Bogen er på 104 sider og kan erhverves for 50 kr på tlf. 7542 2089 el. 7475 3114.
Svulstige traktater – uanselig Grundlov
Gentagelser kan ikke altid undgås, men de er heller ikke kun af det onde. Dette lille skrift er i grunden blot samme pointe gentaget med variationer. Det er mit håb, at gentagelsen på den måde tjener sit formål: at vi flytter os en lille smule i forhold til det, vi betragter, og derved får øje på en anden side af det samme. Nedenstående er således en gentagelse af indledningen om magtens vilkårlighed med blikket rettet mod Amsterdamtraktatens store ord i forhold til Grundlovens små.
A. Den falske forsagelse
Som tidligere nævnt: Efter krigen og Det Tredje Riges fald blev nazismen selve symbolet på det onde. Det er ren og skær nazisme, sagde man, når man skulle sige, hvor ondt noget var.
Det har været skæbnesvangert for vor forståelse af os selv. Det er nok farligt at tro, at man repræsenterer det gode, men det er lige så farligt at tro, at man kan udpege det onde og sige: Dér.
Nazismen blev det onde, der skulle forsages, og så troede man alt var på det tørre. Dæmonerne var jaget ud. I den kristne trosbekendelse hedder det: “Vi forsager djævelen…… altså det onde – i os selv. Hvis man ikke forstår sig selv med i det onde, der skal forsages, bliver man et uhyre, der tror, han skal bekæmpe det onde i verden, for selv er han ikke underlagt noget ondt. Regenten og lovgiveren må tænke sig selv med: det er mig, der skal sættes grænse for, min magt. Den svage skal beskyttes – også mod den, der skal beskytte ham.
Men i efterkrigstiden blev det til: “Vi forsager nazismen…… Troen på at det onde sådan kan lokaliseres til en bestemt politisk bevægelse og anskuelse, skabte et åndeligt tomrum, og hvor der er tomrum, flytter der altid nogen ind – andre ånder. Sådan kunne alskens totalitære ideologier og regimer legitimere sig selv med, at de ikke var nazistiske. Det er let at være god, når man véd, hvad det onde er – hos andre.
Ja, kampen mellem det onde og det gode blev til en kamp mellem livsanskuelser og ideologier. Den ikke-nazistiske ideologi havde et fortrin og forspring. Nazisterne var umenneskene, mens alle andre bare var – mennesker. Nye ideologier skød op som modtræk til nazismens spøgelse, som man så overalt. Nu skulle al magt sættes ind på at forjage spøgelset. Den politiske diskussion tog således sit udspring i spørgsmålet: Hvordan skal magten udøves, for at vi undgår en gentagelse?
Det var det forkerte alternativ, man stillede op. Der findes ikke nogen opskrift. Der findes kun nationer og lande, som fra gammel tid har gjort det på hver deres måde, for de har haft hver deres historie, som loven er blevet til efter, så den passer til det folk.
Hvad man gør i den europæiske union nu er det modsatte: man gør denne naturlige forskellighed til arvefjenden, som skal bekæmpes, for at man kan indføre enhed og enshed. Man samler magten igen, fordi man tror, man har den rette opskrift – nu. Man går den lige vej til en gentagelse af historien. Mens blikket er rettet bagud mod de to store ismer: nationalsocialismen og den sovjetiske kommunisme, opdager man ikke, at hænderne foran er ved at bygge en konstruktion, der er magen til. Man samler al magten og begår voldtægt mod nationernes forskellighed og folkenes mangfoldighed.
B. De store ords formal i traktaten
I Amsterdam-traktaten lyder den store proklamation: “Frihed, sikkerhed og retfærdighed.”
Man skal ikke lede efter onde formålsparagraffer i traktaten. Man skal opholde sig ved det gode, den vil! Frihed, sikkerhed og retfærdighed. Når unionen skal sørge for det, skal den sørge for alt, for hvad kommer ikke ind under de ord?
