Vandløbsloven historisk set

Miljøstyrelsen har fra foråret 2017 frem til årsskiftet bedt 23 vandråd (som landet er delt op i) om at klassificerer landets 65.000 km åbne vandløb over det ganske land, 23 vandoplande som landet er delt op i. En noget hasarderet øvelse. Efter 5 møder fik jeg et læserbrev i fagbladet Effektiv Landbrug:

Indtil for 25 år siden har regulering af vandløb i Danmark hovedsaglig haft naboretlig karakter, samtidig med at det var vandløbenes afledningsevne der skulle sikres. Loven har været således udformet, at den skulle hjælpe med at afbøde konflikter og forskellige interesser omkring et givent vandløb. En nedsat landvæsensret (nedlagt i 2001) hjalp til med at afklare fordeling af omkostninger ved vandløbsvedligeholdelse og afklaring af evt. tvistigheder. Men alt sammen med udgang i de konkrete lokale forhold med respekt for ejendomsretten. Loven var ikke gældende for vandløb hvis udstrækning forblev indenfor en enkelt ejendoms areal.
 
Den første samlede vandløbslov er fra 1880, men blev moderniseret i 1949. 
I 1982 blev der indsat en formålsparagraf og en del forenklinger – mere herom senere. 
Den 23. januar 1991 blev der fremsat et lovforslag, af daværende miljøminister Per Stig Møller, til modernisering og styrkelse af de centrale dele af Miljøministeriets lovgivning. Udkastet var, at de fleste tidligere love og regler skulle samles i følgende love:
1. Lov om naturbeskyttelse
2. Lov om planlægning, 
3. Lov om miljøbeskyttelse og 
4. Lov om vandløb.
Alle med samme formålsparagraf: 
”Loven skal medvirke til at værne natur og miljø, så samfundsudviklingen kan ske på et bæredygtigt grundlag i respekt for menneskets livsvilkår og for bevarelsen af dyre- og plantelivet.”
 
Af mig uoplyste årsager kom ”Lov om vandløb” ikke med i den endelige omstrukturering af de mange miljølove den 1. januar 1992. Så en hvis kontinuitet til fortiden blev bibeholdt. 
Men den samlende formålsparagraf (”Loven skal medvirke …”) fra de andre 3 love har indirekte haft indflydelse på holdningen til dem der arbejder i og med naturen, mener jeg. Den giver adgang til samfundsgrupper med en, ofte påtaget, høj moral på naturens vegne, at pege fingre af dem der lever af og med naturen.
 
Vandløbsloven fra 1949 har ikke nogen formålsparagraf, i stedet beskrives i § 1 det område som loven dækkede. Hvilket indikerer en mindre politisk indblanding.
Og det bemærkes også, at 1949 lovens § 2. 1. ”Benyttelsen af de i denne lov omhandlede naturlige vand¬løb til afledning af vand har fortrinsret for al anden benyttelse af vandløbene.” er undladt i den nye lov af 1982, som stadigvæk i hovedtræk er gældende. 
 
vandløbsloven fra 1982 ændres § 1 til en formålsparagraf med en noget anden ordlyd 
”Stk. 1 Ved denne lov tilstræbes at sikre, at vandløb kan benyttes til afledning af vand, navnlig overfladevand, spildevand og drænvand.
stk. 2 Fastsættelse og gennemførelse af foranstaltninger efter loven skal ske under hensyntagen til de miljømæssige krav til vandløbskvaliteten, som fastsættes i henhold til anden lovgivning.”
 
Men vandløbsloven er faktisk sluppet nådigt i forhold til anden miljølovgivning, der har været igennem Christiansborgs lovmaskineri.
 
Man kan indvende i § 1 stk. 2 ”…miljømæssige krav til vandløbskvaliteten, som fastsættes i henhold til anden lovgivning.” at en ladeport er åbnet til megen anden lovgivning der kan underminere kravet til at sikring af vandafledningsevnen.
 
Men tiltag der på nogen væsentlig måde hindrer vandafledningsevnen imødegås af EU´s vandrammedirektiv.
Medlemsstaterne kan udpege et overfladevandområde som kunstigt eller stærkt modificeret, hvis:
a) de ændringer af områdets hydromorfologiske karakteristika, som er nødvendige for at opnå god økologisk tilstand, ville have betydelige negative indvirkninger på vandregulering, beskyttelse mod oversvømmelse, dræning, eller
b) de nyttige mål, der tilsigtes ved de kunstige eller modificerede karakteristika af vandområdet, ikke med rimelighed på grund af tekniske vanskeligheder eller uforholdsmæssigt store omkostninger kan opnås med andre midler, som miljømæssigt er en væsentlig bedre løsning.
 
Konklusion:
Hvis myndighederne ville holde sig stringent til gældende lovgivning, var det arbejde der foregår i diverse vandråd i øjeblikket overflødig. 
 
Men et større spørgsmål trænger sig på. 
Har vi vandrådsmedlemmer overhovedet mandat til den opgave vi er pålagt. Hvis man bare skal have en lille smule respekt for den private ejendomsret, tror jeg allerede vi er dumpet. 
Det er jo kun et lille antal af samtlige vandløb vi kan nå at kikke på. Det fantasifulde regelsæt der skal gennemgås til bedømmelse af klassificering af vandløbene, gør det ikke mindre tidskrævende. 
 
Er der ikke nærmere tale om, at vi bliver brugt som ministeriets nyttige idioter, der skal legalisere deres ønske om at styre og regulere alting fra centralt hold. 
 
Sikring af vandafledning og god økologisk tilstand er ikke hinandens modsætninger.
Derfor skal vi tilbage til ånden i tidligere vandløbslov, hvor det lå i loven, at man løste problemer lokalt mellem forskellige lodsejere og interessegrupper. Var der en konflikt parterne ikke selv kunne løse, blev Landvæsensretten inddraget. 
På den måde tror jeg, at et mere frugtbart samarbejde til glæde for alle parter kunne opstå imellem bredejere og friluftsorganisationer, end vi ser i dag.

 

Det giver anledning til følgende overvejelser:

Har landbrugs- og friluftsorganisationerne ligeværdige interesser

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *