Som en anden gøgeunge havde ministeriet efter en 10-årig periode succesfyldt skabt sig en position, som få turde udfordre. En af de skelsættende begivenheder var – efter et større forarbejde – da det i 1986 lykkedes at udpege kvælstof som samfundets skurk. Denne fatale fejlkonklusion gjorde, at foderkrybberne til læreanstalternes overproduktion var sikret for fremtiden. Men for det miljø, som hr. og fru Danmark lever i og er en del af, var det bedre, at ministeriet aldrig var etableret, når hele regnskabet gøres op.
Med en lettere omskrivning vil jeg citerer, hvad Nye Borgerliges landbrugsordfører nyligt skrev på sin Facebook væg.
“Landbrug, skovbrug og fiskeri (eksistensgrundlaget for landdistrikterne) lever af og med naturen som er uendeligt kompleks. Ingen kan gennemskue konsekvenserne, hvis man gør noget på en radikal ny måde. Forsøg i stedet med mindre ændringer, se hvad konsekvenserne er, og justere og tilrette efter resultaterne. Evolution frem for revolution.
Revolution vil altid fejle med dramatiske konsekvenser. Kommunismen er et godt eksempel. Verden rettede ikke ind efter teorien og derfor måtte verden rettes ind gennem terror, massemord og løgn.
Der synes i hver generation at være en del af befolkningen, som ikke anerkender og kan acceptere deres egen ubetydelighed i det store billede og som har behov for at mene, at de er klogere end summen af de generationer, som er kommet før os og som derfor vil lave alt om – De er farlige.“
Vi skal ikke beklage os over ikke at være advaret. Således skrev i 2007 den tidligere præsident for Tjekkiet Vaclav Klaus, der levede det meste af sit liv under kommunismen og derfor følte sig forpligtet til at advare mod den aggressive miljøbevægelse: ”Miljøaktivismen er farligere end kommunismen”.
Kommunismen fik ca. 70 år til sit eksperiment og kørte uhjælpeligt fast i 1989. Miljøministeriet startede også som en mindre revolution og har nu lavet eksperimenter i snart 50 år. Som landet ligger, får de nok lov til det længe endnu, med mindre nogen sætter foden ned.
Selveje indebærer og forudsætter fuld økonomisk ansvar, men også ubeskåren beslutningsret. At ansvarsfrie kommissærer har indflydelse på driftsplanlægningen må høre op. Det er magt uden ansvar.
Respekten for ejendomsretten er en af demokratiets stærkeste forposter, men er i dag undermineret af embedsretten. Derfor må alle kræfter sættes ind på at genvinde respekten for § 73.
Det kan gøres ved at fjerne alle ”tidslerne” i eksisterende lovgivning. Ved at udfase ”loven om jordbrugets anvendelse af gødning og om næringsstofreducerende tiltag” er man godt på vej. Al ny lovgivning skal herefter igennem ”lakmusprøven” inden vedtagelse.
Vi har desværre ingen Forfatningsdomstol. Så det er forventeligt at magthaverne med lidt juraakrobatik vil fortolke § 73 anderledes og forpurre initiativet. Men så må det fremføres at frie og selvstyrende bønder og fiskere vil give landdistrikterne og fiskerihavne et kulturelt løft.
Under alle omstændigheder er det tid at sætte foden ned og sætte miljømafiaen i defensiven.
Det indebærer, at fifleri med obligatoriske efterafgrøder og minivådområder må ophøre. Det dobbeltspil bliver myndighederne forvirret af og falske forhåbninger til, at deres virtuelle modelverden er brugbar.
En ny generation, forhåbentlig ikke alt for lille i antal, skal snart overtage mange bedrifter. Vi skylder dem mere værdige vilkår end dem vi selv har ladet os byde i den seneste menneskealder. Hvis det skal lykkes er det vigtigt, at fokus ikke spredes men koncentreres om det, der er skitseret ovenstående.