Forskel på folkemord?

Hvorfor er det fortsat den tyske nazismes forbrydelser, der dominerer langt de fleste vesterlændinges bevidsthed? Hvorfor er der en så udbredt bevidst eller ubevidst uvilje mod at erkende den russiske eller kinesiske kommunismes forbrydelser, der i omfang langt overgår nazismens? Hvorfor forbinder stort set alle begrebet »folkemord« med de tyske jødeudryddelser, mens det folkemord, de russiske bolsjevikker gennemførte, for langt de fleste er ukendt - eller i hvert fald noget, man ikke taler om? Og dog tilintetgjorde bolsjevikkerne nogenlunde det samme antal bønder inklusive kvinder, småbørn og oldinge blot i 1932-1933, som nazisterne tilintetgjorde jøder ti år senere. og hertil kommer millionerne i Stalins slavelejre, folkefjender, borgerlige nationalister, højre- og venstreafvigere, trotskister osv. Svarene på disse spørgsmål er både enkle og komplicerede.

En række forhold gør, at så at sige alle ved, hvad Auschwitz står for, mens næsten ingen ved, hvad Magadan betyder. Lad os først se på nogle af disse enkle forhold og bagefter komme ind på det mere komplicerede. Men allerførst nogle få kendsgerninger om to morderiske regimer i Europa i det 20.århundrede. De to regimer - Nazi-Tyskland og det bolsjevikiske Rusland - var ikke ens, men de havde forbavsende mange lighedstræk.

Både den tyske nazisme og den sovjetiske kommunisme var totalitære etpartisystemer: begge systemer hyldede en ufejlbarlig fører og satte førerdyrkelsen i system; begge forfulgte nådesløst politiske modstandere og udryddede forskellige kategorier af undermennesker; begge betjente sig af censur og løgn; begge hadede de liberale demokratier; begge opbyggede et kolossalt net af kzlejre - det var i øvrigt bolsjevikkerne, der på dette som på så mange andre områder var foregangsmænd og forbillede for nazisterne; begge førte angrebskrige; begge mobiliserede økonomien i statens tjeneste, begge drømte om at skabe et nyt menneske og et nyt folk; begge excellerede i at frembringe værker inden for arkitektur, skulptur og maleri, som var slående ens i deres vulgære heltedyrkelse og naive idyllisering af »det arbejdende folk«; osv. osv.

Og måske allervigtigst: de var 0 begge besatte af tanken om, at de havde ret til at udrydde alle dem, der stod i vejen for virkeliggørelsen af deres afsindige tankekonstruktioner. Nazisterne udpegede mindreværdige »racer« som hovedforhindringen, kommunisterne mindreværdige »klasser«. Resultatet var det samme.

Tyskland tabte Anden Verdenskrig, mens Sovjetunionen var en af sejrherrerne. Stalin samarbejdede ganske vist med Hitler fra 1939 til 1941 og fik på den måde hals- og håndsret over bl.a. den ene halvdel af Polen, de tre baltiske stater og mulighed for at angribe Finland. Men deltagelsen i krigen sammen med vestmagterne betød, at Stalins bestialske system nu i den allierede propaganda blev ophøjet til demokrati. Gennem ihærdig propaganda, som villige hjælpere kolporterede i Vesten, blev Stalin og hans gangsterbande også gjort til demokratiets forsvarere i 1930erne. Efter sejren kunne Stalins bødler sammen med britiske og amerikanske jurister sætte sig til doms over de tyske krigsforbrydere i Nürnberg en domstol med masseforbrydere i dommersædet! Skønmaleriet og viljen til at bagatellisere det sovjetiske folkedrab var vidt udbredt og ikke blot forbeholdt kommunister og venstreorienterede. Den konservative John Christmas Møller, det radikale Poiitiken og mange andre lovpriste Stalin og stalinismen efter den tyske besættelse.

