Globalismen lover os et fattigt liv

Gustav Barfod har i mange år været Europas stemme i Brabrand. Stilfærdigt har han forelagt os sin begejstring for et forenet Europa. Han er en troende kirkegænger i EU's katedral, og så skriftklog, at han ikke har nødig at råbe op.

I JP-kronikken 15/3 fortæller han os, hvordan han er blevet indviet i EU-troen ved at læse statsvidenskab i Paris lige efter Anden Verdenskrig. Her i Paris i 1947-48-49 så han et stort politisk mål i at udsone det krigsødelagte Tyskland med det krigshærgede Frankrig og det udmattede Storbritannien.
Dette ønske om et fredens Europa baseret på toldfrihed, åbne grænser og et vist udenrigspolitisk samarbejde gjorde også mig til EF- og EU-tilhænger i mange år. Men jeg er blevet mere og mere skeptisk. Ikke i forhold til den oprindelige fredsidé. Men i forhold til de ensartede, forbrugsfikserede normalstater, EU er ved at gøre Europa til.

Da jeg med glad forventning stemte ja til EF i 1972, havde jeg ikke forestillet mig, at EU ville forbyde Århus at drive sporvognene kommunalt og i en højere kvalitet end andre byer.

Da Gustav Barfod befandt sig i efterkrigens nedslidte Paris i 1948, var det vel en drøm at få produceret så mange og så billige varer som muligt til de fattige europæere. Frit marked, fulde omdrejninger var vejen til velstand, mente EF's fædre.

Men i dag er der ikke varemangel i Vesteuropa. I dag er der kulturmangel og kvalitetsmangel. Kød- og smørbjergene hober sig op i EU's frysehaller. Ikke forsoningen, men fedmen er europæernes problem. Europæerne mangler ikke kalorier. De mangler fast grund under fødderne. De mangler idealer. De mangler at kende deres lands historie, deres fædrelands sange og fortællinger. Computersproget engelsk taler mange til husbehov - og det er da udmærket. Men deres modersmål magter de fleste også kun til husbehov. Det er mindre udmærket. Her tænker jeg ikke på at Voldborgs afløser som vejrmelder, den gæve Søren Jacobsen, advarer os mod »glætte varje nåh dæ friser«. Journalisterne i de danske medier, vore sproglige forbilleder, taler et fattigt, et selvudslettende dansk. Tostavelsesord bliver til enstavelsesord. Vokalerne bliver noget blævret øhagtigt - som Ritt Bjerregaards pauselyd. De eneste danske ord, der kommer fuldtonende ud, er og »fuck«.

Ja, ja, tag det bare roligt, siger Gustav Barfod. Selv om han er globalist, har han da ikke glemt, at han voksede op nær ved Holger Danske og Kronborg. Og han kan endnu huske et par af Blichers jyske sange. På klare dage kan han fra Brabrand sågar øjne spidsen af Himmelbjerget!

Hertil kan jeg så svare, at jeg, skønt lokalist, skam har besøgt både Berlin, London og Paris. Og kan benytte de tre sprog, sådan da.
Barfod vil forsone lokalister og globalister. Det skal bare ske på globalisternes vilkår. Efter at have sendt Blicher og Himmelbjerget et hurtigt blik, skriver han: »det globale er i dag vigtigere end det nationale.. Jeg er først og fremmest verdensborger, dernæst europæer og til sidst dansker.« Der røg Hinimelbjerget vist ud af synsfeltet, Barfod. Vi lokalister ser anderledes på det. Vi er først danskere, så europæere og til sidst verdensborgere. Spørg for resten manden på gaden i dit kære Paris, om han også er verdensborger før han er franskmand!

Forleden læste jeg på forsiden af JP, at formanden for Kommunernes Landsforening, Anker Boye, nu vil indføre den grænseløse kommune. Folk skal kunne få deres børn passet i en anden kommune end deres egen, f.eks. dér hvor far eller mor arbejder. Ud i bilen med dig, lille Gustav, klokken halv syv om morgenen, ud og kør' 40 kilometer på landevejen før du har fået øjnene op. Mon sådan en nomadetilværelse er et godt børneliv? Det gælder ikke om at bygge et godt samfund, hvor man bor og føle ansvar for, at dette bliver en smuk og sund plet på jorden. Nej, vi skal drage omkring som en anden sigøjnertrup og slå os ned, hvor der er industrier og penge.

