De dyreste sekunder i danmarkshistorien - Uretten

Britta Schall Holberg anmelder Jørgen Røjels bog. “Fra anarki til hysteri”
Artikel fra 25. september 1990 i Jyllands-Posten.

Tidligere landbrugsminister (V) Britta Schall Holberg anmelder i Midtpunkt overlæge dr. med. Jørgen Røjels bog “Fra anarki til hysteri. Dansk miljøpolitik 1960- 90”, som udkommer i dag.

Det er en bog, som bør læses inden en ny vandmiljøplan vedtages. Man kan så håbe, den indgår i den saglige debat, som helt blev undertrykt sidste gang, skriver Britta Schall Holberg. Hun mindes, hvordan hun som landbrugsminister med afvigende meninger blev kulet ned i regeringsmøder, hvor politisk hysteri om stemmer blev afgørende.

Overlæge Jørgen Røjel har i mange år kæmpet en sej kamp med myndighederne for sine tanker om luftforureningen over Fredericia

Der var derfor al mulig grund til med betænkelighed at læse hans bog Fra anarki til hysteri dansk miljøpolitik 1960-90

Man kunne frygte, at harmen ville overmande skribenten og gøre bogen mindre læseværdig. Sådan er det ikke.

Bogen udkommer i dag og er ligefrem brandspændende læsning. Men der vil givetvis være nogen, der vil vånde sig under piskeslagene. Mange er undervejs omtalt med navns nævnelse.

Jørgen Røjel har valgt et godt tidspunkt at komme med sin bog på, fordi Vandmiljøplanen skal op i Folketinget i den kommende samling, og det er da også hans ærinde at råbe vagt i, indtil flere geværer, for at der ikke igen sker en så eklatant fejltagelse, som han mener Vandmiljøplanen er.

Det er endda et mildt udtryk for det synspunkt, Jørgen Røjel gør sig til talsmand for. Han siger simpelthen, at der var tale om politisk justitsmord over for landbruget, og om lovgivning på et fuldstændig useriøst grundlag. Love, der strider mod formel logik og sund fornuft, og de kan ikke efterleves i praksis.

Han søger at føre bevis for, at de instanser, der gav sig ud for al drive miljøforskning forud for planens vedtagelse. er uvidenskabelige i deres metoder, hvilket han finder belyst af gruppen på 22 internationalt kendte forskere, der i 1988 gennemgik dansk forskning. Her får miljøforskningen bundkarakter.

Og Jørgen Røjel ved hvorfor. Man opstiller en tese og søger at rette virkeligheden ind efter den. Det er en uve- derhæftig videnskabelig metode, siger Røjel. Videnskabelige resultater må offentliggøres i tidsskrifter, så fagfolk har mulighed for at bedømme og kritisere metoder og resultater, siger han. Men det, der skete i VandmiIjøplanens tilblivelsesdage var, at man gik over til en ny ‘videnskabelig metode’ -Videnskaben skal ikke beskrive virkeligheden, men forandre den med andre ord. Videnskaben skulle medvirke til at fremme bestemte politiske interesser «(s. 219)

Det er ikke rimeligt.- siger Røjel. »videnskabsmænd skal beskrive virkeligheden. der er det eneste sikre grundlag, hvorpå politikerne kan træffe deres beslutninger. Ændringer af samfundet skal videnskabsmændene overlade til politikerne og den almindelige demokratiske proces. – (s. 220)

Når hans angreb pa Vandmiljøplanen bliver så stærkt og meget dygtigt og præcist beskrevet hænger det sammen med det problem. han bruger 1. halvdel af sin bog til at beskrive indgående og med videnskabelig dokumentation i stor mængde. Hvordan myndighederne, fra kommunalbestyrelser over amtsråd til Miljøministerium indgik i symbiose med A/S Superfos i 70erne. Røjel var da selv formand for naturfredningsforeningens lokalkomite og så på sit sygehus resultatet af den luftforurening, som kom fra Superfos. Hvad patienterne ikke fremviste af symptomer. kunne aflæses på forvitrede bygninger. Røjel talte dengang for døve øren. Det lykkedes ham alligevel at få pirret så meget op i sagen, at Superfos blev dømt for at have overtrådt miljøloven. En bøde på 10.000 kr. Og det drejer sig dog om mennesker, som Røjel siger. Miljøloven var god nok. Men der var ikke megen lyst hos myndighederne til at efterleve den. selv om materialet videnskabeligt var i orden, fordi det ville koste arbejdspladser og penge.

