Steen Steensen skriver under midtpunkt i Jyllands-Posten 25. februar 1983.
Miljøkampagnen er uden forankring i reale forhold, den er løgnagtig fra ende til anden, dens fundament er en sump af humbug og bedrag, de falske vævere i »Kejserens nye Klæder« fremtræder i sammenligning med miljøbevægelsens ophavsmænd som rene hædersmænd, skriver seminarieadjunkt Steen Steensen, Ranum. i Midtpunkt. Her belyser han miljøimperialismens fortid og nutid og ser den i sammenhæng med de intellektuelles tragten efter klasseherredømmet. Steen Steensen udgav for nylig på Forlaget i Hårby Den sociale Komedie. De intellektuelles vej til magten.
Miljøbevægelsens store sejre har slået verden med forbavselse og beundring. Forbavselsen kommer af den kendsgerning. at miljøagitatorerne formåede at bilde store dele af befolkningen ind, at samfundet udviklede sig mod en stadig større forureningsgrad Og beundringen skriver sig til. at miljøagenterne opnåede ufattelige resultater Prædikanternes udbytte er formentligt uden sidestykke i propagandaens historie.
Men i hvilket samfundsmæssigt perspektiv skal miljøkampagnen og dens formidable succes begribes?
Til en begyndelse må et par benhårde fakta forudskikkes. Miljøtogtet er helt igennem de intellektuelles opfindelse Miljøgrupperne består af skønånder, der aldrig har kendt til produktivt, hårdt fysisk arbejde Det er forvænte æsteter med en næsten ubegrænset fritid og med klingende adgang til offentlige midler Miljøbevægelsen har ikke på ringeste måde tilknytning til folkelige kræfter, hvorfor dens missionerende virksomhed da heller ikke er baseret på folkeønsker Felttoget er sat i værk af pædagoger og journalister, kunstnere. studenter og arkitekter, og biologer ikke at forglemme og andre fra samme klasse. Miljøkorpset og dets ideologiske bagmænd består med andre ord af velbeslåede nobiliteter fra de hvide hænders flok.
Dernæst må det præciseres, at miljøkampagnen er uden forankring i reale forhold. Samfundet har ikke gennemløbet en proces mod mere svineri. men tværtom artet sig i retning af en enestående grad af renhed og sundhed Hvis tingene må siges rent ud. kan det ikke formuleres mildere end sådan: Miljøkampagnen er løgnagtig fra ende ti1 anden. Dens fundament er en sump af humbug og bedrag De falske vævere i ”Kejserens nye Klæder” fremtræder »en sammenligning med miljøbevægelsens ophavsmænd som rene hædersmænd. Aldrig har vore byer været så velsoignerede som nu. Luften og vandet er renere end nogen sinde. Såfremt et bymenneske fra den førindustrielle periode kunne besigtige nutidens købstæder, måtte det tro, at nutidsmennesket enten led af pyntesyg overfølsomhed eller regulær rengøringsvanvid. Byernes properhed ville hensætte den pågældende i betuttet forundring.
Fortidens byer var ubeskriveligt forurenede med pest, sygdom og massedød til følge. Kontrasten til den moderne industriby forekommer overvældende. For historikere er det ikke nogen sag at gøre nævnte faktum uomtvistelig. Det lader sig lige så let bevise som Jordens rundhed.
Men her gælder det miljøbevægelsens drabelige sejre. Hvordan skal det alt forstås? Miljødebatten er af ny dato. Før 1968 fandtes den ikke. Ingen talte om forurening, og ingen følte, at der var tale om forurening. Den eksisterede jo ikke i virkelighedens verden, eftersom den for længst var afskaffet. Og den optrådte heller ikke l indbildningens verden, eftersom bedragerne endnu ikke havde påbegyndt deres usynlige vævning.
Alt dette skulle imidlertid ændre sig drastisk med studenteroprøret i 1968. Denne bevægelse var udelukkende intellektualistisk. De unge intellektuelle ønskede definitivt at gøre op med privatejendommens ret. Privatisme og kapitalisme omskabtes til ordinære skældsord. I stedet glorificeredes offentlig ret og kollektiv ret. Disse slagord havde til opgave at dække over oprørets sande mål, nemlig at skyde de intellektuelle til tops i samfundets rangorden. Og det er netop i dette perspektiv, at miljø-felttoget må anskues. Agitationen for natur og miljø er et led i de intellektuelles stræben efter sociale gevinster.
