I snart 30 år er der blevet truffet mange beslutninger der hviler på et fejlagtigt grundlag. Det officielle Danmark står snart alene med sin fortolkning af Nitrogens (Kvælstof) rolle i naturens kredsløb.
Hele miseren opstod da man i 1970’erne effektuerede kloakeringen, rørlage grøfter og udledte spildevandet i sunde og bælter med kraftig strøm. Påvirkningen af havmiljøet hvilede på forsøg lavet på modelberegninger, da fuldskalaforsøg ville blive for komplekse. Desværre endte konklusionen på disse ”forsøg” at kvælstof blev udpeget som årsag til iltsvind.
Cand.Agro. Poul Vejby-Sørensen og Civ. Ing. John Schmidt har henholdsvis teoretisk og ved fuldskalaforsøg over en 25-årig periode bevidst, at kvælstof er mere ven end fjende.
John Schmidt mente ligefrem at kvælstof på formen nitrat (NO3) er et iltningsmiddel.
Når historikerne om mange år kikker tilbage på vor tid, vil det være nærliggende, at de vil kalde det perioden under kvælstofkrigen.
Jens Carl Streibig anfører meget præcist, at både økologisk og konventionelt landbrug begrænser naturen, men at økologisk landbrug begrænser den mest som følge af mindre udbytte og dermed større arealkrav.
Hertil kan man så tilføje, at det ikke kun er landbrug (økologisk som konventionelt), der begrænser naturen, det gør de fleste af samfundets aktiviteter. Det gør mennesket! Og det bør vi være realistiske nok til at erkende. Enhver vej, jernbane, sportsplads, golfbane, villahave osv. begrænser naturen. Enhver bolig, der bygges, er et angreb på naturen. En by er et stort angreb. Og en storby er et kæmpestort angreb. Men samfundet har alligevel valgt at etablere boliger og bysamfund med veje, jernbaner osv.
Da Kronborg blev bygget, gik det ud over naturen på den oprindelige strandeng, og byggeriet ville næppe kunne tillades i dag. Men er der nogen, der af den grund vil rive Kronborg ned, for at få en strandeng tilbage? Nej!
Når landbruget i 1800-tallet og 1900-tallet udviklede kulturteknikken, var det fordi, det gav bedre resultater, end det (økologiske) landbrug, man dyrkede tidligere. Med nye produktionsmetoder skabtes fundamentet for velfærdssamfundet. Var det en fejl? Nej!
Da Norman Borlaug for et halvt århundrede siden ved hjælp af kornforædling, kunstgødning og sprøjtemidler hævede kornudbytterne i Indien og omegn, så millioner af mennesker undgik sultedøden, gik det vel også ud over ”naturen”. Men man valgte at redde menneskeliv (som vel også er en del af naturen?). Var det en fejl? Nej!
Nu står vi så med valget mellem at lade landbruget videreudvikle sig inden for nogle af verdens skrappeste rammer for påvirkning af natur, miljø og klima, eller gennem politiske kunstgreb og skattekroner at gennemtvinge en større økologisk produktion, der vil betyde:
• Begrænsning af den resterende natur på grund af det større arealkrav.
• Begrænsning af fødevareproduktionen og dermed samfundets økonomi, idet sektoren står for mere end halvdelen af Danmarks samlede nettoeksportindtægter.
• Begrænsning af fødevaresektoren, der i dag tæller mere end 150.000 beskæftigede.
• Forøget miljøpåvirkning pr. produceret enhed.
• Forøget klimapåvirkning.
På den baggrund er det simpelt hen uansvarligt at gennemtvinge økologi i stor skala gennem politisk styring! Men det er da helt fint at lade økologisk produktion udvikle sig på almindelige markedsvilkår! Så tilpasses den jo netop til den reelle efterspørgsel.
Dokumentation for de økonomiske og miljømæssige konsekvenser af økologisk produktion ligger f.eks. hos Danmarks Naturfredningsforening, som selv driver økologisk landbrug. Men af en eller anden grund er DN overordentlig utilbøjelig til at lægge tallene frem, selv om de anbefaler omlægning til økologisk landbrug.
”Na- og kultur”
Jens Carl Streibig anfører meget præcist, at både økologisk og konventionelt landbrug begrænser naturen, men at økologisk landbrug begrænser den mest som følge af mindre udbytte og dermed større arealkrav.
Hertil kan man så tilføje, at det ikke kun er landbrug (økologisk som konventionelt), der begrænser naturen, det gør de fleste af samfundets aktiviteter. Det gør mennesket! Og det bør vi være realistiske nok til at erkende. Enhver vej, jernbane, sportsplads, golfbane, villahave osv. begrænser naturen. Enhver bolig, der bygges, er et angreb på naturen. En by er et stort angreb. Og en storby er et kæmpestort angreb. Men samfundet har alligevel valgt at etablere boliger og bysamfund med veje, jernbaner osv.
Da Kronborg blev bygget, gik det ud over naturen på den oprindelige strandeng, og byggeriet ville næppe kunne tillades i dag. Men er der nogen, der af den grund vil rive Kronborg ned, for at få en strandeng tilbage? Nej!
Når landbruget i 1800-tallet og 1900-tallet udviklede kulturteknikken, var det fordi, det gav bedre resultater, end det (økologiske) landbrug, man dyrkede tidligere. Med nye produktionsmetoder skabtes fundamentet for velfærdssamfundet. Var det en fejl? Nej!
Da Norman Borlaug for et halvt århundrede siden ved hjælp af kornforædling, kunstgødning og sprøjtemidler hævede kornudbytterne i Indien og omegn, så millioner af mennesker undgik sultedøden, gik det vel også ud over ”naturen”. Men man valgte at redde menneskeliv (som vel også er en del af naturen?). Var det en fejl? Nej!
Nu står vi så med valget mellem at lade landbruget videreudvikle sig inden for nogle af verdens skrappeste rammer for påvirkning af natur, miljø og klima, eller gennem politiske kunstgreb og skattekroner at gennemtvinge en større økologisk produktion, der vil betyde:
• Begrænsning af den resterende natur på grund af det større arealkrav.
• Begrænsning af fødevareproduktionen og dermed samfundets økonomi, idet sektoren står for mere end halvdelen af Danmarks samlede nettoeksportindtægter.
• Begrænsning af fødevaresektoren, der i dag tæller mere end 150.000 beskæftigede.
• Forøget miljøpåvirkning pr. produceret enhed.
• Forøget klimapåvirkning.
På den baggrund er det simpelt hen uansvarligt at gennemtvinge økologi i stor skala gennem politisk styring! Men det er da helt fint at lade økologisk produktion udvikle sig på almindelige markedsvilkår! Så tilpasses den jo netop til den reelle efterspørgsel.
Dokumentation for de økonomiske og miljømæssige konsekvenser af økologisk produktion ligger f.eks. hos Danmarks Naturfredningsforening, som selv driver økologisk landbrug. Men af en eller anden grund er DN overordentlig utilbøjelig til at lægge tallene frem, selv om de anbefaler omlægning til økologisk landbrug.