Igennem et par menneskealdre har beboerne på Stationsvej i Væggerløse levet stille og fredeligt, og deres affaldsvand har naturen omsat til ny biomasse i deres unikke spildevandsanlæg med et rodzoneanlæg for enden af vejen.
Det har virket så godt og krævede minimal vedligeholdelse uden energiforbrug, at kommunen trods vedligeholdesespligt på beboernes regning, helt havde glemt at det eksisterede.
Men freden på Stationsvej var forbi, da der gik politik i spildevandsrensning. En enkelt beboer blev udset som syndebuk, da han ikke ville betale vandafledningsbidrag til kommunens nye kloaknet, da han og de øvrige beboere var tilsluttet en privat løsning der havde virket i 50-60 år uden målbar forurening.
Kan politikmagerne ikke få deres vilje trumfet igennem, har de altid det juridiske præsteskab i baghånden. Efter sagsbehandling i by-og landsret er Stationsvejen banket på plads.
Den formastelige beboer er gået konkurs, huset er sat til salg og en ”brandtomt” ligger tilbage.
Når jeg læser sagens to domme og forinden har diskuteret strategien med tiltaltes to forskellige advokater, kan jeg blive noget så forbandet. Fordi en oplagt vindersag er fuldstændigt kørt
skævt lige fra starten.
Kompetencen blandt danske dommere og ditto advokater har meget tilbage at ønske, når miljøproblemer bliver bragt ind til afgørelse i retssalene. En tinglyst kendelse kan stringent jura forholde sig til, men når miljø, herunder næringsstoffernes rolle i naturens kredsløb, skal behandles, kan det nemt gå helt galt. Se resten af artikel Lolland-Falsters_Folketidende_Advokatsvigt paa Stationsvej 2017-06-19
