Forbrydelse mod civilisationen"

Udtrykket "forbrydelse mod civilisationen" er blevet brugt for nylig (begyndelsen af maj) af The Times' journalist Simon Jenkins i en artikel, hvis lige jeg kun har kunnet se i serbiske og rumænske aviser. På baggrund af et omfattende dokumentationsarbejde giver Simon Jenkins et rystende billede af, hvad der foregår i Serbien. Natos krig kan kun betegnes som "en forbrydelse mod civilisationen", fordi den i særdeleshed rammer de mest værdifulde historiske monumenter, der findes i Serbien, og som er en uerstattelig del af den europæiske civilisation. Her er de monumenter, som hans artikel omtaler:

• 40 serbiske kirker og klostre - bl. a. Gracanica-klosteret i nærheden af Pristina, som endda var besk@ttet af UNESCO, og som havde fuldkomment bevarede kalkmalerier fra 1300-tallet; Rakovica-klosteret fra 1500-tallet, i Beograd, som blev direkte ramt af bomber, der faldt gennem taget; den byzantinske basilica fra 300-tallet i byen Nis; Gudsmoders- og Skt. Nikolajs kirker i Kursumlija, fra 1100-tallet; Skt. Procopius' kirke fra 800-tallet i Prokuplje; de gamle kirker i Krusevac, Pancevo og Vranje; den berømte "Topcider-Kirke" i Beograd fra 1830.
• den omfattende ødelæggelse af Pec-gamle by og af Pristina
• bombningen af Djakovica i nærheden af Pec med den gamle markedsplads og med en moske fra 1500 tallet
• Tabacki-broen fra 1700-tallet, som havde stor historisk betydning, men lidet militær interesse
• Banovina Slottet i centrum af Novi Sad, som blev bombet sønder og sammen - det var et af de fineste Art Deco arkitekturværker på Balkan - Vrsac Tårnet fra middelalderen, tæt ved den rumænske grænse
• den gamle Borg i Belgrad, fra 1400-tallet - den østrigske Petrovaradin Fæstning ikke langt fra Novi Sad, og som bl. a. husede museer - Belgrads Forsvarshovedkvarter, som på det tidsptinkt var tomt, men som havde stor kunstnerisk værdi som et af den store arkitekt Nikola Dobrovic' værker - den smukke Art Deco fabrik i Nis (den producerede cigaretter).

Krigserklæringen fra Rambouillet

Aftaleprojektet fra den 23. februar handler i første omgang om at give Kosovo udvidet selvstyre. Kosovo skulle have sin egen præsident, regering og nationalforsamling. Forsamlingen skulle bestå af 120 medlemmer, hvoraf 80 ville blive direkte valgt, imens 10 pladser skulle forbeholdes minoriteter, der udgør mellem 0,5 og 5 % af befolkningen, og 30 pladser forbeholdes minoriteter, der udgør over 5 %. Dette betyder i praksis, at det serbiske mindretal blev ligestillet med andre mindretal, som ingen historisk ret har til Kosovo, og ville være forsvundet i forsamlingens sammensætning.

Serbien skulle ikke have nogen mulighed for at påvirke tingenes tilstand i Kosovo til fordel for kosovo-serberne og have liden indflydelse selv på Kosovos forbindelser med udlandet, eftersom Kosovo skulle kunne etablere egne forbindelser med udlandet på republikbasis.

Det ser således ud til, at serberne skulle have opgivet Kosovo fuldstændig, hvilket serberne umuligt kunne have accepteret, eftersom Kosovo er ensbetydende med deres eksistens som nation. For 1.000 år siden var den serbiske stats hovedstad i Kosovo, og Kosovo er det sted, der i særlig grad bærer serbernes historie - med Patriarkatet i Pec, med klostrene fra middelalderen, med Kosovo Polje som valplads i krigene mod det osmanniske rige og som en lidelsens mark under l. verdenskrig.

Imens serberne blev frataget muligheden for at styre eller påvirke Kosovo, blev derimod albanerne i Kosovo givet en utrolig magt i selve Serbien og Jugoslavien: De skulle have ret til mindst 20 pladser i Serbiens Nationalforsamling og mindst 10 pladser i Borgernes Hus i Den Føderale Forsamling. Mindst een borger fra Kosovo skulle indgå i Den Føderale Regering, mindst een borger fra Kosovo skulle indgå i Serbiens Regering, mindst een dommer i Den Føderale Forfatningsdomstol skulle være fra Kosovo, ud over een kosovo-dommer i Den Føderale Domstol og tre dommere fra Kosovo i Serbiens Højesteret.

