Lovgivning, troværdighed og energipolitik

Danske elforbrugere betaler en voldsom overpris for strøm. Det såkaldte frie elmarked for elektricitet er i dag og langt ud i fremtiden en fiktion
skriver direktør Ole T. Krogsgaard, København den 30.03.01 i Jyllands-Posten.

En stor del af den danske energipolitik er mislykket. Ikke således at forstå, at vi mangler energi, men således, at de decentrale værker og vindmøller, bygget i det sidste tiår, pålægger forbrugerne en stadigt tungere økonomisk byrde, som ikke havde været nødvendig. Meget er gennemført under mantraet "miljø", uden at vi har fået et mere miljøvenligt system for pengene. Alt tyder på, at den omfattende lovgivning er gennemført på et uigennemskueligt grundlag.

Lovgivning er vanskelig, når holdninger og penge skal vurderes i forhold til en ukendt fremtid. Der er plads til gode såvel som til dårlige beslutninger. Enhver stor organisation kender tilsvarende forhold. Men medens en virksomhed får sine dårlige beslutninger afspejlet i regnskabsresultatet, viser samfundets og dets institutioners mangler sig i form af, at borgerne får for lidt for pengene.

Jeg har haft held til at få indblik i den danske energisektor. Det giver indtryk af en dybt kritisabel lovgivningsmæssig og administrativ praksis på et meget vigtigt område.

Det er ikke kun den menige befolkning, der ikke får en seriøs respons, endsige mulighed for at få ændret en kritisabel udvikling. Rigsrevisionen har rettet en hård kritik mod den manglende kontrol med ulovligheder på vindmølleområdet. Der er herefter oprettet et register, men det kan ikke bruges til kontrolformål. Konkurrencerådet har kritiseret den manglende liberalisering. Aviser kan skrive, at danskere er trætte af vindmøller, betegne vindområdet som en Ebberød Bank og fremsætte grove anklager i overskrifter som eksempelvis

• "Tilskud til møller ude af kontrol"
• "Minister i strid med loven"
• "Guld til ejere af vindmøller"
• " Elforbrugere taget ved næsen"
• "Frygt for inhabilitet i kamp mod vindmøller"
• "Lokalpolitikere får gevinst af vindmølleprojekter"
• "Byrådsflertal anmeldt for møllefusk"
• "Elværker: umuligt at checke vindmølleejere"
• " Auken i samråd om C02-snyd"
• "Smurte folk for at kapre kunder til fjernvarme"
• "Vindmølleeventyr for milliarder"
• "Elkunder snydes for milliarder"
• "Åbenlyst snyd"
• "Møllefup"
• "Anklage for fusk med vindmøller"

• "Havmøller koster elkunder fem mia."
• "Elchok"
• "Ny milliardregning til el-forbrugerne" (om betaling på 2,6 mia. kr. for belåning af det i forvejen betalte el-net)
• "Skattebombe under hjælp til kraftvarme"
• "Danmarks mest overflødige milliardinvestering, mener borgmester Britta Christensen" (om Avedøre 2-kraftværket). Hertil kommer utallige protester og beskyldninger fra vindmøllenaboers og elforbrugeres organisationer samt fra kyndige og mindre kyndige borgere.

Lige meget hvor mange og grove beskyldningerne er, lige meget hvor ærekrænkende de forekommer at være, lige meget hvor mange milliarder der påstås at være spildt, så synes det ikke muligt at få vægtige eller dokumenterede modsigelser. Det er ikke en vægtig modsigelse, når Miljø- og energiministeren udtaler til Folketinget, at det ikke er nær så alvorligt at fifle med (million)tilskud til vindmølleejere som at overtræde færdselslovens fartgrænser, og det er ikke en vægtig modsigelse at komme med en general henvisning til miljøet eller blot afvise kritikken.

Da ingen provokation tilsyneladende kan gøres for grov, må man regne med, at den manglende eller overfladiske modsigelse bekræfter, at kritikken i alt væsentligt er berettiget.

Vort nuværende elforsyningssystem bestod for 10 år siden næsten kun af de store centrale værker, som i dag er nogle af verdens mest moderne og mindst forurenende. Inden for de seneste 10 år er hertil kommet den helt overvejende del af de ca. 600 kraftvarmeværkers biproduktion af strøm og af de nuværende ca. 6000 vindmøllers strøm. De leverer, hvad der kaldes prioriteret elektricitet, hvilket betyder, at elforsyningsselskaberne er tvunget til at købe vindmøllestrøm for 60 øre/kWh og de decentrale værkers strøm for lidt mindre. 60 øre er ca. 5 gange markedsprisen.

Følgen er, at elforbrugerne i dag betaler en overpris i størrelsesordenen 10.000.000.000 kr. mere pr. år, end hvis vi kun havde haft de centrale værker. De er nu henvist til at være reserve for decentrale værker og vindmøller og har derfor formentlig verdens ringeste udnyttelse af den kapacitet, som de skal opretholde for at dække perioder med ringe prioriteret produktion. Alle elproducenternes samlede maksimale kapacitet er ca. tre gange så stor som forbruget, og det er kostbart for samfundet.

Størstedelen af overprisen er pålagt af staten ganske som en skat eller afgift. De mange penge er ganske vist ikke bevilget af Folketinget som en skat, og de indgår ikke i opgørelser over skattetrykket, men på forbrugernes elregning virker de ganske som energiafgift og moms. Resten af overprisen er også en følge af statens indgreb.