Men anderledes forholdt det sig med politikeres og Miljøstyrelsens lyst til at tage sagerne op, da det ikke var dokumenteret, at kvælstoffet var det store problem i vandel, og da det var landbruget. det ramte og her var det dog kun fiskene, det ellers gik ud over, som Røjel argumenterer.

Det er som udenforstående svært at vurdere bogens afsnit om Fredericia problematikken på andet end et generelt plan. Min bedømmelse af afsnittet må bunde på vurderingen af anden del af bogen, nemlig miljøhandlingsplanen for vandmiljøet, fordi jeg selv var med i hele forløbet. Og set i det lys. kan bogen ikke andet end betragtes som et seriøst, alvorligt, debatskabende. men ikke polemisk stykke arbejde. Bogen er dertil forsynet med noter og litteraturhenvisninger, og går i det hele, såvidt jeg kan bedømme, seriøst ned i en tilbagevisning af urigtige påstande, men også en dokumentation af, hvorfor Røjel retter et så skarpt angreb på myndighederne. Der i det ene tilfælde valgte at lukke øjnene til, mens de i det andet tilfælde tabte hovedet. I første tilfælde selv om sagen var veldokumenteret, i andet var den det slet ikke.

Det hører med at sige, at når Røjel er så optaget af Superfos-sagen, er det fordi han mente, han stod med en veldokumenteret fare for massiv forurening, som han mente, de borgerlige politikere måtte tage op som et bud på en borgerlig miljøpolitik, som tog hensyn til efterkommerne. Det skete ikke, og det harmer ham. Til gengæld nager det ham. at han med sagen siden har været med til at sætte en bevægelse i gang, der ikke i længden kunne styres og derfor endte med at løbe løbsk. Han føler sig som Troldmandens lærling.

For Røjel brød med Naturfredningsforenmgen, som det fremgår i et overordentlig velskrevet, men skarpt opgør med David Rehling. Men også med alle miljøaktivisterne. Han skriver (s 146) “De idealister, der startede bevægelsen, blev fortrængt af hårdtslående stræbere, der i bevægelsen så et middel til at skaffe sig politisk magt. Bevægelsen fik et religiøst præg, hvor dogmet var, at miljøkatastrofens apokalypse ventede forude. De brugte som tvangsmiddel over for befolkningen angsten for det ukendte – Og han skriver videre.

”Miljøfanatikerne vendte bogstavelig talt tingene på hovedet, og de forsøgte at indføre omvendt bevisførelse. således at bogstavelig talt alle tiltag truede miljøet, indtil det modsatte var bevist. Over for dommedagsprofetien måtte al kritik forstumme. Var man imod profetien, var man pr definition en kværulant, der foretrak syreregn. langsom kvælning, ødelagt grundvand og drivhuseffekt fremfor miljøparadisets velsignelse.

Det blev til stemmefiskeri. konkluderer Røjel og gennemgår derefter, hvordan han mener, Vandmiljøplanen bygger pa helt gale forudsætninger ved at gå ud fra, at det er kvælstoffet, der ødelægger ilten. Det er ikke kvælstoffet. der er problemet, siger han. Det er fosforen.

Han gennemgår NPO-planen, som han kalder et miljøpolitisk manifest og hæfter sig meget ved. at navngivne embedsmænd i landbrugsministenet kraftigt tog afstand fra konklusionerne i NPO-rapporten, som han karakteriserer sådan, at det ud fra en videnskabelig vurdering var værdiløst arbejde. Et arbejde, der i virkeligheden kun var skrevet sammen for at redde daværende miljøminister Erik Holsts miljøpolitiske programerklæringer i folketingssalen.
Et vanvittig morsomt og meget bidende referat af “TV-Avisens 90-sekunder og en spand døde hummere’. og henholdsvis fiskeriministerens og Rehlings vekslende held med at deltage i TV, samt lignende reportager fra folketingsdebatterne, er simpelt hen morsom læsning. Men også dybt forstemmende. Ikke så meget, fordi jeg selv pådrager mig Røjels forundring over, at jeg ikke sagde fra, men simpelthen fordi de frygtelige måneder pludselig står lyslevende på papiret.

Røjel fremhæver Dohrmann og Bjerregaard. henholdsvis Z og Kr. F. som de eneste, der havde mod til at sige, at det hele var kejserens nye klæder. Men Røjel noterer jo også, at dommen over Bjerregaard blev hård i hans eget parti. Svagheden i Røjels fremstilling er, at han ikke forstår den politiske beslutningsgang i de forfærdende måneder. Hvis man havde sagt fra over for brugen af NPO som grundlag, så var der ikke udløst 13 mia. kr. siger Røjel.