Det er sådan et samfund, et nomade-sarnfundet, der er globalisternes mål. Flyt arbejdskraften hid og did. Flyt den did, hvor produktionen kan foregå mest effektivt og gøre firmaerne og udbyttet fedest.

At være stedfast, kende sin plet på jorden, nære omsorg for Aden, er ikke en dyd hos vor tids herskere, globalisterne. Kærligheden til hjemstavnen, til fædrelandet, var en dyd, da det stærke, moderne Danmark blev skabt fra 1880'eme af. Dengang hyldede Danmarks digtere lokalismen. Jeppe Aakjær, Johs. V. Jensen, Helge Rode, Thøger Larsen. Musikere og malere gjorde det også fra Carl Nielsen til Philipsen. Men efter at globalisterne har fået magten her i sidste fjerdedel af 1900tallet, er vi lokalister med samt vores kulturbagage blevet smidt ud af skolen, af højskolen, af radio og TV, af de politiske partier bortset fra et enkelt.

Nu rækker de rette agurker og de rette meninger hinanden hånden tværs over nationale og regionale særarter. Da jeg i 1970'eme var talsmand for EU, hævdede jeg ellers, at EU ville styrke de nationale kulturer. Og de regionale, skåningerne, katalonerne, skotterne m.fl. Nu går vi i Adidastøj, drikker Coca-Cola og kører i Toyota-biler over hele kloden. Men globalisrne er ikke en kultur, mennesker kan have rod i. Den er snarere en neurose, en rastløshed. Allerede Ludvig Holberg kendte sygdommen og kaldte den "Den stundesløse".

En kultur kan ikke udvikle sine værdier, uden at kulturen er stedfast. Blicher var aldrig blevet Blicher, hvis han havde været globalist, før han var jyde. William Heinesen var aldrig blevet en af dansk litteraturs mestre uden Torshavn og omliggende øer. Barfod og vor tids andre herskende djøfere aner ikke, hvilken åndelig fattigdom de sænker verden ned i, hvis de får lov at fortsætte deres løb. Fransk, tysk, dansk kultur er groet frem på egne enge og strande. Af de livsbetingelser, det klima, hvert land har, af de traditioner, hvert lands historie har skabt. Og af den ånd, hvert lands tænkere og poeter har udmejslet. Ud af globalismen kan der ikke gro nogen kultur. For der er ingen jord at gro i.
Globalismen kar producere varer og viderebringe informationer. Men den er uden ånd og følelse. Den gør muligvis livet lettere. Men også mere smagløst - i begge ordets betydninger. Se hvor karakterløst det meste byggeri laves for øjeblikket. Det er som om, det er den samme computer, der tegner alverdens bygninger fra Seattle til København. Københavns sydhavn er lige blevet ødelagt af globaliseret byggeri. Man kan sikkert brygge CocaCola i Hongkong. Men et arkitektfirma i Hongkong kan ikke bygge et hus, der klæder Amager.

Globalisme gør forbindelsen mellem mennesker til jura og traktater til noget abstrakt. Som alle ved, er vor ulandsminister, Anita Bay Bundegaard, er en meget inderlig globalist. På passende abstrakt afstand af de fattige i Afrika føler hun et gevaldigt ansvar for dem. For de mennesker, der helt konkret bor op og ned ad hende, føler hun derimod ikke noget videre. Hun vil helst ikke se dem. Så hun omgiver sin kæmpevilla med et højt, rædselsfuldt plankeværk, der skamferer hele hendes nabolag, indkørslen til Tisvilde. Dem, hun ikke kan gøre noget for, negrene i Congo, føler hun meget for. Dem, hun kan vise konkret venlighed, sine naboer, giver hun en kold skulder. Globalisme i praksis!
Som radikal venstre-kvinde er minister Bundegaard også tilhænger af de folkevandringer, som globalisterne indtil for nylig insisterede på at kalde flygtningestrømme, men som dog nu kaldes det, de er, indvandringer. De er globalismens stødtropper. Hvor de rykker ind, nedbrydes de lokale kulturer og erstattes af den globalistiske fælleskultur (Coca-Colla, Hollywood og jura). Eller de sammenbragte etniske grupper går i gang med at slås (for tiden foregår det hedest i Makedonien cg Indonesien), så det stedlige kulturliv afløses af krig, død og tragedie.