Hvad er frihed, sikkerhed og retfærdighed? På portene over de tyske koncentrationslejre stod som bekendt: “Arbeit macht frei” – arbejde frigør, gør fri eller hvad man nu vil oversætte det til. Frihed er et ord, der kan bruges til alt, også til det! Ligeså med retfærdighed og sikkerhed.
Når unionen begynder at bruge disse store ord, kan man roligt regne med, at den er ved at blive til det “fjerde Rige”, en variant af de gamle totalitære stater, der vil beskytte mod alt, så ingen er beskyttet mod staten. Hvem skal afgøre, hvad “frihed, sikkerhed og retfærdighed” skal være? Det skal den centraliserede unions myndigheder og virkelige magthavere, naturligvis. Det eneste, vi har sikkerhed for, er, at vi ikke skal afgøre det. Gang på gang gentager traktaten disse ord med næsten bevidstløs monotoni.
Læg mærke til hvad der står som hensigtserklæring:
Unionen ” … HAR DET FORSÆT, at gennemføre en fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, der omfatter udformningen på lang sigt af en fælles forsvarspolitik, som med tiden vil kunne føre til et fælles forsvar, og derved styrke den europæiske identitet og uafhængighed med det formål at fremme fred, sikkerhed og fremskridt i Europa og i verden som helhed.”
Det har intet at gøre med “pan-germanisme”, men “pan” er det, det vil sige: alt-omfattende og altbestemmende og altbeherskende. Det er paneuropæisk. Det skal styrke den “europæiske identitet”, hvad det så skal afløse den gamle. er. Det vil sige: en ny “identitet” skal afløse den gamle. Der er slet ikke noget, der hedder den europæiske indenditet. Men det skal der blive! Og det skal gennemføres ved hjælp af enhedsstaten. For enhedsstaten har ingen legitimitet, hvis ikke folkene opdrages til pan-europæisrnen.
I den tåbelige diskussion herhjemme om unionens mål, udtalte SF-eren Sten Gade, at det måtte give grund til betænkeligheder, at så mange borgerlige i Europa var ved at blive skeptiske over for EU-projektet. Det styrkede i det mindste hans overbevisning om, at han kunne få sine synspunkter styrket ved et ja til Amsterdam-traktaten. Nej, intetsomhelst har Europas folk lært af den allernyeste historie. Både borgerlige og socialister diskuterer unionens politiske kurs. Den partitaktiske strid fortsættes i EU-institutionerne.
Tilsyndeladende forstår ingen, at det er ganske ligegyldigt, om E U er borgerligt eller socialistisk. Det drejer sig om selve institutionens og magtkoncentrationens forrang for al partidiskussion. Når først magten er samlet, skal der nok blive ført en politik af én eller anden politik, hvor folkene er blotte behandlingsgenstande og kastebolde for politikernes ideer om, hvordan de skal skabe “europæisk identitet.” art, en centralistisk.
Er det da virkelig så vanskeligt at se og forstå? Er det da virkelig så svært for en Sten Gade f. eks. at se, at han indfører det “fjerde Rige”? Ingen skal beskylde tyskerne for noget- Det er Sten Gade selv, der må tage ansvaret og vide, hvad han gør: Hele Europa i SFs billede! Et paradis, synes Gade at mene.
Det er utilladeligt naivt og ufatteligt dumt, at danske politikere ikke kan se det, men det kan kun være, fordi de ikke vil. De borgerlige partiledere gør sig skyld i det samme. Mens de diskuterer med socialisterne, er begge parter enige om at give EU mere og mere magt. EU – pan-europæismen – er den sikre vinder, og det er deres skyld, rettere: vores skyld. Enhver har sin skyld at bære.
Disse mægtige hensigtserklæringer: “Fred, sikkerhed, retfærdighed” er kendetegnende for alle totalitære stater. Statens hensigt er naturligvis altid positivt formuleret. Man har et “godt program.” Og alle stirrer på programmet og falder på knæ og siger: “Ih, hvor er det godt.”