Heri tror jeg desværre, han tager fejl. Stemningen var simpelt hen som han selv beskriver, efter ”de dyreste 90 sekunder i TV i Danmarkshistorien”. Røjel undrer sig over, at Lone Dybkjær der dog er kemiingeniør, ikke kunne se, at det hele handlede om ingenting eller om noget forkert. Men giver selv svaret. idet han flere gange skriver: Regeringens oplæg. fremlagt af miljøministeren (Christian Christensen) var jo meget nær en kapitulation over for det grønne flertals og Danmarks Naturfredningsforenings krav.- ligesom han i sin beskrivelse af, hvordan miljøministeren kunne have tacklet sagen s. 196, 197, 198 og giver forklaring på, hvorfor regeringens øvrige ministre blev sat totalt skakmat, idet han slutter »Dermed havde miljøministeren uden vaklen sluttet sig til den mest missionske del af de miljøtroende i Folketinget For, som Røjel skriver i sit svar til Løvig Simonsen malede miljøministeren som sædvanlig fanden pa væggen.

Jeg påtager mig mit ansvar i denne frygtelige sag. men det er også efter læsningen af Røjels bog klart, at regeringen var totalt splittet på miljøsagen, og med den stemning, der var i befolkningen efter TV-udsendelsen blev ethvert modspil som sagt betragtet: ”Var man imod profetien, var man pr. definition en kværulant, der foretrak syreregn, langsom kvælning, ødelagt grundvand og drivhuseffekt frem for miljøparadisets velsignelser. Der blev simpelt hen ikke plads til sagligheden.
Jeg erkender, at jeg var med til at acceptere NPO-planen, som grundlaget på et tidspunkt, hvor vi måtte se at redde, hvad reddes kunne, og med de dagsordener. der var vedtaget om halvering, var NPO-tallene et “bedre” udgangspunkt, end andet, vi havde (Se min artikel i Weekendavisen d. 21. juni I988 ).

Hele sagen kørte jo for øvrigt endnu mere op i en spids, fordi landbruget i starten kom til at nægte, at de overhovedet havde et problem, så kategorisk, at det satte endnu mere brand i hele sagen. Så sad også Venstre totalt i saksen. Fordi ethvert forsøg pa nuancering blev til: De vil bare redde landbruget (og det må Røjel jo vide, er en svær anklage, for det er det, han anklager politikerne for i spillet om Superfos).

Forresten udarbejdede landbrugsministeriet på min foranledning siden sammen mod landbruget et papir, som vi lagde på bordet i regeringsforhandlingerne ved siden af Miljøministeriets. Som man vil huske. affødte det de frygteligste bataljer, at vi altså tillod os at antaste Miljøministeriets optag.

Mens jeg sad og læste om begivenhederne dengang, husker jeg min bemærkning til statsministeren under en af de opslidende forhandlinger i statsministeriet om, hvordan planen skulle se ud: Det bliver uden mig…”hvortil statsministeren svarede”: Ja så må det jo blive det.

Det kendetegnede vist stemningen i de dage. Det lykkedes at få reddet nogle stumper, men som man ved, gik jeg efter planens vedtagelse til min partiformand, jeg syntes ikke, jeg kunne være med til mere af den art. Jeg blev bedt om at blive. Jeg troede det betød opbakning. Men hensynet til regeringens sammenhold med Kristeligt Folkeparti den gang talte tungere også derefter.

Og så kan Røjel og jeg selvfølgelig fra hver sit hjørne spørge. Tæller de stemmer mere end saglige hensyn.

Røjels konklusion er i alle tilfælde »Det vil sige, at samfundet ofrer milliarder og atter milliarder af kroner på bygning af vandrensningsanlæg, der er helt overflødige. Inden 1. januar 1995 skal Danmarks kommuner bygge mere end 260 vandrensningsanlæg til et samlet beløb af 9,3 mia. kr. Omtalte investering i rensningsanlæg rammer byboere og industrien på pengepungen og det or jo galt nok, men det truer ikke direkte deres eksistens. Anderledes er det for landbrugets vedkommende.

Røjels bog fortjener at blive hest og studeret inden en ny Vandmiljøplan vedtages. Man kan så håbe den kan indgå i den saglige debat, som blev helt undertrykt sidste gang.

Jørgen Røjel: Fra Anarki til Hysteri. Dansk miljøpolitik 1960-90, 247 sider, kr. 148. Samleren.