Hvorfor man bliver marxist og hvorfor man holder op med at være det.
af JENS JACKIE JENSEN 1994
»Sandheden er at socialismen altid vil udarte til katastrofer og bestialske forbrydelser, fordi den marxistiske ideologi fundamentalt bygger på en løgn. Fjernes løgnen, er der ingen ideologi tilbage. Marxismen vil opløses til intet. Hvori består da denne marxistiske løgn?«
Unge mennesker, der uden erfaringer og med åbent sind begynder at interessere sig for politik, bliver næsten uvægerligt tiltrukket af marxismen. De fanges af de smukke ord om lighed og broderskab. De betages af de ædle mål.
Det er et fænomen, der har gjort sig gældende for hver eneste generation af unge i dette århundrede. Og selvom de kommunistiske regimer i disse år er brudt ynkeligt sammen, så har det ikke ført til anklager og fordømmelser imod de socialistiske ideer. Tværtimod. Utopien kan fortsat terrorisere virkeligheden. Den marxistiske ideologi har overlevet kollapsen.
Det besnærende ved marxismen er, at den indgiver sine tilhængere et klart politisk helhedsbillede af den verden, de lever i.
Marxismen giver en forklaring på historiens gang, hvilke ufravigelige love der styrer historien. Den fortæller, hvor vi mennesker kommer fra, hvor vi er, hvor vi skal hen.
Marxismen analyserer de kræfter, der fungerer i vort samfund. Den deler menneskene op i klasser. Besiddende og besiddelsesløse. Undertrykkere og undertrykte. Rige og fattige. Det vil sige onde og gode. Retfærdige og uretfærdige. Et primitivt lukket system, hvor alt er enten sort eller hvidt. Hvor alt er løgn.
Marxismen har en løsning på alle samfundets og menneskets problemer. En udvej. Et perspektiv. Den fremmaner et fuldkommenhedens samfund,
- hvor der ikke mere findes frygt og lidelse,
- nedværdigelse og fornærmelse,
- nød og fattigdom.
Et samfund hvor menneskene er befriet for alle fortrædeligheder og kan leve lykkelige og uhæmmede. Et fata morgane.
Marxismen giver således virkelig overblik og en fornemmelse hos sine tilhængere om, at de faktisk forstår alt.
Marxismen tilfredsstiller både de unge menneskers intellektuelle behov og deres religiøse behov.
De bliver aktive og begejstrede, de bliver vakt, de bliver frelst. Deres liv får indhold og mening.
Denne vækkelse kan holde sig resten af livet, og det er kun få af de vakte, de ideologisk bedøvede, der siden evner at bryde ud af den ideologiske tryllering.
Der findes en præcis diagnose for alle de individer, der rammes af denne kroniske ideologiske ekstase. De er at betegne som: »De kloge idioter«.
Den unge kloge idiot er overbevist om, at han har ret, og han har derfor i sin fremfærd ret til alt.
Han besværes ikke af gammeldags moralske hæmninger. Han godkender ingen grænser for, hvad der er tilladeligt for et menneske. Hans uvidenhed beskytter ham som et panser.
Førhen var det muligt, at den unge marxist ville kalde sig kommunist. Men den betegnelse er gået af mode. At være kommunist har i øvrigt altid været det mest udsigtsløse og belastende, og det er usandsynligt, at nogen skulle vælge den titel i dag.
Men der er andre mere farbare veje. En nybagt marxist – årgang 1968 – kunne for eksempel starte sin politiske løbebane i SF – som folkesocialist.
Men efter dybsindige overvejelser skærpede han sine marxistiske holdninger og tilsluttede sig det mere militante VS – venstresocialisterne. Den rene vare. De sande revolutionære.
Som årene går, vil han måske finde det mere lukrativt at gå over i Socialdemokratiet. Denne vandring fra SF gennem VS til Socialdemokratiet vil på ingen måde ramponere hans marxistiske anseelse. Tværtimod. Han forbliver jo i familien.
Det er tænkeligt, at han i det store parti belønnes med en plads i Folketinget og senere endda udnævnes til minister eller bliver personlig rådgiver for statsministeren.
De her nævnte eksempler er ikke hentet i fantasiens verden. De kan efterspores.
Men uanset hvilken bogstavbetegnelse den unge kloge idiot pryder sig med, og uanset hvilken levevej han vælger, så vil hans marxistiske sindelag lette ham adgangen til en karriere i den offentlige administration eller i medieverdenen, eller åbne dørene til lærerværelserne på universiteterne og på mange andre områder, vil det forskaffe ham velvilje og imødekommenhed hos progressive folk, placeret bag de rigtige skriveborde.
Men alt har sin pris. Det, som oprindeligt begyndte som en ideologisk fortryllelse, vil efterhånden blive behæftet med praktiske bindinger og økonomisk afhængighed.
De langvarige bekendtskaber, de nære kollegiale forhold og gunstige forbindelser, der er opstået i karrierens løb, er jo fra først til sidst baseret på fælles ideologiske anskuelser.
Frafald forbliver ikke ustraffet. Der hersker en uskreven lov om troskab mod den politiske samdrægtighed. Blandt marxister vises der ingen overbærenhed mod den, som forråder ideologien. Overfor renegater findes ingen tolerance, her slutter humanismen.
Den erfarne marxist undgår derfor klogeligt enhver påvirkning, der kunne slå skår i hans marxistiske forestillinger. Han undviger nærmest pr. instinkt alle ubehagelige kendsgerninger om socialismens virkelighed.
Da jeg endnu havde min gang i Danmarks Radio, gjorde jeg det til vane, når jeg talte med folk i huset, da at spørge sådan helt uskyldigt og tilfældigt: »Har du læst Alexander Solsjenitsyns værk – Gulag Øhavet«? De blev hver gang lidt underlige i ansigterne. Jeg spurgte mange, – især journalister. Men blandt alle disse ellers alvidende personer var der ikke en eneste, der svarede »JA« på spørgsmålet. De foretrak at leve i lykkelig uvidenhed.
Ikke desto mindre er »Gulag Øhavet« århundredets betydeligste dokument. Et vidnefast anklageskrift over marxismens indgroede ondskab. »Gulag Øhavet« blev begyndelsen til enden på Sovjetunionens eksistens.
Det er rystende ubehagelig læsning, især for en marxist. Han kunne jo risikere at holde op med at være det. Hvilken fadæse. Hvilket mareridt af personlige fortrædeligheder.
Det er forklaringen på, at når marxister konfronteres med sandheden om den socialistiske utopi, reagerer de altid med at skrue op for musikken og danse rask forbi – – de hvide pletter.
Hvide pletter – sorte af blod
Man havde i Sovjetunionen et begreb – kaldet »de hvide pletter«. Derved forstås hele afsnit og tidsperioder, der var udeladt af historieskrivningen.
Stedfundne begivenheder blev fordrejet eller fortiet. Forbrydelser blev benægtet. Ledende personer blev fra dag til dag erklæret for ikke eksisterende – med tilbagevirkende kraft. Den officielle historieskrivning forefandtes i vidt forskellige versioner, fordi partiet efter behag havde ændret den fra løgn til løgn. Når russerne hver dag stod i kø i timevis. Når butikshylderne var tomme. Når forsyningerne af levnedsmidler svigtede katastrofalt. Det skete ofte. Så var den officielle forklaring, at det skyldtes tørke og klimatiske forandringer.
