Kapitalisme og socialisme er komplet uforenelige samfundsformer. Socialismen planerer diktaturets bane. Den har i sin praktiske udgave lagt millioner af mennesker i gravene. Kapitalismen derimod er frihedsorienteret, demokratisk og velstandsskabende, skriver dagens kronikør
AF STEEN STEENSEN, LEKTOR, RANUM i Jyllands-Posten 18. september 2001
Kapitalisme og demokrati hører sammen, ligesom socialisme og diktatur gør det. Både erfaringen og logikken understøtter denne påstand. Alligevel trænger emnet til en grundlæggende afklaring. Altså må spørgsmålene stilles fra stigens nederste trin. Hvad er kapitalisme? Hvad er socialisme? I hvilken historisk sammenhæng blev nævnte samfundsformer udtænkt og praktiseret?
Kapitalismen brød for alvor igennem i det 19. århundrede. Bevægelsen gjorde op med herremændenes dominans og enevældens regereri. Det var kapitalismens ideer om midlerne til velstand, som undergravede den rådende orden.
Hvordan gøres samfundene rigere? Sådan spurgte kapitalismens fortalere. Svaret lød: Frihed til alle. Væk med enevældens mange handlingsplaner. Overlad initiativretten til borgerne. Brug egeninteressen og arbejdsglæden som løftestang. Disse drivmidler vil med voldsomme ryk forøge den produktive indsats.
Kapitalismen ønskede at flytte fornyelsesretten. Altså gjaldt det om at skabe frie, virkelystne og selvstændigt tænkende mennesker. Friheden skulle ikke forbeholdes en flok aristokrater i samfundets top. Når overklassen anså den personlig uafhængighed for at være et gode, hvorfor så ikke udbrede dette gode til alle? Det måtte da dreje sig om at få friheden til at sive nedad i samfundet, så den kom til at omfatte hvert enkelt menneske.
Kapitalismens ideer om velstand nedbrød til sidst enevældens sociale system. Herremændene mistede grebet om bønderne. Selvejet vandt indpas i landbruget. Danmark udviklede en selvbevidst stand af fribønder. Men der blev også tyndet ud i regelmassen i byerne. Privilegier og monopoler fik banesår.
Selv det dybt konservative laugsvæsen måtte bide i græsset. Som bekendt virkede datidens fagforeninger stærkt hæmmende på initiativ og driftighed. Laugsvæsnet holdt de uuddannede nede. Takket være kapitalismen sejrede næringsfriheden ved lov i 1857. Kapitalismens talsmænd agiterede energisk for fri og lige adgang til erhverv. Arbejdets frisættelse stod nemlig øverst på ønskesedlen. Også aristokratiet måtte udsættes for konkurrence.
Kapitalismens advokater sagde: Økonomisk frihed er den velstandsskabende faktor. Arbejdets frigørelse bringer imidlertid albuerum og selvstændighed til veje i langt videre forstand. Den politiske og åndelige uafhængighed er simple afledninger af næringsfriheden. Forbrugerne foretager frie valg på markedet. En lignende stemmeret må også gælde i politik og kultur.
Økonomisk handlefrihed trækker logisk ytringsfriheden med i sporet. Hvordan kan man handle frit, hvis man ikke kan ytre sig frit? Etableringsfriheden og bevægelsesfriheden er en følge af samme nødvendighed. Med andre ord udløser friheden i den økonomiske sfære en tilsvarende frihed i den politiske og kulturelle cirkel.
I et økonomisk frit samfund må individet nødvendigvis være stærkere end staten. Det individuelle går forud for det kollektive. Helten er eneren og iværksætteren. Frie mennesker hyldes, de mennesker, som sætter en ære i at klare sig selv.
Filosofisk blev det sagt på denne måde. Mennesket ejer en naturgiven ret til et liv i uafhængighed. Individet besidder retten til at definere sine egne behov, retten til at forfølge sine egne mål. I princippet er det ikke til for nogen. Det fødes ikke til et liv for fyrsten, herremanden, staten eller partiet. Menneskets har ret til at smede sin egen lykke.
Kapitalismen vægter ligheden ligeså højt som friheden. Som sagt blev den fri og lige adgang til arbejde understreget. Dermed fik chanceligheden et ord med på vejen. Lige rettigheder og lige pligter måtte endvidere gælde som norm. Og ikke mindst lighed for loven. Kapitalismen er fuldt som meget en lighedsbevægelse som en frihedsbevægelse. Frihed og lighed er to sider af samme sag.
Enevældens forkærlighed for politik og planøkonomi blokerede vejene til velstand. Kapitalismen stilede mod et afpolitiseret samfund. Tankegangen kan beskrives sådan. Politisk aktivisme og personlig frihed går ikke i spand sammen. Politik er et redskab for aristokratiet. Den politiske klasse beriger sig på den arbejdende befolknings bekostning. Gennem en selvisk lovgivning forsøger de herskende samtidig at gardere sig mod oprør.
Politik udgør selve betingelsen for undertrykkelse og udbytning. Altså må den økonomiske verden overgå den politiske sfære i styrke. Når politik trumfer økonomi, trumfer politik også borgerne. Kommandoer fra oven begynder at gjalde.
