Eurolandindex

Det er afgørende vigtigt på alle niveauer at fastholde, at EU er et samarbejde mellem nationalstater. Alt andet vil ikke virke og det vil ikke være demokratisk acceptabelt. Derfor er Kommissionen ikke en regering og skal heller ikke være det. Og derfor bør enkelte kommissærer ikke kunne fyres.
Ritt Bjerregaard i Aktuelt primo februar 1999

Dernede bliver intet kaldt hvad det er, og intet er hvad det bliver kaldt. (...) Det handler om penge og magt, og magt og penge.
Siger Jens Okking der var en moderat skeptiker, men efter 14 måneder i Parlamentet er han blevet en lodretstående modstander.

J O Krag i 1972

Knud P. Pedersen, civilingeniør, Mørke i Erhvervsbladet den 22.09.00
Men vigtigst var det nok, at Jens Otto Krag fik udsat et EF topmøde, hvor målsætningen 'Politisk Union' skulle understreges, til efter både den norske og den danske folkeafstemning. Men så gik Krag af - så det blev Anker Jørgensen, der 3 uger senere i Paris måtte skrive under på, at EF skulle udvikles til en politisk union.
Kort sagt: trusler, løfter og løgne. ("Havde vi sagt hele sandheden, ville det ikke være blevet et ja', som den kære jens Otto så smukt udtrykte det).
Men sådan er Ja-kampagnen da ikke i år 2000 - og det er da helt tilfældigt, at folkeafstemningen kommer før Nice-topmødet om Unionens udvidelse og uddybning .... ?

Saxo´s Danmarkskrønike

Prof. dr. phil. Preben Meulengracht, Århus skriver den 28. okt. 1999 i JP i forbindelse med udgivelse af Saxo Danmarkskrøniken 1-2 genfortalt af Helle Stangerup 386 + 392 sider, 300 kr. pr. bind Aschehoug

Der er ukloge folk, der propaganderer for, at Danmark slet ikke er en gammel rodfæstet nation, fordi de tror, at dette synspunkt kan lette vejen ind i den europæiske union. Det er noget vrøvl, og sådanne agitatorer modarbejder sig selv. Danmark er vel det eneste land i Europa, der ikke som en naturlig del af sin kultur og identitet dyrker nationale litteraturværker og kunstnere. Den holdning gør os til en svag og usikker partner. Kun et folk med en stærk national selvfølelse har mod og kræfter til at samarbejde på lige fod med de andre. Også det kan vi lære af Saxo.
- se også Nationalstaten - årsagen til alt ondt?

Amsterdam kontra Grundloven

Advokat CHRISTIAN HARLANG Sankt Annæ Plads 6 1250 København K skriver den 05.06.98 i Berl. Tid. at vi med Amsterdam-traktaten har et grundlovsproblem, der er større end nogensinde.

Ikke mindst en grundlovsdag som denne er det i fokus, om Højesteret med sin dom af 6.4. d.å. definitivt har taget stilling til problemstillingen om (u)foreneligheden mellem den danske grundlov og EU-systemets grundlov, traktaten.

Under debatten op til folkeafstemningen 28.5. d.å. blev det fra . ja-siden og navnlig af visse top-politikere gentagne gange fremhævet, at »... myterne om det grundlovsmæssige problem nu af Højesteret er fejet af bordet«. DR P1 -kommentatoren m.m. Torben Krogh gik så vidt som til pressen at udtale, at det måtte være en følge af dommen, at »... Amsterdam-traktaten under ingen omstændigheder kan gøres til genstand for en tilsvarende mistanke« (om grundlovsstridighed).

Ved en gennemlæsning af højesteretsdommens præmisser, dens begrundelser, kan det konstateres, at der slet ikke er dækning for disse betragtninger.
Tværtimod fremgår det udtrykkeligt, at frifindelsen af statsministeren i det væsentlige er baseret på to meget skrøbelige forudsætninger, nemlig:

Gummiparagraffen i traktatens artikel 235 formodes ikke i fremtiden at blive brugt som hidtil.
Om denne præmis kan det konstateres, at den bare inden for de seneste uger kraftigt er ved at blive skuffet. Dette kan ikke overraske, når det tages i betragtning, at artikel 235 i årtier netop har været brugt som mekanismen, hvorved suverænitet er overgivet til EF/EU uden hjemmel i de traktater, som befolkningerne har taget stilling til. Denne præmis' skrøbelighed, ja klare uholdbarlighed, vil uden tvivl ganske snart blive yderligere eksponeret.
Princippet om EU-retsakters forrang binder i sidste instans ikke nødvendigvis de danske domstole, forudsætter Højesteret.
Denne præmis er allerede helt uaktuel, idet dette princip om EU-rettens overordnede dominans i Amsterdamtraktaten nu direkte er indskrevet som en bindende bestemmelse i en særlig protokol i denne traktat. Denne præmis skal tages alvorligt og allerede af denne årsag kommer man ikke uden om en grundlovsændring.

