Af lektor Jørgen Granum-Jensen
Bøgegårdsvej 60, Søndersø
i JP den 4. februar 1999

01 Ministeren tager fejl
02 Konflikt

ØKONOMIMINISTER Marianne Jelved er mildt sagt på glat is, når talen er om en mulig harmonisering af EU's skattepolitik. Ifølge ministeren er man helt galt afmarcheret, hvis man tror, at f. eks. skattepolitikken og evt. socialpolitikken skal harmoniseres. For spurgt herom udtaler hun således til JP 1311: »Vis mig det sted, hvor det står i EU-traktaten. Og der er ikke nogle lande, der går ind for en harmonisering. Endnu er der ikke nogle lande, der på ministermøder har talt om minimumssatser på erhvervsbeskatning.

Det kan godt være, at de kommer, men det skyldes ikke ØMU'en, men derimod det forhold, at landene ikke skal konkurrere om at have de laveste skattesatser. Det kalder jeg for koordinering eller samarbejde, og det er absolut ikke det samme.«

Top Ministeren tager fejl
Det er imidlertid ganske klart, at ministeren tager fejl. Det fremgår bl. a. af det strategipapir, som den tyske finansminister Oscar Lafontaine sammen med sin franske kollega Strauss-Kahn har fremlagt.

Det hedder her: »Den økonomiske integration fortsætter, og derfor er det kun logisk, at flere beslutninger, herunder flere skatteafgørelser, fremover skal tages som flertalsbeslutninger.«

Det, man i første række vil sikre, er, at selskabsskatten i alle EU-lande skal ligge på et vist minimum, og at ingen lande skal undlade at foretage beskatning af renter. Det har alt sammen noget at gøre med både kapitalens frie bevægelighed, Det Indre Marked og selvfølgelig også ØMU'en.

Det er ret overraskende, at landets økonomiminister ikke har forstået disse sammenhænge. Marianne Jelved bliver nødt til at begribe, at en møntunion rummer en lang række forudsætninger, såfremt den skal kunne fungere på langt sigt.
Den forudsætter således en centralisering af alle væsentlige økonomiske beslutninger.

Det er indlysende, at man må have fælles valuta og pengepolitik. Det styres som bekendt af den endnu uafhængige europæiske centralbank. Men der forudsættes også en fælles finanspolitisk styring. Man kan således ikke føre en kontraktiv finanspolitik i den ene del af unionen, samtidig med at man fører en ekspansiv finanspolitik i den anden del af unionen.

Top Konflikt
Efter manges opfattelse forudsætter en valutaunion og et frit indre marked også en fælles skattepolitik. Det vil her let komme til en konflikt mellem lande, der ønsker en forholdsvis lav skat, og lande, der ønsker et højt skatteniveau. Det er vist temmelig indlysende.
Det er også temmelig indlysende, at såfremt man ønsker at afgive så megen suverænitet til Bruxelles, så kan dette næppe ske uden, at vi sikrer os demokratiske strukturer i EU. Sådanne strukturer har vi som bekendt ikke i EU i dag.

En ØMU er uden tvivl et afgørende skridt i retning af en europæisk forbundsstat. Det er for dårligt, at danske politikere enten ikke har forstået dette eller lader som om, de ikke har forstået det.