Opgør med fortiden

Og mens venstrefløjens intellektuelle og journalister med den strenge overlærers uforsonlige blik fulgte Tysklands opgør med sin fortid og nidkært påpegede den mindste tøven eller fortielse i den sammenhæng, fik Danmark lov at leve i fred med sin fortid. På dette punkt har venstrefløjen vist, hvad den først og fremmest er, nemlig så umiskendelig dansk. Her gik den hånd i hånd med hele det etablerede Danmark, som den jo også snart blev en del af. Bewältigung der Vergangenheit på dansk er der ikke noget, der hedder. Det opgør med fortiden, som politikere og et åndsliv, der tager sig selv alvorligt, altid må tage, finder aldrig sted i Danmark. Sådanne besværlige processer er kun noget, vi kræver af andre og navnlig af Tyskland. Her foretræk" ker vi at leve på idylliserende løgne. Her er fortielsen, forglemmelsen, fortrængningen forfinet til en intellektuel kunstart.

Først og fremmest gælder det jo Besættelsen og den karikatur af et retsopgør, der fulgte. Men årene før krigen, hvor man ikke ville betale,, hvad det kostede at bygge et troværdigt forsvar op - her bærer de Radikale hovedskylden sammen med intellektuelle pacifister - og kommunister - har vi heller ikke haft en ordentlig diskussion om. I adskillige tiår efter krigen blev slagordet »Aldrig mere en 9.april« nærmest betragtet som en vittighed blandt intellektuelle, der opfattede sig selv som progressive. Men der ligger en blodig erfaring bag ordet. Tredivernes politikere havde med deres forsvarspolitik eller mangel på samme bragt landet i en umulig situation. Først undlod man at opbygge et ordentligt forsvar. Derefter sagde man. Jamen, dette land kan ikke forsvares. Og den myte byggede venstrefløjen videre på i efterkrigstiden, skønt den er og bliver noget vrøvl. Her blev grunden lagt til den mangel på alvor, dvs. virkelighedsbesindelse, der har karakteriseret det progressive Danmark.

Men landet i sin helhed besindede sig på krigserfaringerne og gik ind i den nordatlantiske forsvarsalliance, som der har været overvældende flertal for gennem alle årene.

Dette betød dog ikke, at politikerne blev mere oprigtige. De tog hverken et opgør med 30ernes undladelser eller Besættelsens og retsopgørets skamløshed. De fortsatte tværtimod mummespillet, De turde ikke sige sandheden til befolkningen og udfordre venstrefløjen omkring-NATO forpligtelserne og atomstrategiens realiteter, og løgnen blev ført videre ind i debatten om Danmarks medlemskab af EF. Nu betaler de for den.

Venstrefløjen derimod har aldrig betalt noget. Den har haft det som det forkælede barn, der er blevet beskyttet mod den grumme verdens realiteter. Det har været omkostningsfrit at være kommunist og dermed i alliance med et barbarisk diktatur. Det har været omkostningsfrit at dyrke Mao, historiens største massemorder. Og det har ikke kun været omkostningsfrit, det har været direkte salonfæhigt at være socialist, skønt verden intet eksempel kender på, at socialisme kan realiseres uden tvang, hvilket til syvende og sidst skyldes, at socialismen - i ligegyldig hvilken variant - i sig rummer kimen til en totalitær tankegang i og med, at ideologien sættes over livet og massen eller menneskeheden over individet.

Manglen på fortidsbesindelse i Danmark betyder ikke alene, at landets intellektuelle liv savner profil, karakter og substans - her til lands kan man skrive og mene alt muligt sludder og høste bifald på det den betyder også, at nogle iøjnefaldende misforhold forbliver uanfægtede. Tydeligst optræder sådanne misforhold i synet på nazister og kommunister.

Danmarks forhold til nazi-Tyskland var tvetydigt og især i krigens første år ikke til at gennemskue for mange almindelige mennesker. Ikke desto mindre blev de mennesker, der havde haft noget med nazismen at gøre - også selv om det var helt perifert og tilfældigt eller på lovens grund som aktive i DNSAP - jernhårdt forfulgt som landsforrædere efter krigen, og mange af dem, især de mindst betydelige, fik deres tilværelse smadret, og deres ægtefæller og børn røg med i købet. Nazistemplet var et stempel for livstid.

Danmarks forhold til kommunistblokken var derimod entydigt, umisforståeligt. Vi var med i den vestlige forsvarsalliance. Blev den kolde krig varm, vidste vi, hvem fjenden var. Men de mennesker, der havde dyrket kommunismen og dermed klart havde placeret deres loyalitet i Moskva, fik ingen anklage for landsforræderi på halsen bagefter. Der blev end ikke set skævt til dem. De havde været tilhængere af en ideologi, der i graden af grusomhed ikke lod nazismen noget efter, og i omfanget af grusomheden overgik Hitler mange gange. Men ikke engang en lille debat, hvor de kunne forklare sig og begrunde, blev det til.