Eksamen føder magt

HVILKEN ROLLE spiller de højere læreanstalter i den sociale kamp? Hvordan påvirker disse skoler samfundet?
Nævnte spørgsmål er af kolossal vigtighed. Før i tiden fandtes relativt få mennesker med en længerevarende uddannelse. De belæstes indflydelse på udviklingen forekom derfor begrænset.

I dag er situationen en hel anden. Lad os få nogle tal på bordet.
I flere hundrede år var universitet i hovedstaden landets eneste højere læreanstalt. Ved år 1900 studerede mindre end 500 på skolen. Dette tal vokser forholdsvis moderat i første halvdel af det 20. århundrede. Men fra 1960'erne sker der noget. Mængden af læsende på Københavns Universitet overstiger de 20.000 i tal. For øjeblikket er der immatrikuleret 34.547 studenter ved læreanstalten.

Magten i bøgerne
Det er noget, der rykker. Samtidig skal man tage i betragtning, at Danmark i dag har flere højere skoler på banen. Det forholdsvis beskedne Aalborg Universitet tegner sig eksempelvis for 13.000 studerende. Andre og tilsvarende læreanstalter kører i et væsentligt højere gear. Omkring 150.000 unge mennesker er i gang med en langvarig teoretisk skoling.

Hver af de akademiske institutter har desuden knyttet til sig en omfattende lærerstab, administration og forskergruppe. Det er noget, der rykker. Eksamen føder magt. Teoretisk skoling udklækker et herrefolk. Uddannelse er klassedannelse. De boglige studier er i bogstaveligste forstand skelsættende.
Uligheden vokser i samfundet. Den sociale struktur ændrer fuldstændig karakter.

Ikke kapitalister
Men hvor bevæger de intellektuelle sig hen? Hvilken type af samfund giver kandidaterne udviklingsmuligheder? Akademikerne vil ikke være kapitalister. Det står fast. Eksamensbesidderne har ingen planer om at få deres eget. De vil ikke trækkes med egen gård, fiskerkutter, dambrug, fabrik, minkfarm, butik, værksted eller vognmandsforretning. Ikke noget med selveje. Boglærde kræver et embede. De vil have et skrivebord.
Denne stræben får skæbnesvangre konsekvenser. De intellektuelle er nemlig i stand til at forme samfundet i deres eget billede. Magten i bøgerne forekommer uimodståelig. Hit med et embede, lyder parolen.
I begyndelsen gik det slet ikke så let. Markedet vendte jævn hen det døve øre til kandidaternes råben. Kapitalismen hylder nemlig de selvregulerende mekanismer.
Ret beset er embedsvæsnet et frit samfunds modstykke.

Hvad skal de næringsdrivende med rapportskrivere og forvaltere, kommissærer og overvågere? Selvstændige næringsdrivende vil selv.
Altså måtte læreanstalterne forholde sig fjendtligt over for kapitalismen. Embedssøgende kan ikke bruge den ukrænkelige ejendomsret til noget. Næringsfriheden blokerer for standens ambitioner. For kandidaterne drejer det sig om at få de selvregulerende kræfter udskiftet med de embedsregulerende.

Et økonomisk system med handlefrihed er noget skidt. Handlingsplaner derimod udgør et gode. Planlægning kalder på de skriftkloge.
Redningen er politik. Politik frem for marked. Politikerne skal så at sige over tage den efterspørgsel efter embedsmænd, som markedet undlader at gøre. Altså skal den politiske sfære erobres. Bestræbelsen er lykkedes over al forventning. Nej, nej, bøgernes herrer har ikke kun overtaget de socialistiske partier. Også de borgerlige apparater styres af universiteternes kandidater. Regeringsrollen og oppositionsrollen udøves af den samme klasse.

Ideologier
Akademikernes indtog i den politiske verden satte gang i den politiske aktivisme. Men uden ideologier går det ikke. Politikmageriet såvel som embedsoprettelsen skal trods alt legitimeres. Ideologisk drejede det sig om at kompromittere kapitalismen.
Opgaven løstes på fornemste vis. De intellektuelle tog fat om miljøet. Forureningen blev det helt store slagnununer. Økologismen synes skabt til kapitalisme-kritik. Effektivt og vedvarende formår den at afsløre kritisable forhold i næringslivet. Undersøgelse fulgte på undersøgelse.
Konklusionen i rapporterne var enslydende. Politiske indgreb kan ikke ske hurtigt nok. Samfundet er ved at gå under i røg, støj og møg. Katastroferne vinker forude. Snart er det for sent!

Vor tids magtbaser
Allerede i 1971 fik den uddannede klasse oprettet et miljøministerium.
Og siden er det gået slag i slag. Når samfundet er truet, kan ejendomsrettens ukrænkelighed ikke gælde. økonomisk frihed er uansvarlighed. Planer, forvaltning og overvågning må der til. Og skriveborde og bevillinger. Økologismen har virkelig ekspanderet politik og stat. Et utal af embeder er oprettet.

De højere læreanstalter udgør vor tids magtbaser. Herregårdene nød denne status i middelalderen. Nu rekrutteres den sociale autoritet fra skolerne. Videnskab og stat arbejder sammen.

Over for denne alliance synes bønder, fiskere og arbejdsfolk magtesløse. Kandidaterne bygger rede på deres rygge. Producenterne reduceres til en forsørgerklasse. Antallet af næringsdrivende falder drastisk. Sådan må det være, når embedsretten trumfer ejendomsretten.
Trykket fra den boglige klasse er overvældende.
Læreanstalterne udgør et demokratisk problem. De højere skoler truer friheden.

Men er det gørligt at rejse en diskussion herom?
Kan problemet med de intellektuelle drøftes i en tid, da de intellektuelle bestyrer den offentliggjorte mening?