Der blev konstrueret et naivt verdensbillede, hvor marxismen var »progressiv« - derfor måtte Sovjetunionen jo pr. definition også være progressiv. Omvendt var nazismen ikke alene »reaktionær«, men i virkeligheden en borgerlig ideologi. Den progressive stalinisme havde både ret og pligt til at udrydde alt det urene. En dansker sammenlignede Sovjetunionen med en have under en kyndig og kærlig gartners opsyn. Som kærlig gartner- måtte Stalin og hans villige hjælpere naturligvis udrydde alt ukrudt i sin have.

En anden,grund til uvidenheden eller den manglende lyst til at beskæftige sig med de sovjetiske forbrydelser er utvivlsomt, at de foregik i et land, der blev stemplet som ikke-europæisk, halvasiatisk og under alle omstændigheder opfattet som meget langt væk. Hvorimod de tyske forbrydelser foregik i Europas hjerte.

En englænder skrev uden blusel, at russerne historisk var vant til at lide, så nogle millioner ofre i 1930erne tog de ikke så tungt. Men faktisk foregik det kommunistiske folkedrab på bønderne til dels i et område lige ved siden af centrene for de tyske jødeudryddelser - nemlig i Ukraine. l øvrigt er folkedrab jo folkedrab, uanset hvor de finder sted. Tysklands nederlag betød også, at verden fik et omfattende og uafviseligt bevismateriale for de nazistiske forbrydelser. Dødslejrene med bjerge af lig og udhungrede skeletmennesker blev fotograferet af allierede fotografer. Arkiverne blev åbnet. I modsætning til de tyske jødeudryddelser blev sigt dokumenteret. Der rykkede ingen sejrrige hære med professionelle fotografer ind i Stalins koncentrationslejre eller tusindvis af landsbyer med døde og døende bønder.

Hertil kommer, at bønder åbenbart ikke er så interessante som byboere, og de har i hvert fald haft langt færre repræsentanter til at tale deres sag på universitetet, forskningscentre, medier, forlag og i filmverdenen. De sovjetiske ofres slægtninge og efterkommere levede indespærret i en totalitær stat med effektiv tanke-, tale- og skrivekontrol. Til det sidste forbød det socialistiske regime i Sovjetunionen omtale af dets folkedrab, lukkede arkiverne og forfalskede historien, mens de tyske arkiver blev åbnet for alle, og det demokratiske Tyskland angrede. Og mens de jødiske ofre havde talsmænd, der satte sig for, at det nazistiske folkedrab ikke skulle glemmes, havde de sovjetiske ofres bødler talsmænd over hele verden, hvis opgave bestod i at tilsløre de kommunistiske forbrydelser. l Danmark og andre lande var der ligefrem velorganiserede politiske partier med ganske stor indflydelse på mennesker (der stadig sidder på indflydelsesrige poster i medier og andre steder), som havde til opgave og blev betalt for at lovprise den virkeliggjorte socialismes terror og undertrykkelse.

Trods disse forhold er det alligevel paradoksalt, at det er så svært at trænge igennem med budskabet om den morderiske, virkeliggjorte marxisme. På en eller anden måde har mange meget svært ved at erkende, at ondskab og forbrydelser kan bygge på en verdslig religion, marxismen, som vil det så godt. Illusionerne om det mulige i at skabe det perfekte samfund, hvor alle er lige og glade, har ikke mindst stærkt tag i folk med teoretiske uddannelser. De bilder sig selv og hinanden ind, at der er tale om en videnskabelig samfundsmodel, der blot endnu ikke er blevet ført ud i livet af de rigtige mennesker og under de rigtige omstændigheder skønt den er blevet forsøgt på alle kontinenter og i samfund med alle mulige forskellige kulturelle baggrunde. I virkeligheden er de grebet af religiøst sværmeri, og de er derfor ikke modtagelige for nok så mange faktiske vidnesbyrd om de katastrofale følger af forsøg på at virkeliggøre marxismens enfoldige tankekonstruktioner.

Jævne, oplyste mennesker har derimod aldrig troet på den tyske herretænkers naive, men farlige eventyr. Man kan kun håbe, at de højtuddannede engang bliver lige så kloge.