Humbug fra ende til anden

Steen Steensen skriver under midtpunkt i Jyllands-Posten 25. februar 1983.

Miljøkampagnen er uden forankring i reale forhold, den er løgnagtig fra ende til anden, dens fundament er en sump af humbug og bedrag, de falske vævere i »Kejserens nye Klæder« fremtræder i sammenligning med miljøbevægelsens ophavsmænd som rene hædersmænd, skri­ver seminarieadjunkt Steen Steensen, Ranum. i Midt­punkt. Her belyser han mil­jøimperialismens fortid og nutid og ser den i sammen­hæng med de intellektuelles tragten efter klasseherredømmet. Steen Steensen ud­gav for nylig på Forlaget i Hårby Den sociale Kome­die. De intellektuelles vej til magten.

Miljøbevægelsens store sejre har slået verden med forbav­selse og beundring. Forbavsel­sen kommer af den kendsger­ning. at miljøagitatorerne for­måede at bilde store dele af be­folkningen ind, at samfundet udviklede sig mod en stadig større forureningsgrad Og be­undringen skriver sig til. at miljøagenterne opnåede ufat­telige resultater Prædikanter­nes udbytte er formentligt uden sidestykke i propaganda­ens historie.

Men i hvilket samfundsmæs­sigt perspektiv skal miljøkam­pagnen og dens formidable succes begribes?

Til en begyndelse må et par benhårde fakta forudskikkes. Miljøtogtet er helt igennem de intellektuelles opfindelse Mil­jøgrupperne består af skøn­ånder, der aldrig har kendt til produktivt, hårdt fysisk arbej­de Det er forvænte æsteter med en næsten ubegrænset fritid og med klingende adgang til offentlige midler Miljøbe­vægelsen har ikke på ringeste måde tilknytning til folkelige kræfter, hvorfor dens missio­nerende virksomhed da heller ikke er baseret på folkeønsker Felttoget er sat i værk af pæ­dagoger og journalister, kunst­nere. studenter og arkitekter, og biologer ikke at forglemme og andre fra samme klasse. Miljøkorpset og dets ideologi­ske bagmænd består med an­dre ord af velbeslåede nobiliteter fra de hvide hænders flok.

Dernæst må det præciseres, at miljøkampagnen er uden forankring i reale forhold. Samfundet har ikke gennemlø­bet en proces mod mere svine­ri. men tværtom artet sig i ret­ning af en enestående grad af renhed og sundhed Hvis tinge­ne må siges rent ud. kan det ikke formuleres mildere end sådan: Miljøkampagnen er løgnagtig fra ende ti1 anden. Dens fundament er en sump af humbug og bedrag De falske vævere i ”Kejserens nye Klæ­der” fremtræder »en sammen­ligning med miljøbevægelsens ophavsmænd som rene hæ­dersmænd. Aldrig har vore byer været så velsoignerede som nu. Luften og vandet er renere end nogen sinde. Så­fremt et bymenneske fra den førindustrielle periode kunne besigtige nutidens købstæder, måtte det tro, at nutidsmenne­sket enten led af pyntesyg overfølsomhed eller regulær rengøringsvanvid. Byernes properhed ville hensætte den pågældende i betuttet forun­dring.

Fortidens byer var ubeskri­veligt forurenede med pest, sygdom og massedød til følge. Kontrasten til den moderne in­dustriby forekommer over­vældende. For historikere er det ikke nogen sag at gøre nævnte faktum uomtvistelig. Det lader sig lige så let bevise som Jordens rundhed.

Men her gælder det miljøbe­vægelsens drabelige sejre. Hvordan skal det alt forstås? Miljødebatten er af ny dato. Før 1968 fandtes den ikke. In­gen talte om forurening, og in­gen følte, at der var tale om forurening. Den eksisterede jo ikke i virkelighedens verden, eftersom den for længst var af­skaffet. Og den optrådte heller ikke l indbildningens verden, eftersom bedragerne endnu ikke havde påbegyndt deres usynlige vævning.

Alt dette skulle imidlertid ændre sig drastisk med stu­denteroprøret i 1968. Denne bevægelse var udelukkende intellektualistisk. De unge in­tellektuelle ønskede definitivt at gøre op med privatejendom­mens ret. Privatisme og kapi­talisme omskabtes til ordinære skældsord. I stedet glorificeredes offentlig ret og kollektiv ret. Disse slagord havde til op­gave at dække over oprørets sande mål, nemlig at skyde de intellektuelle til tops i samfun­dets rangorden. Og det er net­op i dette perspektiv, at miljø-­felttoget må anskues. Agitatio­nen for natur og miljø er et led i de intellektuelles stræben ef­ter sociale gevinster.

