En pin til Folketingets ligkiste

Hermed fremsendes til orientering, omtale og an-meldelse - også i forbindelse med det forestående menighedsrådsvalg - en pjece om det, der efter vor mening er en pind, om ikke en planke, til folkekirkens ligkiste: den elektroniske kirkebog, der river kirkebogen fra sognene, bidrager til at forvandle folkekirken til en statskirke og lægger danskernes privateste forhold blot for hackere og registre.

Baggrunden er 22 præsters nej til at medvirke. Vi har med vores embede som indsats nægtet at deltage i dette anslag mod folkekirken og folket. I denne pjece begrunder vi vores beslutning og trækker problemet op. Vi er ikke i tvivl om, at kirkeministeriet med indførelsen af den elektroniske kirkebog - som er blevet besluttet hen over hovedet på befolkningen har indskibet sig i et foretagende, som vil ende i en katastrofe. I allersidste øjeblik søger vi at råbe de ansvarlige op.
For kritikergruppen.
Sognepræst Bjørn Moe
Tved Kirkevej l
57oo Svendborg
tlf. 6221 1117.
Oktober 2000

1. Vi anklager
2. Historien
3. Teknikken
4. Konklusion
5. Efterskrift

Originaludgave i PDF format

Kan også downloades i Word dokument (RTF) Ligkistepind (74 kb), 9 sider til udskrivning

Vi anklager !

Dette skrift er et anklageskrift. Det anklager staten - d.v.s. kirkeministeriet - for ved inddragelse af sognenes kirkebøger og indførelse af et elektronisk statsligt register

1. at gøre folkekirken til en statskirke og præsterne til statsfunktionærer
2. at fjerne enhver rimelig sikkerhed fra civilregistreringen af borgerne.
3. i forbindelse med en ny registerlov (implementering af et EU-cirkulære) at stille denne registrering til rådighed for offentlige og kommercielle interesser i hele EuroUnionen.

Dette indledende kapitel skal især handle om det folkekirkelige perspektiv.
Det er gammel dansk erfaring, at det nærmest er umuligt at forklare en udlænding, hvad vores folkekirke er for en størrelse. Han tror umiddelbart, den er en statskirke. Og når man svarer, at det er den ikke, siger han: - jamen så må den jo altså være en frikirke ? Nej, heller ikke.

Den er folkets, alle barnedøbte danskes, kirke. Og den "understøttes som sådan af staten", står der i grundlovens § 4. Kirken er altså ikke staten. Derfor flager vore kirker ikke med splitflag som statslige institutioner, men med folkets almindelige dannebrog. Men staten er særskilt forpligtet på den lutherskevangeliske kirke. For efter gammel dansk tradition har vi trosfrihed, men ikke troslighed.

Folkekirken er menighederne, d.v.s. sognene, og dem skal staten værne, ved at folketinget lægger en national lovramme omkring dem. Men folkekirken styres eller forvaltes nedefra - fra sognene. Skal man give nogen anden grund hertil, end at det altså er vores tradition, så ved jeg ingen bedre begrundelse, end at sådan er det evangelium, kirken skal forkynde. Det lyder ikke som et magtord fra oven, men skønt det er et himmelsk ord, lyder det fra neden fra barnet i krybben, fra manden på korset.

Denne i hele verden enestående folkekirkeordning kræver skønsomhed og nænsomhed fra staten - fra folketing og kirkeministerium. Og den skønsomhed og nænsomhed har staten stort set udvist i godt 150 år. Kirken var jo også folketingsmedlemmernes kirke.

Først i de sidste ca. syv år er staten blevet en regulær trussel mod kirken - helt nøjagtigt siden kirkeministeren hed Torben Rechendorff, og departementschefen hed Preben Espersen. Sidstnævnte skrev i 1993 en ny kirkeret, hvor han definerede kirken som en statskirke - styret af kirkeministeren og hans embedsmænd. Preben Espersens intention var givetvis, at hans bog skulle afløse hans for-forgænger August Roesens eminente værk, der igennem en menneskealder har været folkekirkens retlige anker. Som en slags programerklæring skriver Preben Espersen i sin kirkeret:

"Folkekirken er derfor i stats- og forvaltningsretlig henseende et såkaldt forvaltningsvæsen. Dvs. en gren af den offentlige forvaltning, der er udsondret gennem sin genstand på samme måde som fx. skolevæsen og postvæsen." Den grundfæstede tradition, der siger, at folkekirken er en lovramme omkring sognenes menigheder, og at disse sogne altså udgør folkekirken, anføres som et specielt synspunkt, som Espersen ikke kan tage alvorligt.
Intet sted har vi set dette nye princip - kirken som et statsligt forvaltningsvæsen - gennemført mere brutalt og arrogant end i beslutningsprocessen vedrørende den planlagte elektroniske kirkebog.

Chr. IV bestemte i 1646, at præsterne i hvert sogn skal føre kirkebøger over fødsler, dåb, vielser, dødsfald og begravelser ikke af hensyn til staten, men af hensyn til sognemenighedens lokale fællesskab. Derfor førte præsterne oprindeligt også protokol over til- og fraflyttere. I det 20. århundrede med dets registreringsmani har folkekirken så ydet staten den service at indberette fra disse kirkebøger til kommunernes og statens registre. Men kirkebøgerne var stadig sognenes bog, som staten altså fik oplysninger fra. Kirken var stadig ikke staten.

Imidlertid har en lukket klan af embedsmænd, suppleret med nogle folketingsmedlemmer og organisationsfolk samt en enkelt biskop - uden at spørge folketinget endsige befolkningen - besluttet, at præster og kordegne fra år 2004 er ansat ved et fælles statsligt og elektronisk register.

Kirkeskatteyderne skal endog betale det uoverskuelige millionbeløb, det til sidst vil løbe op i. - jfr. de senere års haglbyge af statslige EDB-skandaler, bl. a. arbejdsformidlingens "Amanda" og de højere læreanstalters EDB-system, der var budgetteret til 45 mill. og kom til at koste 200 millioner, hvorefter det blev skrottet, fordi det ikke virkede. I DNK's ("Den nye Kirkebog"s) tilfælde var politikernes og embedsmændenes beroligende forsikringer om, at budgettet ville holde, så massive, at da budgettet alligevel ikke holdt, besluttede man, at påføre sognemenighederne de foreløbige ekstraudgifter på en sådan måde, at de helst ikke skulle lægge mærke til det- Kirkeministeriet har besluttet at optage et lån på ca. 90 mill. kr. i Folkekirkens stiftsmidler, hvoraf ca. halvdelen skal gå til DNK's budgetoverskridelse. Det kræver en nærmere forklaring at forstå det uacceptable i denne disposition.

Stiftsmidlerne er folkekirkens kapital, fordelt på landets ti stifter. Her kan sognenes menighedsråd optage lån til kirkers vedligeholdelse og til nybyggeri. Renten er ekstremt lav; det er jo folkekirken, der låner penge ud til sig selv. Disse midler er grundlagt ved reformationen, hvor kronen eller statsmagten gav kirken en beskeden økonomisk kompensation for inddragelse af kirkegodset. De faktiske "ejere" af stiftsmidlerne i dag er imidlertid alle de mennesker, der har såkaldte legatgravsteder på de danske kirkegårde. De har hver indskudt en kapital i stiftsmidlerne; til gengæld har kirken forpligtet sig til at holde det på gældende gravsted i en årrække. Men den forpligtelse kan folkekirken ikke tilnærmelsesvis honorere over stiftsmidlerne. Det må ske over kirkeskatten.

