danmarks overtrædelse af konventionen for menneskerettigheder.
Dennes § 6 garanterer enhver en retfærdig retssag for en uvildig domstol.

  1. Fru Elly Jørgensen ansøgte Frederiksborg Amt om fri proces. Dette blev nægtet »efter en samtale med advokat Langemark.«
  2. Skand. Radar ansøgte Civilretsdirektoratet om fri proces. Efter måneders ventetid blev dette afslået med ordene: Skand. Radar kan intet bevise. »Dette selv om mindst 500 siders dokumentation var forelagt.«
  3. Jeg havde en dygtig smed i mit firma ved navn Jensen. En dag da han først mødte på arbejdet kl. l l svarede han på forespørgsel: »Jeg har kørt rundt i de svenske skove hele natten. De har været efter mig.« Men han vidste ikke hvem, der havde forfulgt ham. Jensen led af forfølgelsesvanvid, og jeg fik forklaringen: Jensen havde sparet sammen gennem år, og købte en byggegrund kontant. Efter endnu års opsparing begyndte han på at bygge en villa, men da den var halvt færdig slap pengene op. Han fik det råd, at henvende sig til en advokat, som skulle ansøge om et byggelån for ham. Denne advokat stjal hans grund og halvt færdige hus fra ham, og Jensen løb rundt til samtlige advokater i landsdelen, ingen ville føre en sag for ham mod en kollega.
  4. Da Skand. Radars sag blev omtalt i dagspressen fik jeg 30 til 40 breve fra mennesker, som var blevet bedraget på samme måde, uden at de kunne fa en retfærdig retssag.
  5. En rundspørge blandt danske firmaer gav til resultat, at 38% ikke stolede på vore domstole, bilag 118 b.
  6. Jeg diskuterede disse forhold med redaktøren for eet af vore største dagblade, han sagde: »De skal ikke tro, at vi ikke kender til disse rædsomme forhold, men som De ved, lever vi jo af annoncer. Jeg kan ikke som ansvarshavende for dette dagblad, tillade mig at gøre mig uvenner med alle disse personer, som sidder i bestyrelsen for vore banker, industriforetagender og politiske partier.
  7. Jeg har informeret samtlige justitsministre om disse forhold gennem 12 år, sidst Erling Olsen og Bjørn Westh, og foreholdt dem deres ansvar. Kort efter tog de deres afsked. Ligeledes har jeg informeret statsminister Poul Nyrup Rasmussen derom i detailler, og til sidst anmodet om hans endelige svar. Det indløb den 24. oktober 1994: Vi vil intet foretage os.
  8. Ved årsskiftet antog statsministeren en ny føjelig justitsminister, Frank Jensen. Han fik ligeledes alt forelagt i detailler, men han har ikke svaret På eet eneste brev.
  9. Politiet i Helsingør og Horsens har nægtet at efterforske en række tyverier og bedragerier, hvilket har kostet Skand. Radar flere hundrede tusind kr. Det er en klar krænkelse af straffelovens § 156 og 157, som blev forelagt Statsadvokaten for Sjælland, Rigsadvokaten og Ombudsmanden op til 30 gange, uden at disse foretog noget, hvilket også var en overtrædelse af straffeloven.

Top Frimurernes forsøg på Overtagelse af den totale magt. 
Der forelå efterhånden så mange beviser på, at der var noget rivende galt indenfor vort retsvæsen, at intet hæderligt menneske kunne medvirke og deltage i ansvaret, så Centrums Demokraterne forlod regeringen, da Poul Nyrup Rasmussen nægtede at foretage sig noget. Frimurerne havde fået sine medlemmer indsat i de højeste stillinger, men der kunne jo komme en anden regering, som ville afskedige de korrupte embedsmænd. Derfor gjaldt det om at sikre sig i tide, at opnå den fuldkomne magt og samtidigt fritage regeringen for ethvert ansvar, samt holde Folketinget udenfor. Der var i Folketinget fremlagt et forslag, at enhver ansøger til et vigtigt embede skulle opgive hvilke foreninger, han var medlem af,, men da dette var ødelæggende for Frimurerne, fik man det trukket tilbage.

