Kenneth Kristensen stud. mag., Århus skriver den 29.10.1999 i JP

Nationalstaten udfordres i disse år fra mange sider. Den stigende europæiske integration og den deraf følgende fordømmelse af det nationale har sat spørgsmålstegn ved et af europæernes mest fasttømrede identitetsmål - nationalstaten.
Den er blevet umoderne i de finere kredse og søges nu afskaffet ved underminering af dens tiltrækningskraft blandt de europæiske folk. For få år siden udgav historikeren Søren Mørch "Den sidste Danmarks-historie", der angiveligt skulle sætte punktum for denne ærværdige genres martren af den danske historikerkreds.
Danmarks rolle som selvstændig nation ville ikke længer være en skildring værd. Udslettelsen af nationalstaten som det primære identifikationsmål til fordel for en ufolkelig europæisk supermagt eller et flygtigt fatamorgana med FN i front for et harmonisk verdenssamfund synes at være det nye mantra for en række utopiske historikere.
Nationalstaten er gjort til udspringet for alverdens forbrydelser. AI verdens ondskab udgår fra den nationale sfære og inden for denne huserer chauvinismen, racismen og egoismen.

Som Jean-Paul Sartre engang sagde: "Nationen fødes af fjendens blod", og sandt nok: nationen konstituerer sig i modsætning til det, som nationen ikke kan indbefatte; men nationalstaten behøver ikke at hævde sig på bekostning af andre nationalstater. Faktum er, at antallet af konflikter staterne imellem siden nationalstaternes dannelse i midten af 1800-tallet er reduceret væsentligt, idet magthavernes mål ikke længere var udvidelsen af territoriet i nær områderne; men udbredelsen af det kulturelle overherredømme i kolonistaterne.
Angrebene mod nationernes integritet er selvfølgelig ikke nye. Kommunismens maksime om arbejdernes forening på tværs af landegrænserne kom til at klinge hult, efterhånden som de socialistiske diktatorers vellevned på deres udslidte befolkningers bekostning blev stillet til skue efter murens fald. Den multietniske og udemokratiske unionsdannelse USSR faldt sammen som et korthus akkurat som dens møjsommeligt opbyggede satellitstater. De kræfter, som i dag angriber nationalstaterne for at være forældede, er de selvsamme kræfter, som i tresserne og halvfjerdserne hyldede kammerat Maos kulturrevolution og med ærefrygt i stemmen roste Enver Hoxhas albanske folkelige "demokrati".

I dag er vranglæren den, at enhver form for nationalfølelse, national identitet eller tilhørsforhold er en opfindelse, som blev trukket ned over hovedet på en flok individer, som omkring 1800 angiveligt kun havde et forhold til en lokal herremand og i øvrigt var inderligt ligeglade med, hvem der stod over denne, så længe de havde mad i munden og rigeligt med brændevin på bordet.

Forestillingen om, at nationalstaten skulle være en kappe, der blev trukket ned over et umælende folk, synes for lægmand temmelig tåbelig. Naturligvis kan man ikke i løbet af nogle få år påtvinge et folk en identitet, hvis der ikke har været nogle fælles træk at opbygge denne på det være sig fælles sprog, kultur, historie eller religion. Mennesket har fra de tidligste tider opfattet og identificeret sig selv i modsætning til de mennesker, der var anderledes end dets billede af sig selv.

Fra tidernes morgen lå den fundamentale skelnen mellem de bofaste og nomadernes levevis. Inden for disse grupper var der en udstrakt solidaritet; men ikke mellem grupperne. Senere var det stammernes valg af totemdyr, som blev bestemmende for deres inddeling i fælder og fjender. Allerede på dette tidlige tidspunkt var skabt en principiel skelnen mellem to leveformer. Med tilkomsten af en stats overbygning som f.eks. i det gamle Grækenland ledes loyaliteten mod denne, så det i stedet for slægten bliver staten, som bliver objekt for befolkningens beundring. Et af de meget udtalte eksempler på "nationalfølelse" findes blandt de italienske by stater i den sene middelalder. Konkurrencen imellem disse var særdeles skarp, og loyaliteten over for en egen by var afgørende. Den kendte franske historiker Fernand Braudel tillader sig endda at betegne disse middelalderlige byer som "vestens første fædrelande". Bevidstheden omkring eksistensen af et dansk folk og en dansk kultur ses herhjemme allerede i kraft af Jelling-stenens opstilling, og konflikten mellem et nationalt dansk parti og et mere tysk-orienteret kan anskues i skismaet mellem Knud Lavard og Magnus i 1100-tallets Damnark. Ydermere vil det være vanskeligt for enhver at anskue Saxos Danmarkskrønike som andet end et eksempel på national historieskrivning som i øvrigt følger helt i tradition med andre nationale historieskrivere fra denne tid som f.eks. den normanniske Dudo, den engelske Beda og frankeren Gregor af Tours. Bevidstheden omkring danskheden har helt tydeligt været til stede i den danske overklasse.

