Henrik Gade Jensen skriver i et særnummer af “Frihedsbrevet” i juli 2000 bl.a. noget om ideens magt igennem historien
- Tidsåndens betydning
- Kommunismens magnetiske idekraft
- Da nationalisering og planøkonomi var ideen, ingen turde modsige
- Nye ideer markedsføres som “udviklingens nødvendighed”
- Ideernes magt over historien
- Ideerne skaber sammenhold og tro på sin historiske mission
- Vor tids stærke ide. Europas enhed
- Den side myte og den lange march
- Opinionens tilpasning til den europæiske udvikling
- Myten om en uvildig fællesinteresse
Et af de mærkeligste træk at iagttage ved historiens gang er ideernes formidable kraft. Når en ide besætter sindene, er den svær at udrydde, og følger personen eller generationen livet ud. Ideer er en vigtigere magtfaktor end geværløb og kapital.
Top Tidsåndens betydning
Når den enkelte har tilegnet sig samtidens herskende tdeer og gjort den til sine, behøves der ikke stort andet for at klare sig i samfundet. Gå i spidsen for den offentlige mening, og den fører dig frem, sagde Hørup, eller gå imod den, og du bliver knust. En herskende tids ideer, ånden eller Zeitgeist, er sejere end stål og kanonen Da englænderne bombede Dresden ved krigens slutning, var rationalet ikke militært eller strategisk, men alene idemæssigt: tyskerne skulle vide, at de havde tabt krigen. Nye dolkestødslegender måtte ikke få grobund. Nazismen som ide og ambition skulle tilintetgøres. Den nazisme hvis magt først og fremmest bestod i at kunne fange sindene og fylde et folk med livsindhold og formål.
Top Kommunismens magnetiske idekraft
Den kommunistiske ide levede i 70 år og overlevede adskillige folkemord. Selvom kommunismen udryddede millioner af sin egen befolkning i Sovjetunionen, kunne det ikke ridse glorien om dens ideologi, hverken der eller her. Den overlevede i kraft af sin ambition, sit projekt, sin grandiose hensigt.
Hvordan ideer kan besætte s sjælene, hører til dette århundredes store uløste spørgsmål. Men vi kan iagttage fænomenet – stort og småt, dæmonisk og harmløst. Og hvad der aflegitimerer en ide, er også svært at sige. Der skal meget til. Menneskets hovmodige tro på at dets egen grundlæggende hensigt er korrekt, ligger dybt.
Top Da nationalisering og planøkonomi var ideen, ingen turde modsige
Efter Anden Verdenskrig opstod der i den vestlige verden blandt økonomer og politikere en konsensus om, at verden ikke kunne gå videre som før. Planlægning og nationalisering var de store plus-ord for socialdemokratierne efter krigen, og store dele af industrien nationaliseredes i Frankrig, Italien og Storbritannien. Churchill afløstes af Atde og herhjemme udtrykte den unge planøkonom jens Otto Krag tidens ideer i bogen Fremtidens Danmark. At planlægning var nødvendig i en moderne økonomi turde ingen antaste. Hurtigt overtog de borgerlige partier den samme holdning, og keynesianismen blev frem til 70erne den konsensus, som ingen anstændige borgere turde udfordre.
I dag er denne konsensus væk og afløst af en ny. På ganske kort tid skete der et afgørende holdningskift fra nationalisering til privatisering og fra keynesianisme til monetarisme. Ideerne ændrede sig. Pludselig tog nye anskuelser bolig i økonomernes og politikernes hoveder – tilsyneladende uden den store idedebat. Når et åndeligt hegemoni skiftes ud, sker det ikke efter et stort slag på ideernes slagmark, hvor tilhængere og modstandere har stået overfor og bombet hinanden med argumenter og synspunkter. Det forløber umærkeligt, fordi de fleste mennesker ser frem og ikke tilbage. Samfundets paradigmeskift er mere at sammenligne med en fælles mental folkevandring, hvor alle passes ind i flokken, end med den store debat og ideers brydning.