Man vil altså forstå, at den sejlivede myte om, at folkekirken er en vældig pengetank, er falsk. Stiftsmidlerne er i virkeligheden i et stort, permanent underskud. Det bemærkes bare ikke, fordi underskuddet ligeså permanent dækkes af folkekirkens medlemmer igennem deres medlemskontingent.

Når staten nu uden nogen hjemmel bevilger sig selv et lån i stiftsmidlerne til dækning af den elektroniske kirkebogs underskud, er det formentligt en ulovlig konfiskation af penge, der altid har været beregnet for udlån til kirkesognene alene. For det andet er det en konfiskation af gravstedsejernes midler.

Det synes at være en oplagt sag for Rigsrevisionen. Man kunne også forestille sig, at nogle gravstedsejere sagsøgte ministeriet.

Kirkeminister Margrethe Vestager og hendes embedsmænd har til stadighed beroliget kritikerne med, at "civilregistreringen jo forbliver i folkekirken" (i stedet for f.eks. at overføres til kommunernes folkeregistret. Det er rent vrøvl. I dag befinder kirkebøgerne sig i brandsikre bokse i præstegårde og på kirkekontorer. Således sker civilregistreringen i folkekirken. Det nye system er derimod et rent statsligt register. Det eneste "folkekirkelige" ved det er, at folkekirkens medlemmer får lov til at betale, og at præsterne bliver kommanderede til at udføre registreringsarbejdet for staten.

Med hvilken ret handler ministeriet sådan med kirken?
Med den ret, det giver at udslynge slagord som at "EDB er fremtiden" - uden på forhånd at have undersøgt behovet for og risikoen ved at bruge EDB netop til det formål.

Mærkeligt nok er det de professionelle EDB-folk - for hvem EDB ikke er en kult, men et nyttigt redskab - der har advaret kraftigst mod systemets risici. De siger, at trods ministeriets forsikring om, at systemet er "lukket' vil det være åbent som en si for hackere - samt for alle dem, der vil kunne tiltuske sig de passwords, som er uddelt til et par tusinde præster og kordegne.

Kirkebøgerne rummer følsomme oplysninger om faderskabssager. Værre endnu er det, at alle de øvrige oplysninger med tiden vil kunne sammenkøres med andre registeroplysninger, så borgerne er uden nogen beskyttelse mod en total registrering. Det er dette mareridt, den nye registerlov åbner for. Den vil endog tillade registrering af politisk tilhørsforhold. Og meddelerkorpset i et sådant statsligt autoriseret overvågningssamfund skulle altså være kirken og dens præster? - Ikke om vi vil!

Det er kirkeministeriet og ikke os, der er i konflikt med dansk kirkeret.
Kristendommen blev født med Kristus. Det skete som bekendt i et lille landsogn, der hed Betlehem, og det skete netop som romerstatens almægtige kejser skrev alverden i mandtal.
Det er ikke ligefrem selvindlysende, at de præster, der skal forkynde frelsen ved Betlehemsbarnet, samtidigt skal lade sig ansætte ved kejserens hof for at føre hans mandtalslister.

Historien om Den Ny Kirkebog

Det er meningen, at der her kort skal gøres rede for, hvordan og hvor man har besluttet at udskifte de enkelte sognes kirkebøger med et centralt edbregister. Hvor dækkende - eller rettere afdækkende - det bliver, er så et spørgsmål. For sandheden omkring hele denne sag fortoner sig i Christiansborgs korridorer. Det eneste man stort set har at holde sig til, er Kirkeministeriets egne rapporter, referater og de udtalelser embedsmænd, ministre og arbejds- og styregruppens medlemmer er kommet med i sagen. Men det følgende skal være et forsøg på at redegøre for hele beslutningsprocessen, og hele dens fordækte forløb.

Alvoren i denne sag kom egentlig først til klarhed, da landets præster og menighedsråd i forsommeren 1998 fik tilsendt en smart reklamefolder med navnet "Den Ny Kirkebog. En introduktion". Mange præster var sikkert på det tidspunkt vidende om, at der på de bonede gulve i Kirkeministeriet foregik et arbejde med at vurdere det hensigtsmæssige i at anvende edb i forbindelse med kirkebogsføringen. Men de færreste var klar over, at beslutningen var taget.

Det var måske naivt. For allerede den 4. februar samme år havde daværende kirkeminister Ole Vig Jensen fremlagt rapporten "Den Ny Kirkebog. En IT-baseret løsning" for Folketingets kirkeudvalg, og dermed sat projektet i gang. Dette informerede kirkeministeriet folkekirkens sognepræster om i Præsteforeningens Blad den 20. februar. l denne information fremgik det dog ikke tydeligt, at beslutningen var taget. Med det sprog, som skrivelsen er skrevet i, kan man ikke andet end mistænke Kirkeministeriet for med vilje at sløre denne kendsgerning. l skrivelsens indledning står der blandt andet, at "hvis de forestående drøftelser og sonderinger forløber positivt, kan overgangen til "Den Ny Kirkebog" begynde år 2001 ".

Den naive læser vil selvfølgelig tro, at der med dette blev henvist til, at rapporten, som netop denne dag blev fremlagt for Folketingets kirkeudvalg, nu skulle sendes ud til drøftelse blandt præster, kordegne og menighedsråd, og i det hele taget være udgangspunkt for en debat i medierne.

Jeg hører selv til blandt dem, der naivt troede på, at Kirkeministeriet, Folketingets kirkeudvalg, biskopperne, Provsteforeningen og måske især Præsteforeningen aldrig kunne gå med til, at en så stor beslutning blev truffet uden en forudgående debat og høring blandt dem, der har ansvaret for kirkebogsføringen, blandt menighedsrådene og blandt befolkningen i det hele taget.

Jeg kontaktede derfor Kirkeministeriet for at få rapporten tilsendt, fordi jeg gerne ville tage stilling til denne sag, 09 eventuelt give min mening tilkende. Her kunne jeg så i første omgang chokeres over, at ingen af de personer, som jeg blev stillet rundt til, vidste hvad jeg talte om. Først da jeg endte i en eller anden distributionsafdeling for kirkeministerielle pjecer og rapporter kunne en mand fortælle mig, at der fandtes en sådan rapport, men at han umiddelbart ikke kunne tage stilling til, om han måtte sende den til mig, fordi den først skulle sendes ud til biskopper og provster og andre betydningsfulde personer. Jeg måtte ringe tilbage senere, og endte da også med at få rapporten tilsendt et par måneder efter dens officielle udgivelsesdag.

Sådan kan man også forhale en debat. Og på den baggrund er det latterligt, at kirkeminister Margrethe Vestager i Præsteforeningens Blad den 3. juli 1998 kunne give udtryk for, at der i foråret '98 havde været rig mulighed for at debattere projektet! Den debat, der trods alt foregik i foråret '98, havde udelukkende af egen kraft klemt sig ud mellem Kirkeministeriets og arbejdsgruppens røgslør, og blev på intet tidspunkt fremmet af dem.