Forklaringen var en lodret løgn. – En hvid plet. Den hvide plet skulle skjule sandheden om tvangskollektiviseringen i trediverne. Med den største brutalitet blev bønderne frataget deres jord og gjort til statens hovbønder. For at kue hele landbefolkningen deporteredes syv millioner bønder til det nordlige Sibirien. Hvor de forsvandt i massegrave. De blev, som partiet og Stalin udtrykte det: – knust og likvideret som klasse. Det var indtil da det største organiserede massemord i menneskehedens historie. Få år efter skulle Hitler forsøge at overgå det sovjetiske forbillede ved at deportere og myrde seks millioner jøder.
Før revolutionen var Rusland verdens største korneksportør. Under socialismen blev landet verdens største kornimportør. Trods det man rådede over umådelige landbrugsarealer og den fedeste muld.
Det er påviseligt nedslagtningen og underkuelsen af de russiske bønder, der førte til den permanente mangel på fødemidler.
Men set gennem parti-ideologernes troldspejl var tvangskollektiviseringen alligevel en progressiv foranstaltning, for det er en småborgerlig tankegang, at bønderne skal eje den jord, de dyrker. Under socialismen går ideologien altid frem for økonomien. Ideologien går frem for logikken og livet selv. Konsekvenserne skjules under – de hvide pletter.
I flere årtier frygtede hver eneste sovjetborger at blive udpeget til arrestation af det hemmelige politi. Arrestationerne var tilfældige og vilkårlige og foregik i flæng og i hobetal. Alligevel blev de arresterede tortureret med middelalderlig bestialitet. Kvinder og mænd blev lemlæstet. Øjne blev stukket ud. Trommehinder perforeret. Folk blev anbragt nøgne i iskolde celler. Andre blev anbragt i ophedede stålskabe – døgn efter døgn. Mange blev torteret for øjnene af deres pårørende. Hundredtusinder blev henrettet eller forsvandt sporløst. Systemet havde særlige koncentrationslejre til enker og børn efter henrettede. Der foregik rædsler, som man må afstå fra at beskrive, for de ville alligevel ikke blive troet.
Arrestationernes omfang, de overfyldte fængsler, det formidable antal ofre og den totale samvittighedsløshed, hvormed det hele foregik, var dengang uden fortilfælde. Partiets medlemmer blev i disse årtier eksperter i at myrde forsvarsløse mænd, kvinder og børn. Kommunisterne blev forhærdede bødler og mordere.
En forbryderorganisation, et korps, der i enhver henseende er jævnbyrdig med Hitlers SS-korps. Eventuelle forskelle er af ren kosmetisk karakter. Men den statsdirigerede terror var imidlertid ikke et udslag af vanvid i partiledelsen. Partiet vidste udmærket, at ofrene var sagesløse og uskyldige. Terroren bundede alene i dyb hengivenhed for socialismens sag, – for ideologien og Lenins store værk. De dødes skæbne skulle indgive de efterlevende en lammende rædsel, en afmagt indtil forstening, så ingen vovede det mindste kny mod regimet.
Terroren var kendt af alle. Som en russer sagde til mig, – der var næppe en eneste familie i hele Sovjetunionen, der gik ram forbi, men der var titusinder af familier, der forsvandt totalt. Men ingen talte om det. Terroren var tabulagt. Det urørlige. Det unævnelige. En hvid plet – sort af blod.
38 millioner
Da nazisterne i 1933 anlagde deres første koncentrationslejre, befandt der sig allerede på samme tidspunkt ti millioner fanger i det vidt forgrenede net af socialistiske koncentrationslejre i Sovjetunionen. Fangerne blev udnyttet som ulønnet arbejdskraft. En kolossal arbejdshær af totalt retsløse slaver. De blev brugt til store kanalbyggerier, til anlæg af dæmninger og jernbaner, til tømmerhugst og minedrift. Det betød intet, at den gratis arbejdskraft hurtigt gik til grunde, for den kunne stadig fornyes, ved hjælp af KGBs fortsatte terror-arrestationer.
Det er nærliggende at tro, at nazisterne har kopieret de sovjetiske koncentrationslejre, for det er overalt det samme mønster, der går igen. Pigtråd. Vagttårne. Overfyldte barakker. Den evindelige sult, der udtærer og dødsmærker fangerne. Grusomme afstraffelser, ydmygelser, voldtægt og tortur. Timelange appeller, massehenrettelser og bunker af lig. Stivfrosne lig stablet som brænde. I deres fælles foragt for menneskets værd passer kommunismen og nazismen til hinanden, som kræften passer til svulsten.
De findes i dag i Rusland mennesker, som med beundringsværdigt mod ofrer deres kræfter på at finde frem til sandheden.
De finder massegravene, de samler dokumenter og vidneudsagn. De samler kendsgerninger. Der er tale om et næsten uoverskueligt materiale. Navne på ofre. Navne på bødler. Lejrenes placering. Data på forbrydelser.
Spørger man dem, hvor mange mennesker der blev tilintetgjort i socialismens grådige dødskværn, lyder svaret: »De har myrdet 38 millioner – otte og tredive millioner af landets egne indbyggere. Det er, hvad vi ved, men tallet er sikkert for lavt«.
Socialismens forbrydelser har dimensioner, som gør, at de unddrager sig civiliserede menneskers fatteevne.
Men hvis de 38 millioner myrdede menneskers navne skulle skrives op, med en ganske lille skrift som i en telefonbog. Side op og side ned med fire spalter på hver side. Så ville det fylde 89 telefonbøger af KTAS- format. Ofret for en pervers ideologi.
Et anklageskrift imod socialismen ville i omfang og i afsløring af grusomhed og bestialitet kunne sidestilles med det anklageskrift, der blev lagt frem imod nazisterne ved Nurnbergdomstolen i 1945.
Jeg har undertiden hørt danske venstreorienterede sige: »Jamen, Sovjet havde ikke gaskamre«. Nej, det havde de ikke. Men de klarede det alligevel. Auschwitz og Kolyma- lejrene havde samme forfærdende dødsrate.
Jeg har også ofte hørt, at det var Stalin og den såkaldte stalinisme, der var skyld i alle ulykker. Men det er en letkøbt påstand, – for ikke at sige snusket bortforklaring.
Stalin var en ondartet ideologisk psykopat. Ingen tvivl om det. Men stalinismen var ikke en enkelt mands værk. Stalin var som person kun et produkt af socialismen. Ikke en tilfældighed, men en uundgåelighed. Havde Stalin ikke været der, havde der været en anden tyran, som ganske vist hed noget andet, men som gjorde det samme.
Under Krustjov blev millioner af fanger sluppet ud af lejrene, men lige så mange forblev bag pigtråden.
Under Brezjnev blev lejrene atter fyldt, og tavshedens tunge jernlåg lagde sig over, hvad der foregik i dem. Den statsdirigerede terror blev mere fordækt, men ikke mindre virkningsfuld.
Socialismen er programmeret til, at netop typer som Stalin automatisk når til tops. Lenin. Mao Tse- tung. Kim II Sung. Pol Pot. Ho Chi Minh. Gustav Husak. Ceausescu. Castro. Brezjnev. Honecker. Listen er endnu længere. Men de er alle eksempler på de giftige svampe, den socialistiske ideologi ufravigeligt frembringer.