Man skal altså forstå, at miljøfremstødet kun udgør et element i en langt større kamp. Alene i lyset af de intellektuelles tragten efter klasseherredømmet begribes miljøbevægelsen til fulde. På durkdreven vis kunne kampen mod erhvervene camoufleres som en kamp for et bedre miljø. Miljøvåbnet skulle snart vise sig som et af den ekspanderende klasses mest effektive påhit. Næsten øjeblikkeligt gav miljøtemaet pote. De hurtige resultater må have overrasket strategerne selv. Utrolig mange mennesker blev bevidst- gjort om miljøets slette tilstand på utrolig kort tid.
Men hvordan greb miljøgrupperne tingene an?
Vel var de scorede triumfer forbavsende Imidlertid må det ikke glemmes, at angrebsmulighederne er utallige. Der blev peget på forurening til lands, til vands, i luften og under jorden, på kemisk affald i klitter og plantager, på brug af giftstoffer i mark og skov og på farve- og konserveringsmidler i kød og konserves. Ligeledes kan bekymringer for den økonomiske balance vaneres I det uendelige: forstyrrelser i søer. moser og vandløb, tæring på naturens råstoffer og presset på energiressourcerne. Også arbejdets risici formår at afføde endeløse fremstød. Selv de mest blaserte flanører kan til stadighed få smagsløgene pir- ret på afvekslende vis Ingen behøver at kede sig Talløse er emnerne til forargelse og indgreb. Glem desuden ikke forebyggelsens evige jagtmark samt garderingen mod de værst tænkelige uheld.
Missionærer er ofte faldet for fristelsen til at sprede frygt og angst med henblik på at nedbryde sindets forsvar mod budskabet. Dette nederdrægtige fif tog miljøets korsfarere ikke. l betænkning at gøre brug af Fremtidskatastrofer kan da også udmales med effekt uden større fingerfærdighed Accepteres -det værst tænkelige« som udgangspunkt for handling, må næsten ethvert forebyggende indgreb tolereres «Enden er nær-, råbte naturpræsterne med høj røst. -omvend jer! Øksen ligger allerede ved træets rod- Men bag råbene lå den politiske besked Forsag kapitalismen og al dens væsen! Kom over til os!
Med dette budskab drager de selvbestaltede miljøgrupper tromlende rundt i landet. Som middelalderlige jorddrotter lægger de voksende dele af samfundet under sig. Principielt opfører de intellektuelle sig som andre samfundsbeherskere før dem. Vel går miljøfarerne frem med større lempe end fordums mægtige, men overalt til lands og til vands omfærdes de nye erhvervelser med deres særlige grænse pæle. Som fæstebønder må trækdyrene bøje nakken for de sejrende junkere. En ekspanderende klasse, der ikke udsættes for et effektivt modspil, berammer ingen kant for territoriale inddragelser. Og helt i pagt med fortidens erobrere undlader fremtidens besættere at betale for gevinsterne Med statens og lovens næve konfiskeres den tabende parts værdier.
I begyndelsen af propagandafelttoget spillede de lokale, selvkårne miljøgrupper hovedrollen i ovennævnte komedie Under og umiddelbart efter studenteroprøret gjorde de samtidig fyldest som udledere af politisk virkelyst. I en revolutionær periode kan den opstigende klasses ubændige trang til politisk aktivitet sjældent tilfredsstilles fuldt ud gennem de eksisterende statsorganer. Alt for mange har på en gang alt for meget på hjerte Dette problem kendes fra alle store revolutioner i historien. Behovet for at tømme den revolutionære energi måtte selvsagt tilføre miljøgrupperne en særlig dynamik.
Imidlertid tilvejebragte de store sejre i marken forudsætninger for oprettelse af en operationsbase i selve statsapparatet, et miljøministerium plantet i magtens centrum. Et kanonbatten med enorm ildkraft stod med ét til rådighed for de i forvejen pansrede miljøriddere. Før blev befolkningen pisket med svøber; nu kunne den tærskes med skorpioner Med opbygningen af et miljøministerium var der skabt basis for en idel strøm af forordninger. cirkulærer og love, som på håndgribelig måde evnede at binde trækdyrene til kærren. Hermed var løkken lagt om halsen på landbruget, fiskeriet, industrien og forretningslivet. De intellektuelle kunne herefterdags stramme knuden til mod struben efter behov og behag.
