Det yderste højre

STEEN STEENSEN, lektor, Vesterled 11, Ranum i Jyllands-Posten den 4.juni.

Fænomenet Højre
Udtrykket højre går tilbage til den franske revolution i 1789. Det var navnet på de medlemmer i Nationalforsamlingen, der sad til højre for formanden. Frankrigs Højre på den tid brød sig ikke om revolutionære forandringer. Højrefolkene tilhørte nemlig det etablerede borgerskab. Sådan forholdt det sig overalt i Europa. I Danmark rækker fænomenet Højre tilbage til 1849.
Godsejerne udgjorde den vigtigste gruppe, men også grosserere, børsmæglere, officerer og akademiske embedsmænd stemte til højre.
Højre talte for lov og lydighed. En solid statsmagt syntes absolut nødvendigt. Friheden måtte have sin begrænsning. Bedst var det, om aristokratiet alene forestod regeringsførelsen. Det var ikke for tudser at komme i storkereder.

Folket som problem
Nutidens statsledere tænker i samme baner. Folket udgør et problem.
Det politiske styre kan naturligvis ikke overlades til den gemene hob. Lovgivningen bør alt andet end lefle for det folkelige. De professionelle politikere har da også gjort populisme til et skældsord. De ledende er i dag gennemsyret af det gamle højres aristokratiske indstilling. Folket kan stemme, ja vel, dog helst ikke forkert. Men bestemme! Nej tak.

Det folkelige element er forvist fra de politiske sale. Ved bordene sidder aristokraterne. Man må for alt i verden ikke lade sig forlede af partibetegnelserne. I klassemæssig henseende er der ingen forskel på de toneangivende partier. Borgerlige og socialistiske regeringer er et fedt.

Partiførerne kommer allesammen fra den akademiske verden. I middelalderen rekruteredes styringsmændene fra herregårdene.
I nutiden leverer læreanstalterne kandidaterne. De intellektuelle behersker partiapparaterne fra ende til anden. Dog falder protestpartierne i Europa uden for det pæne selskab.

I samtlige europæiske lande må den politiske klasse leve med oprørspartier.
Den gør det ikke gerne. Just det vidner ukvemsordene om. Over én kam benævnes opponenterne mod det boglige borgerskab som højreekstremister. Andenrangsmennesker er de, en trussel mod det anstændige og noble. Højre er altså ikke, hvad det har været.

Ja, hvad er egentlig sandheden om disse højrekræfter? Hvor kommer de fra? Hvad står de for?
Oprørerne synes at være temmelig robuste. Trods skældsordene stemmer de vedvarende forkert - ved valgene.

Småkårsfolk i oprør
Højre trodser magthaverne. Det kræver mod. Dernæst afslører valgtallene, at de højreradikale er småkårsfolk.
Det er arbejdere og næringsdrivende. Grundstammen i højrepartierne består af bønder, bagere og bundgarnsfiskere. Også kranførere, skinkeskærere og vognmænd hører med i gruppen.
De politiske oprørere er stærkt repræsenteret blandt småhandlende, håndværkere og kabelafbrændere.
Højre er landenes materielle værdiskabere. Det er trækdyrene, der værger sig mod den politiske klasses undertrykkelse og udbytning.

Hovedfjenden er ikke kapitalen, men intellektualen. De intellektuelle sidder på flæsket; de frembringer det ikke. Skaffernes frugter forsvinder i papirernes stakke. Vor tids tyve skjuler sig ikke i klippebjergene, men i papirbjergene. Det er den indsigt, som højrefolkene sidder inde med. Og den er farlig for det boglige borgerskab.
Højreekstremisterne er fastboende. Det er besindige, flittige og jævne folk, der kæmper for at overleve i deres erhverv. De prøver på at holde sammen om hjem og ejendom og fædreland.

Herskabet er bange
Dag ud og dag ind skal de udholde politikmagernes hersen og TV-kanalernes propaganda.
Det herskende aristokrati foragter jævne og jordnære holdninger. Det er for småt for de viderekommende i den politiske målsætning.
Men herskabet er også bange for folkene. Hvad kan stemmeretten ikke føre til? Den samme foragt, frygt og tænkning gjorde sig gældende blandt højrefolk i forrige århundrede.