Af Bent Jensen, professor, dr. phil.,Vestergård, Regissevej 2, Frørup skriver den 21. september 2000 i Jyllands-Posten bl. a.
Euroen rasler ned, og det samme gør ja-politikernes omdømme i befolkningen, fordi deres fiffige manøvrer er så gennemskuelige, skriver Bent Jensen
POLITIK HAR altid i allerførste række drejet sig om troværdighed. Når man skal afgive sin stemme ved et valg eller en folkeafstemning, må man først og fremmest have klarhed over, om de politikere, der tilbyder guld og grønne skove (og truer med ubehageligheder, hvis man ikke gør, som de siger) er troværdige. Står politikerne ved det, de siger, eller løber de fra deres ord?
De fleste husker Poul Nyrup Rasmussens “garanti” for efterlønnen forud for sidste folketingsvalg – og også hvordan det gik med dette løfte, så snart valget var overstået: Det blev kynisk brudt, og nok så mange bortforklaringer kunne ikke forhindre, at traditionelle socialdemokratiske vælgere i hobetal løb væk fra Nyrup og over til Dansk Folkeparti.
Nyrup har også udtalt sig om euroen. I 1993 erklærede han således, at »det at indføre en fælles mønt vil efter min opfattelse være at ensartetgøre landene stærkere, end landenes grundlag tilsiger. Der er meget stor forskel på Grækenland, på Danmark, på Tyskland, på Frankrig. Der er ikke grundlag for en fælles mønt.«
Top Desperat
Hvad Poul Nyrup Rasmussen siger i dag, ved vi alle. Han forsøger lige nu desperat at overtale resterne af sine vælgere til at stemme for den fælles mønt, euroen, som der ikke er reelt grundlag for, og som derfor vil medføre et kolossalt pres på dansk skatte-, finans-, social og arbejdsmarkedspolitik. Det ved han naturligvis godt, og han taler derfor nu mod bedre vidende. De stærke og toneangivende EU-stater med Tyskland i spidsen ønsker EU-landenes skatte- og socialpolitik harmoniseret, og der foregår en livlig og realistisk debat om lige præcis disse ting i Tyskland og andre EU-lande. Nyrup og de andre ledende ja-politikere taler udenom og tror åbenbart ikke, at danskerne følger med i, hvad der sker i EU.
Danmarks statsminister har ingen troværdighed. Meningsmåling efter meningsmåling viser det.
Manden virker da også helt panisk, og hans nyeste påhit om en evig “garanti” for folkepensionen er så billigt, at folk kun trækker på smilebåndet (ligesom ad Marianne Jelveds “garanti” for, at pensionen er sikret frem til år 2045 – hvad så i år 2046?).
Nu vil Nyrup oven i købet skrive til EU’s regeringschefer for at lå dem til at garantere den danske folkepension – dvs. lige præcis de folk, der kastede sig over Østrig og brød alle skrevne og uskrevne regler for anstændig politisk adfærd. Deres garanti vil sandelig være noget værd!
Top Tidligere nej-siger
Det står dog heller ikke for godt til i det store liberale parti Venstre. Anders Fogh Rasmussen, der engang var liberal, har tidligere fremført en hel stribe af klare, liberale argumenter imod ikke alene EU-Unionen (som han så alligevel på et senere tidspunkt anbefalede), men også mod en fælles EU-valuta. Det samme har medlem af Europa-Parlamentet, Bertel Haarder, gjort i sin tidligere liberale periode.
Fogh Rasmussen erklærede i sin tid, at EU-landene er så forskellige, at en økonomisk union for overhovedet at kunne fungere vil »kræve en overnational og central styring af økonomierne …. som vi i et liberalt parti må afvise.«
Bertel Haarder har også tidligere (i bogen “Danskerne år 2002. En begrundet vision”), taget afstand fra tankerne om en fælles mønt (og for øvrigt også frie kapitalbevægelser, som ifølge ham ville bane vej for en socialdemokratisk planøkonomi og fratage Damnark muligheden for at bruge renten som led i en konjunkturstimulerende politik). I 2002 ville man ligefrem grine af drømmene om en fælles mønt og fælles-altmuligt, skrev han.