Styregruppens rapport "Den Ny Kirkebog. Design af en IT-baseret løsning" nævner i sagens natur ikke noget om, at kirkeminister Ole Vig Jensen rent faktisk den 4. februar diktatorisk tog beslutningen om at føre rapportens indhold ud i livet. Men rapporten tager sit udgangspunkt i, at denne beslutning ville blive taget på dette tidspunkt. For den i rapporten beskrevne handlingsplan for gennemførelsen af projektet tager sin begyndelse i midten af l. kvartal af 1998. Og dermed kan man kun konkludere, at det aldrig har været Kirkeministeriets og styregruppens intention, at der skulle være en forudgående debat på baggrund af rapporten. Og rapporten fremstår derfor også som et stykke bestilt arbejde, der med vold og magt og med reklamesprogets demagogiske vendinger skal argumentere for det åbenlyst fordelagtige i at afskaffe kirkebogen til fordel for et central edbregister.
Dertil kommer så også den oplysning, som kom frem i juni '98 (fire måneder efter rapportens offentliggørelse!), at rapporten egentlig slet ikke er en rapport, men en betænkning!
Man finder derfor også hurtigt ud af, at skulle man have gjort indsigelse mod hele dette projekt, så skulle det faktisk allerede have været gjort i april 1996, hvor arbejdsgruppen i en foranalyse kom med en anbefaling af en edb-baseret personregistrering. For ikke nok med, at det er her arbejdsgruppen tager sin beslutning, så bygger hele rapporten om Den Ny Kirkebog principielt på de analyser, som foranalysen var fremkommet med, og som står uantastede. Kun enkelte små justeringer har fundet sted.

Det skulle altså have været ved foranalysens fremlæggelse, at man burde have gjort indsigelse. Og kirkeminister Margrethe Vestagers opfattelse af, at der har udspillet sig en kvalificeret politisk debat, som hun skriver i Præsteforeningens Blad den 3. juli 1998, bygger da blandt andet også på, at denne foranalyse kom i april 1996. Der er bare det lille problem, at hverken præster, kordegne og menighedsråd blev orienteret om denne foranalyse. Ved en gennemgang af Præsteforeningens Blad for april og maj 1996 finder man ingen orientering om foranalysen. Og der er heller ikke kommet en skrivelse ud fil præsterne om dette.
I øvrigt kan man også lede forgæves efter et punkt om personregistrering i Peter Krogsøes formandsberetning for Præsteforeningen i 1996 og 1997! Først i 1998 tog Peter Krogsøe det med. Og her orienterer han om, at rapporten nu er kommet, og skriver: "Dermed er sagen ført så langt frem, at der kan indledes en politisk behandling. Hvornår den er bragt til ende, kan det være svært, at sige noget om..."

Peter Krogsøe, der vel at mærke har siddet i arbejdsgruppen, og har ansvar for rapporten, har åbenbart ikke selv vidst, at han var med til at skrive en politisk betænkning, der var afslutningen på den politiske behandling! Har han sovet i timen? Er han blevet ført bag lyset af Kirkeministeriet, dets embedsmænd og det konsulentfirma, der har været ansat til at udarbejde rapporten? Eller har han kendt til sagens rette omstændigheder, men villet foregive ikke at kende til, at beslutningen ville blive truffet uden en høring? Man kunne have en mistanke om det sidste, da rapporten jo som nævnt skrives ud fra, at projektet skulle gå i gang fra midten af første kvartal '98!

Man har altså aldrig haft en chance for at gøre indsigelser mod dette projekt. For foranalysen havde heller ikke været tænkt som et oplæg til debat. Dette kom nemlig med al tydelighed frem i en artikel af kirkeminister Margrethe Vestager i Præsteforeningens Blad den 3. juli '98 og ikke mindst da kontorchef i kirkeministeriet Steffen Brunés - der har været formand for arbejdsgruppen - i et interview i Kristeligt dagblad den 26. juni '98 på den mest arrogante måde gav udtryk for, at den debat, der skulle være om dette projekt havde fundet sted på en kvalificeret måde, - og i øvrigt ikke vedrørte menighedsrådene, endsige burde være til folkelig debat. Dermed mente de, at biskopperne, provsterne, præsterne og kordegnene igennem deres repræsentanter i udvalget havde været orienterede om sagens forløb, og at en manglende information af de ansatte i kirken ikke var kirkeministeriets problem. Sådan vaskede kirkeministeriet sine hænder. For ud fra kirkeministeriets egen vurdering har den politiske proces juridisk set været korrekt,. Tilbage står biskoppernes, provsternes, præsternes og kordegnenes repræsentanter med sorteper. Tilbage står spørgsmålet, om ikke menighedsrådene og befolkningen i det hele taget burde have været orienteret? Og tilbage står spørgsmålet, om det virkelig kan være sandt, at en sådan ændring fra en decentral kirkebogsføring i sognene til en landsbaseret edbregistrering kan finde sted, uden det er folketinget, der beslutter det?

Til det sidste er det værd at bemærke, at kirkebogsføringen bygger på 2-8-7 i Danske Lov af 1683, hvoraf det fremgår, at det er en lokal bogføring af fødsler, dødsfald og kirkelige handlinger. Den seneste lov på området er "lov nr. 225 af 31. maj 1968 om anmeldelse af fødsler og dødsfald". Denne lov er blot en præcisering af, hvem der skal anmelde fødsler og dødsfald, og hvor og hvornår det skal foregå. Det er svært at se, at disse love skulle give belæg for, at man administrativt afskaffer kirkebøgerne til fordel for en central registrering, selvom §4 i lov nr. 225 bemyndiger kirkeministeren til at fastsætte nærmere regler for anmeldelser!

Det fremgår således med al tydelighed, at man aldrig har ønsket, at offentligheden skulle have kendskab til det mål, som kirkeministeriets arbejdsgruppe arbejdede hen imod. Arbejdsgruppen bestod af kontorchef Steffen Brunés, konsulent Niels Bjerregaard, specialkonsulent Jesper Daugaard, biskop Kresten Drejergaard, provsteforeningens formand Jakob Hvidt, Præsteforeningens formand Peter Krogsøe og Kordegneforeningens formand Per Niemann Korsholm. Og skal man finde frem til, hvor og hvornår beslutningen reelt er foretaget, og hvem der har haft en særlig interesse i at få projektet gennemført, er det også værd at hæfte sig ved, at konsulentfirmaet PLS Consult fra begyndelsen var ansat til at gennemføre udredninger og analyser, opstille løsningsmodeller samt ikke mindst fungere som sekretariat for arbejdsgruppen. PLS Consult, der i øvrigt er en del af den største danskejede managementkonsulentvirksomhed, kan jo nu fremover tjene gode penge på at bestyre og videreudvikle DNK-projektet!

Ser man på den politiske proces, kan man konstatere, at idéen med projektet på den ene side går tilbage til regeringens informationsteknologiske handlingsplan fra midten af 90'erne, og for det andet går tilbage til regeringens økonomiudvalg, der i juni 1994 iværksatte en analyse af Folkekirkens økonomi, der i maj 1995 anbefalede en undersøgelse af en edbbaseret personregistrering i Folkekirken.

På den baggrund blev arbejdsgruppen nedsat og bestillingen af foranalysen og rapporten blev fremsat. Samtidigt blev det fra politisk side slået fast, at personregistreringen skulle forblive i folkekirkeligt regi. Om end der ikke lå nogen officiel beslutning om at indføre en central edbregistrering i folkekirken, så var målet dog mere eller mindre fastlagt fra begyndelsen.