Sværere er det at fastslå, hvad danskheden har betydet for de jævne klasser, da der enten ik,e eller kun i meget sparsomt omfang foreligger kildemateriale hertil. blandt den nye generation af historikere er der en tilbøjelighed til herudfra at konkludere, at der ingen nationalfølelse har været.

Det er halsløs gerning. Tværtimod nå man forvente, at en a-national opposition havde sat sine spor i kildematerialet og et sådanne findes ganske enkelt ikke.
Der kan altså ikke være tvivl om, at der har eksisteret en bevidst dansk nation - akkurat som der har eksisteret en række andre nationer også før 1850; men nationalstaten er nu sat i skammekrogen som noget usselt, umoderne og krigerisk. Dæmoniseringen af nationen har fået fuld skrue og befolkningen har tilsyneladende glemt at være opmærksom på det forhold, at nationalfølelsen/nationalstaterne faktisk har været uden skyld i dette århundredes tre mest tungtvejende konflikter.

Det er blandt andet lykkedes historikerstanden at bilde befolkningen ind, at Anden Verdenskrig var et spørgsmål om national ære. Tværtimod må det være på sin plads at stille spørgsmålet om nationalsocialismen overhovedet var national? Når det kommer til stykket, var den det vel næppe. Tyskland valgte en østriger som despot og fik et rædselsherredømme af hidtil usete dimensioner. Men væsentlig er det at fastslå, at Hitlers tankegang på ingen måde var nationalt præget. Nok talte føreren om et tysk herrefolk; men dette folk indbefattede også danskere, nordmænd, svenskere og hollændere.
For Hitler handlede det om det overnationale - om racerne. Her støttede han sig til Gobineaus teorier om de nye arketyper, der skulle danne basis for et Neuropa med over- og undermennesker uden respekt for det nationernes Europa, som eksisterede. For Hitler fandtes nationalstaterne ikke som andet end linjer på et kort. På dette område adskiller han sig ikke afgørende fra nutidens nationsfornægtere Søren Mørch, Uffe Østergaard m.fl. Kommunismens diktaturer i og uden for Europa respekterede heller ikke nationalstaterne. Her degenererede et for nogle lønligt håb om en lidt mere fornuftig fordelingspolitik til en kamp blandt magtliderlige undertrykkere og etableringen af et tyranniserende embedsapparat af usete dimensioner.

Endelig var verdenskrigens trykkende arv - den kolde krig - jo heller ikke et spørgsmål om nationskampe; men en ren ideologisk strid mellem en demokratisk liberal grundopfattelse og en udemokratisk marxistisk model. Nationalstaterne spillede her kun biroller medens USA og USSR førte orkesteret an.

Man kan jo spørge sig selv, hvad formålet med nationalstaternes aflivning skulle være, Ud over at kaste en stor gruppe mennesker ud i en identitetskrise vil afviklingen af nationalstaterne selvfølgelig også medføre, at der bliver plads på scenen til en ny og større aktør i skikkelse af den Europæiske Union, hvis største problem til dato har været den vældige mangel på opbakning blandt de europæisk folk. Forudsætningen for, at denne opbakning kan findes, er, at de europæisk folk bliver bragt tættere sammen, føler sig i samme båd, om man så må sige. Vi må naturligvis føle os mere ens, og det gør vi måske, hvis vores nationale kulturelle fællesskaber bliver revet op med rode af nyttige velbetalte idioter, der går på kompromis med deres forskningsmæssige anstændighed for at gå andres ærinder. Nationalstaterne vil sikkert modstå udfordringen for de europæiske folk er både glade og stolte over deres nationale tilhørsforhold og dette kan næppe forandres selv af de nye vise.