Må vi så være her

BRH handler ikke altid i Folketinget i overensstemmelse med hvad hun siger og skriver. Hvis hun var tro overfor hvad hun skriver i nedenstående artikel, kunne hun nok opnå genvalg. Men hvem tør tro på en venstrepolitiker? JR

JP'S FORSIDE i går er interessant. Et billede af vor kernedanske gamle skjald, ytringsfrihedens forkæmper Grundtvig pryder forsidens midte. Side om side med Grundtvig er avisens hovedhistorie, at munden skal lukkes på indenrigsminister Karen Jespersen.
Indenrigsministeren har tilladt sig at hævde, at islamiske værdier ikke skal have ligeværd med danske værdier.

Fra de stuerene saloner i det engang så frihedselskende parti Det Radikale Venstre lyder der omgående skrig og skrål. Andelig kappestrid er ganske enkelt for stærk kost for moderne radikale.
Den kendsgerning, at den islamiske lære med sin foruroligende sammenblanding af religion og politik ikke blot er uforenelig med demokratiet, men også uforenelig med protestantisk kristendom, må efter de radikales mening ikke siges højt i Grundtvigs fædreland.
Ånden svæver lavt hos de radikale. Den åndelige kappestrid skal underkues. Forskellene skal ignoreres, uanset hvor reelle de end måtte være. Den politiske korrekthed frygter forskellene.

Derfor skal det siges med tordenrøst. Danskerne er ikke en tilfældig etnisk gruppe, og danske kristne er ikke en tilfældig religiøs gruppe. Vi har boet her og levet her i tusinder af år, og vi har været kristne i mere end tusind år.

Det er ikke lighed
Tilstedeværelsen af mennesker med anden etnisk baggrund og anden religiøs tro skal ikke få os til at opgive vort eget.
Lighed er ikke, at mindretallene øver tvang mod flertallets ret. Danskerne er et folk, hvor flertallet har indrettet sig med demokrati og med en folkekirkelig ordning, fordi vi er et kristent folk, hvor de fleste forældre fortsat lader deres børn døbe. Denne historiske forudsætning og bundethed er en del af vor identitet, også i samværet med vore nye ikke-kristne medborgere.
Vi har grundloven, der netop forudsætter o hævder forskellene samtidig med, at grundloven netop fastslår, at retten til religionsfrihed, ytringsfrihed og anden frihed ikke er afhængig af tro og hudfarve. Frihedsrettighederne gælder enhver. Mere fornemt kan det ikke være, og derfor skal særlige mindretalsgrupper som gruppe ikke have positive rettigheder endsige forhindre flertallets ret til fri debat og åndelig kappestrid.
Det er hverken diskrimination eller racisme over for mindretallene, at flertallet vedkender sig de historiske rødder med demokrati og kristendom. Tværtimod bør vi besinde os på, at vor kristendom med dens adskillelse af tro og politik netop er forudsætningen for vort demokrati.

Vi ophæver os selv
Kun de, der er angste for forskellene, vil hævde, at den farlige cocktail religion og politik forenet i islamisk lov er forenelig med det danske folkestyre. Kun de, der er angste for at erkende, at vi er forskellige, vil hævde, at islam, jødedom og kristendom er ét fedt.
At underkue dem, der insisterer på at diskutere forskellene, og at hævde, at vi alle er ens, er ikke blot at forråde kristendommen og vor egen arv, men det er i virkeligheden at ligge under for angsten for det forskellige. Og med frisind har det intet at gøre.

Frisind er tværtimod, med udgangspunkt i egen tro og eget ståsted, at respektere andres ret til at tro noget andet. De åh så politisk korrekte må affinde sig med, at kristne har valgt andre religioner fra. Men kan ikke være både kristen og jøde eller både kristen og muslim. Tør vi ikke diskutere forskellene, og tør vi ikke agte det medmenneske, der er anderledes end os selv, så ophæver vi ikke bare forskellene og respekten for dem, der er forskellige fra os selv, nej, så ophæver vi vor egen identitet og dermed os selv, vort folk, vor tro og vort demokrati.