Man skal altså forstå, at mil­jøfremstødet kun udgør et ele­ment i en langt større kamp. Alene i lyset af de intellektuel­les tragten efter klasseherredømmet begribes miljøbevæ­gelsen til fulde. På durkdreven vis kunne kampen mod er­hvervene camoufleres som en kamp for et bedre miljø. Miljøvåbnet skulle snart vise sig som et af den ekspanderende klasses mest effektive påhit. Næsten øjeblikkeligt gav mil­jøtemaet pote. De hurtige re­sultater må have overrasket strategerne selv. Utrolig man­ge mennesker blev bevidst- gjort om miljøets slette tilstand på utrolig kort tid.

Men hvordan greb miljø­grupperne tingene an?

Vel var de scorede triumfer forbavsende Imidlertid må det ikke glemmes, at angrebsmulighederne er utallige. Der blev peget på forurening til lands, til vands, i luften og under jorden, på kemisk affald i klitter og plantager, på brug af giftstof­fer i mark og skov og på farve- og konserveringsmidler i kød og konserves. Ligeledes kan bekymringer for den økonomi­ske balance vaneres I det uen­delige: forstyrrelser i søer. mo­ser og vandløb, tæring på natu­rens råstoffer og presset på energiressourcerne. Også ar­bejdets risici formår at afføde endeløse fremstød. Selv de mest blaserte flanører kan til stadighed få smagsløgene pir- ret på afvekslende vis Ingen behøver at kede sig Talløse er emnerne til forargelse og ind­greb. Glem desuden ikke fore­byggelsens evige jagtmark samt garderingen mod de værst tænkelige uheld.

Missionærer er ofte faldet for fristelsen til at sprede frygt og angst med henblik på at nedbryde sindets forsvar mod budskabet. Dette nederdræg­tige fif tog miljøets korsfarere ikke. l betænkning at gøre brug af Fremtidskatastrofer kan da også udmales med effekt uden større fingerfærdighed Ac­cepteres -det værst tænkeli­ge« som udgangspunkt for handling, må næsten ethvert forebyggende indgreb tolere­res «Enden er nær-, råbte na­turpræsterne med høj røst. -omvend jer! Øksen ligger al­lerede ved træets rod- Men bag råbene lå den politiske be­sked Forsag kapitalismen og al dens væsen! Kom over til os!

Med dette budskab drager de selvbestaltede miljøgrupper tromlende rundt i landet. Som middelalderlige jorddrotter lægger de voksende dele af samfundet under sig. Principi­elt opfører de intellektuelle sig som andre samfundsbeherske­re før dem. Vel går miljøfarer­ne frem med større lempe end fordums mægtige, men overalt til lands og til vands omfærdes de nye erhvervelser med deres særlige grænse pæle. Som fæ­stebønder må trækdyrene bøje nakken for de sejrende junke­re. En ekspanderende klasse, der ikke udsættes for et effek­tivt modspil, berammer ingen kant for territoriale inddragel­ser. Og helt i pagt med forti­dens erobrere undlader frem­tidens besættere at betale for gevinsterne Med statens og lo­vens næve konfiskeres den ta­bende parts værdier.

I begyndelsen af propagan­dafelttoget spillede de lokale, selvkårne miljøgrupper hoved­rollen i ovennævnte komedie Under og umiddelbart efter studenteroprøret gjorde de samtidig fyldest som udledere af politisk virkelyst. I en revo­lutionær periode kan den op­stigende klasses ubændige trang til politisk aktivitet sjæl­dent tilfredsstilles fuldt ud gennem de eksisterende stats­organer. Alt for mange har på en gang alt for meget på hjerte Dette problem kendes fra alle store revolutioner i historien. Behovet for at tømme den re­volutionære energi måtte selv­sagt tilføre miljøgrupperne en særlig dynamik.

Imidlertid tilvejebragte de store sejre i marken forudsæt­ninger for oprettelse af en ope­rationsbase i selve statsapparatet, et miljøministerium plantet i magtens centrum. Et kanonbatten med enorm ildkraft stod med ét til rådighed for de i forvejen pansrede miljøriddere. Før blev befolknin­gen pisket med svøber; nu kun­ne den tærskes med skorpio­ner Med opbygningen af et miljøministerium var der skabt basis for en idel strøm af for­ordninger. cirkulærer og love, som på håndgribelig måde ev­nede at binde trækdyrene til kærren. Hermed var løkken lagt om halsen på landbruget, fiskeriet, industrien og forret­ningslivet. De intellektuelle kunne herefterdags stramme knuden til mod struben efter behov og behag.