Vi skal undgå Sovjet og Det Tredie Rige, siger man – og det skal vi ved at samle al magten i EU, så vi kan holde alle spirer til gentagelse af sådanne riger nede. Og sådan indfører man det så, det “fjerde Rige.” Den partitaktiske diskussion herhjemme sætter folket udenfor som observatør og “stemmekvæg.” Folket er et nødvendigt onde, hvis tilstedeværelse man er nødt til at tage i betragtning, fordi det er folket, der skal give én stemmer til at – skabe et nyt folk med en “europæisk identitet.” Det Tredje Riges fører kom til magten på lovlig vis. Han blev kansler ved en undtagelsesbestemmelse i den tyske lovgivning, som gav præsidenten fuldmagt til at udpege en kansler, når nød krævede det.
Så sad han på magten, og så blev den brugt: til et forsøg på at skabe det pan-europæiske folk. Det hed bare noget andet den gang. Netop i folkets og fædrelandets navn, skulle der skabes et nyt og renset fædreland. Bort med alle “folkefremmede” elementer, ind med en ny “identitet.”
Kan det da være tydeligere? Traktaters store Programerklæringer tjener ét formål: at lægge alt ind under statens myndighed. Der er et meget karakteristisk træk, som det er vigtigt at lægge mærke til. jo større programerklæringerne er, des mere intetsigende er de, og det vil sige, at enhver kan rette dem til efter sit hoved. De er skræddersyede til den totale magtovertagelse. Men ikke nok med det. Man skal lægge mærke til, at programerklæringerne om alt det – uendeligt! – gode, man vil gøre, følges af lige så detaljerede og nøje definerede bestemmelser for unionens institutioner: råd og kommission og parlament og domstol osv. Det hænger således sammen: jo mere tomme, programerklæringerne er, des mere nøjagtige skal institutionsbestemmelserne være. De skal nemlig sikre én ting: At magten ikke kan tages tilbage. Det er som en ruse: når først magten er sluset den ene vej ind, kan den ikke komme ud igen. Derfor de uhyre omfattende paragrafsamlinger for institutionerne. Der må ikke være en sprække, som man statsretligt og folkeligt og nationalt kan benytte sig af, hvis man mener, magten til EU er gået for vidt. Der er ingen vej tilbage. Paragrafferne skal lukke rusen – der er kun en vej ind, ingen ud. “Fred, retfærdighed og sikkerhed” er tomme intetsigende begreber. Det er et gennemført blændværk og bedrag. I begyndelsen af Amsterdam-traktaten sætter man alle disse fine ord og program- og hensigtserklæringer. Dem kan ingen jo være uenige i. Senere i traktaten følger så alle kompetenceparagrafferne. Hvem skal gennemføre alt det, der står først? Det skal de, der står om senere, naturligvis. Og da de jo kun vil gennemføre alt det gode, der står om først, så springer man let hen over det sidste, for det er jo bare sådan “det tekniske.”
C. Grundloven
Det er klart, at den danske Grundlov i forhold hertil står i skammekrogen, uanselig og upretentiøs, som den er. En lille sag, der tørt og på enkelt dansk fastslår nogle ganske få forhold og bestemmelser.
Grundloven går den stik modsatte vej af Amsterdam-traktaten. Grundloven rummer ikke ét stort og svulstigt ord. Den begynder nemlig med det vigtigste: Hvem regerer, giver lovene, dømmer – og hvordan? Her er ingen erklæringer om, hvilken politik, der skal føres i landet. Det må folket jo tage stilling til efterhånden. Grundloven er små, korte og klare sætninger, som sikrer, at det er folket, der styrer sit eget rige. Politikerne kan aldrig tilrive sig en sådan magt, at de i folkets navn styrer uden folket og imod folket det vil sige, det kan de nok, men ikke uden at overtræde Grundloven.