At der ikke kan herske nogen tvivl om dette, kan man se i de referater, der foreligger fra de møder, som arbejdsgruppen har afholdt først i forbindelse med foranalysen og siden med selve rapporten (der altså viste sig at være en betænkning).

Interessant er det her at nævne, at jeg bad øm at få tilsendt disse referater den 28. januar 1999. Og efter gentagne gange at have ringet og skrevet til kirkeministeriet og Steffen Brunés, modtog jeg dem 14. januar 2000! Det skulle tage næsten et år! Og dette for mig at se - alvorlige brud på ombudsmandens regler om en hurtig sagsbehandling i de offentlige systemer, kan jo kun indikere, at man bevidst har ønsket at tilbageholde oplysninger, mens man fik sat hele projektet godt i gang, så man i dag kan sige, at nu kan det ikke betale sig at stoppe det.

At målet om indførelse af en central edb-registrering mere eller mindre var fastlagt fra begyndelsen fremgår af det projektgrundlag som arbejdsgruppen skulle udarbejde sin foranalyse på. Her skulle man bl.a. etablere et overblik over de problemstillinger, der knytter sig til at udnytte edb i kirkebogsføringen, og opstille en plan for gennemførelse af projektet.

Arbejdsgruppens personer kunne nøjes med at bruge 4 møder fra den 24. november 1995 og frem til 8. marts 1996 til entydigt at nå frem til, at der skulle opbygges en central edb-base, samt udarbejde en plan for gennemførelsen af projektet. Ser man på de fire tynde referater, der foreligger fra de pågældende møder, så fremgår det da også tydeligt, at det er PLS Consult, der har lavet hele arbejdet. Arbejdsgruppens medlemmer er kun sjældent citeret. Og når det er tilfældet, er det bestemt ikke kritiske og opklarende spørgsmål til projektet der stilles, men i stedet for åndrige perler som eksempelvis denne af Præsteforeningens formand Peter Krogsøe: "Der er edb overalt", eller når samme person sammen med biskop Kresten Drejergaard citeres for følgende: "Der kan være følelsesmæssige problemer i forbindelse med at overføre kirkebogen til edb."

Som nævnt i det foregående, var det efter Foranalysens udgivelse i april 1996, at der burde have været gjort indsigelse. Foranalysen blev dog ikke sendt ud til høring, og de få indlæg, der kom i dagspressen, blev tiet ihjel. Jeg selv havde en samtale med Provsteforeningens formand Jakob Hvidt - et par måneder før analysens udgivelse - den 25. februar 1996, hvor jeg spurgte til de planer, der gik rygter om. Men han kunne berolige mig med, at Foranalysen var et typisk stykke bestillingsarbejde, der blot ville ende med at samle støv i ministeriets arkiver, og der ingen planer var om at afskaffe kirkebøgerne og indføre en central edb-registrering! Foranalysen foreslog dog det modsatte, og anbefalede en gennemførelse af projektet under ledelse af en styregruppe.

Styregruppen holdt allerede sit første møde godt et halvt år efter udgivelsen af Foranalysen. Og i den periode arbejdede PLS Consult videre med projektet.

Styregruppen - der i øvrigt kom til at bestå af de samme personer, som sad i den første arbejdsgruppe - kunne på 6 møder fra den 26. november 1996 og frem til den 4. december 1997 udarbejde den rapport, der skulle vise sig ikke at være et forslag til, hvordan det kunne gennemføres, men ganske enkelt en detaljeret plan for gennemførelsen af projektet, som - tidligere nævnt - trådte i kraft samme dag (den 4. februar 1998) som kirkeminister Ole Vig Jensen fremlagde rapporten for folketingets kirkepolitiske udvalg.

Ser man på referaterne fra de møder, som styregruppen afholdt, er det igen påfaldende, hvor lidt medlemmerne overhovedet har foretaget sig. De er ganske enkelt blot blevet informeret om arbejdets gang af kirkeministeriet og ikke mindst af PLS Consult, som lavede det meste af arbejdet.

Hvad der falder en mest i øjnene er, at allerede ved styregruppens første møde blev der som en selvfølgelighed arbejdet ud fra, at projektet nu var besluttet, og at opgaven nu gik på at sætte edbregistreringen i gang. Således blev der bl.a. talt om, at der skulle være en grundig uddannelse af kirkebogsførerne, at der skulle være støttefunktioner i systemet, hvordan finansieringen skulle foregå, hvad der skulle indkøbes af udstyr o.s.v. Og når man gennemlæser referaterne fra de følgende møder står det klart, at allerede fra begyndelsen var udarbejdningen af DNK-programmet allerede i fuld gang hos PLS Consult!

En anden interessant oplysning er fra styregruppens andet møde den 25. februar 1997, hvor man blev enige om ikke at udsende information om projektet. Der står flg. i referatet- "Hvis der åbnes generelt op for en drøftelse, er der risiko for, at en debat vil løbe af sporet." Altså et tydeligt bevis på, at man ikke har ønsket at offentligheden skulle kende til planerne. Man besluttede i stedet for, at styregruppens medlemmer kunne orientere deres bagland; at forskellige medlemsblade kunne tilbydes artikler; at der til sidst skulle udarbejdes en "folkeudgave" af slutrapporten; at det var kirkeministeriet, der skulle besvare læserbreve og henvendelser fra pressen, og at punktet om information skulle indarbejdes på dagsordenen, så styregruppen løbende kunne vurdere, om der skulle være behov for information. Her kan man så konkludere at styregruppen ikke har fundet dette behov under den såkaldte "designfase" frem til den 4. februar 1998. For styregruppens medlemmer fandt det ikke nødvendigt at informere deres respektive medlemmer/bagland. Der var heller ikke nogen medlemsblade, der fik tilbudt artikler. Og i de følgende møder kom punktet om informering aldrig på dagsordenen!

En tredie interessant oplysning i referaterne er, at ikke nok med, at PLS Consult på det 4. møde den 7. august 1997 kunne præsentere DNK-programmets prototype, men på det 5. møde den 10. oktober 1997 lå udviklings- og implementeringsplanen allerede klar.

Man spørger sig selv: Hvordan kunne Præsteforeningens formand Peter Krogsøe i sin årsberetning i foråret 1998 give udtryk for, at der først nu skulle iværksættes en politisk behandling? Hvordan kunne biskop Kresten Drejergaard i en kommentar i Kristeligt Dagblad den 12. februar 1998 skrive: ".., hvis (min fremhævning) man gennemfører det teknologiskift, som er beskrevet i de udvalgsarbejder, som er offentliggjort af Kirkeministeriet."? Hvordan kunne provsteforeningens formand Jakob Hvidt i en kommentar i Kristeligt Dagblad den 4. februar 1999 skrive: "Dels er intet forhåndsafgjort. Dels er intet betingelsesløst."? Og andre citater kunne trækkes frem, hvor arbejds- og styregruppens medlemmer bevidst har omgået, sløret og løjet omkring den sandhed, at hele beslutningsprocessen - siden Foranalysegruppen satte sig sammen første gang den 24. november 1995 - kun har arbejdet med ét mål foran sig: at få afskaffet kirkebøgerne og indført et centralt edbregister! Om ikke før, så var den beslutning i hvert fald foretaget, da styregruppen afholdt sit første møde den 26. november 1996!

Ja, - vi er alle: præster, menighedsråd og alle landets borgere blevet taget godt gammeldags ved næsen af styregruppens medlemmer, - og ikke mindst af dem, som burde have repræsenteret folkekirkens medlemmer: biskop Kresten Drejergaard, provsteforeningens formand Jakob Hvidt og præsteforeningens formand Peter Krogsøe!