Forretningsmændene, som bliver mere og mere globaliserede, er selvfølgelig tilhængere af disse folkevandringer. Det gør arbejdskraften rigeligere og billigere. Derfor hørte vi arbejdsgivernes Hans Skov Christensen fordømme sine landsmænd, fordi vi ikke vil finde os i den tiltagende muslimsk indvandring.

Gustav Barfod vil forene globalister og lokalister. Jeg tror ikke det er muligt. De udgør to forskellige livssyn. Hos globalisterne står produktionshensyn øverst og kræver ensretning af regler og mennesker. Hos lokalisterne står det skabende menneske med dets kulturelle mangfoldighed i centrum. Trukket skarpt op er det valget mellem et sjælløst og et fuldt liv. Hertil svarer Barfod forurettet i kronikken: »Tror du, vi manglede sjæl dengang (i 40'eme) da vi drømte om en europæisk samling på grundlag af udsoning mellem Tyskland og Frakrig?«

Jeg tror, jeg stiller større krav til sjælen, end Barfod gør. Der skal mere til at fylde min sjæl end fred i Saarlandet. Hvis sønderjydernes danske sjæl havde været lige så mager som globalisternes, tror jeg ikke, de var forblevet danskheden tro i de mange år under prøjsisk herredømme.

Globalisternes samfund fremstår tydeligere og tydeligere som det, det er, et nomadesamfund. Da Marianne Jelved hørte, der var boligmangel i København, sagde hun: »Så kan de boligløse bosætte sig i Næstved.« Og tyrkere kan bo i Ishøj, pakistanere Odense. Jo, vi kan fise og fare fra sted til sted, uden at vide hvor vi er, eller hvem vi er. Vi kan tale lidt af alle sprog, og intet sprog kan vi tale ordentligt. Vi kan chatte med folk i Singapore på e-mail. Men vi er ikke i stand til at koncentrere os om at læse en hel bog til ende.

Globalistemes nomadeliv er en samfundstilstand, vi ellers lagde bag os for nogle tusind år siden. Men globalisterne vil nu have den genindført. Globalisternes mønsterborger er en single, der bor i en campingvogn og taler tysk, engelsk og spansk.

Jeg er sikker på, det ikke var sådan du drømte, Barfod, i Paris i 1947, om den smukke forsoningens fremtid. Men sådan ligger landet altså i dag. Derfor er globalisme i dag ikke et håb, men en trussel.
Barfod bebrejder mig, at jeg appellerer til »folkets spontane kræfter« i kampen mod denne trussel. Det gør jeg, fordi jeg som lokalist er oppe mod den stærkeste alliance i klodens historie, alliancen mellem TV-herskere, industribosser og de politiske ledere.

Hvad har vi andre at stille op mod denne magtkoncentration?

Vi har folkestyret. Jeg har aldrig været politiker. Men jeg har levet tæt på det politiske miljø. Jeg ved, at folkets røst er den eneste røst, politikere har respekt for.

Og folket vil være stedfast. Det er jeg vis på. Folk vil ikke leve et nomadeliv. De vil hvile i og videreudvikle den kultur, de er vokset op i, og som har århundreder på bagen. De ved, at deres eget frie liv afhænger af, at de har rod i deres stammes identitet. Dette er det naturlige liv. Det skal forsvares. Mon ikke der efterhånden også gror politiske kræfter frem, der vil gøre det. Om det så sker inden for det nuværende partisystem, eller der vil dukke nye partikonstellationer op.