Grundloven vil ikke stille en politik op, som én gang for alle bestemmer, hvordan mennesker skal leve til alle tider i det land. Den stiller bare reglerne op for dem, som skal styre, lede og dømme og lovgive. Så må tiderne og omstændighederne afgøre, hvilke skridt riget skal tage i den situation, som lige for øjeblikket er vor historie. Sådan giver Grundloven menneskene et hjem med fire vægge, hvor livet kan leves, både i nationen og i hjemmet.
Amsterdamtraktaten og alle andre EU-traktater binder rnenneskenes liv mere og mere detaljeret, indtil alt er låst i faste rammer og paragraffer, og menneskene selv er blevet tomme paragraffer i maskineriet. Traktaten bygger nemlig på overbevisningen om, at man kan opbygge det “retfærdige, fredelige og sikre” rige én gang for alle, som om historien er færdig og ved enden. Grundloven, derimod, ved, at “retfærdighed, fred og sikkerhed” er noget historisk, relativt, afhængig af situation og tid og sted, og menneskene må altid tage ansvaret for at gøre, hvad samvittigheden byder dem i den situation, som nu er deres. Ja, Grundloven er det levende livs og det levende menneskes beskytter.
D. Nærhed
Amsterdam-traktaten forsikrer og forsikrer og forsikrer, at beslutningerne tages “nært” på borgerne.
Det gør Grundloven ikke. Det behøver den nemlig ikke. Den siger med knappe og enkle ord, hvad staten ikke må. For at tage det gamle eksempel igen: “Hjemmet er ukrænkeligt.” Vi kunne også nævne “brevhemmeligheden.” Ingen må bryde andres breve og læse dem. Punktum. Nej, her behøves ikke store ord, for de små ord siger: “Det er forbudt.” Og så behøver man jo ikke forsikre og forsikre, at der skam bliver taget hensyn til borgerne. Borgerne er simpelthen sikrede ved forbud for dem, der ikke kan lade dem i fred. Besværgelser har man kun brug for, hvor man har brug for at forsikre, netop fordi borgerne ikke er sikrede.
Allerede i indledningen til Amsterdam-traktaten forsikrer og forsikrer man. ja, der er endda kommet endnu flere forsikringer på. Og så kan man være ganske rolig for, at intet er sikkert.
Medtaget fra de gamle traktater står der, at den europæiske union “HAR DET FORSÆT, at videreføre processen hen imod en stadig snævrere sammenslutning mellem de europæiske folk, i hvilken beslutningerne træffes så nært på borgerne som muligt i overensstemmelse med subsidiaritetsprincippet…” Komisk og latterligt! Man slutter folkene snævrere og snævrere sammen, og skynder sig at forsikre, at beslutningerne træffes så tæt på borgerne, som muligt. Fordi man jo tager beslutningerne fra dem.
Grundloven, derimod, fastslår tørt og enkelt: “Denne Grundlov gælder for alle dele af Danmarks Rige.” Punktum. Her behøver man ikke forsikre, at beslutningerne er det danske riges og folks. For der er simpelthen ingen mulighed for, at det kan være andres. Loven gælder Kongeriget. Derpå følger så paragrafferne, som sikrer, at det er folket, der styrer folket. Amsterdam-traktaten taler om, hvad der er “muligt.” Grundloven taler om, hvad der er virkeligt, hvad der gælder. Loven er ikke et stykke elastik i magthavernes hånd, men præcise ord om de danskes suverænitet i Danmark.
Som noget nyt er i Amsterdamtraktaten indsat under Afsnit 1: Fælles bestemmelser: “Denne traktat udgør en ny fase i processen hen imod en stadig snævrere union mellem de europæiske folk, hvor beslutningerne træffes så åbent som muligt og så tæt på borgerne som muligt.”
Igen: forsikringer og forsikringer og forsikringer. Og det hele er et smidigt instrument i den totale magts hånd. Det sørger man for med ordene: “som muligt.” Amsterdam-traktaten er nemlig loven set ud fra magthavernes side. Det skal være “muligt” at gøre det, der er nødvendigt for at skabe den “stadig snævrere” union. Den stadig snævrere union er nemlig den virkelighed, som dikterer, at “nærhed” kun kan være en “mulighed” i den udstrækning, det virkelig er muligt!