Det var i tillid til sådanne politikere og deres udtalelser at jeg og mange andre tidligere stemte ja til et europæisk samarbejde. Vi troede på deres ord om, at der var grænser for afgivelse af suverænitet og koncentration af magt i Bruxelles. Nu anbefaler de det, de tidligere skarpt tog afstand fra.
De argumenter, som Fogh Rasmussen og Haarder tidligere fremførte, er præcis de samme, som liberale og andre euromodstandere fremfører i dag:
At en fælles valuta vil kræve fælles, centrale EU-organer til kontrol og styring af de enkelte medlemslandes økonomi og politik. Der er tale om principielle argumenter, hvis gyldighed ikke ændres eller forældes.
Hvordan kan disse folk da svinge 180 grader og i dag sige det modsatte? Hvordan forestiller de sig, at man skulle tro på dem i dag, når man ser, hvordan de er løbet fra deres tidligere erklæringer?
Top Politikere i krise
Danske politikere har et meget alvorligt problem. De udgør i dag en professionel politikerklasse, omgivet af embedsmænd og såkaldte eksperter, men på lang afstand af en befolkning, som ikke længere tror på dem.
Politikerne og deres eksperter opfatter sig selv som en elite, der skal manipulere en genstridig befolkning, som ifølge eliten ikke ved, hvad der tjener den selv bedst.
Det danske politiske system befinder sig derfor i en alvorlig politisk krise. De gamle politiske partier – med alle deres økonomiske og organisatoriske ressourcer og i alliance med LO, de store erhvervsorganisationer, disse organisationers store pengekasser og alle mulige politiske og økonomiske “eksperter” – trygler og truer den danske befolkning for at få den til at indskibe sig i den dødssejler, der hedder euroen. En valuta, de internationale finansmarkeder med god grund ikke har tillid til, og som foreløbig har mistet en fjerdedel af sin værdi og derfor fremkaldt renteforhøjelser.
Seks gange har Den europæiske Centralbank måttet forhøje renten i år, men lige lidt har det hjulpet.
De professionelle ja-sigere med Nyrup Rasmussen i spidsen forsøger nu at bilde befolkningen ind, at det, vi skal stemme om, er “en dansk euro” – fordi, som det hedder, dronningen jo fortsat vil være på den ene side af de mønter, der fremstilles i Danmark.
Påstanden er uendelig plat. For det første vil det langt, langt større antal euroer, der bliver fremstillet i f. eks. Tyskland, og strømme ind i Danmark, have den tyske ørn på sig. For det andet drejer euro-projektet sig jo ikke om møntens design. Det drejer sig om et projekt, der vil tømme den danske nationalstat og det danske folkestyre for indhold.
Top Halsbrækkende
Dette halsbrækkende eksperiment fremstilles nu som den store frelser, der skal sikre Danmark både økonomisk, social og sikkerhedspolitisk tryghed (selv om de samtidig siger, at euroen intet har at gøre med de ting!). Men der er tværtimod al mulig udsigt til, at projektet vil fremkalde stærke økonomiske og politiske spændinger samt social uro i hele euro-området, når alle euro-landene skal til at marchere i takt for at sikre den fælles valuta.
Euroen rasler ned, og det samme gør ja-politikernes omdømme i befolkningen, fordi deres fiffige manøvrer er så gennemskuelige. Deres gruppe af ja-sigere skrumper kraftigt, mens den folkelige protest mod den selvudnævnte elites OverEuropa vokser – også i Sverige, Tyskland og andre EU-lande.
Det siges, at et folk har de politikere, det fortjener. Det er ikke rigtigt – vi fortjener langt bedre politikere. Først og fremmest folk, man kan stole på.