Det er uholdbart - også teknisk

Der er meget, der tyder på, at politikere, embedsmænd, IT-specialister og tjenestemænd ikke er oplyst om Den Ny Kirkebogs tekniske aspekter. Under en gennemgang af følgende punkter vil jeg forsøge at kaste lys over en besynderlig, mørklagt sag.

• Lagring = Opbevarelse af elektr. oplysninger (data)
• Hardware = Computer med udstyr
• Netværk = Forbindelsen af computere
• Software = Programmer til computere

Lagring
Det er nok muligt at indsamle data og også at sortere data på EDB-udstyr. Med de rigtige systemer er EDB meget velegnet til behandling af store datamængder.
Men kendte elektroniske datamedier (harddiske) til opbevaring er sårbare og har meget begrænset holdbarhed. En holdbarhed, der er væsentligt ringere end avispapirs. Derfor vil det i uoverskuelig fremtid være nødvendigt at foretage opdatering, indlæse alle data igen og igen med korte tidsrum, der nok kan fastsættes politisk. Men ingen udøvende ma t, ingen minister kan garantere, at opdateringen kan finde sted ud over den eksisterende finanslov. Det er let at forestille sig, at også datamængderne en dag kan blive ramt af sparerunder i ministerierne. Allerede fra starten har man af økonomiske grunde opgivet at registrere, hvad der ligger forud for 1960. det er helt uoverskueligt, hvordan man i årtier eller i århundreder vil foretage sikker og genkendelig elektronisk registrering af borgernes civile data. Den sikreste overlevering til eftertiden vil fortsat være en forsvarligt ført og håndskreven ministerialbog. Vil samtiden så kun ofre en enkelt af slagsen, så er det dog bedre end de hastigt forgængelige og sarte digitale arkivalier.

Hardware
For at løse registreringsopgaven, har kirkeministeriet valgt at indkøbe meget ydedygtige computere af mærket Hewlett-Packard, HP. De er udstyret med hukommelse og processor (styre og beregningsenhed) og harddisk og programmer, der ekstremt overstiger de behov, der måtte stilles til den simple procedure - at indberette persondata via netværk. Denne lovgivne funktion kunne være udført på lettere udstyrede PC'ere, der ikke ville koste mere end 50% af de indkøbte.

En PC, der består kun af det allermest nødvendige udstyr. Processor, hukommelse med simpelt styresystem, mus, tastatur, skærm og kirkebogsprogram. Til gengæld ville maskinerne så ikke have samme fristende appel til brugerne.
Hvis ministeriet havde valgt en enklere løsning kunne man have risikerer en massiv skepsis over for hele DNKprojektet. Ministeriet har valgt, at de indkøbte maskiner skal løse registreringen af CPRdata, og samtidigt skal de være brugbare kontormaskiner for præsternes øvrige pastorale opgaver. Der må på KM-maskinen imidlertid ikke monteres scanner, kamera eller andet udstyr, som præsten har været vant til at anvende i sit arbejde. Heller ikke HP stoler alt for meget på deres maskiners stabilitet. Det er helt velbegrundet.

Denne sammenblanding af statslig registrering og pastoral, sjælesørgerisk udfoldelse på samme maskine har vist sig at være skæbnesvanger. En sognepræst observerede skarpsindigt, at fortrolige oplysninger fra hans PC-kalender uopfordret blev kopieret fil en anden PC under IT-kontorets administration.

Præsten følte sin diskretion og tavshedspligt trådt for nær og meddelte kirkeministeriet, at han kun agtede, at anvende maskinen til statslig registrering. En uforstående kontorchef kaldte præsten selvovervurderende. Har præsten mulighed for at anvende to maskiner til hver sin opgave, gør han nok klogt i at gøre det. En anden sognepræst har af IT-kontoret fået pålæg om at installere en opgradering af kmmaskinens programmer efter først af have formateret sin harddisk. En operation der medfører, at alle data slettes på harddisken. Derefter skal man selv installere programmerne igen fra installationsdisketter eller -diske, men alle personlige data vil være tabt for stedse. Præsten har udtrykt uvilje til at udføre IT-arbejde for ministeriet og manglende lyst til at slette sine filer. Hun er diskret blevet truet med tjenstligt pålæg om at lystre IT-kontorets instruktion.

Netværk
Med forbindelsen mellem alle præstegårde og ministeriet er der to problemer: 1) en sikker forbindelse og 2) regulering af trafikken på netværket.

PLS har rådgivet kirkeministeriet til en netværksløsning, der mildest talt er problematisk og som aldrig burde være iværksat. Hver registrerende computer burde stå i direkte og fast forbindelse med ministeriets servere og database. Det havde været et lukket netværk, der ikke kunne brydes ind på Af udenforstående. Et sådant netværk findes allerede mellem kommunerne og CPR-registeret.

Det er blevet sagt, at det var kostbart at nå de yderste sogne med faste, permanente forbindelser. Derfor er der kun oprettet et netværk med faste forbindelser mellem kirkeministeriet og landets stifter. Det er da et skridt på vejen. Den sikre trafik på kirkenettet kan med andre ord kun finde sted mellem ministeriet og stifterne.

Når der skal etableres kontakt mellem sognene og stiftet, så bliver teknikken svag og mangelfuld. Der etableres forbindelse ved hjælp af telefonnettet. Det er som bekendt tilgængeligt for alle, der ringer op til et kendt nummer. Sognene og stiftet har et såkaldt ISDN-nummer, men dog et nummer i gængs forstand. Foretages der opkald med en PC til ISDN-nummeret støder man øjeblikkeligt ind i en "brandmur = Firewalll" der kræver et personligt, kendt kodeord for at komme videre på kirkenettet. For de fleste vil det være umuligt at komme videre uden kodeord. Der findes dog ikke den elektroniske hindring, der ikke kan forceres med lidt behændighed. Man kan sammenligne sikkerheden ved etablering af en Firewall med den sikkerhed en husejer får mod indbrud, hvis han kalker vinduerne på sin glasveranda. Derfor bliver data under oversendelsen gjort umiddelbart ukendelige ved kryptering.
På modtagerstedet får dataene deres normale udseende igen ved dekryptering. Denne kodning og afkodning er som Firewalls imidlertid også kun en relativ sikkerhed. Derfor har kirkeministeriets sikkerhedskonsulent, Uni-C også indrømmet, at det er muligt for den kyndige at skaffe sig adgang og kigge med under transmissionerne. Når det endvidere er kendt, at PLS-Consult har valgt at anvende det samme transmissionssprog, TCP/IP, der bruges på internettet, så vil man forstå, at de tekniske redskaber, der skal bruges for at kigge med på linien ikke er forbeholdt de få. Der er jo som bekendt millioner af intenetbrugere i verden. De mange præstegårde med tilkobling til kirkenettet via ISDN-telefonlinie på det offentlige telefonnet er indlysende nok en sikkerhedsrisiko i DNK-projektet.

Det har med formildende røster været hævdet, at der kunne da ikke ske forfærdeligt store ulykker ved, at nogen kunne kigge med. Det vil jeg ikke vurdere, men dog udtrykke fordømmelse over ubegrænset indsigt i et offentligt register. Men kan der kigges med, så kan der også skrives med, og i så fald er ulykkerne uoverskuelige.

Det har også været hævdet, at CPR-systemet har virket sikkert og uden indtrængen siden 1960. det er en god iagttagelse, der netop taler for, at PLS-Consult har vejledt kirkeministeriet så grundigt, at det er blevet til vildledning. CPR-systemet er netop baseret på faste og lukkede forbindelser mellem folkeregistrene og indenrigsministeriet, ligesom det primære netværk mellem kirkeministeriet og stifterne.

Et PC-netværk kan anvendes til at styre alle tilsluttede maskiner samt til at fastlægge brugernes rettigheder. Net-værksadministratoren kan centralt styre opgradering af programmer på km - maskinerne. Det gør han tilsyneladende ikke. Netværksadministratoren kan fastlægge, hvornår brugerne må bruge deres PC på netværket. Det gør han. Udenfor almindelig arbejdstid kan præsterne ikke indberette persondata og udskrive attester. Præster må jo kunne ordne deres papirer fil weekenden inden fredag kl. 18. Herefter er databasemaskinerne optaget og har travlt med at bekræfte sig selv og hinanden i, at alt er som det bør være. Det må enhver kirkebogsførende præst være begavet nok til at forstå vigtigheden af. Det nytter altså ikke at tage aftentimer og weekends i brug, hvis man har tænkt sig at bruge kirkenettet.
Netværksadministratoren kan også bruge nettet til at undervise alle brugere i de nødvendige færdigheder til de nye IT-arbejdspladser. Det gør han ikke. I stedet skal præster og kordegne og sekretærer og medhjælpere fra hele riget rejse til AMU-centeret i Odense for at blive delagtiggjort i de nye lyksaligheder. Det er nok også det bedste. For der har vist sig at være så mange og så svære problemer med netværket, at der er større tryghed ved at løse opgaverne ansigt til ansigt, som man altid har gjort det i sognenes kirkekontorer og præstegårde.

Men så kan Netværksadministratoren også sørge for, at præsterne kan sende e-mails til hinanden. Det lyder da fornuftigt. Og det prøver han så at gøre. Men af grunde, som IT-kontoret enten ikke kender eller ikke vil indrømme, så har km-maskinerne problemer med at sende og videresende danske bogstaver æ, ø og å i breve, som de modtager fra brevskrivere uden for kirkenettet eller som de videresender også til modtagere uden for nettet. Det betyder, at man enten skal nøjes med at skrive til km-brugere eller også skal man ignorere det sølle problem, at dansk jo kun skrives og tales af så forsvindende få mennesker i verden. Indtil videre har der har vist sig en resigneret overbærenhed fra præsterne, der har oplevet, at der i stedet for danske bogstaver dukkede underlige koder op i deres elektroniske post. Gentagne klager til kirkeministeriets IT-kontor og til HP har ikke bragt nogen løsning på problemet, der har været kendt siden provsterne som de første fik installeret kirkeministerielle computere i 1999. Den første reaktion fra IT- kontoret var en ubegrundet optimisme om, at problemerne nok ville forsvinde, når der blev opgraderet til nyere programmer. Og der blev opgraderet, og nye problemer kom til.
Men der var stadigvæk ikke sikkerhed med de danske bogstaver. Optimismen holdt ikke stik, men den led heller ingen knæk.

Netværksadministratoren har ikke afsløret, hvad han er pålagt at udføre på alle netværkets maskiner. Han har heller ikke afsløret, hvad han af egen tilskyndelse finder nødvendigt at foretage sig på netværket. Mulighederne er utallige. Man kan eksempelvis iagttage, hvornår der sidst er blevet trykket på tastaturet på en km-maskine. Man kan se hvem, der har brugt internettet, hvornår, hvor længe og hvilke web-sider, der har været besøgt. Der er ganske vist ved cirkulære nedlagt forbud mod at kopiere og kigge i præsternes kalendere og dokumenter. Det virker hverken beroligende eller særligt overbevisende om IT-kontorets forståelse for sognepræsters særlige arbejde og ansvar. Mulighederne for overvågning og regulering er helt uoverskuelige med de valgte løsninger.

Software
Til at styre km-maskinerne har PLS valgt verdens mest udbredte og kendte styresystem - Windows fra Microsoft. Dermed er der behændigt styret udenom arbejdsministeriets famøse PC-problemer. Til gengæld er der ingen der, ved hvor det bærer hen med Windows. Systemet har været forkætret og forhadt lige siden de første versioner så dagens lys. Fastfrosne programmer og pludseligt afbrudte og genstartede maskiner har været hverdagskost i samtlige versioner, der med den seneste udgave er tæt på dusinet i antal. heller ikke med denne er der har nået fuldkommenhed i henseende til stabilitet og driftssikkerhed. Der har aldrig eksisteret en version, der problemfrit har været i stand til at administrere alle en PC's enheder. Harddisken volder stadigvæk problemer. Dertil kommer at windows efterhånden er blevet så omfangsrigt og kompliceret, at programmet har vanskeligt ved at styre sig selv. Det er et kendt problem, at forandringer kan medføre vanskeligheder.

Man kan derfor blive så forskrækket for at ændre noget som helst, at IT-kontoret har måttet udstede forbud mod på en KMPC at ændre noget som helst eller mod at foretage sig noget, der ikke på forhånd er godkendt af Netværksadministratoren. Den allerede beskrevne opgradering medfører, at Netværksadministratoren har taget samtlige sognepræster og andre brugere i sin tjeneste som PC-medarbejdere med ubegrænset pligt til at vedligeholde kirkeministeriets netværk. Har kirkebogsførere før udført begrænset arbejde for staten, så er disse grænser nu ophævet. Det har altid været sognepræstens pligt at føre tilsyn med eksempelvis klokkeringningen. Det har vist nok aldrig betydet, at det også medførte pligt til at udbedre eventuelle mangler ved klokkerne.

Med de nye kirkeministerielle computere ser det imidlertid ud til, at sognepræsterne ikke kan nøjes med at være brugere og tilsynsførende, de skal også udføre tidsrøvende udbedringer og opdateringer. Det ville nok være viseligt at lade sognepræsten nøjes med tilsynspligt i forhold til km-maskinen. Kirkenettets servere har deres eget styresystem, der må antages at være årsag til ovennævnte problem med de danske bogstaver. Det kan undre, at leverandør og konsulentfirma ikke har været i stand til at finde en tilfredsstillende løsning. Man kan mistænke HP for at have leveret en løsning, der er indrettet efter amerikanske standarder, der jo ikke behøver at tage hensyn til sproglige minoritetsproblemer. Man må håbe, at PLS-Consult vil være i stand til at udvikle et registreringsprogram, der kan registrere danske navne med kendte danske bogstaver så Søren og Age Grønbæk ikke skal have ufrivillig navneændring. Indtil videre må det blive ved optimismen.

Teknikken er på nuværende tidspunkt ikke i stand til at levere en tilfredsstillende løsning af de relevante problemer for kirkebogsregistreringen. De valgte løsninger synes at skabe flere problemer end de løser. At de også synes at medføre en uoverskuelig forandring af sognepræsternes arbejde og stilling er en helt anden sag, der er nok så væsentlig.

Fra sognets kirkebog til ministerens computer

Kirkebogen, der ingen kirkebog er
Stor var vor forbavselse, da vi præster i det tidlige forår '98 modtog et hæfte, hvis forside prydedes af et mærkeligt billede, som forestiller en mellemting mellem en opslået bog og en computer. Nedenunder stod: "Den ny kirkebog" og som undertitel: "En introduktion". Og nederst- "Kir-keministeriet 1998".
Inde i hæftet kunne vi læse, at "Den Ny Kirkebog" skulle indføres fra år 2001. Den "elektroniske kirkebog" blev den også kaldt.

Som så mange andre præster, der havde modtaget hæftet, tænkte heller ikke jeg videre over den sag, før jeg i en ledig stund for en ordens skyld bladrede hæftet igennem for at se, om der var noget af vital betydning for os præster. Det var der!

Men det var svært at forstå. Kun langsomt dæmrede det for én, hvad sagen egentlig drejede sig om, for ordene var underligt selvmodsigende og usammenhængende.
Den Ny Kirkebog skulle være "efterfølger for de håndskrevne protokoller", stod der. Det måtte jo betyde, at kirkebogen simpelthen skulle afskaffes, fjernes fra sognene, præsternes og kordegnenes brand- og tyverisikrede bokse. Udtrykket "Den Ny Kirkebog" betød altså, at der slet ikke skulle være nogen kirkebog, som præster og kordegne skulle skrive i, hvem der var født, døbt, konfirmeret, viet, begravet.

I stedet skulle alt det, vi plejer at skrive i kirkebogen i sognet, tastes ind på en computer, som alle præster ville få stillet til rådighed. Hvordan man kan kalde det en "kirkebog" forbliver til denne dag en gåde.

Sognets kirkebogsførere - uden kirkebog og sogn
Det viste sig nu, at ministeriet ville samle optegnelserne fra alle kirkebøger i det, som i computersprog kaldes en "central database'. Det betyder, at man med moderne teknik samler alle oplysningerne på ét sted - i ministeriets computersystem.
I hæftet kaldtes vi stadig "kirkebogsførere", men der var jo tale om det modsatte: Vi skulle jo ikke mere føre en kirkebog, som står i vort sogn. Vi skulle indtaste alle oplysningerne til ministeriets computer, og det kan man dog ikke kalde at "føre kirkebog".
Og man kunne slet ikke kalde det at føre sognets kirkebog. Der var jo i virkeligheden tale om, at hele landet blev gjort fil ét stort sogn med én stor "kirkebog". Når vi i fremtiden skrev oplysninger ind, var det jo ikke i sognets bog, men til ministeriets computer, hvor alle oplysninger fra alle sogne herefter ville stå.

Hvem "ejer" denne bog? Det gør kirkeministeriet, og en nærmere undersøgelse af hele sagen i andre rapporter og cirkulærer gjorde det klart, at det i fremtiden ville afhænge af kirkeministeriets politiske planer og udspil (i samråd og -spil med andre ministerier, f. eks. justits- og indenrigsministeriet), til hvilke formål oplysningerne ville kunne anvendes.

Sagen viste sig altså at have langt mere alvorlige konsekvenser, end vi fra begyndelsen havde gjort os klart. Fra at være kirkebogsførere, der havde tavshedspligt mht. oplysningerne i sognets kirkebog, var vor status altså nu ændret til at være ministeriets meddelere og leverandører af oplysninger om vore egne sognebørn. Ansvaret for overholdelse af tavshedspligten ville i fremtiden ligge - ikke hos os, men afhænge af ministeriets vilje og evne til at opbygge et elektronisk system, som ingen kan bryde ind i samt bero på, hvem ministeriet ved politiske beslutninger (love, cirkulærer og bekendtgørelser) vil lade kirkebogsoplysningerne tilflyde.
Af en stor rapport, som kirkeministeriet i begyndelsen kun modvilligt sendte os præster, fremgår, at planerne er, at en langt større kreds af myndigheder skal have direkte adgang fil oplysningerne.

Det hele kan opsummeres således: Hvor præstens embede og dermed ansvar før var knyttet til sognet/sognene, hvortil præsten var kaldet, og hvor tavshedspligten var en pligt, der udsprang af hensynet til dette/disse sogn(e), er præsten nu blevet direkte tilknyttet og undergivet ministeriet med ansvar for at levere de rigtige oplysninger fil ministeriets bog. Eller man kunne sige, at præsten nu er embedsmand for ministerens sogn, som med hensyn til registrering er hele landet.

Det vil i praksis ikke alene gå således til, at der i fremtiden ikke vil være nogen bog at skrive i - kun en computer at indlevere oplysninger på - men det vil betyde, at en borger, som for eksempel flytter fra sit fødesogn fil et andet sogn her i landet, ikke (som nu) flytter fra de registrerede oplysninger. De er jo samlet centralt i en "kirkebog' for hele landet og kan trækkes ud overalt og hvorsomhelst, en borger flytter til. Ministeren er blevet den egentlige kirkebogsansvarlige, præsterne reduceret fil meddelere.

Den virkelige mening
Nysgerrigheden efter at vide mere blev vakt. Det viste sig, at sagen havde langt dybere perspektiver og alvorligere konsekvenser.
Cpr-registeret blev i sin tid oprettet som et adresseregister til brug for skattemyndigheder og folkeregistre. Registeret var altså beregnet til at finde frem til borgerne og kunne ikke anvendes til andet. "Den Ny Kirkebog" skal først og fremmest bruges fil at afskaffe den rigtige kirkebog, som skal vige pladsen for et helt anderledes cprregister. Ja, vi kan sige, at hensigten er, at cprregisteret skal være den egentlige "kirkebog".

Tilbage fil 1960 skal personoplysningerne fra kirkebøgerne overføres til cpr-registeret. Det skyldes, at cpr-registeret rummer mange fejl og desuden ikke er retsgyldigt.
Når en person skulle identificeres eller selv bevise, hvem vedkommende var, var dåbs-/fødsels-, navneattest (udskrevet fra sognets kirkebog) det eneste gyldige.

I fremtiden bliver det ministeriets centrale computersystem, vi skal udskrive attesterne fra. Det betyder, at det først og fremmest er det centrale cpr-register, som rummer de gyldige oplysninger. Ansvaret for gyldigheden af de oplysninger, som indrapporteres ligger imidlertid stadig hos præsterne - i byerne kordegnene, uden at man skal glemme, at det også her er præsterne, der har det egentlige ansvar for korrekt registrering.

Præsterne skal altså beholde ansvaret for at taste de korrekte oplysninger ind og dermed levere den gyldighed, som cpr-registeret hidtil har savnet. Skønt mange ikke ved det, er cpr-registeret - som vi kender det idag - i virkeligheden ikke særlig meget værd. Det har ingen juridisk værdi, og oplysningerne er mangelfulde og undertiden direkte forkerte. Idet man nu lader præsterne beholde det juridiske ansvar for at indtaste de korrekte oplysninger, som overføres til cpr-registeret, er cpr altså blevet den egentlige afløser for kirkebogen. Oplysningerne har retsgyldighed, og hvad der i fremtiden står i cpr om en borger - er denne borgers identitet overfor offentlige myndigheder osv.

Sagt kort: præsterne skal i fremtiden kun have den ene funktion at være det led, der giver personoplysningerne om samtlige danske borgere deres juridiske gyldighed og garanterer oplysningernes korrekthed.

Da cprregisteret hører under indenrigsministeriet, hvis behandling af oplysningerne igen har sammenhæng med justitsministeriets praksis og bestemmelser, kan enhver se, at præsten er blevet embedsmand under tre ministerier: kirke-, indenrigs- og justitsministerium.

Videre perspektiver
I den oven for nævnte store rapport fra kirkeministeriet henvises mange steder til et EU-direktiv fra 1995 om personoplysninger. Direktivet skulle være udmøntet i dansk lov senest i '98 som afløser for det, der til nu har heddet "registerloven", men det er ikke sket; folketinget har ikke kunnet enes om lovens udformning.

Om EU er der som bekendt for og imod. Det er ikke emnet her. Derimod skal det stå klart, at den ny lov om personoplysninger er et led i udveksling af fortrolige oplysninger over grænserne inden for EU.

Der er idag ingen af os, der ved, hvad det hele ender med. Vi ved blot, at grundstammen i denne kolossale koncentration og centralisering af personoplysninger (beregnet til udveksling over landegrænserne) er præsternes indtastning på computerne.
Desuden fremgår det klart af kirkeministeriets store rapport, at adskillige myndigheder, som indtil nu har skullet anmode den lokale sognepræst om oplysninger fra kirkebogen (med angivelse af lovhjemmel), herefter får frit adgang til at gå direkte ind i den centrale database og trække de oplysninger, som skønnes nødvendige ved behandlingen af en bestemt sag.

Med den "Den Ny Kirkebog" kan alle oplysninger om alle borgere trækkes ud af ministeriets centrale register alt afhængig af, hvem ministeriet efter forgodtbefindende bemyndiger dertil. De enkelte sognes stempler vil miste deres betydning. Skulle vi for et syns skyld få lov fortsat at stemple med sognets/pastoratets navn, vil det kun være et dække over, hvad stemplet rettelig burde aftrykke: "Kirkeministeriet" eller bedre: "Rigsregistraturen". Sognepræsterne reduceres til ministerens politiske marionetter i spillet om magten over oplysningerne om borgerne.

Konklusion
Det er afgørende, at menighedsrådene er klar over, hvad der foregår. Der er ikke tale om en praktisk foranstaltning, men om, at præstens forpligtelse over for ministeriet nu er sat over forpligtelsen over for det sogn, præsten er kaldet til og har sit embede i. Fra at være ansvarlige i vort arbejde i sognet og for sognet er vi blevet til ministeriers politiske håndlangere, som skal levere gyldigheden af de oplysninger, der kan bruges centralt til de politiske formål (nationalt og internationalt), ministerierne efter forgodtbefindende måtte finde relevante, fordi præsterne har sørget for oplysningernes gyldighed juridisk og sagligt.

Det er ikke kun en mulighed at sige nej til denne politisering af præsternes arbejde. Det er en pligt, som udspringer af præsternes embede i sognet. Det er imidlertid også en opgave for menighedsrådene, som udfører deres arbejde for sognene, de er valgt af, at sige nej fil, at deres præst bliver ministeriets meddeler i stedet for fører af sognets kirkebog.

Utallige gange har jeg hørt den indvending, at folkeregistrene i forvejen sender oplysninger til cpr-registeret baseret på oplysninger fra præster/kordegne. Dertil er at sige, at cpr-registeret er oprettet af staten, ikke af præsterne, og at vi efter manges mening allerede har alt for megen registrering, er ingen begrundelse for, at præsterne skal medvirke til, at cpr-registret over samtlige danske borgere forvandles til et smidigt politisk redskab for al slags overvågning og kontrol, et redskab, som det vel at mærke ikke kan blive, hvis præsterne og menighedsrådene nægter at være politiske håndlangere og i stedet holder sig til opgaven: At forkynde Guds ord (præst) og "...byde gode vilkår for den kristne menigheds liv og vækst" (menighedsråd).

"Efterskrift"

En væsentlig årsag er, at kirken aldrig fik sin egen selvstændige forfatning, sådan som der er lagt op til efter Grundlovens paragraf 66. Her står der ligefrem: »Folkekirkens forfatning ordnes ved lov.«

Man forsøgte en fire-fem gange i årene efter 1849 at lave et forslag til forfatning. Når det ikke lykkedes, skyldtes det først og fremmest, at politikerne ikke ønskede at afgive den magt kirkens folk. Kun på lokalt plan fik man en ordning i magt til form af den første menighedsrådslov fra 1903.

»I stedet anvender man begrebet: kirkens indre anliggender. Det har været brugt til at sige, at der må være noget ved kirkens ledelse og funktion, som ikke alene er et politisk eller juridisk spørgsmål, men som har noget at gøre med kirkens åndelige indhold. Et område, der er reserveret til nogle, som ikke er politikere.« Biskopperne fører tilsyn med kirkens åndelige indhold - i samarbejde med præster og menighedsråd - og det er en retstilstand, fastslår Lisbet Christoffersen. Men problemet er, at det ikke er beskrevet, hvor langt deres kompetence rækker i forhold til ministerens.
"Min opfattelse er, at man vil kunne komme et godt stykke vej ved at anlægge et religionsfrihedsperspektiv," siger Lisbet Christoffersen.

Levn fra Enevælden
Religionsfriheden blev herhjemme - i modsætning til mange andre steder - skrevet direkte ind i junigrundloven fra 1849. Det skyldtes ikke mindst Søren Kierkegaards bror, der som præst nægtede at tvangsdøbe sine sognebørn, som det ellers var pålagt præsterne af den enevældige konge.

Men religionsfriheden er som alt andet i den danske grundlov meget ordknapt beskrevet. Hvis man dykker ned i den Europæiske Menneskerettighedskonvention - som vi sidenhen har gjort til lov, og som er godt på vej til at få grundlovskraft - så præciserer den, hvad religionsfrihed betyder:
l artikel 9 fremgår det, at det bl.a. gælder friheden til »at udøve sin religion eller tro gennem gudstjeneste, undervisning, andagt og overholdelse af religiøse skikke.« »Her får vi pludselig en religiøs kerne beskrevet - indholdet i religionsudøvelsen. Det er et område, som er beskyttet af religionsfriheden, og hvor staten ikke må gå ind og regulere, men blot understøtte kirken. Og skal man identificere kirken, må det være en kombination af lægfolk, præster og biskopper, men ikke ministeren,« siger Lisbet Christoffersen.

»Jeg ville ikke have svært ved at placere salmebogen som tilhørende folkekirkens religiøse kerne. Her er vi meget tæt på egentlig religionsudøvelse. På samme måde som hvis det handler om ritualerne og hvilke tekster, der skal læses i kirken. Mens derimod spørgsmål om eksempelvis Økonomi, stillinger og sognestruktur ikke på samme ligger centralt l den religiøse kerne. Spørgsmålet om kirketællinger - det er et teknisk, administrativt, politisk, økonomisk, juridisk spørgsmål, punktum. Det ligger ikke i centrum af religionsudøvelsen.
Endvidere er det et område, der er lovgivet på, og hvis ministeren vil ind og ændre på det forhold, må hun ændre på lovgivningen.

Jeg synes, at sagen om salmebogen er et godt eksempel på, at vi på det folkekirkelige område stadig har nogle rester fra Enevældens tid - af »Religionsvæsenet«, som man kaldte statskirken under Enevælden. »Vi har aldrig fået ryddet op og fået den afklaring, som en kirkeforfatning ville have sikret, hvad angår kirkens indre anliggender, og jeg tror, at behovet for afklaring vil blive stadig mere tydeligt«. - siger hun.