Vejviserpædagogernes eksperimentarium

I aktieselskabet "Danmarks Uddannelsessystem a/s" udskifter vi bestyrelsen, Folketinget, mindst hvert fjerde år. Men medlemmerne i direktionen, vejviserpædagogerne, som reelt er dem, der sætter kursen i vort uddannelsessytem, kan blive siddende, til de bliver 70 år trods markant dårlige resultater. Med sådanne ledere og en enhedsskole bliver vi ikke de bedste i verden. I stedet får vi uddannet flest mulige rekreative narcissister, skriver kronikøren.

Pressen er af mange blevet udnævnt til Danmarks fjerde statsmagt. Men når det gælder den mere langsigtede indflydelse på det danske samfund, har vi en helt upåagtet statsmagt, som snarere er den fjerde. I næsten totalt læ bag folkeskolen, i skjul for den almindelige borgers kritik og uden nogen konkurrence ligger lærerseminarierne, Damnarks Lærerhøjskole og Statens Pædagogiske Fbrsøgscenter. Her præges de vordende lærere med de holdninger, de arbejdsmetoder og den viden, som vejviserpædagogeme ser som det rigtige. Via grundskolen og op gennem hele uddannelsessystemet fortsætter denne oprindelige prægning med grundlæggende indflydelse på det danske samfund.

Siden vores 3. klasser i en stor undersøgelse blev afsløret som Europas dårligste læsere, har folkeskolen måttet stå skoleret, mens næsten al kritik har haglet ned over den. Det er både uretfærdigt og for lidt nyttigt. Hovedparten af kritikken bør fremover rettes mod vejviserpædagogerne på de institutioner, der uddanner folkeskolelærerne og seminarielæreme, og som lægger planer for folkeskolens fremtid.

"Vi vil kunne måle os med de bedste." sagde statsministeren for nylig i åbningstalen til Folketinget. Skal det tages alvorligt, betyder det, at lærerne og eleverne fremover skal knokle, eller at lærerne skal være foran på det pædagogiske område. Med hensyn til at knokle, så har rektor for Statens Pædagogiske Forsøgscenter, Svend E. Pedersen, sidste ar på TV Nyhederne udtalt, at de danske forældre ikke bør opfordres til at sørge for, at deres børn læser lektier.
Og med hensyn til at være foran pædagogisk, så har vi i Danmark det middelmådige enhedsskoleprincip. Under den skoleform svarer arbejdsbetingelserne for boglig fordybelse til, at f.eks. Ebbe Kløvedal Reich, som på gurufacon stærkt advarer mod fællesskabets afskaffelse, skulle sidde på en bodega og skrive sine bøger sammen med fodbolddiskuterende opstemte bodegagæster.

Alligevel går vejviserpædagogeme 100 pct. ind for enhedsskolen, Janteloven i 1968-udgave, stærkt hjulpet af deres lobbyister i Folketinget. Da vi skulle have ny folkeskolelov i 1993, skrev folkeskolerådet således i et fremhævet felt i indstillingen til undervisningsministeren: "Enhedsskolen - skolen for alle". Med det salgsslogan fik de derpå gennemtrumfet et i praksis stort set uladsiggørligt krav om undervisningsdifferentiering i enhedsskoleregi. Et krav, som efter seks år og trods undervisningskonsulenter og kurser for lærere, kun har haft begrænset virkning og kun kan forhale tidspunktet for, hvornår vejviserpædagogemes flagskib, den totalitære enhedsskole, bliver sendt til ophugning.

Samtidig lærer eleverne på seminarieme, at enhedsskolen er til stor gavn for de svage, og at den ikke skader de stærke, snarere tværtimod. Det sker med henvisning til en undersøgelse, som er lige så meget værd som i sin tid arvelighedsforskeren Lysenkos undersøgelse i USSR, som viste at kommunistisk social adfærd var arvelig.
Da DDR (Deutsche Demokratische Republik) brød sammen, valgte østtyskerne at afskaffe enhedsskolen,. Man valgte i stedet en skole, hvor eleverne bliver delt efter 10. klasse. Der er andre, som ser enhedsskolens berettigelse i, at børn fra forskellige sociale lag lærer hinanden at kende. De har åbenbart ikke opdaget, at der er mindre forskel på sociale lag i dag end på Marx' og Grundtvigs tid. Lige som de tilsyneladende heller ikke har opdaget, at børn nu om dage er meget sammen i institutioner før skolealderen og efter skoletid, - Men der er ny og revolutionær pædagogik på vej fra vejviserpædagogerne. Pædagogik, som enten skal indføres ad fordøren og gøres til lov fra starten af, eller indføres gradvist ad bagdøren med efterfølgende indskrivning af praksis i næste folkeskolelov.

