Forhåbentlig kan vi i Danmark undgå en debat, som koncentrerer sig om det økonomiske. Vist er det sandt, at det koster hver enkelt dansker dyrt at stå uden for »Euroland«. Men hvis man er rede til at betale med nedsat levestandard for at stå udenfor, betyder det jo ikke vores opløsning som nation.
Da vi for 27 år siden diskuterede, om Danmark skulle med i det europæiske fællesskab, kom det meste til at handle om økonomi. Det var groft sagt flæskepriser og husholdningsregnskaber, som førte os ind. De fleste politikere afsvor eller underspillede det politiske element i europæisk integration.
Det kom man til at fortryde senere. da vælgerne skulle tage stilling til »unionen«. En udbredt reaktion var: Det fortalte I os ikke noget om dengang. Og det var der jo noget om, selv om det stod at læse klart og tydeligt i indledningen til Rom-traktaten, hvad det hele handlede om: Formålet med »denne forening af de økonomiske kræfter« er at »bevare og styrke freden og friheden« i Europa.
Med andre ord: Foreningen af de økonomiske kræfter er midlet. Målet er politisk. Men alt for ofte forveksles mål og midler, når vi i Danmark diskuterer Europa. Målet med euroen er politisk. Ikke bare fordi man rent praktisk kun kan få en fælles valuta til at hænge sammen, hvis der er et meget tæt politisk fællesskab mellem deltagerne. Men også fordi hele sigtet med at skabe euroen netop er at skabe dette fællesskab.

Euroland
Etableringen af Euroland har geopolitiske konsekvenser, mest direkte i forholdet mellem USA og Europa. Rent praktisk vil dollarens dominerende rolle som international reservevaluta blive forrykket. Hvis der kan fastholdes den nødvendige tillid til Euroens stabilitet, vil den blive den anden store globale reservevaluta. Det indebærer både fordele og ulemper for USA. Men den mest indlysende ulempe bliver, at USA kan få vanskeligere ved at finansiere sine betydelige handelsunderskud i forhold til resten af Verden.
Tallene viser det: USA har i dag et årligt handelsunderskud på ca. 200 milliarder dollars og en udlandsgæld, der er fem gange så stor. Euroland har handelsoverskud, en større udenrigshandel end USA - og en økonomi, der er næsten lige så stor som den amerikanske. Med euroen som alternativ reservevaluta i forhold til dollaren, vil USA's økonomiske og politiske lederposition blive svækket i takt med, at Eurolands forøges.

Det vil føre til voksende styrke i USA's krav om en reel frigørelse af den internationale handel. Derfor bør de tvistigheder, der for øjeblikket forpester forholdet mellem Europa og USA, snarest bringes til ophør. Det gælder især den ulyksalige »banankrig«, som i USA med nogen ret betragtes som et eksempel på de stærke protektionistiske tendenser i europæisk (læs: fransk) handelspolitik.
Men det betyder også, at Europa må påtage sig en større del af de politiske byrder, som følger med at være en global økonomisk supermagt. Først og fremmest at sikre sit eget territorium ved at få sat nyt liv i udvidelsen mod Øst. Men også når det gælder om at beskytte vore »vestlige politiske værdier« globalt, i et tæt samarbejde med USA. Begge disse elementer vil være fremtrædende, når NATOs SO-års jubilæumsår skal benyttes til at fastlægge alliancens nye internationale rolle.
Her er det vigtigt at forholdet mellem Nordamerika og Europa bevares intakt. Og efter indførelsen af euroen vil det kun kunne sikres, hvis europæerne demonstrerer vilje og evne til at bære en større del af det globale ansvar. Derfor handler euroen først og fremmest om politik - både i sin oprindelse og i sine konsekvenser.