Med søvngængeragtig monotoni har socialismen i land efter land gentaget de samme forbrydelser. Fordi terroren er en uadskillig del af systemet. Selve ideologiens åndedræt.
Men det er klart: Skulle det lykkes at opbygge myten om, at det er enkelte personer, der er skyldige, så vil det bekvemt nok fritage alle andre for medskyld. Den marxistiske ideologi ville samtidig være forskånet for at blive sat under anklage. Den vil dermed atter være brugbar til fortsat dyrkelse og afprøvelse. Det er just det, der er hensigten.
»Marxismen er god nok«
Mange har sikkert hygget sig med den tanke, at kommunismen var noget overstået. En sygdom, der pludselig klingede af.
Muren faldt. Polen, Tjekkoslovakiet og Ungarn blev befriet. De baltiske lande genopstod af glemselen. Sovjetunionen – ondskabens imperium – brød sammen.
Men fjenden er ikke tilintetgjort. Den trussel, som verden følte sig befriet for, kan hurtigt vende tilbage.
Samtidig trives den marxistiske ideologi i bedste velgående rundt omkring i Europa. Det gælder i særlig grad i Skandinavien, og ikke mindst i Danmark.
Da den ungarnske præsident efter sit lands befrielse besøgte Danmark, udtalte han ved den afsluttende pressekonference, — at der faktisk er flere kommunister på Roskilde Universitet, end der er kommunister i hele Ungarn.
Ud fra sine egne bitre erfaringer har præsidenten nok ment, at alle marxister også er kommunister, fordi det nu engang er ideologien, der er det afgørende, og ikke et eller andet tilfældigt partinavn.
Præsidentens udsagn vakte en del munterhed blandt de fremmødte journalister. Men det er ikke sikkert, at han selv fandt det videre morsomt.
Måske tænkte han, at dette var altså forklaringen på de KGB-styrede fredsdemonstrationer og andet pacifistisk halløj i de vestlige demokratier, som i årevis havde bidraget til at forlænge Ungarns og andre underkuede landes nationale ydmygelser under det socialistiske slaveri.
Præsidentens stilfærdige konstatering begrænser sig jo ikke til Roskilde Universitet, den samme tendens gør sig gældende på alle universiteter og andre højere læreanstalter. Marxismen trives blandt de studerende og i endnu højere grad blandt underviserne og administratorerne.
En undersøgelse fra 1988 – året før murens fald – fortæller, at 41 procent af alle lærere stemmer på socialistiske partier til venstre for socialdemokratiet.
Samme undersøgelse viste, at 77 procent af alle pædagoger og socialarbejdere stemte på SF og andre venstrefløjspartier.
Pædagogernes landsforbund BUPL havde bekostet vælgeranalysen, og man var selvsagt meget stolte over resultatet.
Desværre omfattede undersøgelsen ikke journalisterne, men det er troligt, at de med glans havde overhalet pædagogernes 77 procent.
Fornylig hørte jeg en munter dame blive interviewet af en lige så munter kvindelig journalist i Danmarks Radio. Anledningen var en ny opsætning af et teaterstykke af Bertolt Brecht. »Marxismen er god nok«, kvidrede damen, »den blev blot forvaltet forkert«.
Det var de to lystige koner helt enige om. Hvad angår marxismen, så de begge lyst på fremtiden. Hvis den muntre dame havde sagt: »Nazismen var god nok, den blev blot forvaltet forkert«. Så ville hun formodentlig have fået ørene i maskinen. Og det ville have været ganske velfortjent. Men det burde vel gælde i begge tilfælde. Nej, – ikke i Danmarks Radio. Der er marxismen altid god nok, den blev blot forvaltet forkert.
Denne grundindstilling er i virkeligheden symptomatisk for stort set al information, der udsendes i TV og radio. Det gælder også, hvad angår det syge ekko, der klinger fra Odense.
»Marxismen er god nok«. Det kunne stå som et slogan for de elektroniske massemediers virksomhed i Danmark.
Men det er ikke uden betydning, eftersom vi lever under et mediestyret demokrati. Mediestyre i modsætning til folkestyre. Mediestyret må jo nødvendigvis udvikle sig på bekostning af folkestyret. Man kan ikke have begge dele på samme tid.
Det står skrevet i Grundloven, at den lovgivende magt er hos folketinget og den udøvende magt hos regeringen. Ingen over og ingen ved siden af. Men selvom det sjældent nævnes og aldrig diskuteres offentligt, så er det en åbenlys kendsgerning, at den reelle magt i samfundet i løbet af de sidste tyve år ganske gelinde er gledet over til de særligt udvalgte indenfor de elektroniske massemedier.
Ytringsfriheden er blevet monopoliseret og gjort til et privilegium for de få. På tværs af grundlovens bestemmelser har magten skiftet bopæl. De personer eller kliker, som hersker over TV og radio, har gjort sig til de egentlige magthavere.
Hvad der hen over kaffekopper og guldbajere aftales i Radiohusets og Gyngemosens kantiner, det vil i regelen vise sig at være mere virkningsfuldt end hvad der besluttes i Folketinget.
En lov vedtaget i Folketinget kan omgøres. Hvilket jævnligt sker. Det kaldes – hovsaløsninger. Men hvad der bliver aftalt henover kaffekopper og guldbajere, det er ulige vanskeligere at ændre.
Medierne kan vælte en minister. Gøre en politiker til en færdig mand. Skade et helt parti. Og omvendt kan medierne favorisere en middelmådighed, der forfægter »de rigtige meninger«, som for øjeblikket behager journalisterne.
Når venstrefløjens stormtropper ved nattetide tænder bål i gaderne, raserer bankerne og kaster med brosten og jernspyd, så er det politiet, der efterfølgende sættes under anklage i medierne.
Hverken politikerne, politiet eller nogen andre lovlige myndigheder synes at kunne stille noget op, når mediernes inkvisitionsdomstol retter søgelyset imod dem. Herrefolket er usårligt.
Beslutter medieherskerne, at de vil rejse en sag, skabe en stemning, starte en kampagne, så bliver mange politikere derfor omgående slappe i knæene og særdeles lydhøre.
Undertiden kan man få det indtryk, at mediepaverne holder folketingsmedlemmer, som andre holder travheste.
Sådan fungerer det perfekte mediestyrede demokrati.
Eliten af den danske venstrefløj består af intellektuelle. De højt uddannede. De velformulerende. De udgør den herskende klasse i samfundet. De styrer næsten enevældigt samfundets centre for uddannelse, administration og information.
Det har naturligvis ikke været uden konsekvenser, at den herskende klasse i Danmark for en stor del består af rettroende marxister. Folk, som anskuer verden og opstiller deres politiske mål ud fra den marxistiske ideologis vidtløftige forestillinger.
Marxistisk tankegang, det er når utopiske drømmesyn og højtravende idealer fortrænger almindelig logik og praktisk politik. Marxister kan normalt gå på vandet.
Vort lille pæne land har i de sidste 25 år faktisk uafbrudt været forsøgskanin i marxistiske eksperimenter. Det har sat sine spor. Det har haft sine omkostninger.
Det har ført til, at danskerne er underkastet verdens højeste skattetryk.