Den 21. maj 1997 bragte Berlingske Tidende en artikel: Domstole løsriver sig. Heri blev beskrevet hvorledes regeringen efter 3 års forberedelse fremsatte 2 lovforslag, hvorefter domstole fik enevældig magt, uafhængigt af Justitsministeriet, og kun ledet af en selvstændig Domstolsstyrelse, som regeringen og Justitsministeriet ingen indflydelse får på. Såfremt disse forslag kunne vedtages i Folketinget blev regeringen fritaget for ethvert ansvar og Frimurernes forening til organiseret kriminalitet fået den fulde magt, som Folketinget afgiver. Det viste sig, at det var den radikale Bjørn Elmquist, der gennem år havde forberedt disse forslag, og der er meget der tyder på, at det er det radikale parti, der har givet Poul Nyrup Rasmussen tommelskruerne på. Spørg Bjørn Elmquist om han er Frimurer.

Lad mig her erindre om, hvad min gæst attesterede: Det er kun uhæderlige personer, der bliver valgt og indsat på de højeste poster. Så ved vi hvem, der bliver valgt til den selvstændige domstols styrelse, nemlig kun medlemmer af Frimurernes societé. Er Elmquist virkelig så naiv, at han tror, at Folketinget vil vedtage disse luskede forsøg på at overdrage den fulde magt til forbrydere, og fratage regering og Folketinget magten og ansvaret.

Tror vi, i vort hyggelige Danmark, at vi kunne undgå den internationale mafias sejrsgang over hele den civiliserede verden, Europa, Rusland og USA, hvor præsident Clinton, hvis hustru er advokat, forrige år bekendtgjorde, at nu gik den amerikanske regering til kamp mod, hvad han kaldte deres »Sagførervælde«. Jeg fik i de næsten 5 år jeg arbejde i New York et godt indblik i de store forbryder organisationers metoder og magt, mere uhyggeligt end det kan beskrives. Men samtidig glemmer jeg aldrig den hjælpsomhed og respekt, vi mødte som danske. Jeg var stolt over at være dansk. Det er jeg ikke mere, men jeg nægter at tro, at vor nation er blevet til en samling bange, svage og frygtsomme individer, så godtroende at de ikke kan se, hvad der foregå r, og hellere giver op end gå til kamp mod denne hemmelige uhyggelige organisation, der nu har sneget sig ind og fundet medhjælpere, der sælger sig selv for penges skyld. Vi har set hvorledes politimestre, statsadvokater, rigsadvokater og ombudsmanden svigter os og beskytter forbryderne, der bestjæler og bedrager os. Vi har set hvorledes 38% af vore firmaer gennem en rundspørgsel bevidner, at de har mistet troen på vore domstole. Forholdene er i dag utålelige. Ifølge mine oplysninger er 80% af vore advokater Frimurere. Hvis en medborger, der er blevet bestjålet, henvender sig til en advokat for hjælp, er der stor risiko for, at denne advokat får ordre af modpartens advokat til at svigte sin klient, som Pahl Christensen, Hjørring, fik det af Ole Langemark, hvorefter de deler rovet mellem sig, som mellem Langemark og Ertbøll. At Langemark stjal pengene fra min friværdi til dette formål, gør jo ikke sagen bedre, men det beviser, at han begår handlinger, som kunne ødelægge ham og bringe ham i fængsel, i fuld forvisning om, at hans blodsbrødre beskytter ham helt op i Højesteret.

Vi har set hvorledes min medhjælper, smed Jensen, blev frastjålet hele sit livs opsparing af en forbryderisk advokat, hvorefter ingen ville hjælpe ham, og han mistede sin forstand. Hvorledes 2 enlige damer blev bestjålet af Unibank og dens advokat for 5 mill. kr., skønt deres eneste handling var, at købe min ejendom af Langemark kontant og uden forbehold, og siden er blevet udsat for en tortur og umenneskelig behandling, en nedværdigelse uden lige i nu 13 år, og nægtet en retfærdig retssag, som konventionen for menneskerettigheder giver dem ret til. Skønt Danmark således gennem de sidste 13 år har krænket konventionen for menneskerettigheders artikel 6 på en måde, der er langt værre end mord, sætter den radikale udenrigsminister Niels Helveg Petersen sig skinhelligt’ i spidsen for en kritik af Kinas overtrædelse af konventionen, en handling, som truer med at ødelægge alt, hvad vore store industriforetagender gennem menneskealdre har opbygget.

Jeg har betalt gebyrer til Højesteret 5 gange for at Skand. Radar kunne få en retfærdig retssag, men Højesteret har på den værst tænkelige måde manipuleret med kendsgerningerne, og nægtet dette, idet, hvis sagen blev gennemført, ville en retfærdig domstol dømme forbryderne, og dømme dem til sammen med Unibank at betale 5 millioner kr., samt give fængselsstraf til de kriminelle advokater, som ville miste deres bevilling.