Ved Højesterets dom af 12.8.96 brød retten med hidtidig praksis og bestemte, at almindelige borgere skulle have adgang til ved domstolene at få undersøgt om det danske folkestyre krænkes ved EU-systemets tagselvbord over for dansk suverænitet. Ved selve dommen af 6.4. d.å. fastslog retten, udover ovennævnte forudsætninger, også, at der i det hele taget i grundloven er grænser for, hvor meget suverænitet der kan flyttes ud af landet, indtil, som det hedder i præmis nr. 9.8 »... Danmark ikke længere kan anses for en selvstændig stat«. Retten mener, at grænserne helt overvejende beror på politiske overvejelser, men der er altså også en juridisk grænse for grundlovstømmeriet.

Ved at integrere Schengen og Europol-systemerne i EU-grundloven er den vej betrådt, som fører til, at også den politimæssige tvangshåndhævelse gradvis bliver et EU-anliggende. Dette sker ikke blot ved ophævelse af Danmarks grænser, men også ved snigende afmontering af danske myndigheders enekompetence her i landet (!).

Grundlovsproblem større end nogensinde
Med Højesterets ord om grænserne for ophævelse af Danmark som selvstændig stat har vi i dag med Amsterdam-traktaten et grundlovsproblem, der er større end nogensinde.

Amsterdamtraktaten og Østeuropa

Nedenstående er sakset fra et særnummer af Frihedsbrevet (februar1998), der udgiver oplysninger om EU fire gange om året. Abonnement tlf. 7544 5027

Af Bent Jensen, Professor ved institutfor slaviske studier, Odense.

Unionspolitikerne og deres dominerende medier tuder os ørerne fulde med vammelt og skamløst præk om, at vi skal stemme ja til unionen for at sikre freden i Europa, ikke mindst i Østeuropa. En unionsglad professor har oven i købet forklaret, at de indskrænkede danskere slet ikke har ret til at stille sig i vejen for den lyksalighedstilstand, et dansk ja vil sikre.

Sandheden er, at kommissærernes Europa siden Ruslands og Østeuropas frigørelse fra det kommunistiske unionsprojekt har strittet imod med, arme og ben for at holde vore østlige naboer ude af Europas vestlige halvdel. De er, som det hedder, ikke modne endnu, ikke tilstrækkeligt udviklede - og imens skruer Bruxelles-bureukraterne kravene om tilpasning og ensretning højere og højere op.

Sandheden er, at man ikke sikrer fred nogen steder ved, at en selvudnævnt "europæisk" elite med en veludviklet foragt for befolkningen vil indoktrinere korrekt europæisk bevidsthed, bekæmpe "racisme", iværksætte folkeflytninger, planlægge og harmonisere og omfordele. Det vil blive et paradis for geskæftige bureaukrater og korrupte politikere, men det vil bringe ulykker og ufred til de europæiske nationer.

Det er og bliver det store tankekors her ved udgangen af det 20. århundrede, at i samme øjeblik Unionen af socialistiske sovjetrepublikker brød sammen og de undertrykte nationer gjorde sig fri, tog vesteuropæiske unionsfantaster fat på at opbygge en union i den anden halvdel af Europa. Forstod de slet ikke, hvad der foregik for øjnene af dem?

Selv om de to projekter naturligvis ikke kan sidestilles, er der alt for mange lighedspunkter. Det, der ser så forførende ud på skrivebordet, bliver et mareridt i virkelighedens verden. Hvis en økonomisk-monetær union skal kunne fungere, skal de nationale parlamenter sættes ud af kraft og en stærk, centralistisk styring af alt fra penge- og finanspolitik til social-, arbejdsmarkeds- og uddannelsespolitik gennemtvinges. Det ene kan simpelthen ikke eksistere uden det andet, hverken der eller her.

Vi har set, hvilke katastrofer elitens projekter fremkaldte i Rusland og Østeuropa. Det forfærdelige er, at vores elite søvngængeragtigt bevæger sig i samme spor. En europæisk union vil blive en heksekedel af direktiver og regereri, af umyndiggørelse og fordummende propagandakampagner, af uigennemsigtighed, svindel og organiseret kriminalitet og vold henover de nedlagte grænser. Og som en ond spiral medføre endnu mere regereri og ufrihed.

Unionsprojektet er fostret af fantaster, der er fulde af foragt for folket, og som drømmer om den dirigerede harmoni, hvor alle marcherer i takt til den samme, europæiske melodi. Og den melodi, der afspilles så skingert, hedder Herren hjælpe os "Sikring af freden og demokratiet i Østeuropa".

Sig nej til dette farlige fantasteri. Og dermed ja til et Europa, hvor nationerne i frihed kan samarbejde inden for naturlige og fastlagte grænser.

"Og hele den bureaukratiske nomenklatura, et flere millioner stort snyltende forvalterapparat, der forstener hele folkets liv - med deres høje lønninger, privilegier og specialbutikker - vi vil ikke fodre dem mere!
Lad dem tage et nyttigt arbejde og få hvad de kan tjene dér!"
(Aleksander Solsjenitsyn i: "Hvordan skal vi indrette Rusland", Spektrum l991, 36.)

Opdateret den 25-07-2010