Det har ført til, at Danmark er indehaver af verdensrekord i udenlandsgæld pr. indbygger. En umådelig gæld, som vil gå i arv til vore børn og børnebørn.
Det har ført til, at danskerne gennem nidkær kontrol og overvågning er blevet det mest umyndiggjorte folk i Europa,
De marxistiske eksperimenter har længe tæret på Danmark, som rusten tærer på jernet. Men det er, som om ingen ænser det. Det fortsætter.
Marxismen er altså ikke blot en særlig perversitet, som de kommunistiske partier har patent på. Marxismen har mange adresser. Mange forklædninger. Mange skjulesteder. Den er sejlivet.
Selv det store Socialdemokrati har i sit partiprogram nedfældet, at det endelige mål er socialismen. Og man må vel tro dem, når de selv siger det.
Jeg ved udmærket, at Socialdemokratiet taler om – en demokratisk socialisme. En socialisme med et menneskeligt ansigt.
Men der er de gode socialdemokrater gået på jagt efter et fabeldyr. Som selvsagt ingen har set, og som ingen nogensinde vil få at se.
Ligegyldigt hvornår, hvor eller af hvem den marxistiske ideologi søges virkeliggjort, så vil resultatet altid uundgåeligt være det samme. En gentagelse at det vi allerede kender så godt.
Intet demokrati uden kapitalisme
Det er fælles for elle marxister, at de vil forandre samfundet. Efter deres mening til det bedre.
Denne forandring kan kun opnås optimalt ved at afskaffe kapitalismen og indføre socialismen. Det er sagen i en nøddeskal.
Kapitalismen er fjenden – alle onders rod. Socialismen er målet – løsningen på alle problemer.
Ifølge ideologerne er det hele meget enkelt. Man forkaster blot den ene ideologi og indfører en anden ideologi.
Men forestillingen er ganske fejlagtig, for der er ikke tale om et valg mellem to ideologier.
Kapitalismen er absolut ikke en ideologi. Den er ikke konstrueret. Den er ikke en opfindelse. Ingen filosoffer eller profeter har stået faddere til kapitalismen.
Kapitalismen er flygtig og upersonlig. Den er uden mål og savner åbenbaringer. Alligevel udgør den ilten og blodet i hele samfundslegemet.
Når der er bøffer og rødvin på bordet, eller når familien drager på udenlandsrejse, eller man køber en ny bil, eller erhverver sig et sommerhus, så er det den kapitalistiske økonomi, der har gjort det muligt, at vi kan opnå sådanne goder.
Det er kapitalismens fortjeneste, at den konstante strøm af forbrugsgoder udmærker sig ved mangfoldighed og høj kvalitet. Det er den frie kapitalistiske samfundsøkonomi, der er grundlaget for, at vi i de vestlige demokratier har den højeste levestandard.
Man skulle derfor tro, at kapitalismen ville være velset og anerkendt af alle, der nyder godt af dens effektivitet og opfindsomhed. Men det er ingenlunde tilfældet.
Kapitalismen stemples som egoisme og hensynsløs jagt efter profit. Benævnelsen – kapitalist, har i årtier været nærmest at betragte som et skældsord.
Men at tale om kapitalisme uden samtidig at tale om demokrati, eller tale om demokrati uden samtidig at tale om kapitalisme – er meningsløst.
Hver for sig kan hverken demokrati eller kapitalismen fungere. Kapitalismen er slet og ret demokratiets økonomiske anatomi.
Uden denne økonomiske anatomi vil demokratiet ophøre med at eksistere. Der har aldrig været, og der vil aldrig opstå en eneste demokratisk stat, som kan overleve uden kapitalismen.
Blandt kommunister, SF-ere og 68-parasitteme er benævnelsen »kapitalisme« altid erstatningsordet for det danske demokrati.
Når disse folk agiterer imod kapitalismen, så er det i virkeligheden demokratiet, de vil til livs. Al deres snak imod kapitalismen går alene ud på at destruere alle demokratiske frihedsrettigheder.
Den frihed, som giver bonden retten til at eje den jord, han dyrker. Den frihed, som giver håndværkeren retten til fri næring. Den frihed, der giver arbejderen retten til fagforeninger og strejkeret. Den frihed, som giver enhver borger retten til ejendom og retten til at bruge sine evner og kræfter, fantasi og opfindsomhed. Den frihed, hvormed man opbygger hele nationen, gør landet rigt og stærkt og driver det fremad. Og fremfor alt den frihed, som giver hvert enkelt menneske retten til at råde over sig selv.
Alle disse rettigheder udgør demokratiets økonomiske anatomi, – kapitalismen. Derfor er demokrati og kapitalisme en udelelig helhed. Fornægter vi det ene, mister vi det andet. Og vi ville havne i natten uden daggry, hvor friheden fortrænges af det socialistiske slaveri.
Kapitalismen er altså ikke en ideologi, men blot demokratiets dynamiske økonomi. Marxismen er derimod en absurd ideologi, som overalt har ført til ineffektivitet og stagnation, fattigdom og forfald.
En afrikansk partisanleder, der kæmpede imod kommunisterne, udtrykte det således: »De er skrappe kommunisterne«, sagde han, »her hos os har de præsteret det kunststykke, at få en guldmine til at give underskud«.
Det kan opfattes som en sarkastisk bemærkning, men det er højst sandsynlig, at afrikaneren havde belæg for sit udsagn.
Alle erfaringer viser, at socialismen befordrer ansvarsløshed, ligegyldighed og apati. Det er som om, marxismen hos sine tilhængere udvikler et destruktivt talent. Giv dem et slot, og slottet omdannes til en ruin. Lad dem passe en hest, og hesten dør. Giv dem et helt land, og landet bliver ødelagt i bund og grund. Det er der til overflod dokumentation for.
I Øst-Europa og i Rusland vil det vare generationer og koste umådelige ofre at rydde op, genrejse og redde, hvad reddes kan, efter socialismens stupide hærgen, råhed og kynisme.
Under den kolde krig rejste præsident de Gaulle til Moskva og forhandlede med lederne i Kreml. Efter hjemkomsten sagde han til USAs præsident Eisenhower: »Det sovjetiske system er forrykt. Men vi vil have de folk på halsen de næste hundrede år, og så vil deres kommunisme krepere af mangel på succes«.
De Gaulles vurdering var fuldstændig korrekt, men socialismens sammenbrud indtraf alligevel længe før han eller nogen andre havde forventet det.
Socialismens dødskrampe var en sejr, som den civiliserede verden fik foræret næsten gratis. Men historien har bevist, at enhver slagen fjende skal uophørligt forfølges og tilintetgøres, for ellers har vi ham snart på halsen igen.
Opkomst og fremmarch
Hvad er grunden til, at den marxistiske ideologi med en så vældig succes har kunnet hærge og tyrannisere hele den civiliserede verden i over hundrede år.
Vi kan søge svaret i England i første halvdel af forrige århundrede. England var da midt i den industrielle revolution, som opfindelsen af dampmaskinen havde sat i gang. En revolution, som skulle forandre verden.
Industribyer voksede frem med troldomsagtig hast. Overalt så man nye fabrikshaller og pulsende skorstene. Maskinerne gjorde det muligt, at en enkelt mand kunne producere, hvad der før skulle flere hundreder til.
