Lars Otto Kristensen skriver i Frihedsbladet nr. 1 2000
Der har været et utal af artikler om Østrig siden regeringsdannelsen. De fleste gentager gamle klicheer om et land, der aldrig har gjort op med fortiden, landet, der heilede i 1938 osv.
En af bundskraberne kom naturligvis fra et tidligere konservativt folketingsmedlem, Viggo Fischer, der i Berlingske Tidende d. 16. februar uden held forsøgte at demonstrere, at han skulle have fået noget af hukommelsen tilbage efter tamilsagen.
Venstre for forvirret rundt efter de forenede socialdemokraters kammeratlige hjælp til en partifælle i nød ved holocaustmødet i Stockholm og øver sig stadig i at blæse og have mel i munden. Venstre har skam fundet ud af, at det slet ikke var EU, men fjorten enkeltpersoner, der tilfældigvis var regeringschefer, der kritiserede Østrig. Man skal være født og opvokset i politik for at se det væsentlige i den slags jesuitisk nonsens. Og så “forstod” Venstre skam Nyrup, for han risikerede jo at “gå enegang” endda i selveste EU, hvad der også må være ubehageligt for folk, der er født til at sige “vi” og med rette keder sig i eget selskab.
Nyrup sagde meget rammende at “nu har Venstre vist ikke flere ben at stå på i denne sag”.
Haider har ikke rost Hitlers beskæftigelsespolitik. Han sagde i en ophidset debat i landdagen i Kärnten d. 1. juni 1991 ironisk, at “1 det tredje rige havde de en ordentlig beskæftigelsespolitik, hvilket regeringen i Wien ikke er i stand til”. Det var en finte til socialdemokraterne, hvis beskæftigelsespolitik er at sætte de arbejdsløse til at producere for det offentlige. Det var som bekendt hvad Hitler gjorde.
Det kom en TV-anmelder til at skrive i Kristeligt Dagblad d. 8. februar og fik sandelig læst og påskrevet af en læser fra Ikast d. 15., der nok vidste at arbejdsløsheden blev klaret “ved at sætte folk i arbejdslejre, ved tvangsarbejde i den kæmpemæssige våbenindustri. Eller man smed folk i koncentrationslejre”. TV-anmelderen var “uvidende” om alt dette.
Tjah, havde det bare været så nemt.
Arbejdsløsheden i Tyskland var i 1932 på 8,3 mill. hvoraf 6 mill. var langtidsarbejdsløse. Den var stort set forsvundet allerede i vinteren 1935/36. På det tidspunkt var der – de højeste tal, jeg kan finde – l 0.000 indsatte i koncentrationslejrene. “Den kæmpemæssige våbenindustri” var ikke gået i gang, da den værnepligt, der blæste hæren op, først blev indført i 1935 med en stående styrke på 550.000 mand. Den tvungne 6 måneders arbejdstjeneste for kvinder og mænd, der blev indført i 1935, nåede, da den var stærkest i 1939 op på 390.000 M/K-
Resten blev faktisk på god socialdemokratisk vis beskæftiget ved arbejde for det offendige!
Nå ja, og så talte Haider ved et soldaterforeningsstævne for gamle frontsoldater på Ulrichsberg i Kårnten. Det er ikke et “SS-stævne”. På Ulrichsberg er der et mindesmærke for de faldne, som der er mange steder i alle lande, også i Tyskland og Østrig. Her holdes der hvert år en mindehøjtidelighed, hvor de, der overlevede, kan mindes de kammerater, der faldt. Der deltager veteraner fra begge sider. Medarrangører er alle politiske partier og kirken, og musikken leveres af den politisk meget forsigtige østrigske hær. Ulrichsberg er mindestedet for dem, der reddede Kårnten i 1920, og svarer til tyskernes Annaberg i Schlesien, hvor polakkerne blev standset i rent tysk befolket område samme år. De to steder kan faktisk godt sammenlignes med vores Dybbøl, men tyskerne har jo ødelagt det for sig selv i 2. verdenskrig. På Ulrichsberg deltager også veteraner fra Waffen-SS, og en af dem var ulykkeligvis danskeren Søren Kam, hvad ingen østriger har glædet sig over, undtagen de flittige folk med kamera, private og TV-stationer, der ser netop ham, fordi de ser hvad de vil se. Der var faktisk to slags SS. jeg har mødt en del, der f.eks. søgte til Waffen-SS, fordi man der kunne gøre karriere uden hensyn til familiebaggrund, også selvom man var gået ud af 7. klasse. Men der var naturligvis Waffen-SS -enheder, der var indblandet i krigsforbrydelser på samme måde som enheder af Værnemagten var.