Allerede sidste år kunne en energimængde svarende til ca. 40% af vindmøllernes produktion ikke bruges i Danmark. Den måtte i vidt omfang eksporteres i døgnets, ugens og årets lavlastperioder som overflødig overløbsstrøm til små priser. Det bliver meget værre i fremtiden. Importen foregår i stort omfang i højlastperioder og betales med langt højere priser.

Den påtvungne fortrinsret for de stærkt varierende strømmængder fra vindmøller og decentrale værker medfører en stor forringelse af de centrale værkers effektivitet og dermed økonomi. Derfor pålægges elforbrugerne også at betale tilskud til de centrale værker. Det er således besluttet, at der skal optages lån i elnettet, som forbrugerne i forvejen har betalt, og som nu skal betales en gang til. Det er, hvad der mest af alt ligner Ebberød Bank, at man først lader elforbrugerne betale store tilskud for at få bygget decentrale værker og vindmøller og dernæst store tilskud til de centrale værker for at afbøde skaderne fra de første tilskud.

Vindmøllernes produktion siges at være miljøvenlig, men den er det næppe, når den ses ud fra en helhedsbetragtning. Desuden var vindmøllernes produktion kun 1,7% af vort samlede energiforbrug i 1999. Hvis der er en C02-fordel, er den derfor helt ubetydelig i det samlede billede.

Selv om C02-indholdet er steget med næsten en titusindedel af atmosfæren i de sidste 100 år, selv om gennemsnitstemperaturen på den nordlige halvkugle er steget med 0,2 grader siden 1935, og selv om CO-, formentlig har en vis indflydelse, ved ingen, hvor stor den er, og hvor meget der er menneskeskabt. Beklageligvis er omtalen af uenighed om årsagerne gjort politisk ukorrekt, hvilket næppe er uden forbindelse med, at C02-emission er blevet et vigtigt beskatningsobjekt.

Det er nødvendigt at spørge vore politikere: Hvorfor skal der betales så meget for en så ubetydelig og tvivlsom miljøfordel? Hvis formålet er at reducere udledningen af C02 eller andre uønskede stoffer, ville en brøkdel af de mange penge kunne anvendes med større og mere sikker virkning i mange andre lande. Hvorfor oplyses ikke samtlige konsekvenser af vor energipolitik, beløbsmæssigt og miljømæssigt? Hvorfor må det ikke oplyses, om loven er overholdt på vindmølleområdet?

Der holdes pæne taler om miljøhensyn og bæredygtighed, Men hvis en miljøpolitik skal være udtryk for bæredygtighed, skal den repræsentere en god afvejning mellem miljøfordele, økonomi og sociale hensyn. På elektricitetsområdet er miljøet blevet en fra helheden løsrevet størrelse, hvor al økonomisk fornuft er fravalgt, og hvor alle sociale hensyn tilsidesættes af partier, som i andre henseender betegner sig som tilhængere af at tage sociale hensyn. Og miljøfordelen findes næppe.

Når myndigheder forholder sig til relevant kritik og ønsker om dokumentation fra befolkningens side, kan det bidrage til en bedre forståelse i befolkningen for myndighedernes beslutninger - og måske til forbedringer. Hvis den seriøse respons udebliver, skaber det modsætningsforhold mellem befolkning og myndighed til skade for begge parter.

Selvtilfredshed er skadelig for enhver god udvikling. På energiområdet forekommer, de myndighedens selvtilstrækkelige attituder og ulysten til at tage egne holdninger op til revision mere udpræget end på noget andet område. Følgen er indtrykket af en diktatorisk adfærd uden plads til forbehold. Derfor kan en forkert politik videreføres på trods af de store modsætningsforhold, den har skabt.

Vore politikere bør kunne udtale sig om, hvorvidt de finder det acceptabelt, at elforbrugerne skal betale en overpris i størrelsesordenen 10.000.000.000 kr. årligt og samfundets merinvesteringer i størrelsesordenen 50.000.000.000 kr. (og efter de lagte planer langt mere i de kommende år). Desuden, såfremt de betvivler sandhedsværdien af disse tal, om de selv ville forlange dokumentation for beløbene og miljøvirkninger ud fra en helhedsbetragtning.

Det er vigtigt, at vi beskytter vort miljø, luften, naturen, landskabet, livskvaliteten. Men dette hensyn må ikke udvikle sig til en parodi på miljøbeskyttelse, så slagord kommer til at overskygge realiteten med et absurd misforhold mellem ressourceforbrug og resultater.

Det er ikke nok at fremkomme med de mange løsrevne deloplysninger, som ofte fremføres sammen med generelle bemærkninger om at tænke på miljøet, på de kommende generationer, på resten af verden og på vor store bruttoeksport af vindmøller og den hermed følgende beskæftigelse. De kommende generationer får kun glæde af virkningerne, hvis de findes. Det er positivt, at vi har en stor eksport, men det er ikke elforbrugernes ansvar at finansiere eksportfremmende foranstaltninger permanent. Vore vindmøllefabrikker er så kompetente, at de i dag kan eksportere uden disse tilskud.

Det såkaldte frie marked for elektricitet er i dag og lang tid ud i fremtiden en fiktion.

Emnet er betydningsfuldt, den samfundsmæssige omkostning, investering og følgevirkning er overordentlig stor, og der er langt mere og værre i vente til skade for andre formål. Derfor er det en stor mangel, at et politisk flertal endnu ikke har forlangt og fået en fyldestgørende dokumentation for de nævnte forhold og deres afledede virkninger.

Det ville kunne medføre en kvalificeret debat. Er det for meget at bede om?