Lektor ved Danmarks Lærerhøjskole Jens Rasmussen har skrevet en bog "Socialisering og læring i det refleksivt moderne"(1996), hvori han bl.a, skriver: »Man må gøre sig klart, at der er intet, som kan overføres fra lærer til elev.« Så fremover kan forældre godt lade være med at tale til deres småbørn. Småbørnene skal nok selv lære at tale.
Og en anden lektor ved Danmarks Lærerhøjskole, den karismatiske Steen Larsen, som oven i købet er dr. pæd. og kalder sig hjerneforsker, siger i sin bog "Enzymisk pædagogik" 1994: »Man kan overhovedet ikke lære nogen noget. Det, man kan, er at tilrettelægge omstændighederne, så nogen kan lære sig noget.«

Det er bl.a. den slags raffinerede' og forfinede pædagogik, vordende seminarielærere bliver præget med. Jeg havde f.eks. på seminariet i matematik en lærer, som efter at have været folkeskolelærer i en snes år, netop var kommet ud fra Danmarks Lærerhøjskole som seminarielærer. Han lærte os, at vi ikke måtte starte med at lære eleverne at dividere ved at vise dem opstillingsmetoden (den algoritme, som det har taget menneskeheden tusinder af år at finde frem til). Eleverne i 2.-3. klasse skulle selv prøve at finde en metode til division med papir og blyant. En anderledes seminarieelev i klassen protesterede. Sagde, det kunne de næppe, og spurgte, hvad en elev skulle bruge sin metode til, hvis den var anderledes og langsommere. Læreren fastholdt sit pædagogiske udsagn.
Og fra Statens Pædagogiske Forsøgscenter erklærer seminariepædagogikkens spydspids, rektor Sv. E. Pedersen (1997): »Folkeskolen må sprænge sine nuværende rammer. Den traditionelle skolehverdag, der er opdelt i klasser, fag og timer, skal afløses af projektorienterede læringsforløb ... « Med en sådan pædagogik bliver det stort set umuligt for folketing og kommunalbestyrelse at fastsætte, hvor mange timers dansk, matematik, engelsk osv. en elev skal have i et skoleforløb. Der bliver mere mobning, når elever fra forskellige årgange skal være i gruppe sammen. Eleverne vil blive undervist i færre timer på grund af lærernes fællesforberedelse. Mange lærere vil miste en hel del ansvarsfølelse for undervisningen på grund af den kollektive undervisningssituation. Gruppeeksaminer, som følger med denne undervisning, og som den forrige undervisningsminister allerede har fået indført i matematik i 9. klasse, vil give et meget sløret billede af, hvad eleven (og læreren) kan. Og alle skolerne skal udbygges/ombygges for at få grupperum til gruppearbejdet. De første disciple af Sv. E. Pedersen har allerede været fremme med ombygningskrav.
I "Rigets Tilstand" om folkeskolen på TV 2 (5.11.98) udtalte en ældre seminarielærer, Erik Håkonssson, at det i gamle dage var nødvendigt med en stor paratviden i det stationære samfund. »Den mængde af paratviden, som vi behøver i dag, den er meget mindre.« Det er en holdning, som er almindelig i læreruddannelsen. Alligevel har flere fremtrædende vejviserpædagoger forsvaret danske elevers middelmådige faglige standard med, at de til gengæld har så mange meninger. Meninger uden særlig forudgående paratviden. Det udtalte bl.a. fhv. undervisningsminister Ole Vig Jensen. Samme Ole Vig Jensen, som flere gange demonstrerede, at når minister betyder tjener, skal undervisningsministeren mere optræde som vejviserpædagogernes tjener end som samfundets.

Vejviserpædagogernes parade over for den massive kritik gennem de senere år har bestået i en perlekæde af diffuse forsikringer. Til gengæld for middelmådig faglig dygtighed uddanner de borgere, som i sammenligning med andre lande er mere kompetente, ansvarlige, hele, kreative, sociale, demokratiske, samarbejdsduelige, kritiske, selvstændige, handledygtige, tværfaglige og omstillingsparate. Og lige som når naturlægemiddelfabrikanter anpriser deres produkter, fremlægges der ikke noget bevis eller nogen troværdig sandsynliggørelse for påstanden.
Men ud over paraderne har vejviserpædagogeme også konstruktive planer for at genvinde branchens tabte prestige. Der er f.eks. en plan om, at Danmarks Lærerhøjskole, som fik dumpekarakter af evalueringsrådet for et år siden, skal lægges sammen med Damnarks Pædagogiske Højskole (som ikke er blevet evalueret) til Danmarks Pædagogiske Universitet. Et navn, som nuværende og kommende undervisningsministre forhåbentlig har rygrad nok til afvise med ordene: »Vil I have prestige, må I præstere nogle positivt bemærkelsesværdige resultater i stedet for at gøre krav på en universitetskasket.«

En anden plan blev lanceret under seminariumrådsmøderne vedrørende den nye læreruddannelseslov, hvor repræsentanten for Danmarks Lærerhøjskole foreslog, at alle seminarieelever skulle uddannes til forskere. Enten kan denne repræsentant ikke se, hvordan flertallet af seminarieelever er, eller også aner vedkommende ikke, hvad forskning er. Lige som ikke alle har evner for at blive operasangere eller fodboldspillere på superliganiveau, har alle heller ikke evner for forskning. Den iagttagelse deler Sten Larsen, hjerneforskeren fra Danmarks Lærerhøjskole, tilsyneladende ikke. I "Koplevs Krydsfelt" på P-1 (18.2.99) sagde han: » ... urimelige, umenneskelige opfattelse, at mennesker er født i forskellige kvaliteter, et synspunkt, som i virkeligheden rummer fascistiske elementer.«

Objektivitet findes ikke. Det hele er bare noget, der foregår på indersiden af vores kranier. I aktieselskabet "Danmarks Uddannelsessystem a/s" udskifter vi bestyrelsen, Folketinget, mindst hvert fjerde år. Men medlemmerne i direktionen, vejviserpædagogerne, som reelt er dem, der sætter kursen i vores uddannelsessystem, kan blive siddende, til de bliver 70 år trods markant dårlige resultater.

Med sådanne ledere og en enhedsskole bliver vi ikke de bedste i verden. I stedet f år vi uddannet flest muligt rekreative narcissister.