Selveste Konrad Adenauer, hvem ingen kan beskylde for nazistiske tilbøjeligheder, kaldte dem »Soldaten wie andere auch«.
Jamen undskyld, Haider er ikke dum, og da slet ikke – gudfaderbevares – så dum at være nazist, her med 55 års forsinkelse. Det var faktisk ikke Waffen-SS enhederne, han roste, det var de tilstedeværende veteraner. Der er vist ikke mange frontsoldater, der ikke skylder de døde kammerater deres liv, også i uretfærdige krige! Så lad os da slippe for uanstændigheder som “Haiders brune parti”, der stod i Ekstra Bladet d. 30. januar!
Østrig var i mellemkrigsårene et forarmet land i dybeste krise. Der var tiggere i gaderne, og arbejdsløse døde af sult i en hovedstad, der var bygget til et rige, der var ti gange så stort. De udsultede Wienerbørn, der kom til Danmark efter l. verdenskrig var ikke kun arbejderbørn, de kom fra alle samfundsklasser også de højeste.
Den genopretning af økonomien, der var sket i resten af Europa, var i 1938 knapt nået til Østrig. Nazisterne havde i 1934 myrdet østrigernes kansler Engelbert Dollfuss under et mislykket statskup. l 1938, da Italien efter Abessinien-krisen svingede over til Tyskland, og ikke længere beskyttede Østrig, lagde Hitler pres paa Kurt von Schuschniggs regering for at gennemføre “Anschluss”. Schuschnigg svarede med at udskrive en folkeafstemning om østrigerne ønskede, at alperepublikken skulle være “fri, selvstændig, tysk og kristen” (“tysk” fordi Østrig var den tysktalende del af det gamle k.u.k. monarki). For at undgå folkeafstemningen besatte Hitler Østrig (han plejede ellers at være god til folkeafstemninger) tre dage før den skulle have været afholdt. Mere nazistisk var landet altså ikke, men det er rigtigt, at nazisterne, der på det tidspunkt stod på toppen af deres succes, for mange i det fattige land var sidste håb. Ingen har som bekendt snydt så mange hæderlige mennesker som Hitler Schuschnigg, der blev ved sit folk, blev interneret i Dachau og først befriet af de allierede i 1945.
Østrig var i mellemkrigsårene ligeså lidt som de fleste andre mellemeuropæiske lande et mønsterdemokrati. Det var dybt spattet mellem Europas rødeste socialdemokrater i byerne – især i “det røde Wien” og katolsk-konservative i landområderne. Den splittelse sætter sig stadig spor. Men man skal huske, at den katolsk-konservative milits “Heimwehr” var uforsonligt antinazistisk, dens chef, fyrst Rådiger von Starhemberg, rejste via Schweiz til Frankrig, hvor han gjorde krigen med på allieret side i det franske flyvevåben.
Det er heller ikke rimeligt at sige, at de allierede straks gik i gang med en afnazificering i Vesttyskland, men overlod Østrigerne til sig selv (Østrig var nu besat af de allierede til 1956), underforstået, at så skete der ikke noget.
Østrig fik i 1945 en lov mod nationalsocialisme, der stadig gælder. Efter krigen blev alle tidligere medlemmer af nazi-partiet registreret. For de “belastede” var straffene drakoniske: de mistede deres borgerlige rettigheder, måtte ikke drive selvstændig virksomhed og ikke beklæde offentlige embeder. Belastet var man allerede, hvis man havde været spejderfører i Hitlerjugend. Der kom dog efter et par år en amnesti for unge.
Der blev indført særdomstole for nazi-forbrydelser med ret til at idømme dødsstraf. Først med “Staatsvertrag” i 1956, der gjorde Østrig selvstændigt, gik sagerne over til de almindelige domstole, og dødsstraffen blev afskaffet. Enhver “illegal aktivitet”, også nazistisk aktivitet fra 1933-1938, blev forfulgt, det gik bl.a. ud over Haiders forældre. Adskillige tusinde blev anklaget, og der faldt 43 dødsdomme. Der blev oprettet et selvstændigt ministerium til tilbagegivelse af jødisk ejendom, der var blevet “ariseret” i 1938.
Men princippet var – ret og rimeligt vel? – at kun de, der havde begået forbrydelser i nazitiden blev straffet. Alle andre fik en chance for at være med til at genopbygge landet. Dermed nåede også mange tidligere nazister høje stillinger, ganske som i Tyskland, og ganske som i Østeuropa, hvor kommunistiske partimedlemmer, der ikke har begået forbrydelser, deltager i genopbygningen, endda ofte i deres gamle stillinger. ja undskyld: Men hvad ellers?