Top Nye ideer markedsføres som “udviklingens nødvendighed”
En af dem som lige efter krigen talte imod nationalisering og planøkonomi var økonomen EA.Hayek. Men udover at argumentere økonomisk manede Hayek først og fremmest til ikke at lade sig dupere af tidsånden og troen på udviklingen:
“Det er betegnende, at kun få tilhængere af planøkonomien vil påstå, at denne er noget efterstræbelsesværdigt. De fleste af dem forsikrer, at vi ikke længere har noget valg, men af omstændigheder, der ligger uden for vor kontrol, er tvunget til at erstatte fri konkurrence med planøkonomi. Man har med vilje dyrket den myte, at vi har indladt os på den nye kurs, ikke af fri vilje, men fordi den fri konkurrence spontant har afskaffet sig selv på grund af tekniske forandringer, som vi hverken kan eller vil hindre….
Tendensen til monopoldannelser og planøkonomi er ikke resultat af et “objektivt faktum”, der ligger uden for vor kontrol, men produkt af anskuelser, som har været hyldet og gjort til genstand for propaganda i det sidste halve århundrede, lige til de nu er kommet til at dominere hele vor politik.” (Vejen til trældom, 1945).
Hayek stod helt alene i sin tillid til markedet og den fri konkurrence i årene efter krigen. Alle andre bøjede sig for udviklingen, troede hinsides al tvivl på, en ny tid var kommet, og den krævede nye organisationsformer. Og selv dem, der måske ikke positivt gik ind for planøkonomi, accepterede den nye konsensus som et uafvendeligt faktum, det ikke nyttede at argumentere imod. I tre årtier var Hayek en glemt mand, fordi han gik imod ,,udviklingen”. Han anså den opblæste og propaganderede “uundgåelige udvikling” for at være grundløs og mytisk. Planøkonomiens var lige så lidt nødvendig som en hvilken som helst anden organisationsform, hævdede han. Det var et spørgsmål om ansvar og valg. Men det var samtidig en typisk kollektivistisk magtstrategi, mente Hayek, at lade som om valget var taget, og der nu kun var tilbage for individer og beslutningstagere at tilpasse sig den givne udvikling. Fait accompliet hører til historiens kendteste magtstrategier: mens andre diskuterer, buldrer juggernauten frem og gør enhver spådom om “udvikling” til en selvopfyldende profeti. Hayek talte til døve øren. Hans bog blev hurtigt stemplet som antikommunistisk, forbudt af amerikanerne i den tyske besættelseszone og lagt på is af en akademisk offentlighed, der var overbevist om sin egen indsigt i “udviklingen”. Hayek havde med bogen gjort sig “til redskab for en propagandavirksomhed” , som den unge socialdemokrat Jens Otto Krag skrev i 1947.
Top Ideernes magt over historien
Det interessante i denne sammenhæng er at konstatere, hvordan den historiske udvikling tilsyneladende i uhyggelig grad bestemmes af, hvad man tror er »udviklingen«. Og denne tro på »udviklingen« er så stærk, så den spænger saglige diskussioner af, hvad der videnskabeligt kan diskuteres, fordi den selv sætter de akademiske rammer for, hvad der er seriøst og tilladeligt at mene.
Jens Otto Krag stemplede bogen som et propagandaskrift indeholdende “de mest fornuftsstridige og uanstændige generalisationer” og i bogen “skydes alle krav og logik og hæderligehed uanstændigt til side”. Hvem tør røre en bog, som er bandlyst som uvidenskabeligt agitatorarbejde?
Top Ideerne skaber sammenhold og tro på sin historiske mission
Ideer er stærkere end stål og dynamit. I 1968 blev en hel generation bjergtaget af nogle ideer, som i dag virker fuldstændig forældede og mysteriøse. I dag kan intet fornuftigt menneske forstå, hvorledes 68-generationen kunne anskue universet og samfundet ud fra et simpelt sæt af anskuelser med rødder i Marx, og hvorledes hele verdensbilledet bestemtes af dette paradigme. Fremmede folkemordsregimer forherligedes, mens “det her samfund” foragtedes og mistede sin legitimitet. Bestemte ord og vendinger skulle blot siges, og modstanderen blev paralyseret og berøvet sin modstandskraft. Ideer skaber sammenhold, styrke og selvtillid. Og den tids fakkelbærere marcherede sidenhen den lange vej gennem institutionerne til samfundets topposter og blev ministre, chefredaktører, kommentatorer og direktører.