E. “Vi tænker begreberne om” Den politiske EU-domstol
Det Tredie Riges “kronjurist” var den berømte Carl Schmitt, som blev en ældgammel mand og først døde i firserne og efterlod sig et kæmpe forfatterskab.
Schmitt var dog kun “hof-jurist” de første år af Nazismens regime.
Andre, som selv ønskede “nærhed” til partitoppen, fik ham på forskellig vis stillet i et dårligt lys, så Schmitt måtte trække sig tilbage og hellige sig det videnskabelige og forfattervirksomheden.
Schmitt er et eksempel på, hvem der blev tilbedt i samtiden og fordømt i eftertiden. Han er et eksempel på, at alle altid kan se det bagefter, hvor de så i regelen forsikrer, at sådan mente de også dengang, altså mens det stod på. Det letteste er da også blot at sige: Schmitt var en nazist. Og det var han også, og der er for øvrigt heller ingen undskyldninger for hans anbefaling af udrensninger i det tyske folk med henblik på skabelsen af den rene race.
Men sandheden er aldrig så enkel. Og én af sandhederne er, at Schmitt kritiserede, at datidens juridiske lærde sådan ville opstille et evigtgyldigt system af normer for lovene, som om juristerne var guddommelige og bare behøvede omsætte deres guddommelige viden i paragraffer. Nej, man må tænke konkret, mente Schmitt, efter tidens forhold og ordninger.
Det var altså en kritik af menneskenes evige trang til at dække ansvaret bag noget andet, noget højere, og det var også en kritik af overtroen på menneskenes godhed, troen på, at det kun drejede sig om at finde det rigtige middel til at få dette gode frem.
Man må tage stilling fra sag til sag. Det personlige ansvar kan ikke erstattes med en samling eviggyldige regler. Men hos Schmitt kom det til at betyde, at føreren skulle have al magten til at tage stilling fra sag til sag. Sådan blev det personlige ansvar erstattet med alles ansvar overfor én førers befalinger. Schmitt formulerede en juridisk nøglesætning, der kunne være en slags “grundlov” for juridisk praksis i det Tredje Rige: “Vi tænker begreberne om” (på tysk: “Wir denken die Begriffe um”). Det betød, at man nu i den juridiske praksis skulle anvende partiet og partiets førerskab i det tyske folk som fortolkningsnøgle for alle love.
Det betød igen, at man ikke behøvede udgive en ny komplet lovsamling for det nye rige. Man kunne stort set beholde de gamle love og så blot “tænke begreberne om”, det vil sige: tolke alt i partiets ånd. En dommer, der sad i retten, skulle altså først låne øre til førerens taler, derpå se i den skrevne lov og så fælde sin dom. Det gamle behøvede ikke ændres i særlig grad. Man kunne nøjes med at ændre den overordnede fortolkning (herom har den tyske retslærde Bernd Riithers skrevet bogen: “Entartetes Recht”).
Folket blev naturligvis frataget al beskyttelse, lov og ret var helt og fuldt i førerens hånd. Han kunne fra time til time give nye befalinger, som betød, at begreberne igen måtte “tænkes om.” Lov og ret var blevet terrorinstrumenter. Den tyske retslærde, der har skrevet om dette, drager en væsentlig konklusion – her i min gengivelse fra tysk:
Det er fejlagtigt at tro, at Carl Schmitts måde at tænke på skulle have været specielt “nationalsocialistisk.” Den var tværtimod egnet til efter forgodtbefindende at overføre på enhver form for herredømme.