Og så denne evindelige Waldheim-sag. Kurt Waldheim var – som så mange senere politikere – i stand til at unddrage sig fronttjeneste og tilbragte krigen uden krudtrøg som ordonnansofficer i forkontoret hos en general, hvor han videreekspederede ordrer, også til krigsforbrydelser. Der var ingen, der anklagede Waldheim for at han – lille løjtnant – ikke protesterede, det man anklagede ham for var, at han løj om det, da det kom frem! At melde sig til krudtrøgen ved fronten for at slippe for de kompromitterende dokumenter faldt ikke den senere FN-generalsekretær og politiker ind, det var der ellers mange, der havde en samvittighed, der gjorde.
Men altså: Nu synes de forenede socialdemokrater i EU + en præsident i Frankrig, der har udnævnt en regering med kommunistisk deltagelse, at EU skal tage afstand fra Jörg Haiders partis deltagelse i en demokratisk valgt østrigsk regering!
EU skal altså til at blande sig i medlemslandenes regeringsdannelse.
Jeg var dum nok til at stemme ja til »fællesmarkedet« i 1972, jeg blev nemlig lovet et fælles marked mellem suveræne stater. Unionen var slet ikke opfundet dengang, og senere var den “stendød”!
Aviserne skriver her i februar noget om politikerne, der har bevilget sig selv skatteforhold, der ville være strafbare, om private prøvede det samme.
Det er indlysende, at vi – ikke kun i Danmark – er ved at få en nomenklaturaklasse.
En sådan forudsætter et autoritært styre. Det er hvad vi er ved at få med europæisk sindelagskontrol, – EU vil jo have en moralkodex for hvilke partier, der er stuerene nok til at komme i regering. Måske får EU en smuk forfatning ligesom Stalins med alle tænkelige frihedsrettigheder og med en generalklausul, der foreskriver hvilket formål (“menneskesyn”) det hele skal tjene.
Om sovjetbosserne og die Grössen der DDR sagde vi altid, at det var små kjedsommelige ordinære personligheder, der ikke kunne bruges til andet, og som ville være hjælpeløse uden systemet, og derfor var dets loyale tjenere.
Hvor ville vore politikere kunne t ene den løn, de har bevilget sig selv? Den typiske politiker er en offentligt ansat, der ikke er avanceret. Hvor andetsteds end i politik ville viceskoleinspektør Marianne Jelved kunne få en løn paa 1.200.000 + fryns?
Politik er blevet et spørgsmål om at have noget at leve af, – manglende genvalg vil for de fleste være en personlig og økonomisk katastrofe.
I Østrig plejede man at pensionere uduelige socialdemokrater ved at give dem offentlige chefstillinger.
Det er afgrunden, der åbner sig for dem med, hvis de ikke får »kammeratlig hjælp«. Og kammeraterne forstår det, for de kan selv risikere det samme, især i Danmark, – der er da heldigvis lyspunkter!
Det er sikkert uheldigt at højesteretsdommere bruger deres halve energi paa bierhverv.
Til gengæld burde politik kun og alene være bierhverv, ellers forsvinder enhver værdighed, lødighed og kvalitet.
De politikere, min far og gamle onkler talte med respekt om, som dem der »sad paa Rigsdagen«, var agtede mænd, inden de kom ind at sidde der!
Det var stoute sognerådsformænd også, nutidens borgmestre og amtsborgmestre er ikke.
Det er som om det bare er blevet umoralsk, når socialdemokrater ikke sidder i regering. Og det er særligt umoralsk at smide netop socialdemokrater ud, uanset hvor uduelige, de er, og hvor længe, de har siddet.
Det er den umoral, østrigerne har gjort sig skyld i. »Denne synd kan aldrig sones«, tordner pateren i skriftestolen mod synderen, der har stjålet en gås fra klosterets forrådskammer i Henrik Hertz digt »Skriftemålet« (“Pater Joseph lån mig øre…… ) fra 1841.
PS: Og så er Haider “Højrepopulistisk”. Jamen herregud da. Hvis jeg siger, at jeg er mere enig med Pia Kjærsgaard end med Poul Nyrup Rasmussen i indvandrerspørgsmålet, er jeg vel også “højrepopulist”. Jamen det er jeg så.
Sjovt nok at “populist” er blevet et skældsord for en socialdemokrat.
Men det er det selvfølgelig, hvis han har fjernet sig fra sit folk!