Nazismens ideer bjergtog tyskerne i 30erne, kommunismen blev en religion for flere generationer og venstreorienteringen blev livsstil og jargon for en hel generation omkring 1968. Og det interessante er også at iagttage, at når et tankesæt bliver dominerende og til et hegemoni, tåler det ikke modsigelse. Modsatte ideer kan ikke ytres. De forvises til mørket og uanseeligheden. At modsige en tidsånd er at risikere sin anseelse og ansvarlighed.
Top Vor tids stærke ide. Europas enhed
Disse års store og stærke ide hedder Europas enhed. Den en den mest dominerende tanke i dag, som på få år har marcherer ind i sjælene på politikere, meningsdannere og organisationsfolk. Samfundets elite har taget den til sig som den herskende ide, der skal lede politikken og økonomien i de kommende mange år. På denne ide vurderes det bestående og fra denne ide udgår drivkraften til forandringer. Målet er en “stadig snævrere sammenslutning mellem de europæiske folk”, som det formuleres i Maastricht-traktaten.
Top Den side myte og den lange march
Når nye ideer entrerer offentligheden, overbeviser de ikke i kraft af argumenter og teorier, men ved at blive identificeret med udviklingen. »Den europæiske integrationsproces« er den store, nye myte, som aldrig bliver direkte formuleret – så ville den ikke overbevise men som en underliggende præmis bestemmer offentligheden og giver fylde og retning til meningsdannere og trendsættere. Udviklingen i dag antages at gå mod europæisk enhed. Det europæiske er blevet det sesamord, som åbner op for det gode selskab. Nu skal der tænkes europæisk i alle aktiviteter fra videnskabeligt arbejde til politiske paroler. EU og samlingsbestræbelserne i Europa fungerer som vor tids løftestang, som kan sikre søgende individer en plads ved bordet, fordi her leveres utvetydige slagord og symboler, som kan bruges til at markere sit tilhørsforhold til »udviklingen«.
Top Opinionens tilpasning til den europæiske udvikling
Frem til juni 1992 lykkedes det at Frembringe en stemning i Europa, hvor “udviklingen” bare pr. automatik gik i retning af det, som EU stod for. Der var en eurofori, som det er svært at forklare herkomsten af, men som gennemsyrede hele offentligheden. Stemningen fladede ud med det danske nej den 2. juni, hvor der åbenbaredes en afgørende distance mellem elitens begejstring for Europa og befolkningens skepsis. Men som en iagttager skrev, blev politikerne vildledt af en presse, der havde opgivet sin kritiske funktion og bare bakkede op om politikernes planer fremfor at informere dem om folkets skepsis. “Folkeafstemningen den 2. juni viste, at beslutningstagerne havde … overvurderet opinionens tilpasning til den europæiske udvikling”.
“Overvurderet opinionens tilpasning til den europæiske udvikling” – denne sætning angiver tydeligt ideernes evne til påny at befæste sjælene og danne konsensus i offentligheden, så enhver, der måtte modsætte sig de nye ideer, marginaliseres og psykologiseres.
Top Myten om en uvildig fællesinteresse
En af den europæiske idés vigtigste ingredienser er troen på, at der findes en fælles, almen europæisk interesse. Fællesskabet kan og skal befordres af EUs uvildige institutioner. Den oprindelige begrundelse for Kommissionens stærke magt og høje lønninger var ønsket om at gøre dem uafhængige af særinteresser. Kommissærerne skulle kun have det fælles vel for øje, og derfor skal de højtideligt aflægge ed på ikke at ville fremme nationale interesser. Derfor er det også et farligt bluffnummer at indgive befolkningerne det indtryk, at deres lande har indflydelse i kraft en kommissærpost, da disse formelt har forpligtet sig på at være almenhedens vogter. Det er derfor meget konsekvent, når Ritt Bjerregaard med foragt i stemmen siger “I” til danskerne. Men troen på en almen uhildethed er en myte, en overtro, men ingen harmløs tanke.