Indvendinger imod direkte demokrati
Vi vil her koncentrere os om de væsentligste indvendinger mod det direkte demokrati (DD). Læsere, der måtte være interesseret i en systematisk redegørelse for bevæggrunde, der taler for og imod DD, henvises til speciallitteraturen.
Først vil vi meget kort gøre rede for den intuitive tankegang, der ligger til grund for hver enkelt indvending. Derefter vil vi gå over til en grundig diskussion mht. holdbarheden af hvert enkelte punkt. Indvendingerne, som vi vil se på, er:

1. »Aldrig-i-min-baghave« (AIMB): Et flertal af vælgere er enige om, at der er behov for et nyt stort el-kraftværk eller rensningsanlæg. Men når man opdeler svarene på regioner, ses, at vælgerflertal i hvert region går imod, at værket/anlægget skal ligge i netop deres egn af landet. Argumentet gælder ikke kun for geografiske placeringer af kraftværker/elmaster osv., men principielt for alle forhold, hvor ens egen situation og/eller økonomi er involveret.
2. »Budgetproblemet«: Når befolkningen skal stemme om besparelser på de offentlige budgetter, noterer man f.eks., at der er et flertal for at spare 10% i alt. Hvis man dernæst spørger i detaljer, spores en selvmodsigelse: Flertal for kraftige besparelser på områder af budgettet, hvor der ikke kan spares mange millioner (f.eks. Det Kongelige Teater og flygtningehjælp) og samtidig en modvilje mod at spare på de tunge poster (som sygehuse og undervisning).
3. »Emotionsproblemet«: Dagen efter at en sindssyg har begået et bestialsk mord, og folkestemningen derfor er i oprør, er der pludselig flertal for genindførelse af dødsstraf. Få uger senere, når sindene er faldet til ro igen, er der flertal for at retsforfølge skarpretterne.
4. »Faren for flertalstyranni«: Hvis der indføres et simpelt flertalsstyre i enkeltsager, er der fare for, at flertallet opfører sig urimeligt overfor mindretal, f.eks. etniske eller religiøse minoriteter.
5. »Vælgerne er for konservative«: Vælgerne går principielt imod større ændringer i deres hverdag. Ofte er det derfor nødvendigt med en anelse »frivillig« tvang, når der i samfundet skal indføres nye skikke, adfærdsændringer (feks. tvungen brug af sikkerhedssele) osv. Erfaringen fra Svejts viser, at folkeafstemninger (referendum) virker »konservative«. Politikere er derimod i højere grad end vælgerne disponeret for progressivitet og nytænkning.
6. »Kontinuitetsproblemet«: Hvis befolkningen spørges til råds om dette og hint, så går det ud over kontinuiteten i den politiske beslutningsproces: Den ene dag er der et knebent flertal for EF-Unionen, når afstemningen gentages ugen efter, bliver resultatet, at modstanderne får overtaget.
7. »Vælgerne er for uvidende (dumme)«: De almindelige vælgeres indsigt i og viden om politiske og samfundsmæssige forhold er alt for ringe til at man kan betro dem afgørelsen af inden- og udenrigspolitiske anliggender. De folkevalgte har derimod bedre evner og mere tid til at hellige sig de politiske beslutningsprocesser. Punkterne 1-7 vil blive behandlet udførligt forneden. Til denne liste kunne man føje tre punkter. Disse punkter vil kun blive kommenteret summarisk under henvisninger til andre afsnit i denne bog, hvor de er blevet/vil blive diskuteret mere indgående. Punkterne er:
8. »Vælgerne er for sløve og ugidelige«: I foregående kapitel har vi gjort opmærksom på det athenske fortilfælde og på Says lov, der medfører, at udbud skaber sin egen efterspørgsel.
9. »Et DD bliver et afstemningsdemokrati uden egentlig debat«: Denne indvending kan vi tilbagevise med udgangspunkt i, hvordan vi vil indrette trykknapdemokratiet. Der bliver her righoldig mulighed for debat. Se det foregående kapitel.
10. »Det er for dyrt«: Ligeledes i foregående kapitel har vi givet et overslag over de forventede etablerings- og driftsomkostninger ved et direkte trykknapdemokrati. Det overlades til læseren at vurdere, om de anførte totalbeløb er for store.