Det bevirkede, ar hundredtusinder af håndværkere og selvstændige vævere blev udkonkurrerede. Hidtil havde alle disse mennesker levet trygt og godt. Manufakturen, fremstillingen afklæde, havde i generationer været englændernes vigtigste erhverv. Men de små vævere ude på landet kunne ikke hamle op med de nye maskiner. De gik fallit. Blev tvunget fra hus og hjem. Sulten drev dem ind til byerne, hvor de stuvedes sammen i hobetal i mørke usle lejekaserner.
Der var ikke arbejde til alle. Fattigdommen var forfærdende. Der var ingen hjælp at få. Fattighusene var de rene straffeanstalter. Men også de, der fik arbejde, var ilde stedt. I kulminerne brugte man kvinder som trækdyr, de kravlede afsted på alle fire gennem de lavloftede gange. På bomuldsspinderierne så man børn under ti år, der arbejdede 16 timer i døgnet.
Fabrikkerne var som fængsler, hvor arbejderne var fanger. Fabrikanten bestemte arbejdstidens længde og lønnens størrelse.
Produktionen voksede og handelen øgedes og skabte enorme formuer. Den industrielle revolution gjorde England til det rigeste og mægtigste land i verden.
Men samtidig blev millioner af menneskeskæbner knust. Det udviklede sig til en national katastrofe af umådeligt omfang. En katastrofe, som ingen havde planlagt, og som ingen havde forudset.
Arbejderklassen var uden rettigheder og uden håb. Kun langsomt begyndte arbejderne at erkende, at de måtte kæmpe for deres ret til livet — eller gå under i sult, sygdom og elendighed.
Det blev de engelske arbejdere, der som de første organiserede fagforeninger, og det var dem, som tvang parlamentet til et gennemføre verdens første lovgivning om arbejderbeskyttelse. Arbejdstiden blev nedsat. Børnearbejdet begrænset. Der indførtes almindelig valgret. De værste uhyrligheder bragtes til ophør. Men hadet og bitterheden i menneskenes sind kunne der ikke lovgives imod. Det var brændt fast.
Just da var det, at Karl Marx lagde sine teorier på bordet. Arbejderne greb dem med begge hænder. De havde med vrede forkastet det samfund, de kendte. Nu begyndte de at tro på et samfund, som de ikke kendte.
Socialismen blev for arbejderne ensbetydende med – det klasseløse samfund, hvor det ene menneskes udbytning og undertrykkelse af det andet for altid er ophørt. Et samfund med den højeste grad af demokrati og frihed, velfærd og sikkerhed. Et samfund hvilende på retfærdighed og menneskelig værdighed.
Det var dette smukke billede, denne storslåede ide om menneskeligt fællesskab, dette tusindårsrige i frihed, lighed og broderskab, – der i den europæiske arbejderklasse skabte illusionen om socialismen.
Marxismen fortsatte sin sejrsgang de følgende årtier over hele Europa. Overalt, hvor der blev stiftet arbejderpartier, var det den marxistiske ideologi, der blev fundamentet. Den almindelige kamp for bedre kår var blot guleroden, der skulle lokke de sagtmodige ind under fanerne.
Man kan spørge, – hvad ville der være sket, hvis den europæiske arbejderbevægelse ikke var blevet belemret med marxismen?
Ja, der kan vi bekvemt nok rette øjnene mod U.S.A. De amerikanske arbejdere har aldrig haft ideologiske tilbøjeligheder. Men de opnåede alligevel en høj levestandard. Det samme gælder arbejderne i Canada og Australien.
Det samme ville givetvis være sket i Europa. Sandheden er, at den marxistiske ideologi aldrig har gav- net det jævne folk. Folket havde klaret sig bedre uden. Arbejderne har altid været reduceret til ideologiens trækdyr og kanonføde.
Historien har for længst afsløret, at marxismen er det redskab, det våben, hvormed de intellektuelle får krammet på arbejderne og gør sig selv til den herskende klasse i samfundet.
Begivenhederne omkring den bolsjevikiske revolution i Rusland 1917, – resulterede internationalt i en dyb splittelse mellem socialdemokrater og kommunister. Vejene skiltes.
Socialdemokraterne ville reformere samfundet og indføre socialismen med fredelige midler. Kommunisterne tog det russiske eksempel som deres forbillede.
Det førte i generationer til en permanent, indædt og ofte hadefuld kamp mellem de to retninger i arbejderbevægelsen.
I århundredets løb var det socialdemokraterne, der kom til at præge den politiske udvikling i Danmark,
Norge og Sverige – og til dels også i Tyskland, Frankrig og England.
Men det må siges at være et beskedent resultat i forhold til de revolutionære sejre og erobringer, eller rettere kup og snigløb, som kommunisterne i samme tidsrum præsterede.
I årene efter anden verdenskrigs afslutning – 1945, tilranede kommunisterne sig den totale magt i femten lande. Disse femten stater, der under et kaldte sig »den fredselskende socialistiske lejr«, omfattede en trediedel af hele klodens befolkning og rummede indenfor sit territorium umådelige naturrigdomme. Alle forudsætninger var således til stede for at virkeliggøre – det socialistiske paradis.
Som skrevet står i kommunisternes slagsang:
»Vor kamp en herlig tid forjætter,
hvor solen altid stråler smukt«.
Men måske vil det alligevel være praktisk, at det regner lidt, blæser lidt og sner ind imellem, så væksterne kan gro og naturen i øvrigt gå sin gang. I modsat fald vil selv det frodigste land hurtigt være omdannet til en øde afbrændt livløs ørken. Billedlig talt – var det faktisk, hvad der skete.
Det var just på den tid, helt præcist i året 1952, at jeg kom i forbindelse med det kommunistiske parti. Hvorfor det og hvordan gik det til?
Kommunister i Danmark
Jeg har ofte hørt kommunister fortælle om bevæggrundene til deres indgang i partiet.
En jord-beton arbejder fortalte, at han var forældreløs og vokset op på et børnehjem. Senere kom han ud på en gård at tjene. Der havde han det ikke godt. Han blev sat til arbejde, som han næsten ikke kunne klare. Men skulkede han, vankede der øretæver.
Undertiden hørte han gårdejeren snakke med naboen om de forbandede kommunister. Han vidste ikke, hvad det var for folk. Men han tænkte som så, – når det dumme svin ikke kan lide dem, så må det være rare mennesker. Så såre han kunne komme afsted med det, stak han af fra pladsen, rejste til Ålborg og meldte sig i partiet.
En malersvend fortalte, at han havde været arbejdsløs i trediverne og haft det ganske kummerligt. På de arbejdsløses kontrolsted mødte han et par kommunister, som han blev venner med. En dag spurgte de, om han ville hjælpe til med at sælge »Arbejderbladet«, som avisen dengang hed.
Han kviede sig, men kunne ikke lide at sige – nej. Så han tog nogle blade over armen, og stillede sig ud på gaden.
»Jeg begyndte min karriere som kunstner«, sagde han, »eftersom det jo var en kunst at sælge det blad«. Det varede ikke længe, så kom der tre gæve gutter gående forbi. Da de så, hvad han var i færd med, gav de ham et lag tæsk. »Men«, sagde han, »hvad man sådan har faet bank for, det kommer man til at brænde for. Så dagen efter meldte jeg mig ind i partiet«.
