JR's Debatsider
Home
Almen
Dir. demokrati
Miljø
Z-nyt
Euroland
-Grænsekampen
Postkasse

EU-forfatning på vej

J. K. B. Pedersen, oberstløjtnant, Østparken 38,Oksbøl skriver den 11.08 i Jyllands-Posten

I JP 29/7 skriver vor udenrigsminister, Niels Helveg Petersen (NHP), om EU's arbejde vedrørende et charter om borgernes grundlæggende rettigheder. Ministeren udtaler bl.a.: »Langt fra at skabe nye kompetencer for Unionen skal EU-charteret tværtimod fungere som en begrænsning i institutionernes kompetence.«

Danske statsborgere må nu stille sig selv de afgørende spørgsmål: Er dansk jurisdiktion i Danmark i forhold til EU's retsakter (love) nu reduceret i et sådant omfang, at vi som danske borgere ikke længere er sikret tilstrækkeligt ved de borgerlige rettigheder i Danmarks grundlov? Har lovgivningskompetencen i EU's institutioner nu nået et sådant omfang, at det er nødvendigt at supplere eller erstatte Danmarks grundlov med et grundlovslignende EUcharter? Hvis EU betragtes som et samarbejde mellem selvstændige nationer, der har vetoret i EU, hvorfor er grundloven så ikke en tilstrækkelig garant mod uønsket lovgivning i Danmark?

Svaret er enkelt: EU charteret er det endegyldige bevis på, at EU overordnet overtager al jurisdiktion i EU-landene. At EU ikke er et samarbejde mellem selvstændige nationer. At EU skal udvikles til en "stat" og at EU-charteret netop - stik modsat udenrigsministerens naive begejstring - skal »skabe nye kompetencer for Unionen«. Ellers havde der slet ikke været behov for at indføre sådanne begrænsninger i form af et statskonstituerende forfatningslignende EU-charter. Begrænsningerne afslører udvidelsen og konstitueringen af centralmagten i EU.

»Et fremskridt for EU borgere,« kalder udenrigsministeren det kommende EU-charter. Ja, hvis danske borgere ikke er beskyttet mod EU-Lovgivning af grundlovens bestemmelser om borgerlige rettigheder. Hvis danske borgere - på grund af EU's ignorering af Danmarks grundlov - lever i en retsløs gråzone under vilkårlig og ukontrolleret magtudøvelse, ja, så er det et fremskridt for EU-borgere. Så udgør det kommende EU-charter samtidig EU's endelige bestræbelser på at overflødiggøre og underminere Danmark Riges Grundlov og øvrige EU-Landes forfatningslovgivning.

Indførelse af EU-charteret vil sammen med ØMU'en være en aldeles skæbnesvanger afgivelse og koncentration af økonomisk magt, forfatningsret og jurisdiktion i EU. Den enkelte danske borgers direkte magt til at bestemme i Danmark via stemmesedlen vil være ophævet.

Dansk suverænitet betyder, at Danmarks Riges Grundlov er enerådende m.h.t. forfatningsretlig lovgivning og borgerlige frihedsrettigheder i Danmark. Danmark må sige utvetydigt nej til charteret.


Opdateret den 25-07-2010