Frie institutioner umulige i multinationale stater

En del af menneskeheden kan siges at udgøre en nationalitet, hvis de forenes med hinanden på grund af fælles sympatier, som ikke eksisterer mellem dem og nogen andre. Dette gør dem i stand til at samarbejde med hinanden mere villigt end med andre mennesker og ønske at være under samme styreform og at styret skal udgøres af dem selv eller en del af dem selv - udelukkende. Denne følelse af nationalitet kan udvikles fra forskellige årsager.
Nogle gange er det identiteten af race og afstamning. Fælles sprog og fælles religion bidrager også i stor udstrækning til det. Geografiske grænser er en af dens årsager. Men stærkest af alle er det identiteten af politiske forudsætninger: besiddelsen af en fælles national historie og følgende et fællesskab af erindringer, fælles stolthed og ydmygelser og fornøjelser og beklagelser, som er forbundet med de samme begivenheder i fortiden. Ingen af disse omstændigheder er hverken uomgængelige eller nødvendigvis tilstrækkelige.

Schweiz har en stærk nationalfølelse, skønt kantonerne har forskellige racer, forskellige sprog og forskellige religioner. Sicilien har gennem historien følt sig helt forskelligt fra Napoli, skønt de har fælles religion, næsten ens sprog og en overordentlig mængde af fælles historiske forudsætninger. Flamlænderne og wallonerne, i Belgien har trods forskellig race og sprog en langt større følelse af fælles nationalitet end flamlænderne har med hollænderne eller wallonerne med Frankrig. Men generelt svækkes den nationale følelse i samme omfang som nogle af disse forudsætninger ikke forekommer. (... )

Hvor følelsen af nationalitet eksisterer med en vis kraft, er der indlysende grund til at forene medlemmerne af denne nationalitet under den samme styreform, og som kun omfatter dem. Det siger egentlig ikke andet end, at spørgsmålet om styreformen skal bestemmes af de styrede selv. Hvad skulle en eller anden opdeling af menneskeracen være fri til at gøre, hvis ikke selv bestemme, hvilke kollektive samlinger af mennesker de vælger at forbinde sig med. Men når mennesker er modne for frie institutioner er der en endnu mere vital betragtning. Frie institutioner er næsten umulige i et land med forskellige nationaliteter. Blandt et folk uden fællesfølelse, især hvis de læser og taler forskellige sprog, kan der ikke eksistere en forenet offentlig mening, som er nødvendig for at have et repræsentativt demokrati.
De påvirkninger, som former opinionen og afgør politiske handlinger er forskellige i de forskellige dele af landet. Forskellige ledere har opbakning i forskellige egne af landet. De samme bøger, aviser, pamfletter og taler kan ikke nå ud til alle. En del ved ikke, hvad slags meninger som cirkulerer i andre dele. De samme begivenheder, de samme handlinger, den samme styreform påvirker dem på forskellige måder. Og hver frygter mere skade for ham selv fra de andre nationaliteter end fra den fælles herre: Staten. Deres fælles antipatier er som regel meget stærkere end nidkærheden overfor regeringen. ... Det er generelt en nødvendig betingelse for frie institutioner, at grænserne for styreformen falder sammen med nationalitetens grænser. (Oversat fra John Stuart Mill: On -Representative Government, 1861, af Henrik Gade Jensen)