Disse to mænd blev hårdføre partisoldater. De var med i modstandsbevægelsen i forreste række. Den ene blev taget, blev grusomt tortureret og sagde ikke en lyd. Han kom til Neuengamme koncentrationslejr og vendte tilbage ødelagt for livstid.
Jeg er sikker på, at hvis de endnu lever, så har de ikke fattet, hvad der skete med socialismen.
Men hvordan kom jeg selv ind i partiet? Jeg har ikke været på børnehjem. Jeg har ikke fået klø ved de arbejdsløses kontrolsted. Jeg har hverken lidt savn eller overlast i min barndom. Jeg har ingen bitre minder. Tværtimod.
Det foregik meget udramatisk. Jeg var 22 år. Jeg var lige blevet gift. Vi var rejst til København og havde købt hus. Jeg fik arbejde på den gamle fine avis – Nationaltidende.
Her mødte jeg en kollega, som jeg talte meget med. Han var kommunist og havde deltaget i modstandskampen. Han var også belæst og havde tilmed et mægtigt humør, festlig og redelig.
Han foreslog, at jeg gik ind i partiet. Jeg kom fra et arbejderhjem, og var selv arbejder. Det var nemt at beslutte sig. Alt for nemt. Og samtidig var det ligeså smart som at skyde sig selv i foden. Man halter resten af livet.
Men det skal ikke hedde sig, at jeg blev lokket ud i noget. Det var sikkert sket alligevel, og min gode kollega var nøjagtig ligeså uvidende og godtroende, som jeg selv.
Den sidste gang jeg talte med ham, da var denne store og stærke mand skrumpet ind af kræft. Han sagde bittert: »Man har spildt hele sit liv på en løgn«. Når man kom ind i organisationen, fik man nye bekendte. Partikammerater. Man prægedes lidt efter lidt af den nye omgangskreds. Men samtidig isolerede man sig fra det normale, som om man emigrerede til en anden verden.
Kommunisterne traf ikke kun hinanden ved partimøder. De kom også privat sammen. Ved enhver lejlighed var det den fælles sag, der optog sindene.
Tiden gik med stædigt at overbevise hinanden om socialismens velsignelser og det kapitalistiske samfunds elendighed og råddenskab.
Eftersom de fleste kommunister principielt kun læste partiavisen og de bøger, partiet udgav, så kunne samtalerne let udvikle sig lidt ensformigt. Men alle kunne deltage.
Det var de forudsigelige argumenters parade. Der var ikke mange variationer. Tilmed var alle veltrænede i at afvise enhver modsat påvirkning som – beskidt borgerlig propaganda. Det lukkede system fungerede perfekt.
Partiet havde altid ret. Hvad partiet udpegede som sandhed, var sandheden. Den første sandhed var, at det danske samfund var kapitalistisk og dermed også umenneskeligt.
Man benævnede det altid, – «det nuværende samfund«. Underforstået at det var noget midlertidigt, noget der skulle afskaffes, – overståes. En svulst, der skulle skæres væk.
For at fremskynde tidspunktet for operationen var det en revolutionær pligt at køre dette såkaldte – »nuværende samfund« i sænk. Ødelægge det, – socialt og politisk, moralsk og økonomisk.
I kampen for de ædle mål var alle kneb tilladt. Gavnede det sagen at lyve, så gjorde man det. Gavnede det sagen at føre godtroende mennesker bag lyset, så gjorde man det. Partiet ville jo kun folk deres eget bedste.
Men ret skal være ret. At ødelægge det danske samfund – socialt og politisk, moralsk og økonomisk, det er den dag i dag målet for hele venstrefløjens politiske virksomhed. I det henseende er der intet nyt under solen. Og man må vel erkende, at det i nogen grad er lykkedes for dem.
Jeg har kendt mange kommunister, der var både drukkenbolte og plattenslagere iblandt, men der var også mange dygtige og retskafne mennesker.
Men alle var de samtidig besat af partitroskab. En troskab som var en besynderlig blanding af selvopofrelse og vrissen ufordragelighed. En troskab, der gjorde dem mistænksomme mod andre mennesker og uimodtagelige for almindelig logik.
I denne religiøst betonede tilstand af politisk fanatisme benægtede man frimodigt åbenlyse kendsgerninger, og modsat var man parat til at godtage de mest tåbelige forklaringer, når blot de tjente til at forsvare socialismen.
Med et skønmaleri så sødt og klæbrigt som sirup berettede kammeraterne for hinanden, hvor herligt livet udfoldede sig i de socialistiske lande. Og man troede krampagtigt på disse glansbilleder. Selv når man med sine egne øjne så, at det i virkeligheden ikke forholdt sig sådan. Så erkendte man det ikke.
Man lukkede øjnene for realiteterne for ikke at miste livsløgnen. Men først og fremmest fordi alt andet måtte vige overfor hensynet til den internationale solidaritet.
Det var den afgørende prøve for enhver kommunist, at han aldrig svigtede den internationale solidaritet med Sovjetunionen, uanset hvad der skete, uanset hvad det kostede.
Enhver sand kommunist var urokkelig i sin tro på, at Sovjetunionen var bannerfører for alt godt og humant, for alt – der var positivt og progressivt. Utrætteligt kæmpede Sovjetunionen for fred og fremskridt for hele menneskeheden. Og derfor skulle Sovjetunionen for enhver pris og til enhver tid forsvares.
Denne nærmest desperate solidaritet med Sovjetunionen isolerede partiet. Gang på gang blev DKP ramt af tilbageslag, ikke grundet egen uduelighed, men fordi Sovjetunionen sølede sig i en eller anden blodig affære, som DKP derefter mente sig forpligtet til at forsvare. Det kostede dyrt.
Men solidariteten var partiets identitet, selve grundlaget for dets eksistens. En eksistens, som ikke havde nogen politisk fremtid, udover at vente på verdensrevolutionen, der skulle påføre Danmark socialismen udefra. Partiet var låst fast i en fælde.
Utopiens danske model
Det forstod partiformanden – Aksel Larsen. Sammen med et stort antal intellektuelle stalinister forlod han derfor partiet. Udbryderne spadserede straks en hurtig tur rundt i en svingdør og kom ud som renhjertede demokrater. Et forvandlingsnummer, som ingen kabaret-kunstner kunne have udført bedre. Sådan blev SF til.
Da SF kom ind i folketinget, røg DKP ud. Ørkenvandringen var begyndt. Bortset fra en kort periode i 70-erne var kommunisterne ikke mere i stand til at klare spærregrænsen. – Det pinte dem.
Til gengæld skulle det vise sig, at SF med sin tilsyneladende uafhængighed af Moskva, mesterligt evnede at varetage Sovjetunionens interesser, og det langt mere effektivt end DKP nogensinde havde formået. Og SF kunne gøre det efter behag og ganske gratis.
I årene efter 68-generationens balstyriske revolte blev DKP invaderet af pædagoger og studenter. Tilstrømningen var så massiv, at de nye folk snart dominerede alle partiets forsamlinger. Arbejderne blev fortrængt. Man hørte dem ikke mere. Moren havde gjort sin pligt, moren kunne gå.
Denne udvikling var ikke enestående for kommunistpartiet. Det var et skred, der kendetegnede store dele af samfundet.