Hvorledes kan en Frimurer være dommer og blodsbroder til en sagsøgt og dømme denne, når han har aflagt en bloddryppende ed på fuld lydighed, trofasthed, hjælp og støtte til den samme. Han har kun valget mellem at bryde sin ed, eller svigte alt hvad han er ansat til og får betaling for. Så længe der er kun een eneste dommer, der er Frimurer, er der i Danmark ingen retssikkerhed. Hvorledes kan myndighederne i Helsingør tillade Ole Langemark at gennemføre en tvangsauktion under falske påstande og vilkår, og samtidig gøre 40 personer arbejdsløse i en by, der i forvejen var hårdt ramt på grund af værftets nedlæggelse. Herved blev tilværelsen ødelagt for mere end 200 mennesker, og vort land mistede en eksport på 100 millioner kr. om året. Men der er rigtig mange Frimurere i Helsingør.

Den nuværende regering og vor statsminister har ikke een eneste undskyldning for gennem hele dens regeringsperiode at have holdt hånden over forbrydere, og at tillade at alt hvad vore forfædre har bygget op gennem hæderlighed og retfærdighed, bliver tilintegjort og ødelagt. Jeg har påpeget disse ting med fuld dokumentation mere end 50 gange gennem årene overfor regeringen, justitsministeriet og statsministeren personligt. Jeg har påpeget dem overfor Frank Jensen, som undlader at svare. Jeg har påpeget hvorledes hele retsvæsenet, fra politiet og til justitsministeriet alle har overtrådt straffelovens paragraf 156 og 157 talrige gange. Alligevel svarer Poul Nyrup Rasmussen: Vi vil intet foretage os.

Det er ikke mærkeligt at unge mennesker, som ikke kan undgå at føle denne korruption, til sidst slutter sig sammen i kliker, og tager sagen i egen hånd.
Vor regering tillader verdens værste bærme at tage ophold i vort land. Det er folk for hvem arbejde er en pestilens, og som står på gadehjørnerne og sælger narkotika til unge ubefæstede sjæle. Vi kan ikke have en regering, som er så dybt involveret i organiseret kriminalitet, og som har gjort vort land til et lovløst område, at den er bundet af passivitet. Vi har set hvorledes vores politi samarbejder med forbrydere, hvilket statsadvokaten for Sjælland og rigsadvokaten godkender og justitsministeriet ligeledes.

Vi må og skal gengive vort folk tilliden til vore domstole og vore politikere. Der skal snart være valg igen. Vælgerne må feje hele denne regering samt dens uhæderlige mænd bort, og indsætte en regering af hæderlige mennesker, som har vilje og mod til at overholde vore love og forpligtelser, og fjerne enhver Frimurer fra indflydelse.

Jeg er gammel nu, men kunne vi i foråret 1942 uden støtte gå til kamp mod hele den tyske krigsmaskine med livet som indsats, kan jeg stadigt gå til kamp mod en fjende, der hemmeligt har gravet sig ind i vort retssystem, og som igen forsøger at lægge »Åg på vor nakke og lås for vor mund«.

Digteren skrev: »Oh, Danmark, på rænker du aldrig dig forstod, Det har du tit betalt med dit dyreste hjerteblod«.
Hvor havde han dog ret.
Enhver, der måtte ønske dokumentation for mine påstande, skal være velkommen. Den beskrevne sag er nu oversat, og vil blive forelagt Domstolen i Strassbourg. Eftertryk er tilladt, også i uddrag.

2 thoughts on “Frimurerne

  1. Kim Holleufer

    Hvordan i alverden finder du dog på alt dette.
    De første sider fanger, men da bliver den lige tyk
    nok, og så falder femøren ! Paranøja og
    den gode gamle skrøne om bedrageriske Frimurer.
    Havde du så blot kommet til den pointe lidt før så
    havde man sparet en del tid på at læse det hele.

    Indrømt det en uhyrlig historie, enlige kvinder der bliver
    bedraget, og for den sags skyld også resten af historien
    som utvivlsomt sagtens kunne være sand for så vidt
    angår advokaterne som uden blusen opføre sig som
    keltringe når blot det er rentabelt.

    Find på noget nyt i stedet for Loge snakken. Hvad med
    for en gang skyld at se lidt på de påståede månelandinger
    vi alle sad og åd råt i sin tid. Russerne og Amerikanerne
    Sloges formeligt om at være foran i kapløbet om teknologien.
    Men har vi nogensinde sat vores ben på månen ?
    Sjovt nok ikke i nyere tid vel’ ! :0)

    Mvk Kim L. Holleufer.

    Reply
  2. Hans DANIEL Jildholt

    Det är lika illa även i Beowulf hemmland

    Reply

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *