På samme måde bekræfter historien, at penge ikke holder statssystemer sammen, når de truer med at falde fra hinanden på grund af indre modsætninger, ligesom monetære unioner ikke holder sammen, når de involverede stater anmelder deres interne rettigheder og kræver dem anerkendt. Dinaren har ikke reddet Jugoslavien fra at falde fra hinanden, og rublen har ikke reddet Sovjetunionen; pundet kunde ikke holde Commonwealth sammen som efterfølger for det britiske imperium, og den til det sidste intakte valutaordning i stater med mange nationaliteter som for eksempel det habsburgske Østrig-Ungarn eller Det Osmanniske Rige kunne ikke forhindre, at delene faldt fra hinanden, en historie, som kan forfølges helt tilbage til Romerriget og endnu længere.

Valutaen er et svagt, ikke et stærkt, integrationsmiddel, hvis de politiske systemer ikke længere er i stand til at overbevise med reelle fordele som for eksempel retfærdighed, sikkerhed, muligheder i tilværelsen og fælles værdier.

Men også det omvendte er tilfældet: Ingen valutaunion har i valutaernes og staternes hidtidige historie været i stand til på lang sigt at skabe og holde sammen på et statsforbund eller blot et statsligt interessefællesskab ved hjælp af valutaen. Valutaunioner har hidtil ikke levet særlig længe, heller ikke selv om de var indgået og garanteret efter folkeretlige principper. Det gælder for det nittende århundredes tinioner på samme måde som for de unioner, vi indtil har kendt i det tyvende århundrede: Den Tysk-Østrigske Union fra 1857, den Latinske Møntkonvention tinder Frankrigs ledelse fra 1865 og Den Skandinaviske Valutaunion fra 1872.

Alle disse forløbere for vore dages ØMU bukkede under, når der opstod konflikt mellem unionen love (kravet om faste og næsten metriske valutakurser) og de bagved stående staters indre mål eller indenrigspolitiske krav. Preussen tog anstød af østrigernes inflation, Frankrig var ikke parat til at afregne gode franc til en forkert valutakurs, og de nordiske landes sammenhold gik i stykker på grund af massearbejdsløshed: Både i 1867, 1927 og 1931 valgte de kontraherende stater - tiår der var brug for valutakursen og renten derhjemme som nationale instrumenter, hvad enten det drejede sig om at bekæmpe inflationen eller arbejdsløsheden - at anvende deri og dermed opløse unionen.
Det er let at uddrage læren heraf. Stater og regeringer har åbenbart en stærkere vilje til at overleve end de monetære fornuftsfællesskaber."