Den samme proces fandt sted i Socialdemokratiet. Den gamle solide garde af politiske ledere blev skubbet til side. Kustoderne – blev de kaldt. Deres pladser blev overtaget af unge ambitiøse akademikere med ideologisk forstoppelse fra 1968.
I de øvrige såkaldte arbejderpartier bestod medlemsskaren i bemærkelsesværdig grad af lutter intellektuelle. Undervisere, sagsbehandlere og mediefolk. Forkælede 68-ere berusede af marxismen.
Det var i de år, nedtællingen begyndte for det danske demokrati. Forfaldet satte ind. Driften mod utopia. Henning Fonsmark skriver i sin bog: »Historien om den danske utopi«: – »Utopier er drømmenes bud på fremtiden. Kun i Hamlets fædreland var galskaben stor nok til at lade drømmene tyrannisere virkeligheden«.
Det er korrekt. I intet andet land fik det marxistisk inspirerede studenteroprør så dybtgående og varige konsekvenser som i Danmark. Politikerne lod sig ynkeligt jage rundt som en flok forvildede høns. Anskuet fra venligtsindede lande blev Danmark et ligeså ekstremt som latterligt tilfælde.
For at sikre 68-generationen en lukrativ tilværelse blev det danske folk belemret med verdens største offentlige sektor. På få år steg antallet af offentlig sysselsattte fra 200.000 til over 800.000.
Det førte automatisk til verdens højeste skattetryk og forrykt gældsætning af nationen. Det førte til statsligt formynderi og umyndiggørelse af det jævne folk.
Når et demokrati degenererer, sker det ved, at magten i samfundet flyttes væk fra de mennesker, der producerer og skaber værdierne og over til administratorerne, som opkræver og forbruger pengene.
På den enkle måde ophøjedes 68-generationen til samfundets nye herskende klasse. Det blev resultatet af de såkaldte arbejderpartiers arbejderpolitik. Nemt at forstå. Man skal blot kende terminologien og ordenes omvendte betydning.
Under denne radikale forandring af det danske samfund var kommunistpartiet nærmest passiv tilskuer. Kommunisterne ville gerne gøre sig nyttige, men de blev hægtet af. De kunne ikke hamle op med de mondæne 68-marxister.
Da Gorbatjov-perioden indledtes i 1985 i Sovjetunionen, udviklede det sig snart til et mareridt for DKPs medlemmer. Løgnens og tavshedens dæmninger brød sammen i det store land. Enhver beretning om, hvad der var sket, blev til en anklage. Enhver sag, der blev undersøgt, blev til en afsløring af uhyrlige forbrydelser. Antallet af udpegede massegrave hobede sig op. Sandheden lod sig ikke længere benægte.
At tale om kommunistpartiet i dag er som at tale over en afdød – eller skrive en nekrolog.
Jeg mindes, at jeg hørte en beretning om en englænder, der var på ferie i Milano. Og da han gik igennem en gade i denne by, skete der det, at han blev ramt oven i hovedet af en stor forædt gris, der faldt ned fra en altan, hvor nogen havde fodret den op. Han døde af det. Og det fortælles, at næsten ingen kunne holde sig alvorlig ved begravelsen. Hvilket ikke var retfærdigt.
På nøjagtig samme måde afgik DKP ved døden. De blev også ramt i hovedet af et dødbringende svin. De blev også til grin. Men det var retfærdigt.
Sovjetunionen – ondskabens imperium – brød sammen. Men marxismen lever stadig, higende efter nye forsøg og eksperimenter, der alle er dømt til at ende i fallit og elendighed.
Ofte hører jeg ellers fornuftige mennesker sige: »Jo men, socialismen er jo dog i grunden en god ide«. Javist, det er sikkert en god ide at tage et skud heroin morgen, middag og aften. Plus en ekstra kraftig dosis midt på natten. Resultatet skulle så nogenlunde være kendt på forhånd, men værsgo, gå endelig i gang med forsøget.
Ifølge Danmarks Radio er marxismen som bekendt god nok, den blev blot forvaltet forkert. Sådan lyder budskabet fra SF-senderen. Men de fine folk tager blodigt fejl. Retfærdigvis må det erkendes, at kommunisterne overalt er gået frem lige efter lærebogen.
Sandheden er, at socialismen altid vil udarte til katastrofer og bestialske forbrydelser, fordi den marxistiske ideologi fundamentalt bygger på en løgn.
Fjernes løgnen, er der ingen ideologi tilbage. Marxismen vil opløses til intet. Hvori består da denne marxistiske løgn?
Huset i Granovskijgade
Lad os forestille os, at vi for få år siden var kommet på besøg i Moskva. Så kunne vi en hverdags eftermiddag gå en tur i Granovskijgaden, to husblokke fra Kreml.
Vi ville da have set to rækker blanke sorte biler holde parkeret med hver sin ventende chauffør. Bilerne er parkeret så nær som mulig til Granovskijgade nr. 2. En grå trist bygning med overmalede vinduer.
Nu og da kommer der velklædte mænd eller kvinder ud af hoveddøren, slæbende på store pakker i brunt papir. De propper pakkerne ind i vognen, og sætter sig mageligt ind på bagsædet.
Chaufføren starter bilen og kører væk. Men en ny sort vogn drejer om hjørnet og slutter op i køen. Og nye folk går ind og kommer ud belæsset med pakker. I indgangen står en dørvogter, som vredt genner nysgerrige væk.
På et skilt ved indgangen står der »Paskontor«. Men hvis vi nu selv havde prøvet at gå ind. Ja, så ville vi meget bombastisk være blevet afvist, hvis vi var sluppet med det.
Det var heller ikke noget paskontor. Hvis vi havde fået lov at komme ind, ville vi have set et supermarked – et funklende stormagasin med russiske delikatesser såsom kaviar, gravlaks, eksport vodka, sjældne moldaviske vine, første klasses kød, frisk frugt, friske grøntsager – friske selv om vinteren. Vi ville også have set lange hylder med fransk cognac, skotsk whisky, amerikanske cigaretter, italiensk manufaktur, østrigske pelsforede støvler, tyske radioer, japanske båndoptagere, franske parfumer og meget meget mere.
Paskontoret i Granovskij-gaden var kun toppen af begunstigelsernes kostelige bjerg. Spredt om i Moskva gemte sig andre diskrete butikker med pelsvarer, elegante sko, finske møbler og mange andre fine sager. Det samme system af hemmelige butikker fandtes i alle byer.
For de særligt udvalgte, der havde adgangskort til de strengt bevogtede forsyningscentraler, kunne alle behov dækkes, alle ønsker opfyldes. For dem var der virkelig blevet kommunisme. Her handlede den socialistiske overklasse, den første overklasse i historien, der har benægtet sin egen eksistens.
En overklasse, der ikke eksisterer, handler naturligvis i butikker, der heller ikke eksisterer. Derfor de bevogtede indgange, de overmalede vinduer og den misvisende angivelse af bygningens funktion.
Den nye overklasse bestod af partifunktionærer, bureaukrater, redaktører, videnskabsmænd, højere politifolk og officerer – og lydige kunstnere. Alt i alt skønnes det, at den privilegerede klasse omfattede cirka en million – og med slægtninge flere millioner mennesker.