I lande, hvor de forekommende politiske partier ikke gav efter for presset hurtigt nok. fandt de intellektuelle det hensigtsmæssigt at danne et decideret miljøparti En spærreild af tryk og stød mod oppositionelle grupper kunne ad den vej foranstaltes, Miljøpartierne er ikke bare drivstempler for miljøbevægelsernes mere afgrænsede interesser, men de er samtidig altomfattende stødkiler for hele den intellektuelle klasses ambitioner.
Med lovgivningsmagten i ryggen, med lommerne strittende af forordninger og cirkulærer er miljøgrupperne i stand til at true de fleste kommunalbestyrelser til underkastelse Husk i den sammenhæng at miljøforkæmperne er i besiddelse at en højere uddannelse, at de er usædvanligt glattungede. og fremdeles selv er overbevist om. at de er menneskeflokkens velgørere Og de har tid Ul at forberede en holmgang med genstridige kommunalpolitikere, Mange af miljøaktivisterne har tilmed et arbejde, der kan udnyttes til støbning af ammunition til konfrontationen. Et travlt kommunalbestyrelsesmedlem står således over for topudrustede modstandere, der ikke er indstillet på nederlag, Miljøsoldaterne kan endvidere regne med ildstøtte fra kampfæller inde i selve kommunalbestyrelsen.
Alt i alt formår miljøets vogtere at mobilisere kolossale kræfter. I kapitalismens epoke nåede en finansfyrste aldrig tilsvarende højder. Miljøministeriets embedsmænd kan hundse med private foretagender bogstavelig talt. som de lyster, En lille bureaukrat i det store maskinen kan stoppe et byggeri som intet. Skulle det komme an derpå, klarer han at lukke en virksomhed med hundrevis af arbejdsløse som resultat.
Miljøbureaukrater og selvbestaltede miljøgrupper har allerede påført arbejdsfolkene grufulde udgifter Udstyr ti1 forureningsbekæmpelse og sikkerhed udgør betragtelige beløb, men lønomkostningerne til miljøovervågere overgår alt. Den tætte kontrol med producenterne kræver mange kontrollanter. Dyrebestandens og planternes beskaffenhed skal der holdes øje med. Heller Ikke luftens, vandets eller landskabernes tilstand kan overlades til kræfternes frie spil. Overvågning skal der til Embederne må jo også passes og plejes. Og med lidt behændighed kan flere trylles frem.
Det ulyksalige er. at miljøimperialisterne aldrig selv kommer til at mærke følgerne af de utallige restriktioner og de tyngende udgifter. Fordele og ulemper ved miljølovgivningen tilfalder forskellige mennesker De sorte hænders brigade erholder alle ulemperne og de hvide hænders flok alle fordelene. Miljøbevægelsen er et hundrede procent grundmuret på egoismen.
Miljøbevægelsens store sejre må i sandhed vække forbavselse og beundring En ny tid er oprundet i Europa, der vil medføre en nyordning i politisk og økonomisk henseende under de intellektuelles førerskab.
Men hvad kan befolkningen gøre i den aktuelle situation? Er det muligt at sætte en modmagt ind over for miljøaktivisterne?
Der er Ikke meget at stille op. Forsøgerklassen står over for en uhyre overmagt. Videnskaben og skolen er helt på miljøbeherskernes side. En strøm af rapporter om alskens trusler mod natur og mennesker står til vogternes rådighed Enhver diskussion med imperialisterne er dømt til nederlag. Og medierne – især de elektroniske – er miljøgruppernes trofaste følgesvende Lad ikke det forhold ude af betragtning, at nyheds- og kulturformidlingen ubeskåret er på de intellektuelles hænder.
Slå miljøpræsterne ned, når de begynder at prædike
Både organisatorisk og politisk er den producerende befolkning uden beskyttelse. Hverken bøndernes, fiskernes, arbejdernes eller forretningsindehavernes fagforeninger har vovet at give sig i kast med de intellektualistiske miljøgrupper. På den politiske front står det om gørligt endnu sløjere til. Samtlige politiske partier gør sig til som kurtiserende turtelduer for at tækkes miljøfolkene Desuden er partierne så gennemsyret af intellektualisme, at det det ikke er umagen værd at anmode om assistance.
Nøgternt er det kun muligt at anbefale et råd, der symbolsk forstået lyder sådan. Slå miljøpræsterne ned, når de begynder at prædike!