Sådan præsenteret får man det indtryk, at kosovoalbanerne på den måde ville have fået ikke blot selvstændighed, men en magt over Serbien og Jugoslavien, som slet ikke svarer til deres befolkningsmæssige vægt i Serbien og Jugoslavien eller til Serbiens eller Jugoslaviens mulighed for at influere på Kosovos skæbne. Ved nærmere læsning dukker dog et andet billede op. Det, det drejer sig om, er ikke albanernes selvstændighed, men vestligt regimente - Vestens magt til at bestemme over så godt som alle vigtige anliggender i Kosovo (styreform, lovgivning, ret, politistyrker, massemedier osv.) og have hele Jugoslaviens territorium til rådighed.

Vesten skulle diktere både lovgivningen i Kosovo og valget af personer - f. eks. Menneskerettighederne skulle være lov i Kosovo og overalt have forrang i forhold til en hvilken som helst anden lov; alle love i Kosovo, som ikke er overensstemmende med Aftalen, skulle "harmoniseres". Man skulle altså skabe et Kosovo i Vestens billede eller gøre Kosovo til en lille vestlig koloni. Et andet eksempel: Fem dommere i Kosovos Forfatningsdomstol skulle vælges fra en liste, som Præsidenten for Den Europæiske Domstol for Menneskerettigheder skulle fremlægge. Det samme gælder Kosovos Ombudsmand, som desuden skulle være fremmed statsborger. Dette peger på en forbindelse mellem magt og jura, som har været central i kommunismen. Magten bestemmer over hele retsvæsenet.

Dokumentets mest interessante aspekt er ikke blot det åbenbare indhold i aftalen, som klart går ud på at stjæle Kosovo fra Serbien, men midlerne til virkeliggørelse af aftalen - her bliver midlerne til det reelle indhold. Midlerne betyder først og fremmest dannelsen af en "Implementation Mission" (Gennemførelsesmission), som udsendes af OSCE (Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa) i samarbejde med EU. Denne skulle have en leder ("Chief of the Implementation Mission"), som i praksis får status som guvernør eller statholder, eneste autoritet i Kosovo, og en betragtelig magt i Jugoslavien, og en Militær Gennemførelsesstyrke ledet af Nato.

Gennemførelsesmissionen skulle bl. a. rådgive og vejlede de guvernamentale myndigheder, inspicere grænse- og toldpolitiet i Kosovo, juridiske organisationer, afskedige det offentlige sikkerhedspersonale, rekruttere og udvælge politiofficerer, etablere et politiakademi for Kosovo, lede retskommissioner, inspicere Statsanklagerens arbejde, vejlede ham eller være med til at fjerne ham, have radio og fjernsynsprogrammer.

Nato-styrkerne og deres materiel skulle have fri adgang til hele Jugoslavien - terræn, luftrum og territoriale farvande, skulle kunne benytte sig gratis af veje, jernbaner, lufthavne og havne; gratis adgang til de elektroniske midler; de skulle kun respektere jugoslaviske, serbiske eller kosovo-love i det omfang, disse er i overensstemmelse med de opgaver-, Nato har fået; have immunitetsstatus og ikke kunne retsforfølges for- forbrydelser begået i Jugoslavien eller- skader på offentlig eller privat ejendom; have ret til at foretage politianholdelse.

Det er utænkeligt, at der findes een suveræn stat på jordens overflade, som ville have accepteret disse betingelser - og mindst af alle Serbien med dets lange tradition for ikke at lade sig underkue, men kæmpe mod store imperier, kæmpe mod alle odds, med en frihedens lidenskab, som er beundringsværdig. Aftalen satte Serbien i en kapitalationssituation - som et besejret land, hvor andre bestemmer. Dette var ikke en aftale, for en aftale forudsætter indbyrdes respekt mellem stridende parter, men et ultimatum, der korn fra en tredje part, og som nærmest kan beskrives som vestlig anneksion af Kosovo og vassalstatus for Serbien.

Læsningen af den afsluttende version af den aftale, som Serbien forkastede, viser Vesten og Nato i nyt lys i deres sande lys. Forhandlingerne i Rambouillet var en farce, men en farce, som skulle danne forspil og påskud til Natos angreb. Aftalen bragte i sig selv Serbien i en krigssituation, den var en krigserklæring. Og en krigserklæring kan kun besvares enten ved kapitulation eller ved modstand. Uanset hvem der regerede, kunne det serbiske svar ikke have været anderledes.

Når Serbien har været i stand til både at sige nej til Hitler og til Stalin, så var det tænkeligt, at det heller ikke ville bøje sig for Nato. Og mærkeligt nok fører denne sammenligning til en uundgåelig konklusion Stalin vidste, at slaget var tabt, han standsede og viste mådehold - han angreb ikke Jugoslavien!