I lande, hvor de forekom­mende politiske partier ikke gav efter for presset hurtigt nok. fandt de intellektuelle det hensigtsmæssigt at danne et decideret miljøparti En spær­reild af tryk og stød mod oppo­sitionelle grupper kunne ad den vej foranstaltes, Miljøpartierne er ikke bare drivstemp­ler for miljøbevægelsernes mere afgrænsede interesser, men de er samtidig altomfat­tende stødkiler for hele den in­tellektuelle klasses ambitioner.

Med lovgivningsmagten i ryggen, med lommerne strit­tende af forordninger og cirku­lærer er miljøgrupperne i stand til at true de fleste kom­munalbestyrelser til underka­stelse Husk i den sammen­hæng at miljøforkæmperne er i besiddelse at en højere uddan­nelse, at de er usædvanligt glattungede. og fremdeles selv er overbevist om. at de er men­neskeflokkens velgørere Og de har tid Ul at forberede en holmgang med genstridige kommunalpolitikere, Mange af miljøaktivisterne har tilmed et arbejde, der kan udnyttes til støbning af ammunition til konfrontationen. Et travlt kommunalbestyrelsesmedlem står således over for topudrustede modstandere, der ikke er indstillet på nederlag, Miljøsoldaterne kan endvidere regne med ildstøtte fra kampfæller inde i selve kommunalbesty­relsen.

Alt i alt formår miljøets vog­tere at mobilisere kolossale kræfter. I kapitalismens epoke nåede en finansfyrste aldrig tilsvarende højder. Miljømini­steriets embedsmænd kan hundse med private foretagen­der bogstavelig talt. som de ly­ster, En lille bureaukrat i det store maskinen kan stoppe et byggeri som intet. Skulle det komme an derpå, klarer han at lukke en virksomhed med hundrevis af arbejdsløse som resultat.

Miljøbureaukrater og selv­bestaltede miljøgrupper har allerede påført arbejdsfolkene grufulde udgifter Udstyr ti1 forureningsbekæmpelse og sikkerhed udgør betragtelige beløb, men lønomkostningerne til miljøovervågere overgår alt. Den tætte kontrol med produ­centerne kræver mange kont­rollanter. Dyrebestandens og planternes beskaffenhed skal der holdes øje med. Heller Ikke luftens, vandets eller landska­bernes tilstand kan overlades til kræfternes frie spil. Over­vågning skal der til Embeder­ne må jo også passes og plejes. Og med lidt behændighed kan flere trylles frem.

Det ulyksalige er. at miljøimperialisterne aldrig selv kom­mer til at mærke følgerne af de utallige restriktioner og de tyngende udgifter. Fordele og ulemper ved miljølovgivningen tilfalder forskellige menne­sker De sorte hænders brigade erholder alle ulemperne og de hvide hænders flok alle forde­lene. Miljøbevægelsen er et hundrede procent grundmuret på egoismen.

Miljøbevægelsens store sejre må i sandhed vække forbavsel­se og beundring En ny tid er oprundet i Europa, der vil medføre en nyordning i politisk og økonomisk henseende un­der de intellektuelles fører­skab.

Men hvad kan befolkningen gøre i den aktuelle situation? Er det muligt at sætte en mod­magt ind over for miljøaktivi­sterne?

Der er Ikke meget at stille op. Forsøgerklassen står over for en uhyre overmagt. Videnska­ben og skolen er helt på miljøbeherskernes side. En strøm af rapporter om alskens trusler mod natur og mennesker står til vogternes rådighed Enhver diskussion med imperialisterne er dømt til nederlag. Og medi­erne – især de elektroniske – er miljøgruppernes trofaste føl­gesvende Lad ikke det forhold ude af betragtning, at nyheds- og kulturformidlingen ubeskå­ret er på de intellektuelles hænder.

Slå miljøpræsterne ned, når de be­gynder at prædike
Både organisatorisk og poli­tisk er den producerende be­folkning uden beskyttelse. Hverken bøndernes, fiskernes, arbejdernes eller forretnings­indehavernes fagforeninger har vovet at give sig i kast med de intellektualistiske miljø­grupper. På den politiske front står det om gørligt endnu sløje­re til. Samtlige politiske partier gør sig til som kurtiserende turtelduer for at tækkes miljø­folkene Desuden er partierne så gennemsyret af intellektua­lisme, at det det ikke er umagen værd at anmode om assistance.

Nøgternt er det kun muligt at anbefale et råd, der symbolsk forstået lyder sådan. Slå miljøpræsterne ned, når de be­gynder at prædike!