Kassér Maastricht-traktaten

18. maj - EF har gjort landbruget afhængig af støtte og styring, skriver Jørn Rasmussen. Vejen frem er mindre bureaukrati og produktion til verdensmarkedspriser. Derfor siger han nej den 18. maj - men vil gerne have fælles mønt.

For cirka 30 år siden lykkedes det landbrugets organisationsformænd sammen med partiet Venstre at få tilført erhvervet offentlige midler. Siden har landbruget ikke været et frit erhverv.
I 1972, da vi skulle stemme om medlemskabet af EF, var landbruget næsten tvunget til at stemme ja, da aftageren af mange landbrugsprodukter, England, også gik med.
Efter Danmarks indtræden i EF skete der en stor værdistigning på landbrugsjord på grund af støtte og garantipriser. Det gav politikerne et alibi for at lægge dræn ind i landbrugets økonomiske kredsløb i form af kapitalvindingsafgift, jordskatter og arveafgift. Derfor var medlemskabet af EF kun en kortvarig gevinst for landmanden.

Top EF's virkning
Man kan desuden konkludere, at der havde været en større handel med landbrugsvarer mellem EF-landene og den øvrige verden uden EF's tilskud til landbrugssektoren. Det havde samtidig medført en mindre protektionistisk holdning til landbrugsproduktion i de enkelte lande. Nord-syd dialogen havde nok også været mindre anspændt. Samtidig har medlemskabet af EF betydet, at tilskyndelsen til at 'produktudvikle' landbrugsvarerne via animalsk produktion eller på anden vis har været mindre. Dertil har EF's kornstøtte betydet, at marginaljord er blevet inddraget til landbrugsproduktion, selvom den er urentabel og miljøfølsom.

Top Styret marked
Læren må derfor være, at det er meget farligt at tvangsstyre et marked og sætte udbud og efterspørgsel ud af kraft. Det kan kortvarigt være en løsning, man kan benytte sig af, men det må aldrig blive en permanent politik. De eneste, der kan drage fordel af den nuværende landbrugspolitik i EF, er organisationsformænd og politikere, der stolt kan fremføre, at nu har de fået forhandlet sig frem til så og så meget. Man skal ikke glemme, at uden dette enorme momsafgifts- og tilskudscirkus i EF ville mange organisationsfolk, politikere, bureaukrater, lobbyister og kontrollanter faktisk være overflødige.

Top Muligheder
Muligheder På længere sigt må målet være verdensmarkedspriser på landbrugsprodukter, men det skal ske over en passende årrække. Erfaringerne fra New Zealand siger, at tre-fire år er for lidt. Derfor vil år 2.000 nok være passende. Det betyder, at differencen mellem EFs garantipriser og verdensmarkedspriserne skal justeres ned med 15 procent om året frem til år 2.000. I samme periode skal jordskatterne afskaffes til tilsvarende procentsats. Så får både landmænd og kreditorer noget at holde sig til i modsætning til nu, hvor ingen ved, om de er købt eller solgt.

Top Fælles mønt
Hvad enten det den 18. maj bliver et ja eller et nej, er det vigtigt både for landbruget og for resten af Europa, at vi får indført en fælles møntenhed. At bevare de nationale valutaer betyder, at de enkelte landes regeringer har mulighed for at justere renten og de- eller revaluere. Den legen med rentefoden, som mange nationaløkonomer har benyttet før vi blev bundet af EMS'en, har haft flere negative end positive virkninger. Selvom vi indfører en fælles mønt i EF, kan jeg ikke se, at det skulle fratage de enkelte nationers folkevalgte retten til at bestemme, hvordan samfundskagen skal deles. Derfor kan en fælles møntenhed være det kit, der kan binde Europa sammen. Mit råd skal derfor være: Indfør den fælles mønt - og kassér resten af Maastricht-traktaten.