Den nu afdøde forstkandidat, modstandsmand under 2ww og meget andet fortjener lidt opmærksomhed, når vi snakker miljø.
Han har ofte fremført diametrale modsatte synspunkter end dem på bjerget gældende.
Den akademiske verdens deroute
I bogen Vandmiljøplanen – en grov misforståelse af kvælstoffets rolle i verden skriver forstkandidat og modstandsmand Flemming Juncker i 1990.
Vor vandmiljøplan er i sine kvælstofrelationer baseret på det i 1971 ved miljøkonferencen i Stockholm fremsatte, men allerede da, videnskabeligt højst tvivlsomme dogme, at det var kvælstoffet frem for fosforet, der var ansvarlig for havenes eutrofiering af voksende iltmangel. Tidligere havde man anset fosforet som havenes minimumsfaktor, ligesom den erfaringsmæssigt havde været det i størsteparten af verdens tættere befolkede gradvist udpinte landbrugsegne.
Som i så mange andre tilfælde var dette en sejr for de yngre videnskabsmænd, der omkring 1968 bl.a. med computermisbrugets hjælp og efter fordoblingen af universiteternes studenterantal og den dermed skete fortynding af den akademiske verdens kvalitet bragte al ældre viden i tvivl, skadede vor videnskabelige kontinuitet og åbnede en fager ny verden med overdreven foragt for den ældre og ofte mere naturnære viden. Urbanbiologerne tog overhånd og sorterede ofte den ældre viden fra.