Afpolitisering og atter afpolitisering, det er kapitalismens tale. Frie mennesker finder selv ud af det. På den måde får det kapitalistiske samfund et tvetydigt forhold til politik og stat. Det er nemlig statens opgave at beskytte privatejendommen og forsvare friheden og ligheden. Men staten er også en farlig bastion, der har monopol på vold og udstedelse af love.
Apparatets interesser skal man vogte sig for. Staten er ikke en neutral instans. Kontorerne er befolket af mennesker med selviske motiver. Samfundet må gardere sig mod politikere og bureaukrater. Der skal lukkes af for magtens fascination. Altså drejer det sig om at indsnævre politikernes virkefelt og holde staten i ave.
Hvordan løser kapitalismen dette problem? Ved hjælp af en demokratisk forfatning. Og en sådan opnåede Danmark i 1849. Grundloven var netop udtryk for kapitalismens fremgang. Den fri forfatning fik til opgave at beskytte folket mod autoritære kræfter, at forsvare selvejet, at hævde frihedsrettighederne.
Kapitalisme og demokrati er en og samme ting. Både logikken og den historiske erfaring understøtter denne sætning til randen.
Socialismen står i modsætning til alt, hvad der her er sagt. Det er en samfundsform, hvor den private ejendomsret er ophævet. I det hele taget snævres frie zoner drastisk ind. Kraftfulde igangsættere ønskes ikke. Lydige borgere synes systemet mere kært. Individualismen fordømmes. Private initiativer kriminaliseres. Det offentlige apparat tager over. Fornyelsesretten tilhører partiet. Staten gøres uendelig meget stærkere end individet
En voldsom autoritet koncentreres i politikernes og bureaukraternes hænder. Partiet stjæler beslutningsretten. Borgerne gøres til brikker i magthavernes økonomiske og politiske spil. Staten målsætter, planlægger, forsker, investerer, forvalter, støtter og fordeler. I et sådan samfund bliver kontrollen omfattende, undertrykkelsen og udbytningen dræbende og propagandaen støjende.
Staten producerer vedtagelser, papir og rapporter. Apparatet er økonomisk uproduktivt. Bag skrivebordene summer en hær af parasitter, der suger arbejdernes penge til sig. Socialismen formår da heller ikke at fungere uden censur og intensive påvirkninger. Den ene kampagner afløser den anden. Det gælder om at få undersåtternes hoveder vendt i den rigtige retning. Opsætsige individer straffes hårdt og kontant.
I et socialistisk samfund dominerer politik over økonomi. Politiske domme erstatter personlige afgørelser. Handlingsplaner træder i stedet for handlefrihed. Selvbestemmelsesretten fordufter. Politikken skubber friheden ud. Partiet ved bedre.
Politikmagerne definerer folkets behov. De, der har magten, har også retten, herunder definitionsretten. Hvad er det sande, det gode og det skønne? Den politiske klasse giver svaret. Således bør det ikke undre, at socialismen i et socialistisk land er progressiv. Sådan definerer den sig selv. Individualister bestemmes som reaktionære, asociale, højreorienterede og andet grimt.
Socialisme og diktatur er en og samme ting. Systemet er i bund og grund autoritært og undertrykkende. Men hvor bevæger magten sig hen i et socialistisk samfund?
Autoriteten glider ind bag skrivepultene. Mennesker i administrative stillinger bestemmer, mennesker ved bordene. Den socialistiske orden favoriserer de veluddannede. Læreanstalternes kandidater erobrer uundgåelig det sociale initiativ. Ejendom, marked og handlefrihed er netop frarøvet den produktive befolkning. Alternativ magt er så at sige elimineret. Socialismen udgør de skriftkloges store chance. Et socialistisk samfund grundfæster et intellektuelt aristokrati. Modellen er da også udtænkt af intellektuelle.
Socialismen opstod som et modtræk over for kapitalismen. Også i nutiden berømmer meget få intellektuelle den frisatte økonomi. Kapitalismen virker ikke tiltalende for en læsende stand. Systemet kalder i ringe grad på boglig viden. Markedet holder øje med de bedst tilpassede, de flittige og produktive. Porten er vid. Den stænges ikke for ufaglærte og uskolede. Det kapitalistiske samfund er dynamisk, social bevægelig og dermed klasseopløsende. Varefremstillende mennesker, som tilfredsstiller forbrugernes ønsker, belønnes.
Frimarkedet er i det hele taget folkelig. Millioner af menneskers efterspørgsel angiver millioner af menneskers behov. De afholdte valg på markedet bestemmer udbuddet af varer. Hvad skal man da med embedsmænd og formyndere? Kapitalismens økonomiske orden er selvstyrende. Sandt at sige lyder denne besked ikke opløftende for et embedssøgende aristokrati.
Er socialismen i virkeligheden at begribe som læreanstalternes forsvar mod markedets selvregulerende kræfter? Kapitalisme og socialisme er i hvert fald komplet uforenelige samfundsformer.
Socialismen planerer diktaturets bane. Den har i sin praktiske udgave lagt millioner af mennesker i gravene. Kapitalismen derimod er frihedsorienteret, demokratisk og velstandsskabende. Produktive mennesker tildeltes ære og værdighed.
Gid det var gørligt at få ovennævnte erfaring og simple logik slået fast i den offentliggjorte debat.