For gud ved hvilken gang udbasuneres udledning af kvælstof fra landbruget, som årsag til ringe vandmiljø her i avisen den 3/11.
Professor Stiig Markager skulle være garanten for udsagnet. Tilfældigvis har han lige holdt et foredrag her i Vordingborg den 5/10 arrangeret af DN.
På samme måde som en håndværker der kun har en hammer i værktøjskassen, ligner alle problemer et søm, så har Markager kun én forklaring til at løse problemer i vandmiljøet og det er kvælstofbegrænsning.
Naturen forsøger overalt at opretholde nogle balancer.
I verdenshavene uden menneskelig påvirkning vil forholdet mellem kvælstof og fosfor, N og P, være 7:1, da evolutionen er nået frem til, at det er det ideelle for en sund og proteinrig algevækst.
Dansk miljøpolitik tilstræber på alle måder, at forhindre det ideelle forhold og algevækst generelt.
En enkel forårsmåned kan der være overskud af kvælstof, men alle de øvrige måneder er fosfor dominerende. Myndighederne er glade, da kvælstof er i underskud og som Markager viste – i et laboratorieforsøg – vil glasset der får tilført kvælstof vise en kraftig grøn algevækst. Derfor er udledning af kvælstof til de indre farvande bandlyst.
Ved underskud af kvælstof vil der ske en opblomstring af blågrønalger, der fikserer atmosfærens kvælstof, i vores farvande med lavt saltindhold. Disse blågrønalger kan specielt for skaldyr være giftige. Øvrige alger er mindre appetitlige for zooplankton og den videre fødekæde. Derfor ender disse giftige og proteinfattige alger på havets bund med iltsvind mv. til følge.
Markagers hund
Markagers hund der havde tisset på hans græsplæne med fine mørkegrønne græstotter til følge var illustration på, at det visne græs udenfor totterne var bedre for vandmiljøet.
Gunni Ærtebjerg citeres for tilbage i 1980’erne, at have påvist en sammenhæng mellem udledt kvælstof fra landbruget og fjordens [dårlige] tilstand. En fatal fejlkonklusion af dimensioner.
En langt mere sandsynlig forklaring er, at spildevand i et par årtier forinden var udledt i strømfyldt farvand. Således blev Lynettens dårligt rensede spildevand ledt med strømmen op gennem Øresund. Hvor strømmen aftog nord for Helsingør bundfældede slammet sig, .
Denne sejlivede hypotese, at nitratkvælstof er årsag til iltsvind, er aldrig blevet verificeret med anerkendte videnskabelige metoder, hvilket har været en dødssynd og kostet samfundet trecifrede milliardbeløb. Miljøstyrelsen har haft store udfordringer med at forsvare Gunni Ærtebjergs ”opdagelse” fra 1982. Men masser af beskæftigelse til samme styrelse og letvægtsforskere på vores universiteter har det givet. Meget af den arbejdskraft som efterlyses til samfundets grundlæggende behov, findes måske på landets universiteter før vi vender blikket mod udlandet.
Min konklusion:
Vær glad for al den nitratkvælstof, der kommer ud af landmandens drænrør og hav i stedet fokus på fosfor og spildevand, hvis et bedre fiskeri og vandmiljø er målet.
Måske var det en ide for redaktionen på Sjællandske, at arrangere et møde med Stiig Markager og Gunni Ærtebjerg samt undertegnede og min mentor.