Det er unionstraktaterne også – herunder Amsterdamtraktaten. De, der udformer disse traktater, har den store fordel, at de tvinger nationernes borgere til at diskutere på traktaternes betingelser. Langt de fleste giver op på forhånd, nogle få holder ud eller søger professionel hjælp. Sådan lægger man bevisbyrden over på borgerne. Kan de ikke læse traktaterne, er det, fordi de er for dumme til at forstå, hvor klogt alt er ordnet for borgerne. Da traktaterne er udformet i et uldent og tvetydigt sprog med et hav af krydshenvisninger, er det næsten umuligt at gardere sig mod, at man har taget fejl i sin læsning. Borgerne bør protestere og sige: vi diskuterer ikke på de betingelser. Det er en art voldtægt, at man præsenterer et så håbløst dansk for danskere og stiltiende forudsætter, at borgerne skal bevise de forkerte ting i traktaterne, når det dog er borgernes liv og færden, man vil afrette og ensrette. Bevisbyrden ligger på dem, der udformer traktaterne. Kan l ikke skrive klart og tydeligt – som i vor danske Grundlov – skal l overhovedet ikke spørge os om, hvad vi mener. For det første tegn på, at magten driver sit skjulte spil, er, at den gemmer sig under ord, der kan ramme alle undtagen den selv.
Unionstraktaterne er ruser for borgerne og kattelemme for unionsmyndighederne. De mange henvisninger i Amsterdamtraktaten til gældende folkeret (FN mm.) er lige så meget værd som Werner Bests brug af folkeretten (jvf. tidligere). Jeg har tidligere nævnt Spiros Simitis, græsk af afstamning, retsprofessor i Frankfurt med speciale i datasikkerhed. Simitis har klart tilkendegivet, at retssikkerheden i Europolregistreringssystemet er lig nul. Nøglesætningen er: Generalklausuler ophæver specialklausuler.
Det var også retsprincippet i det Tredie Rige. Førerens befalinger var generalklausulen, som kunne ophæve alle specialklausuler. Ja, førerens ord var i allerbogstaveligste forstand lov.
Hvad Simitis anfører for datasikkerhedens vedkommende, gælder for Unionen i almindelighed og derfor også for domstolen i særdeleshed. Se for eksempel følgende ordlyd i Amsterdamtraktaten:
“Domstolen har kompetence til at afgøre alle tvister mellem medlemsstaterne vedrørende fortolkningen eller anvendelsen af retsakter, der er vedtaget i henhold til artikel K.6, stk. 2, hvis sådanne tvister ikke kan bilægges af Rådet inden seks måneder efter, at et medlem af Rådet har forelagt det sagen.”
Ser vi under det punkt, der er henvist til (K.6, stk. 2), står der følgende:
“Rådet træffer foranstaltninger og fremmer samarbejde under anvendelse af den passende form og fremgangsmåde, der er fastsat i dette traktatafsnit, med henblik på at bidrage til opfyldelse af Unionens målsætninger….. “
Domstolen skal altså fortolke, om medlemsstaterne har “fremmet samarbejdet” og “bidraget” til “opfyldelse af Unionens målsætninger.” Og da den overordnede målsætning er den “stadig snævrere” union, er domstolen intet andet end et rent politisk redskab i magtens hånd.
Domstolen behøver sådan set kun paragraffen om den stadig snævrere sammenslutning. Domstolen kan bare “tænke begreberne om” alt efter, hvad der fremmer unionens sag. Der er ingen grund til at lede efter det Tredje Rige i Amsterdamtraktaten. Traktaten, som er forhandlet i fuld offentlighed af danske, tyske, svenske, franske osv. uden skjulte dagsordener, kan så rigeligt selv.
Det er os selv, der indfører det “Fjerde Riges” retsprincip ved at sige ja til at give den stadig mere centraliserede magt én eneste stor gummiparagraf i hånden:
generalklausuler, der ophæver specialklausuler. Ja, og nu dannes altså en superstat, som ikke alene kan tilsidesætte den mest elementære retssikkerhed, men tilsidesætte hele folk og nationer, som “sagen uvedkommende.” General-staten ophæver nationalstaten. Jo, alle er beskyttede, fordi ingen er beskyttede.