Magteliten havde smag for luksus. De boede i eksklusive residens- reservater i store villaer, indrettet med fine møbler og kunst. De op- vartedes af tjenestefolk, der havde streng tavshedspligt om, hvordan elitens privatliv udfoldede sig.
De tilbragte fritiden i afspærrede feriesteder, og de rejste med egne fly fra en særlig lufthavn. De havde deres egne specielle klinikker med udvalgte læger og udstyr og apparatur, som ikke fandtes på almindelige hospitaler.
De havde fri og uhæmmet adgang til alle nydelser og goder fra den vestlige verden – tidsskrifter, bøger, film, biler og rejser til udlandet. Og de kunne uden besvær skaffe deres sønner og døtre og nære venner givtige stillinger i bureaukratiet. – Arvefølgen var sikret.
Magteliten tog disse fordele og forrettigheder som noget ganske naturligt og givet, og de gjorde det med en arrogant foragt for det jævne folk, som overgår, hvad selv de mest hovmodige rige i den vestlige verden kunne finde på.
Men de var stadig en overklasse, der stædigt benægtede sin egen eksistens. Af hensyn til ideologien, af hensyn til den kæmpeløgn hele systemet var bygget op på, var de tvunget til at føre en så vidt mulig usynlig tilværelse totalt isoleret fra befolkningen.
Jernstøvlen
Af alle samfundssystemer er socialismen det eneste system, der er arkitekttegnet. Ingen andre samfund er blevet konstrueret, planlagt og beskrevet på forhånd. Oldtidsstaten,
feudalismen og kapitalismen groede naturligt frem, som ukrudt mellem brosten. De kom som et trin i en historisk udvikling, og ingen bemærkede dem, før de var der. Socialismen derimod er hjernespind, filosofisk makværk, – brygget sammen ved et skrivebord.
Af alt hvad Karl Marx har forud- sagt og beregnet, er det nøjagtig det modsatte, der er sket. Marx var ikke genial. Han var en arrig galning. En mental invalid, der groft udnyttede alle i sin nærhed, familie og venner. Det altafgørende i hans filosofi er skabelsen af – det klasseløse samfund. Det er selve fundamentet for den marxistiske ideologi. Uden det klasseløse samfund er socialismen meningsløs. Absurd og latterlig.
Men der kom ikke noget klasseløst samfund. Der har aldrig været og vil aldrig komme et klasseløst samfund noget sted på jorden. Det er filosofisk blændværk. Et falsum. Et bedrag.
I ethvert samfund vil der uomgængeligt være et magtcenter, – en magtelite. Og ud af magten vokser den nye klasse. Det er den frugt, magten altid afsætter. Sådan blev storbønder til høvdinge og høvdinge til fyrster. Den kommunistiske overklasse voksede også ud af magtens apparat. Det gik helt af sig selv.
Intet samfund kan eksistere uden en elite. Der skal være ledere. Landet skal regeres. Det er som med tyngdeloven, hvad enten man kan li’ det eller ej, så virker den uanfægtet.
Eliten skal gives magt, men den må aldrig blive almægtig. Den skal være underkastet lovene og respektere folkets dom.
En sådan dynamisk overklasse, der træder åbent og redeligt frem for folket, som tager sit ansvar alvorligt og loyalt udfører sine pligter – er en gave til nationen.
Og modsat. En overklasse, der lever fordækt og hersker ved løgn og terror, er intet andet end en horde snyltere og forbrydere. En ondartet mafia.
Sandheden er, at socialismen automatisk frembringer en ny overklasse, en magtelite, der er grådigere og mere brutal end nogen anden overklasse i historien. Denne overklasse er upåvirkelig og uafsættelig. Den råder ikke kun over alle nationens rigdomme. Den råder også enevældigt over statsapparatet, politi, domstole og al information og kommunikation.
Det er billedet, socialismen overalt kan fremvise. Et samfund opdelt i to skarpt adskilte klasser. To vidt forskellig verdener.
I den ene verden er tilværelsen grå og tarvelig, fuld af daglige genvordigheder og mangel på næsten alt. Præget af knugende angst og magtesløst had. En underklasse berøvet alle rettigheder. Livet uden muligheder. Låst fast. Trykket ned.
I den anden verden leves livet i luksus og vellevned. Fyldt med kynisme og hykleri. Fyldt med magtstræb, intriger og korruption. Fyldt med stupid selvforherligelse. Fyldt med arrogant foragt for den klasse af umælende undersåtter, man udsuger, fylder med løgn og snyder og bedrager.
Den socialistiske overklasse er ikke kun et uundgåeligt produkt af systemet. Overklassen er blevet fundamentet, selve ideen og eneste formål med socialismens eksistens.
Der findes ingen, hverken moralsk, politisk, økonomisk, folkelig eller national begrundelse for at opretholde et socialistisk system. Enhver retfærdig dom vil kræve galskaben destrueret. Folket vil hilse regimets død som en befrielse.
Ingen andre end medlemmerne af den socialistiske overklasse vil være interesserede i systemets konsolidering og bevarelse. Men de vil til gengæld med alle midler klamre sig til magten for at sikre deres egne privilegier, deres vellevned og begærlige nydelsessyge. Derfor opretholdes løgnen om det klasseløse samfund, hele systemet er bygget på og låst fast i denne løgn.
Hvordan gik det så arbejderklassen, det var jo dog for arbejdernes skyld, at hele det ideologiske postyr blev sat i værk? Vist nok. Var det ikke.
Jovist, arbejderne kom til at sande, at under socialismen er der kun en eneste arbejdsgiver – partistaten. Partistaten har monopol på jord, fabrikker og mennesker. Statsmonopolet leder og fordeler arbejdet indtil mindste detalje og høster profitten. Det kaldes planøkonomi.
Overfor denne almægtige arbejdsgiver stilles der ingen krav, der trues ikke med strejker. Arbejdsgiveren træffer enevældigt alle økonomiske dispositioner og dikterer suverænt alle arbejdsmæssige vilkår. Det hele foregår ligeså stille og roligt, som når en mand taler med sig selv i et spejl.
I den socialistiske arbejderstat er arbejderne frataget alle magtmidler og indflydelse på egne forhold. De er ligeså umyndiggjorte og afmægtige, som proletarerne var under industrialismens frembrud i midten af det forrige århundrede. Dengang der endnu ikke fandtes fagforeninger. Dengang arbejderne ikke evnede at organisere sig, – ikke evnede at forsvare sig. Dengang arbejderklassen var som en flok forvildede kreaturer. Således har kommunisterne præsteret det kunststykke at føre arbejderne baglæns – tilbage til de forarmede proletarers oprindelige udgangspunkt.
Det er socialismen – overalt og til en hver tid. De, som forestiller sig, at der findes en anden slags socialisme, – de er på vildspor. Der findes ikke en særlig russisk, en særlig kinesisk eller cubansk udgave af socialismen. Fundamentet er altid det samme. Og forskellene er kun nuancer på overfladen. Man vælger ikke socialisme, som man vælger sko. Der er ikke forskellige størrelser, modeller og kulører. Fødderne kommer til at indrette sig efter den socialistiske jernstøvle.
Men heri findes ikke nogen forvrængning af socialismen. Det er socialisme i renkultur. Illusionen om det socialistiske paradis kunne ikke blive til andet end det menneskeskabte helvede.